Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 28, 2016 20:43:10 GMT
En dæmpet brummen bekendtgjorde at han havde hørt hendes mumlende ord om endnu at være i stand til at løfte hende, men i det øjeblik tænkte han ikke længere end fra punktet på hendes hals som de blå øjne fæstnede sig til, indtil hans læber sekundet dernæst blev trykket mod selvsamme punkt. Svagt registrerede han den lille ændring i hendes fremtoning, der fik ham til at holde inde med sine dvælende kys for en stund, og han rettede sig en smule op igen med en hånd på bordpladen på hver side af hendes hofter. ”Du er gravid. Det er naturligt,” kom det første svar som en selvfølge.
Det syntes at overraske ham hver gang han så glimt af usikkerhed, og denne gang specielt, for han mindedes aldrig at have mødt en kvinde som Kalliope, der havde haft så stærk en fysisk tiltrækningskraft på ham. Efter sine første ord, gled hans hænder op over hendes lår med udspredte fingre, og under hans håndflader krøllede stoffet imod hendes hud. ”Der kommer næppe en dag, hvor jeg ikke længere har lyst til dig.” Blidt hvilede han let sin pande imod hendes. ”Bare tanken om dig.. Jeg har aldrig prøvet nogen lignende.” Hæsheden understregede udmærket hans pointe.
Hans hænder cirklede søgende, op over hendes lænd og med strejfende fingerspidser trækkende mod hendes bagparti. Med et lille pres skubbede han hende tættere ud mod bordets kant. ”Og desuden betyder det bare, at der er mere at holde fast i,” tilføjede han skælmsk og blinkede.
Post by Kalliope Shafiq on May 28, 2016 21:59:00 GMT
Kalliope reagerede ikke rigtig på Amals selvfølgelige konstatering, men løftede til gengæld blikket til hans, da han stoppede med, at kysse hende. Hun holdt vejret et øjeblik, som fingre strøg hendes kjole op af lårene og efterlod huden kildrende svagt. Hun havde allerede skilt benene for at gøre plads til ham og gøs svagt ved kærtegnet, før hendes mundvige sitrede svagt over hans forsikringer. "Åh," mumlede hun, som hendes egne fingre krummede sig i hans nakke. Smilet voksede lidt. "Okay..."
En dæmpet lyd forlod hende over den pludselige nærkontakt, som han hev hende tættere til sig. Hun fnøs lidt ved den sidste bemærkning og himlede med øjnene. At hans ord fik hende til at slappe af var dog temmelig tydeligt.
"Jeg har det i øvrigt på samme måde," bemærkede hun, som hun tiltede hovedet lidt og sneg et kys mod hans hals og endnu et. "Jeg kan slet ikke... Holde fingrene fra dig." Og med netop de ord, gav hun sig til, at trække op i hans skjorte. "... Professor," tilføjede hun lavmælt i et drillende tonefald.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 29, 2016 17:49:51 GMT
Hendes himlen med øjnene fik blot smilet på Amals læber til at brede sig yderligere og antage en uskyldsren form. ”Du spurgte,” pointerede han med provokerende snusfornuft og understregede sine tidligere ord ved at tage fat ved hofterne og klemme hende behøvende. Hans blik faldt kort ned over hendes overkrop, hvor kjolens tynde stof afslørede nok af hendes former til at prikke til interessen, men skjulte nok til at lade fantasien vandre.
Han sank en klump og tog en indånding så hans brystkasse hævede sig i takt, imens hans øjenlåg kortvarigt gled i ved hendes kys og de medfølgende ord. Ved det sidst tilføjede ord slog han de blå øjne op med et direkte blik, og trak sin skjorte over hovedet i en hurtig bevægelse, så han kunne fange hendes fyldige læber i et krævende kys.
Samtidigt krængede hans fingre blindt op i kjolen og sneg sig op under stoffet, hvor de gled undersøgende henover hendes bløde hud i langsomme bevægelser. Kysset afsluttede han med let at nappe hendes underlæbe prøvende, hans åndedræt en smule tungere end normalt. ”Jeg elsker dig,” gentog han sig selv fra tidligere, åndeløs over den beruselse det medførte at ytre disse ord højt.
Post by Kalliope Shafiq on May 29, 2016 20:21:31 GMT
Et skævt smil trak afslørende i Kallies læber over Amals ord og hun sukkede lavt og klemte lårene lidt sammen om ham, før hun lænede sig ind imod ham. Tilfredsheden over hans reaktion på hendes ord var tydelig nok og hun gengældte helhjertet hans kys, imens hun lettede lidt på sig for, at gøre det lettere med kjolen. Der var mørkt i køkkenet, men hun kunne se hvad hun havde brug for, da hendes øjne gled op igen og fandt hans med en lav, hengiven lyd over hans fortænders markering.
Kalliope lagde sin ene hånd om hans side og lænede sig lidt frem for, at strejfe hans læber ved de kærlige ord. "Og jeg elsker dig," forsikrede hun. "Og er forelsket i dig. Og har brug for dig tættere på, Amal." Hun hev let i ham.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 29, 2016 21:34:46 GMT
Med insisterende hænder fik Amal trukket kjolen af hende til sin egen veltilfredshed. Hjertet bankede heftigt i hans bryst, men om det var af indestængt længsel efter hendes krop eller om det var af sindsbevægelse over hendes bekræftende ord, var svært at afgøre. En voldsom blanding af de to, måske. Hendes sidste bemærkning var slående; det var netop sådan, at Amal havde det. Behovet for at være tættere, tættere, tættere syntes endeløst.
Hans navn lød bedre, når det kom over hendes læber. Det var som en gnist, der fik bålet til at blusse op, og i takt med at lysten voksede sig større og ustyrlig i ham, voksede hans mund og hænder sig mere og mere krævende i deres udforskning. De sidste lag forhindrede klæder blev smidt på gulvet med stigende utålmodighed. Det var en oplevelse igen at komme en kvinde så nær, at han begyndte at lære alle de små ting om hendes krop; hvad hun brød sig om og hvilke punkter han skulle berøre for at få en reaktion ud af hende, ligesom hun kunne små, beskidte tricks, der fik ham til at snappe åndeløst efter vejret. Det var et forførende virvar af hud mod hud, og køkkenbordets knirkende træ, som beklagede sig under den ekstra vægt det blev påført.
Det var en stund senere, efter at alting havde eskaleret, at Amal tak sin kære hustru med i seng med dovne kys og overtalende hænder. Hvis han blot faldt i søvn prompte ville han kunne nå at få endnu nogle timers søvn, før han måtte op og tilbage til slottet. Selv nu – især nu med den friske erindring af hende – var det en umulig opgave at holde fingrene for sig selv, og hans fingerspidser syntes konstant at strejfe bløde kurver på hendes krop eller stryge forvildede krøller tilbage på deres plads.
Det var imens han lå og legende flettede deres fingre sammen, at han kom med en lidt afsides bemærkning. ”Willow tror, at jeg har givet dig en kærlighedseliksir.” Det gik ham mere på end det nonchalante tonefald ellers antydede.
Post by Kalliope Shafiq on May 31, 2016 17:26:42 GMT
Der var ikke meget tvivl om, at hun burde arbejde videre, men hun var også nyforelsket og Amal svær, at modstå. Hun belønnede derfor rigt hans opmærksomhed og kærlighedserklæring med sin tid og sine egne kys og kærtegn, som de tumlede sammen ned blandt tæpperne og fandt hinandens bløde hud og gnistrende øjne i mørket. Hendes var indfanget i hans, som han brød stilheden og fik hende til, at hæve begge bryn mærkbart. Et øjeblik stirrede hun lidt på ham, før en vantro latter røg over hendes læber.
”Hvad?” Hun kneb øjnene lidt sammen. ”Det ville forklare en hel del,” bemærkede hun tørt, før hun gav hans hånd et beslutsomt klem og lænede næsten panden imod hans, som de lå, krop mod krop. ”Nej, det er jo tåbeligt. Har hun sagt det til dig?”
Post by Amal Khalid Shafiq on May 31, 2016 18:10:33 GMT
Sjældent havde Amal befundet sig bedre end i dette øjeblik, og det var derved også med flagrende lethed i sit bryst, at hans øjne fandt hendes, de sorte pupiller store i mørket med kun anelsen af hans klare iriser omkring dem. Hendes tørre bemærkning fik et lydløst grin til at sprede sig, resulterende i at hans læber skiltes for at blotte tandrækken. ”Du mener ikke, at nogen kvinde ved sine fulde fem, kunne finde på at forelske sig i den uinteressante Amal Shafiq?”
”Mh,” lød hans uforpligtende svar i første gang, overvejende. Let vippede han hovedet, og hans næsetip var for et moment trykket imod hendes, før endnu et smil diskret brød hans læber. Han ville ikke gøre noget stort ud af det, men var kommet til den konklusion, at de to søstre måske havde noget at tale ud om. ”Hun opsøgte mig på slottet for at fortælle, at hun.. holder øje med mig?” Tvivlsomt lød han splittet imellem at være underholdt og forfærdet. Svagt rystede han på hovedet, men kun i en forsigtig bevægelse af hensyn til deres nærhed. Hvilket han apropos værdsatte ved at lade sin frie hånd vandre fraværende henover hendes nøgne hud. ”Hun virkede,” tænksomt pressede han læberne sammen, før han afsluttede, ”Oprørt.” Et par gange glippede han med øjenvipperne.
Post by Kalliope Shafiq on May 31, 2016 18:29:48 GMT
Det blik Kallie sendte Amal umiddelbart efter hans spørgsmål svarede vist rigeligt på det, hvis ikke hendes svage smil øjeblikket efter gjorde. Hun gav sig en anelse over vandrende fingre, men trak sig ikke væk fra nærkontakten, selv da alvoren faldt over ham - og smittede.
"Møgunge," brummede hun, en anelse fraværende, før hun så ham i øjnene igen og hendes bryn trak sig sammen. "Jeg taler med hende til næste Hogsmeadeweekend..." Hun løftede sin egen frie hånd og strøg den let, glattende over hans pande, selvom hendes egen havde de samme rynker. "Hun har altid set meget op til mig... Måske er hun jaloux på dig?"
Post by Amal Khalid Shafiq on May 31, 2016 18:47:46 GMT
Søskende var både en velsignelse og en forbandelse – det vidste Amal lige så godt som enhver anden, der var vokset op i en søskendeflok. Derfor trak det også bare let i hans mundvig over hendes lavmælte brummen, hvorefter han bifaldende nikkede til hendes overvejelse. I et splitsekund blev han distraheret, da hun løftede fingrene til hans pande og de blå øjne var ved at krydses i forsøget på at følge hendes hånd med blikket. ”Mh, jeg har tidligere talt med hende, hvor det har været mit indtryk, at hun beundrer dig umådelig højt,” påpegede han kærligt, og huskede tilbage til andre episoder på det seneste.
”Hun er sikkert bange for at miste dig. Så den letteste måde at håndtere det på, er at beskylde mig for at stjæle dig.” Langsomt fugtede han sine læber og betragtede hende, forstående overfor at tanken om at skulle miste Kalliope til en anden, ville gøre én desperat. ”Der er sikkert ikke tale om andet end en misforståelse. Hvis i to får talt sammen om det, så er jeg sikker på, at jeg igen kan gå frit rundt på Hogwarts’ gange, uden at kunne mærke det karakteristiske Shacklebolt dræberblik i nakken.” Den sidste kommentar kom med en sidebemærkning af let humor, og Amal lagde blidt en hånd om hendes nakkes delikate runding, for at kunne presse et sommerfuglelet kys i hendes pande, udglattede de små rynker.
Post by Kalliope Shafiq on May 31, 2016 19:54:20 GMT
Kalliope nikkede en ganske lille smule, grundet deres tætte sammenvikling og kunne ikke lade være med, at trække lidt på smilebåndet over Amals omtale af et særligt Shacklebolt dræberblik og øjeblikket senere over kysset på hendes pande. "Hrm," brummede hun tænksomt, som hendes øjne fandt hans. "Fortæl mig mere om det dræberblik, Shafiq?" Hendes fingre havde fundet om i hans nakke og nussede de små krøller der, som hun fandt vældig charmerende.
"Har jeg det? Hm?" Hun knugede fingrene lidt i hans hår, men ikke mere end i drilleri.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 31, 2016 20:27:01 GMT
Hver gestikulation han gjorde nu syntes mere afrundet og dæmpet end normalt, liggende i tæt fortrolighed var der ikke brug for de store armbevægelser. Et vidende smil blev bekæmpet over hendes udspørgende krav på uddybelse, og han prøvede forgæves at se sober ud. Hans mørke bryn røg i vejret over hendes godmodige dril, hvorefter et positivt skælmsk udtryk bredte sig over hans skarpe træk. ”Forventer du et svar, eller..?”
Hans hænder gled målbevidst nedover hendes overkrop, og rullede dovent en halv omgang, hvori han endte på ryggen og trak Kalliope med rundt, liggende over ham. For en kort stund var der blot lyden af sommernat og ruflende tæpper. Med en hånds faste tag i hendes hofte og den anden hånds tag om hendes bagdel, smilede han skævt til hende i det dunkle sovekammer. ”Jeg mente blot, at i besidder en vis.. fyrighed.”
Post by Kalliope Shafiq on May 31, 2016 21:43:24 GMT
Det var som, at befinde sig i en stor, behagelig boble, hvor der kun var plads til to, at ligge der med Amal, næsetip mod næsetip, og tale. Emnet havde været temmelig alvorligt, men det var stadig rart og hans skælmske, charmerende smil var tydeligvis aldrig langt væk. Det sugede lidt i hendes mellemgulv over det, før hun slap en uvillig lyd over, at blive trukket i. Hun trak sig dog ikke rigtig væk fra omfavnelsen, men så svagt bebrejdende ned på ham, før et ufrivilligt latterfnys forlod hende.
"Åh ja? Fyrighed?" Hun fandt sin balance med en hånd i underlaget og knæene i det samme, på hver side af ham. "Modsat Shafiq'er, som er ganske udramatiske," bemærkede hun ironisk, som hendes frie hånd stak ham lidt i siden.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 1, 2016 9:37:05 GMT
Med et teatralsk uskyldsrent smil så han op på Kalliope, bevidst blind for bebrejdelsen, og følte sig i det øjeblik temmelig uovervindelig. Sjældent havde han haft så stærke følelser for en anden person, udover sin familie. Nu da hans tidligere betagelse af hende havde udviklet sig til helt reelle følelser, og de første spæde følelser havde ført til, at han nu inderligt elskede hende, og turde kaste sig ud i det uden forbehold og uden trangen til hele tiden at tjekke om det var stærkt nok til at holde. Den påpasselige tilbageholdenhed var blevet sat på hylden, og nu måtte det briste eller bære.
Han fangede hendes stikkende hånd i et snuptag og grinede blot dæmpet af hendes ord, før han bed latteren i sig for at trykke et fraværende kys mod hendes lille hånd. ”Hvad ville livet være uden en smule drama i ny og næ,” mumlede han, og skød brynet svagt i vejret. ”Ganske kedeligt.”
Det var med et ganske livligt glimt, at han fandt hendes velkendte øjne og rakte op for at ligge en hånd blidt mod siden af hendes ansigt. ”Men nu hvor jeg har dig, behøver jeg vidst ikke bekymre mig om at komme til at leve et kedeligt liv,” bemærkede han stikkende, et bredt smil truende med at bryde løs. Med sin hånd guidede han hendes ansigt nærmere, indtil han kunne møde hendes læber med sine i et kys. Sensationen af kysset bredte sig helt ud i hans fingerspidser, indtil han brød det, men kun har at mumle ord med drillende undertone imod hendes mund. ”Hvilken tilfredsstillelse det må være, at kunne gøre en sådan fyrig Shacklebolt blid som en killing i ny og næ.”
Post by Kalliope Shafiq on Jun 2, 2016 17:10:56 GMT
Kalliope lo lavmælt og støttede sig med den frie hånd i underlaget, som hun lå over ham og så ned. Blikket spillede muntert over hans konstateringer og hun protesterede ikke ligefrem over kysset. Hånden, der havde været i hans, sneg sig i stedet ind i mørke krøller og hun var lettere stakåndet, da Amal mumlede. Hans ord fik en enkelt, fornærmet lyd fra hende, før hendes tænder lukkede sig lidt vel bestemt om hans underlæbe.
Hendes øjne var åbne, da hun lod den glide ud imellem fortænderne igen og trak sig lidt væk. "Møgunge," bemærkede hun tørt, før hun atter engang stak fingrene i siden på ham, hvor hun havde opdaget, at han reagerede sjovt. "Hvem kalder du en killing?"
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 3, 2016 19:28:58 GMT
Hans åndedrag kom ud mellem let adskilte læber, og han tog en ekstra indånding ved hendes legende nap i underlæben. Lige så snart tænderne slap hans underlæbe, begyndte smilet langsomt at sprede sig, og den tørre bemærkning prellede af som vand på en gås. ”Det mener—Kallie!” Et lille ryk gik gennem hans overkrop ved hendes prikkende fingre, og prompte svarede han tilbage ved at give hende et let klap bagi, undertrykkende et modvilligt grin.
”Hvis du havde lige så dårlige manerer udenfor sengen, som du har i sengen, ville vi have os et problem.” Knap før han havde færdiggjort sætningen, skubbede han til hendes skulder for at rulle hende om at ligge med ryggen mod sengens underlag, og han selv fulgte trop, så rollerne nu var byttet omkring; Kalliope liggende nederst, og Amal støttende på sin albue ovenpå hende.
Der var dog ikke en eneste celle i Amals krop, der ikke antydede, at han elskede det, lige fra hendes legesyge nap til de tørre bemærkninger. For nogle sekunder så han ind i hendes øjne, stadig smilende, før han begravede ansigtet ind mod hendes hals med en dæmpet brummen fra struben.