Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Sommeren var også nået til London, derfor var det ikke muligt Alecto at snige sig ud af sit værelse, før mørket havde sig lagt sig ind over byens små gader. Hun skulle så vidt muligt forsøge at være så lydløs så muligt. Hun tog derfor også sin sorte kappe over sine skuldre og slog hætten over hovedet inden hun gik ud. Hun måtte gå et lille stykke, for at bruge en nærtliggende kros suseværk. Hun vidste det med sikkerhed ville larme alt for meget, forsøgte hun med familiens eget. Hun havde dog en forklaring som hun håbede hendes forældre ville tro, skulle de opdage hende.
Hun gik hastigt hen over den brostenbelagte gade, kun få lyse skinnede i vinduerne. Solen var endnu ikke gået ned, men det var alligevel mørkt da hun gik ned af den lille side gade. Hun blev pludselig i tvivl om hvor det var, og stod først kort forvirret og så rundt på de forskellige huse. Hun kneb let øjnene sammen, og overvejede om hun skulle banke på dem alle sammen. Men da hun så et svagt lys på øverste etage, besluttede hun sig at for at starte der først. Hun slog let mod døren og trådte et skridt tilbage.
Øverst oppe, i et lille værelse var det eneste der oplyste rummets grålige vægge et enkelt stearinlys. Det havde brændt længe, så det havde klædt et stort træbord i en lille solid flod af voks. Ludwik sad dybt koncentreret og lænede sig over en bunker af tykke bøger, som han flittigt bladrede i. Bogen havde detaljerede beskrivelser af inferi skabninger, og i hans stille sind legede han med ideen at styre nogen af slagsen og hvad han kunne bruge den magt til. I hans højre hånd rullede han en lille genstand rundt i sin håndflade, en klemme beregnet til at knuse folks fingre. Rundt i rummet var der konserverede organer i glas og udstoppede dyr, der skabte skygger i det blafrende lys og næsten forekom levende.
Da det bankede fór han sammen og lagde sig defensivt hen over bøgerne og pergamentet for at skjule det, indtil han opdagede hvor den sagte dundren kom fra. Han lukkede bogen og skubbede den ind under sin stol inden han begav sig ned af den lange snoede trappe. På vejen rettede han lige på sin hvide tunika og kørte hånden igennem det lyse hår der var bundet tilbage i en hestehale.
Den store dør blev knirkende skubbet op, og et smørret grin dannede sig på Ludwiks ansigt. ”Jeg var ikke sikker på at du kom. Det behager mig at du nåede frem, Alecto”. Han slog gik til siden og slog rullende ud med en arm imod entreen. ”Velkommen”.
Alectos tvivl om det var den rigtige dør hun havde forsøgt sig hos, svang omkring hendes fingre, og langsomt tog hun sin hånd til sig, og overvejede igen om hun skulle prøve nogen af de andre. Havde det ikke været så forbandet mørkt, og skulle hun ikke bevist holde sig skjult, havde hun nemt kunne bruge lumos besværgelsen så hun kunne læse hvad der stod over døren. Hun vidste at Ludwik befandt sig i sin Apoteks butik, men alle bygninger lignede hinanden. Så det var hende umuligt at vide hvilken en, der var den rigtige.
Hun stod halvt med fronten mod den valgte dør, og var ved at tage skridtet videre, da en knirkene lyd nået hendes øre. Hendes alabaster lyse ansigt kom til syne i den sorte hætte, og et smil bredte sig på hendes læber da Ludwiks bekendte ansigt kom til syne. Hun bøjede langsomt hovedet i et nik, og trådte hurtigt ind, så døren bag hende kunne lukkes. "Selvfølgelig. Mine forældre tror at jeg besøger en fjern kusine" sagde hun og kunne ikke lade være med kort at smile, inden hun løsnede sin kappe og fjernede den fra sine skuldre. Hendes kjole var langt mere simpel, end dem hun havde på til de selskaber som hun så ofte blev slæbt med til. Det lange sort brune hår hang løst, og hvilede ned af ryggen på hende. Hun så sig om. Stedet var ikke særlig stort, det var rustik og havde sin charme. Hun følte sig langt mere sikker hos ham her, end skulle hun bruge dagene på hans slot. Hun vidste stadig ikke hvor de var, og det var for alt i verden stadig væk en hemmelighed. Hun vred let sine fingre og vendte blikket mod ham, som om hun forventede noget af ham.
Døren bag dem blev lukket med en tung knirken. Ludwik trak sin stav og med en svajende håndbevægelse gjorde han sig sikker på at den forblev låst. Han studerede Alecto, som kappen faldt. Hendes fine mørke hår, og det legesyge smil hun af uransagelige veje så ofte havde det med at finde frem omkring ham. Med en mindre nikken tog han imod hendes kappe og dirigerede den op på en stor stumtjener med sin stav.
”Jeg ville spiddes for at se din families ansigtsudtryk den dag de opdager at du ikke er så engleagtig som du ser ud”. Det var egentlig ment som kun at blive ved tanken, men det forlod hans mund med et frydefuldt grin. Sådan som hun befærdedes omkring ham – det gav ham en følelse af at han havde vundet noget. På trods af risikoen og konsekvenserne ved at hun opsøgte hans selskab havde han alligevel formået at lokke hende til sig. Det gav et lille djævelsk glimt i hans blå øjne. Men så igen… var der den her form for akavethed idet han heller ikke helt vidste hvorfor hun havde takket ja. Kun at det smigrede ham. Men det var aldrig noget de havde snakket om… Deres møder, deres interaktioner havde været en kunst, noget han ikke helt forstod. Som et sprog uden lyd. Kun vidste han at han fandt en vis form for velbehag i hendes omgivelser.
Han svang igen staven og inde i stuen tændtes ildstedet, så aske og røg hvirvlede op i luften med et puf, der tydede på at det nok var et par år siden det havde været i brug. Der var ikke gjort meget for at gøre det hyggeligt. Hele indretningen var simpel. Et par polstrede stole og et bord stod i midten af rummet. ”Jeg beklager at her ikke ser bedre ud. Faderen min, har okkuperet Igor og Afskylia, så jeg har ikke formået at gøre meget klar. Har du spist?”
Alecto vendte de brune øjne mod Ludwik. Det afslappede smil hang stadig på hendes læber som hun bøjede hovedet frem for at tage imod hans ord. Hun sagde ikke noget til en start, men var blot smigret over hans lille kompliment. Hun vidste at man nemt kunne bruge søde ord og bemærkninger som en form for maske, for at dække over noget andet, som en flugt fra hvad man egentlig havde lyst til at sige. Hun selv havde haft svært ved at tage noget til sig i en del år grundet hendes egen brug af sådanne metoder. Hun var nok bange for at binde sig rigtigt, at føle noget dybere end en harmløs flirt. Hun havde alt for meget på spil, og det var vigtigt for hende at hun aldrig lod sin frygt vise sig, eller begyndte at kære for nogen som med tiden kunne blive hendes fald. Sådan havde hun lært at se på det, og sådan havde hun følt det på egen krop. Kærlighed var ikke noget at holde fast i. Det var i hvert fald en mening Alecto havde haft siden altid. Men hun var begyndt at tvivle. På sig selv, på alt hun nogensinde havde fået at vide. På hendes stand og hendes fremtid.
Hun lod blikket betragte den lille stue, som mest af alt var et mix af kontor og opholdssted. "Du skal ikke tænke på mig Ludwik, jeg tog mine forholdsregler og spiste hjemmefra" sagde hun og vendte sig rundt. Hun bed sig svagt i underlæben og tog et par skridt tættere på ham "Jeg håber også du har spist. Jeg ville ikke bryde mig om hvis du efterlod mig her, alene" sagde hun og lagde hvilene sine hænder mod hans skuldre. Hendes vejrtrækning blev pludselig langsommere, og hjertet slog et par ekstra slag hårdere end normalt.
Det var med en vis nysgerrighed at Ludwik ikke kunne lade være med at hæve brynene af Alecto, da hun trådte tættere på ham. Ikke så meget over den pludselig berøring, som han fandt velkommen, men nærmere over de små detaljer der virkede anderledes omkring hende. Hendes vejrtrækning, måden hun gik på, nappede i sine læber på og det blik hun sendte ham.
Han tiltede hovedet og kørte sine negle igennem en lok af hendes natsorte pandehår. ”Det skal du ej bekymre dit kønne hoved med. Jeg har spist inde for betragtelig tid, Alecto. Lad mig sige at du ikke ville kunne kende mig, hvis du så mig når jeg ikke har indtaget føde i længere tid. Jeg er ikke mig selv når jeg er sulten” understregede Ludwik med et skævt smil og en blottet hugtand. Han fortsatte med at stryge Alecto over hovedet, med samme mine, som var hun en kælen killing, og han dæmpede sin stemme til kun næsten en hvisken.
”Efterlade dig Alecto? Hvor besynderlig en tanke. Jeg ville da altid sikre mig aldrig lade dig undvære mit selskab mere end højest nødvendigt. Nu, fortæl mig hvor længe du har tænkt dig at blive hos denne fjerne kusine af din?”.
Alecto drejede ikke hovedet særlig meget, men blikket fangede roligt opmærksomheden som Ludwiks fingre gav hendes hår. Det trak lidt i hende mundvig og hun mødte hans blik. "Det ønsker jeg heller ikke, men jeg er glad for du i det mindste er ærlig omkring det." sagde hun i et let smil. Hun kneb svagt øjnene sammen da hans spidse hjørne tænder kom til syne, men veg sig ikke ud af stedet. Hænderne forblev hvor hun havde lagt dem, og lyttede roligt til hans forsikrende ord.
"Det afhænger af kusinen" sagde hun og små lo let. Hun trak vejret dybt ind og blev ståene omkring Ludwik i lidt tid inden hun tog et skridt tilbage og valgte at sætte sig hen i en af stolene som så mindst ødelagt ud.
"Men dog. Sikke et ansvar at stille hende med. Og det vil ikke gøre familien urolig, eller mistænksom, skulle de finde på at opsøge dig?" Ludwik spadserede efter Alecto, med hænderne hvilende bag sin læn. Han satte sig bare ikke ned, men vandrede hen og stirrede ind i ildens flammer. Efter lidt stilhed skævede han mod Alecto.
"London kan være et hårdt og nådesløst sted, Alecto. Der er visse afskum i natten jeg end ikke bryder mig om. Hvis ikke af den magikyndige slags, så fyldte med korruption og ude at stand til at kontrollere deres begær. Mange højtrangerende gejstlige for eksempel, dog har jeg aldrig stødt på væsner her. Blandt andet min klan har det med holde sig til mere afsides steder... Stadig ville jeg ikke bryde mig om tanken at du færdedes omkring her alene".
"Så er det da godt at jeg har min helt egen beskytter" sagde Alecto og lagde afslappende sine ben over lænestolens armlæn og fulgte ham med blikket. Hun nød det lille rustiske hjem, det simple og minimale. Et lille sted inde i hende var det hvad hun egentlig gerne ville have. Hun tvivlede nogen gange at hun var en ægte Black, hvilket hendes lillesøster med sikkerhed ville give hende ret i.
"Så, vi kunne gå en tur" sagde hun og rejste sig langsomt, hun stilede sig bag ham og lagde begge hænder på hans skuldre. "Eller udforske nye horisonter" sagde hun med en let hvisken.
”Men kender jeg dig ret er du tiltrukket mod ulykker, Alecto. Og jeg vil ikke altid kunne være der til at passe på dig, så du bør holde dig selv lidt i skindet” erklærede Ludwik og pustede til en blond lok af sit pandehår. Unge kvinder som Alecto ville gerne more sig, og de små ydmyge værelser bar i sig selv ikke meget der kunne imponere, sammenlignet med de kredse de begge var vant til at færdes. Tanker begyndte derfor at knage om hvordan han skulle holde hende underholdt, og da gik det op for Ludwik at hans studiekammer let kunne vække hendes nysgerrighed. Det kunne få fatale følger for ham, hvis hun begyndte at snuse omkring… Hvis ikke for hende selv, som så mange kvinder tidligere måtte have ladt livet for. Han måtte gøre sig sikker på at hun ikke begyndte at gå for meget på opdagelse i de grålige kamre.
”Jeg har noget jeg skal arbejde lidt med inden vi går nogen steder, men så-” Ludwik afbrød sig selv og spændte i hele kroppen. Alectos bløde berøring fik gåsehud til at løbe ned af hans rygrad. Hans pupiller udvidede sig. Mest af alt var det noget i hendes stemme og de ord der lavt forlod hendes mund. En mørk brummen kom fra et sted i hans brystkasse. Han havde i baghovedet en ide’ om hvad hun mente, men at det kom fra netop hende gjorde det tvivlsomt for ham. Alligevel… Underligt behageligt? Ludwik drejede sig en anelse, så han bedre kunne se hende og bøjede sig ned mod hendes forventningsfulde ansigt. ”Mmm… nye horisonter?”
Alectos mørke bryn rynkede sig let, og øjnene blev trukket sammen over hans ord. Så han mente at han kendte hende? Alecto selv mente ikke at nogen kendte hende særlig godt. Så Ludwiks mening om hende måtte komme af ren spekulation. Med mindre han selvfølgelig så sig selv som en ulykke, for hun måtte indrømme at hun var ret tiltrukket af ham.
"Jeg er som en sort kat Ludwik. Jeg er ulykke nok i mig selv" sagde hun roligt og bøjede let hovedet tilbage mod stolen.
Alecto brød sig egentlig slet ikke om at blive afvist, selvom den med gå turen blot var et lille forslag, så hans hjerne kunne gå i gang med at masseproduksere andre forslag de kunne få tiden til at gå med. "Mmh. Vent her et øjeblik" sagde hun roligt. I en flygtig bevægelse presede hun sine læber mod hans i et kys før hun trådte et skridt væk og gik mod trappen. Hvad hun egentlig havde tænkt sig at gøre havde hun endnu ikke fundet ud af, men at sætte tanker i gang hos Ludwik var en sjov leg. Og det var vidst hvad de var lige nu, en leg.
Hun fortsatte op af trappen. Der stod en stor seng, med et væld af fabelagtige stoffer hen over sig. Det var egentlig hendes mål. Men lyden af knirken fik hendes opmærksomhed andet sted, og hun begyndte i stedet at udforske første sal, med alt hvad det indebar. Åbne aller krukker og bøger hun kunne finde. Det var lidt en anden side af Ludwik som hun ikke kendte til, eller som hun måske ikke helt havde lyst til at møde, hvor end ens de var i nogen ting, så var de også forskellige. Hun bed sig svagt i underlæben. Det var ved at blive en anelse uhyggeligt
Vampyren stod frosset i lidt tid, selv et par minutter efter Alecto forsvandt. Han følte endnu det flygtige kys Alecto havde skænket ham. Hvordan de kærtegnede ham, selv om det kun var et kort øjeblik. Så kom der pludselig en anden følelse snigende. Spekulerende rynkede han sine bryn. På en gang følte han at hun legede med ham som et lille barn og sendte ham små dæmpede signaler om noget helt andet. Forvirring fyldte hans sind, og han blev uforstående jo mere han forsøgte at forstå.
Noget i ham gippede og han rystede sit hoved, som vågnet af en søvn. Hvor var pigebarnet? Hans opmærksomhed faldt til trappen, som hun nu alligevel var gået op af på trods af hvor sikker i sin sag han havde følt sig. Hun havde distraheret ham?! Inderst inde forbandede han sig selv. Hugtænderne i hans over- og underkæbe sleb imod hinanden, da han skar tænder.
”Alecto?” kaldte Ludwik. Han begav sig op af trappens mørke og gentog mantraet af hendes navn, men hans stemme bar præg af tiltagende kulde. Som han bevægede sig igennem gangen var han næsten glidende, lydløs. Han kendte det hus ned til hver eneste af de knirkende gulvbrædder. Nærmest springende lænede han sig ind i sovekammeret. Hans øjne scannede omgivelserne omhyggeligt og trådte ind til den store seng. Tæppet blev revet af. ”Dette er ikke en leg, Alecto”. Der var stadig intet spor af hende. Og da gik det op for ham… Hun var ikke i den del af gangen.
Den var snoet og havde på trods af den minimale plads flere forgreninger, nærmest som om der var større indvendig end udenpå. Flere af rummene stod næsten tomme, eller blev brugt som opbevaringslokaler. Nu kunne han se hende. Ludwik stod uden lyd i dørkarmen og betragtede hende. Hans hoved fulgte og drejedes langsomt efter hendes bevægelser. Alecto så ud til at være meget optaget af at rode rundt i hans ting. I den del af gangen var der intet lys, så han stod relativt skjult i mørket. Kun de få stearinlys fra rummet kastede svagt et skær på hans ansigts blege hud og gjorde hans ellers menneskelige karaktertræk hule og tomme at se på. Næsten som et lig. Han var udtryksløs, men for hver krukke hun åbnede, for hver bog hun tog ned, for hver gang hun lukkede sine øjne for at blinke, tog han et lydløst skridt tættere på hende.
Til sidst stod han bag den unge Black kvinde og stirrede hende over skulderen. Ludwik lænede sig da ned til hendes øre og lagde en iskold hånd tungt på hendes skulder. ”Hvad laver du her inde, Alecto…?”
Alecto bekymrede sig ikke da hendes navn blev nævnt. Lidt med vilje forsøgte hun at ignorere at Ludwik kaldte på hende, hun havde fundet noget langt mere interessant end ham lige nu. Ikke at det nødvendigvis ville fortsætte på den måde. Men nye steder skulle altid udforskes til det yderste, og hans hus havde vist sig at være meget større end blot to rum. Desuden vidste hun at når først hendes nysgerrige sind var fyldt, kunne hun bedre koncentrere sig om noget andet, mere sensuelt. En let latter gav ekko gennem de snoede gange som hun fortsatte sin jagt efter svar.
De lange tynde fingre strejfede de støvede bøger og de uberørte glas. Nok det der fangede hendes blik mest var de bøger, glas og papirer som så brugt ud, som ikke var støvet, hvilket betød at det var noget Ludwik brugte en del. Hun tog det tændte stearinlys fra vinduet og fortsatte roligt. Hun fulgte gobelinerne langs væggen og nærstuderede hvert eneste billede hun kom forbi, som syntes endnu mere uhyggeligt i det svage lys.
Hun satte sig ved hvad der lignede hans skrivebord hvor bunke af pergamenter flød. Lyset satte hun fra sig ved sin ene side og begyndte at nærstudere teksten. Hun havde med vilje ikke gjort noget ved Ludwiks tilstedeværelse. Hun vidste naturligvis at han var der, men det sjove var at lade ham overraske.
Roligt løftede hun lyset fra bordet og drejede sig imod retningen af hans stemme. Hun blinkede lettere uskyldigt med sine øjne. "Jeg undersøger dit arbejde" sagde hun med en kærlig tone. Hun lagde let den frie hånd mod hans kind, og lod dem hvile der et øjeblik, før hun lod dem glide ned over hans blege ud. Hun vendte ham igen ryggen og fortsatte som om intet var hændt.
Alectos kærtegn gjorde ikke Ludwiks skulen mindre. Til gengæld gjorde hun ham en anelse mundlam over den mangel på skam og fortrydelse hun udviste ham. Men så let ville han på ingen måde give hende lov til at slippe. ”Nej, det gør du ikke. Det har jeg ikke givet dig tilladelse til. Du vil ikke forstå det alligevel og du laver uorden i mine systemer!” hvislede Ludwik køligt. I et snuptag havde han lagt sine arme om Alectos smalle talje og smed hende over skulderen og begyndte at vandre dikterende ud af arbejdsværelset.
”Ej hellere har jeg tilladt dig at gå ned af denne del af gangen, Alecto. Megen frihed er jeg villig til at give dig, men den vil have sine begrænsninger alt efter hvordan du vælger at bruge den”. Uden videre besvær løftede han Alecto op og holdt hende i luften. Hun var overraskende let. ”Forstår du?” Alvoren var tydeligt malet i hans ansigt, som hans blå blik søgte hendes.
Alecto havde nok ikke gjort det, havde Ludwik været en anden end den han var. Hun følte vel at hun skulle skubbe til at par grænser, finde ud af hvor den lå, og hvad han kunne finde på at gøre eller sige for at få hende til at forstå alvoren i det hun gjorde forkert. Hun rystede affejende på hovedet af ham, og havde ikke i sinde egentlig at høre efter hvad han sagde. "Det gør jeg da ikke" sagde hun bare. Hun rynkede let på næsen over at han placerede sine hænder omkring hendes talje, og rent faktisk løftede hende op fra stolen. Hun vippede let med sine ben og forsøgte at vende sig så meget til den ene siden så hun kunne skæve til ham. "Jeg var da bare interesseret i hvad du går og laver. Du behøver ingen hemmeligheder have for mig." sagde hun småbelærende og løftede hånden. Trodsigt lagde hun armene over kors, og var ikke synderlig overrasket over at hun nu hang i luften. Et bryn skød i vejret. "Ja, men tror du at jeg overhovedet vil overholde det?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at grine.