|
Post by Kalliope Shafiq on Jun 3, 2016 20:42:34 GMT
Intet ved Amals reaktion talte for, at hun skulle stoppe. I hvert fald ikke for den lille krøltop, der lå over ham og grinede over hans protester. Hun smøg sig lidt ind til ham ved klappet og fnøs blot over anklagen, før et lille hvin forlod hende og hun fandt sig selv under ham. Latteren, der var dødt lidt ud, lød igen, som han begravede ansigtet ved hendes hals. "Nej! Amal, det kilder," protesterede hun selv, selvom hun ikke skubbede ham væk så meget som hendes ben smøg sig omkring ham og trak ham tættere på.
"Hvis du havde de samme manerer uden for sengen... Huset - så ville problemet være større," brugte hun hans egne ord med latteren tydelig i stemmen. "Burde du ikke sove, professor?"
|
|
|
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 3, 2016 21:28:12 GMT
En lettere uforpligtende brummen var alt hvad Amal gav som respons til hendes protest, og han begravede stædigt ansigtet ind mod hendes hals, hvor han trykkede små ubestemte kys imod. Begravet i hendes mørke krøller, bløde hud og søde duft var han en smule svær at nå til, men hendes gentagelse af hans egne ord og påmindelsen, fik ham alligevel til at trække sig lidt tilbage ved at skubbe sig op på albuerne med et betuttet udtryk. ”Du anstifter det,” mumlede han til sit eget forsvar, et billede af uskyld, der ikke virkede overvældende troværdigt.
Hun havde evindeligt ret i, at han burde kere sig lidt mere om at få sin nattesøvn. ”Mh.” Amal brugte få sekunder på at betragte hendes efterhånden så velkendte ansigtstræk i den dunkle belysning, før han bøjede sig ned for at placere et enkelt, sødt kys på hendes fyldige læber. Roligt vippede han uceremonielt ned at ligge på ryggen ved siden af Kalliope, men hans rygrad havde knap ramt underlaget, før han havde rakt hånden ud og lod den hvile tungt på hendes lår.
Han drejede ansigtet for at se på hende med en lettere rastløs udstråling. Tavsheden varede ikke i længe, før han udstødte et dybt suk. ”Burde,” sagde han med foragt, som havde ordet fornærmet ham personligt. Langsomt rullede han om på siden at ligge med sin front ind mod Kalliope, og imens kærtegnede hans ene hånd fraværende hendes lår. ”Man kan vel også sige, at jeg burde udforske alle aspekter af ægteskab, hm?” Han talte i et dæmpet tonefald, som om det dunkle nattemørke fik alle lyde til at virke højere, og der var en dovent blød kant til det i de sene nattetimer.
|
|
|
Post by Kalliope Shafiq on Jun 3, 2016 21:55:06 GMT
Et lavmælt fnis nåede at forlade Kalliope over de små kys, før Amal besluttede sig for, at give op og dumpede ned på ryggen. Hun var næsten skuffet, men smilede immervæk alligevel og vendte hovedet til siden, så hun kunne se på ham. Der lå en temmelig kærlig godnathilsen på hendes læber, men den kom ikke længere, inden han drejede om på siden og hendes opmærksomhed røg ned et stykke syd for bæltestedet. Blikket forlod ikke hans lyse øjne, som hendes mundvige trak lidt op i et smil.
"Hvis jeg ikke allerede ventede dit barn, ville det være sket i løbet af denne måned, med al den udforskning af ægteskabets aspekter," bemærkede hun tørt. Tonefaldet stod lidt i kontrast til det faktum, at hun skilte benene og gav ham plads, imens fingerspidser fulgte hans kæbelinje. "Jeg tør slet ikke tænke på sommerferien..."
|
|
|
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 3, 2016 22:59:33 GMT
Det var måske indbildning, men Amals øjne syntes at lyse op ved påmindelsen og dét at høre det sagt højt, selv efter at et godt rum tid havde passeret siden nyheden. Det faktum, at alting havde ordnet sig i sidste ende, efterlod ham dybt taknemlig. Nogen bedre kvinde end Kalliope fandtes der ikke, og det lille, nye liv hun bar på, fik hans hjerte til at svulme en smule af stolthed, selvom det havde været et uheld. Man kunne vel kalde det for et held i uheld. Han tog glædeligt imod den invitation, som hendes adskilte ben bød ham, til trods for ordene, og belønnede hende med let at stryge et flygtigt kys imod hendes kind. ”Jeg synes netop, at du skal gøre det; tænke lidt over hvad vi skal tage os til sommeren over,” foreslog han lavmælt ind i hendes øre, og pressede sig blot langsomt tættere. ”Jég har tænkt over det,” bekendtgjorde han. Luften syntes at blive tyk af simrende begær og varmen syntes at stige et par grader i værelset, som Amal langsomt begyndte at udpensle præcist for hende hvilke tanker han havde gjort sig om sommeren og hvad al den ekstra energi skulle bruges på. Tålmodighed var en dyd, især på dage som disse, hvor hun syntes at være mere end normalt dragende, og han selv var mere end normalt tilbøjelig til at bukke under for den lokkende kvindekrop. Søvn kom til Amal, men den kom først sent. Efter de natlige timer sov han til gengæld tungt som en sten, med et smil ætset til sine læber og med sin kvinde nært. Lukkeeet
|
|