Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Svage henførte støn forlod Alecto som deres læber var presset mod hinanden og hun kunne ikke dy sig selv og bed ud efter hans underlæben og tog godt imod hans tunge med sin egen. Armene havde hun stadig omkring ham, og fingrene begravede sig igen i de gyldne krøller der svang sig i hans nakke. Da han løftede hende fra jorden gled den tynde kjole automatisk længere op og til syne gjorde hendes olivengyldne hud.
Med ryggen mod væggen strammede hun grebet omkring hans hofter og trak ihærdigt i snorene på hans hvide skjorte så hun kunne komme til at fortsætte sine kys ned over hans hals og kraveben. Hendes hjerte galoperede afsted og varmen cirkulerede løs i hendes krop. At det hele blev sat på prøve da Ludwik igen talte fik hende til at se op, med de brune øjne festet på hans blå. "Jeg vil hellere ikke beskrive mig selv som ved mine fulde fem" hviskede hun og lod en hånd glide ned over hans skulder og op mod hans kind. "Jeg er forelsket i dig Ludwik.." sagde hun stille. Hendes forældre kunne bortvise hende hvis de ville. Følelser som dem der rumsterede rundt i hendes krop og sind var nogen hun aldrig i sit liv, med sikkerhed ville føle igen.
”Forelsket… i mig?” gentog Ludwik vantro. Han spærrede øjnene op, men det var tydeligt at der ikke var meget tankevirksomhed tilbage i ham. Han var komplet under sine lysters kontrol, så selv om han vidste hvor upassende deres lille eskapade var ved at blive, kunne han ikke lade være med at smile stort. ”Det her er slemt! Du er gal, men måske er det derfor jeg så godt kan lide dig”. Han lod sig give efter til rusen og det hans instinkter skreg at han skulle gøre. Det eneste han kunne tænke på var at han måtte have en stol. Et skrivebord, en seng. Noget så han ikke kom til at klemme livet ud af Alectos krop, og han kiggede desperat efter det der var tættest på. ”Åh, Forbandet! Jeg giver dig et slot i skyen, Alecto. Lige hvad du vil have. Du vil ikke komme til at mangle noget. Enhver der vover at modsætte sig dig vil forsvinde! Jeg vil ikke lade der ske dig noget.. Bortset fra!-”
I et fast ryk rev Ludwik Alecto op i sine arme og bar hende rimelig forhastet ned af trapperne.
Forhindringer blev sparket væk i gangen, og den mørkhårede skønhed blev smidt på den bløde seng i soveværelset. End ikke sekunder efter kastede Ludwik sig over Alecto. Hans blik slugte hvert lille stykke af hendes fine hud og sugede detaljerne til sig, mens hans hænder som med sit eget liv gik på opdagelse under hendes kjole. Små spor af kys og lette nap vandrede fra Alectos hals og ned af hendes kavalergang. Han var stakåndet, og komplet fortabt. Underlagt Alecto og sine sansers nåde.
Alecto havde intet andet end et bredt smil hvilene på de fyldige læber som han gentog hvad hun havde sagt. Der var intet underligt i at han havde brug for at tygge på hvad der lige var kommet ud af munden på hende. Hun havde selv været en smule blæst væk af Ludwiks egen måde at fortælle hende at han godt kunne lide hende. Hun var dog mere direkte og måske ikke så romantisk i sine valg af ord. Et let grin skyllede ind over hende og hun fjernede et par enkle lyse krøller der var gledet ned i panden på ham. "Jeg er evigt forbløffet over dine idéer" sagde hun og var ved at bevæge hovedet tættere på hans for at kysse ham, da et pludseligt ryk fik hende til at komme fra det. Hun holdte armene omkring hans hals og hun var et stort smil som han banede sig vej ned til stuen og ind i hans beskedne soveværelse. Rustikken hang ved.
Hun begravede endnu engang sine fingre i hans silkebløde hår og strakte halsen i iver efter at mærke mere til hans kys. Nok havde hun forinden talt om hvorvidt hun ikke kunne miste sin dyd, men de ord var hende så langt væk at hun ikke et sekund var i tvivl om hvorvidt hun skulle trække kjolen over hovedet. Generthed var ikke noget hun som sådan besad. Det uskyldige ved Alecto der før havde dækket hende som et tyndt tæppe var blevet trykket af, og nu voksede hendes indre ulv som hun hev Ludwik tættere på sig ved at tage fat i skjortens hvide stof.
Post by Wallace L. Griffon on Aug 28, 2016 16:41:43 GMT
London var mørkelagt og nattens børn løb frit på gaderne. Fulde mennesker stavrede sig gennem tomme gader, lystige grupper bevægede sig fra kro til kro og fra en kro engang i morgen ville de finde hjem for at sove rusen ud. I tilfældige gyder kunne man finde forbudte elskere, der havde fundet hinanden og en pludselig kærlighed over deres fælles interesse for alkohol. En høj mand og en kvinde stod presset mod muren i en gyde, mandens ansigt var skiftevis gemt i kvindens hals og kavalergang. En stærk hånd lå over hendes mund. Manden trak ansigtet væk fra hende og afslørede den tilsølede kjole og blodet der var om hans mund syntes næsten sort. Hans vejtrækning var tung, men efter en kort pause begravede han sig nu for sidste engang i hendes hals. Kvindens slappe krop ramte jorden med en tung, dæmpet lyd. Et par knut fulgte efter og landede på hendes ryg. Kvinden havde været i nød og havde drukket en del på en kro, da han fandt hende, han havde sagt han kunne hjælpe, men at betale lidt til hendes begravelse var vel også en form for hjælp..
Wallace sukkede tilfreds, som han vendte ryggen til den døde kvinde. Han havde fået nys om, at en hvis lyshåret og ganske smuk healer havde slået sin lille healer-butik op i London, så han havde kombineret et besøg til en gammel ven med en velfortjent bytur med det bedste selskab i verden - sig selv. Ud af lommen i hans halvlange frakke fremdrog han et hvidt lommetørklæde og tørrede blodet fra hans mund væk. Det farvede tørklædet blodrødt og han så kort på det, inden han snerrede let. Han var ikke vild med at spise ude.. Han gik i noget tid, inden han prejede en ældre muggler, der var ved at finde vej til en kro. Udfra hans beklædning var han på vej til arbejde. "Undskyld mig, min gode mand, men De kunne vel ikke fortælle mig hvor jeg finder Ludwik Healeren?" Hans stemme var ganske venligt og den glubske vampyr, der lå lige under overflader var ikke til at se. De udvekslede et par ord og Wallace fulgte mandens instruktioner og snart stod han der.
Huset så ikke ud af meget, men manden tog nu alligevel fat om håndtaget med et udspekuleret og syret smil. Han havde ikke set Ludwik siden han var med gruppen og det ville blive et glædeligt gensyn, i hvert fald for Wallace. Han åbnede døren og blev mødt med et tomt rum. Hvor absolut skuffende. Han var sikker på, at manden var hjemme, for lyset brænde og med de bøger og ubetydeligt ting Ludwik samlede på, så skulle han have ændret sig gevaldigt for at risikere at alt det gik tabt. "Ũhh Ludwiiik?" Han trak de legende ord ud i en kaldende tone. Den høje mand begyndte at bevæge sig gennem rummet og endte ved trappen, hvor han kiggede op. "Har du ikke savnet mig..?" Igen var ordene i en kaldende tone og han vendte sig om. En begyndende irritation steg op i ham og han skar kort tænder. Hvor var han dog ufattelig uhøflig! "Ey! Ludwik! Jeg vil gennemsøge hele huset, hvis du ikke kommer frem" Der var en hård og utålmodig kant i hans stemme. Enhver der havde haft med Wallace at gøre ville vide, at han stod ved sine ord og det var en af de eneste ting man kunne regne med.
Kjolen der dækkede Alectos krop var i vejen, og Ludwik var på ingen måde i humør til at være forsigtig. På nogen måde. Han følte sig tryllebundet, hypnotiseret. Han ville eje Alectos krop og væsen og kjolen – den kunne hun ikke bruge igen, da han endte med at blive så frustreret over den at han decideret rev den af og kastede den om et sted bag sig. Alecto blev knuget ind til Ludwik med en bestemt arm om hendes liv, og han hviskede til hende. ”Hvis jeg skulle du dø nu havde jeg set alt, der er værd at se”.
Det passionerede øjeblik imellem Alecto og Ludwik skulle ikke vare ved, for ud over den knirken der kom fra sengegærdet over deres vægt, var der en ny tilstedeværelse. Ludwik blottede sine hugtænder og stirrede næsten vanvittigt ud imod gangen, klar til at flå det fjols der havde vovet at afbryde ham. Men vreden fordampede hurtigt og blev i stedet erstattet af lutter irritation og en lang række panderynker, da den lyshårede vampyr opdagede hvem det var. Han så en anelse bekymret imod Alecto og aede hende hen over armen. ”Så meget for lidt fred… Jeg havde ikke regnet med at han levede endnu”.
Det gav et mindre sæt i Alecto da kjolen røg af hende, og den hårde bevægelse fik hendes barm til at ryste en smule. Hun lod ikke deres læber været adskilt særlig længe efter og var hurtigt til at presse sine læber mod hans i et grådigt men alligevel sensuelt kys. Hun kunne ikke lade være med at sukke henført over hans hvisken der nærmest var som lyrisk musik for hendes øre. "Fortæl mig mere" hun gispede efter været og trak ham tættere på. Lysten til ham voksede ved hvert eneste af hans berøringer.
Alectos blik blev dog flyttet fra Ludwik da lyden af fodtrin nærmede sig gangen. Den rungene stemme der efterfølgende lød fik hendes bryn til at trække sig sammen. Hun mødte Ludwiks blå blik med svag skeptisk og udren. "Jeg vidste ikke du ventede besøg, elskede" hviskede hun og nappede ham drillende i øreflippen. Hun havde dog ingen intention om at fortsætte deres optrin til elskov med en fremmede rendende rundt. Hun rettede overkroppen op en smule og støttede med albuerne mod madrassen. "Vi kan nok ikke blive liggende her, hvor meget jeg end ønskede vi kunne" sagde hun og skævede mod trægulvet i en let søgen efter sin kjole, som han håbede at Ludwik ikke havde ødelagt. Ellers måtte hun vil hoppe i en af hans skjorter.
Post by Wallace L. Griffon on Sept 13, 2016 17:34:16 GMT
William lænede sig kort op af en væg og slikkede sig kort om munden og smagte resterne af de blod, som han havde misset. Han brummede vagt og fremdrog endnu engang det blodplettede håndtørklæde. Hans fod blev utålmodigt vippet så en taktfuld tone fyldte det rum han stod i for et øjeblik, inden han så sig omkring og valgte at bevæge sig op af trappen. Hvis Ludwik havde beholdt noget af hans gamle persona, ville han ikke være overrasket over, at se et studie oppe på første sal. Der hvor man kunne se stjernerne blinke ensomt ned til en. Det var derfor en stor skuffelse, da han stak hovedet ind i rummet med et fast greb om begge dørkarme. Ikke en sjæl, ikke engang en ghoul..
Den høje mand sukkede og et smørret smil trak op i hans ene mundvige. Ingen Ludwik, så det betød, at han var nedenunder. Vampyren strøg ned af trapperne endnu en gang, dog denne gang i et imponerende tempo. Han bevægede sig over mod det der så måtte være noget i retningen af Ludwiks soveværelse. Hvad han dog lavede der på sådan en nydelige aften med så mange fortabte, desperate sjæle i nattens gader, vidste Wallace ikke. Han havde en åndssvag rolle at spille her, så han tog sig tid til at banke på væggene, som han bevægede sig tættere på sovekammeret. Mon ikke det ville blive en smule for intimt for kære Ludwik, hvis den mørkhåret mand valsede ind i hans sovekammer?
Post by Ludwik Engel on Sept 13, 2016 18:41:53 GMT
Ludwik kunne umuligt undgå at undslippe et irritabelt fnys, for uanset hvor meget han end ønskede modsatte havde den lille kvinde ret. Hans fingre begyndte at massere sine tindinger i cirkler, da han skubbede sig op fra madrassen. Han kunne allerede mærke en migræne komme snigende. ”Det vidste jeg heller ikke” sukkede han, næsten knurrende. Alectos ende blev skænket et klem inden han fulgte hendes blik og selv startede søgen efter hendes kjole. Den var dumpet ind under en stol og ved nærmere gennemgåen løftede han den og måtte sande at han havde fået revet nogen af syningerne over, mere end hvad han ville tillade Alecto at afsløre blandt andre. ”Det går ikke an”.
Under sengen trak han en lille kiste frem med klæder som indhold. I anledningen af gæsten fik Alecto kastet en grå, lang uldtrøje i strik op til sig. Så en til. Specielt udvalgt, fordi de var så store at de absolut ikke ville afsløre – NOGET SOM HELST. ”Tag de her på. Dem begge to. Nu - Måske også den her”. En hue blev lagt ved Alectos side. Så kunne Wallace heller ikke se så meget af hendes kønne ansigt. Selv om Ludwik ikke ville indrømme det følte han sig pludselig ualmindeligt defensiv på Alectos vegne, og han havde mest af alt bare lyst til at pakke hende ind i et pudefort og tvinge hende til at blive der.
Wallace plejede ikke at have en etik omkring hans interesse i hunkøn, når det angik alder, så at Alectos former blev indbundet og væk-pakket, til hun havde en bemærkelsesværdig lighed med et ungt barn, var Ludwik ikke sikker på ville være nok. Men det beroligede ham en anelse at prøve. Hvis ikke kunne det være at Wallace skulle have opfrisket hvordan det var at gå rundt med begge sine skuldre af led.
Efter hinkende at have hastet sig ned i sine bukser og tilset at Alecto var nogenlunde sikret, gik han hen og åbnede døren, hvor den gamle ven blev mødt med et opgivende, træt udtryk, som en onkel der havde fanget sin fulde nevø i at stjæle fra vinkælderen. ”Du har altid haft en bemærkelsesværdig evne til at komme forbi på de mest upassende tidspunkter” brummede den blonde vampyr sammenbidt.
Post by Alecto Black on Sept 13, 2016 19:41:29 GMT
Alectos havde opmærksomheden rettet mod Ludwik som han havde sat sig op i sengen. Selv hvilede hendes blik mildt på ham og hun løftede armen for at lægge sin hånd mod hans skuldre. Hun gav den et lille klem og endte med at sætte sig op, med knæende mod den bløde madras. Armene blev let lagt om ham og hun trykkede læberne mod kanten af hans ene skulder. "Natten er ung" sagde hun og sendte ham et roligt smil. Hun blev siddende på sengen da han rejste sig op og kunne ikke lade være med at rynke lidt på næsen over synet af kjolen, der mere eller mindre bedst kunne beskrives som noget der havde været en dyr kjole. Men hun bekymrede sig ikke yderlige om det og fulgte ellers bare opmærksomt med da Ludwik satte sig på huk foran sengen. Hun lagde sig ned på sengen igen, denne gang med maven mod madrassen, og benene en smule vippende som hun forsøgte at følge med i hvad han hev op af kisten. Hun lo let.
Striktrøjen kunne nok gå an, så længe den dækkede både foran og bag ved, ned til et hvis punkt. "Jeg har det varmt nok i forvejen, jeg tager den ene på" sagde Alecto med en stemme der allerede havde besluttet sig. Hun trak den lyse trøje op fra sengens kant og trak den over hovedet. Hun havde ikke tænkt sig også at tage huen på. I stedet rejste hun sig og begyndte langsomt at flette det tykke hår i en fletning der kunne hvile sig ned langs hendes venstre skulder.
Da Ludwik forlod soveværelset blev hun stående. Hun havde ikke tænkt sig at afbryde lige med det samme. Så i et par minutter stod hun blot med øret mod døren, som nu stod på klem. Hun kunne ikke gemme den nysgerrighed der sad i hende, da hun inderligt havde lyst til at gå derud. Men hun mente nu nok at hun fik meget mere med, forblev hun skjult til en start.
Post by Wallace L. Griffon on Sept 20, 2016 9:01:09 GMT
Da døren blev åbent let og den lyshåret vampyr kom til syne bredte der sig et smørret smil på Wallaces læber, der afslørede spidserne af de skarpe tænder. Ludwik var en smule ældre end han huskede, men mon ikke også den høje mand også havde fået et par ekstra år på udseendet, siden de sidst mødets? Wallace syntes selv, at han stadig så absolut fantastisk ud! Den lyshåret mand i døren havde et ansigts udtryk mere lig en flad ballon, hvilket fik en tung sten af skuffelse til at sætte sig i hans mave. Det var ikke hvad han forventede af en gemmel ven. De havde ikke været videre tætte, da Wallace mødte ham sidste gang, for han var stadig overdrevet afhængig af hans dronning den gang. Hun havde enligt været åndssvag.. Og blot tanken om hende fik et sort, klamt had til at stige op i ham og slugte stenen af skuffelse over hans modtagelse. Hans ansigt viste første tegn på skuffelse, der forvandlede sig til et farligt blik, som betragtede den lyshåret vampyr i stilhed. Hans øjne betragtede og undersøgte den andens ansigt, inden han svarede "Nogen skal jo besøge dig, gamle ven, ellers ender du jo med at gro fast i din stol og blive til støv på dine bøger og syltet fetuses." Han havde ikke set et fetus i et glas, da han var ovenpå, men han ville ikke blive overrasket, hvis der svømmede et rundt i et her i huset.. Hans øjne havde et grønbrunt skær, som kort løb over ansigtet af den anden vampyr og ned af hvad han kunne se af kroppen og vendte tilbage til Ludwiks øjne med let sammen trukket øjenbryn og et bebrejdende blik. "Hør, du ser en smule bleg ud.. " Stemmen havde en bebrejdende tone, som mest af alt fiskede efter en god grund til at trække ham med ud i Londons gader og ind på diverse værtshuse og helt ned i slummet for at give de fortabte sjæle en smule selskab.
”Bleg? Merlinsketakoglov! Jeg troede et øjeblik at jeg var blevet helt menneskelig. Trods alt kan vi ikke se os selv” småklukkede Ludwik grinende over sin egen humor og trak på skuldrene. ”Jeg har det lige så godt”. Den lyshårede vampyr skævede imod døren hvor Alecto stod og lyttede bag sig. Et kort øjeblik undrede det ham at Wallace endnu ikke havde bemærket lugten af menneske. Måske var han alt for optaget af at være tydeligt fornærmet over den manglende indbydelse med åbne arme i Ludwiks hjem, måske vidste han det og holdt det hen for et lege et spil. Det gjorde bare ikke Ludwik videre sikker, når en kvinde han betragtede som sin stod lettere afklædt i skyggen.
”Faktisk har jeg aldrig følt mig så levende som i øjeblikket. Det brænder næsten. Jeg klarer mig. Intet er gået af mig i al den tid, ej hellere min ungdom. Folk beretter det til mig, når de byder mig velkommen".
Ludwik kunne næsten høre hvordan Alecto lænede sig imod træet flade. Skulle hun absolut være så besværlig? Hvorfor kunne hun ikke bare blive på madrassen? Han bekæmpede lysten til at himmelvende øjnene og skubbede døren i med hælen. "Hvad bringer dig hid til disse kanter, Wallace? Jeg er en travl herre”.