Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kalliope Shafiq on May 25, 2016 19:12:11 GMT
Hendes skuldre faldt mærkbart og hun rystede lidt på hovedet. "Selvfølgelig ikke," mumlede hun forsikret, selvom en enkelt kuldegysning, urelateret til kulde, stadig gik gennem hende ved tanken. Ikke, at alternativerne var bedre.
Kallie stirrede lidt op på himlen, før hendes blik fandt Amals og et ganske svagt smil trak i hendes mundvige. "Du forstår ikke Agnes og Téarlach?" Et enkelt, mørkt bryn skød lidt op. "Og hvorfor ikke det, så?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg er ikke den eneste, der synes godt om autoritative, attraktive professortyper, Shafiq..."
Post by Amal Khalid Shafiq on May 25, 2016 19:44:55 GMT
Ømt betragtede han hende og spejlede hendes hovedrysten let. Nyheden om Téarlach og Agnes forhold var stadig overvældende, men at dømme efter hvad Amal havde været vidne til på vicerektorens kontor, var der absolut ingen chance for at manden skulle have haft det mindste med hendes sporløse forsvinding at gøre. Ikke med den måde hans blik havde været rådvildt, fuldstændig ved siden af sig selv. Med eftertryk holdt Amal hendes krop ind til sin.
Svagt kneb han øjnene sammen over kommentaren. ”Men han er dobbelt så gammel som hende,” protesterede han uforstående og reflekterede hende ubevidst ved at se på hende med hovedet let på sned. ”Jeg mener.. Téarlach har været hos Hogwarts staben i mange år, og Agnes er så ung, at.. De må næsten have været..” Spørgende eftersøgte han en eller anden form for bekræftelse hos Kalliope. ”Det er.. upassende, i deres positioner.” Der var ikke megen kraft bag hans ord. ”Jeg forstår det bare ikke,” endte han med at deklarere med et suk.
Post by Kalliope Shafiq on May 25, 2016 22:05:25 GMT
Kalliopes bryn sneg sig langsomt en smule opefter og selvom hun også havde været overrasket, så var hun ikke i nærheden af, at være så skandaliseret som Amal. Ikke, at det kom som den store overraskelse. Han var langt mere korrekt end hun nogensinde havde været. Det var da også det, der fik det til, at trække lidt i hendes mundvige.
"Han er ikke den første professor, der falder for en tidligere elev," pointerede hun. "Eller den første arbejdsgiver, der falder for sin ansatte... Eller for den sags skyld den første ældre mand med en yngre kvinde." Hun strejfede hans kind med sine læber. "Jeg synes det er sødt. De holder tydeligvis meget af hinanden." Hendes bryn var tæt sammentrukne. Hun talte bevidst om Agnes i nutid. Nægtede, at tænke på, at veninden måske var død. "Han er en attraktiv mand. Han var også min professor i de sidste år..." Hun sneg fingrene op i hans nakke, som hun musede for sig selv. "Der er noget... Lidt tiltalende ved en ældre mand. Hvis man kan lide autoritære mænd. Hm..."
Post by Amal Khalid Shafiq on May 26, 2016 0:07:28 GMT
Som hun remsede op, mumlede han med en dæmpet brummen for sig selv, modvilligt samtykkende, men stadig på kanten af protest. ”Bare fordi alle andre gør det, er det ikke ensbetydende med, at det bliver…” Sætningen døde hen, da han manglede det rette ord, og i stedet kneb han betuttet de blå øjne sammen. Hun havde ret, men kun lige så meget, som han også havde det.
Et distraheret smil spøgede på hans læber, og han drejede ansigtet en smule, søgende i retning af hendes læber, men uden at opsøge kys. Hans blik løb nedover hendes ansigtstræk, før han blev trukket tilbage til samtaleemnet, og syntes at komme i tanke om noget. ”Ja,” medgav han med svagt skjult overraskelse, ”Han fortalte mig, at han elsker hende!” Dette fik Amal til at skyde brynene i vejret på sigende vis. Ham selv, der først nu havde kunne få sig selv til at sige de tre ord højt og mene dem, var tydeligvis dybt imponeret.
Følelsen af hendes fingre i nakken fik det til at risle behageligt ned langs hans rygrad, og et saligt veltilfreds udtryk overskyggede hans ansigt, før hendes ord fik en forstyrret rynke til at tone frem i panden. Han skævede til Kalliope med skepsis, men dertil også konfliktende behag over nærheden. ”Er du tiltrukket af Téarlach?” Han havde ikke betragtet den venskabelige bekendte som konkurrent før.
Post by Kalliope Shafiq on May 26, 2016 0:17:29 GMT
Mørke bryn trak sig tæt sammen ved indrømmelsen om professorens kærlighed, men Kallie nåede ikke rigtig til at kommentere på det, før et spørgsmål fra Amal fik en næsten ufrivilligt munter lyd fra hende. Hun tiltede hovedet lidt til den ene side. "Jaloux?" Mundvigene sitrede afslørende. "Nej, jeg er ikke tiltrukket af ham, men jeg forstår godt, at Agnes er."
Hun rettede lidt på hans skjorte, mest for fornøjelsen af det og ikke så meget fordi der var nogen grund til det. "Jeg ved ikke hvad det er med professorer... Måske er det fordi flere af os kan huske, at vi havde en eller anden i skoletiden, som vi gik og forelskede os i. Havde vores første små fantasier om..." Hendes blik flakkede til hans med reel morskab, som hun dog ikke satte ord på. Der var ingen grund til, at lade hans tanker ind på de baner. "Var det det samme for drengene? Gik I også og sukkede over Professor Tibedaugh?"
Post by Amal Khalid Shafiq on May 26, 2016 0:52:28 GMT
”Hmfh!” En ubestemmelig spruttende lyd, der havde den intention at artikulere fornægtelse, kom over hans læber. Amal var ikke jaloux.. Det var han ikke. Men han var til gengæld beroliget ved hendes forsikring, selvom han stadigvæk skævede undersøgende til hende, som kunne han ikke helt finde ud af, hvad han skulle synes om det.
Det var de små ting, der fik Amal til at glippe med øjenvipperne, de mindre gestusser, der distraherede ham momentant. Jo længere natten blev, jo mere insisterende blev følelsen af at han var præcis hvor han skulle være. Lettere perplekst lyttede han til hendes ord, og missede fuldstændig det usagte, men rynkede derimod brynene let betænkeligt over beskrivelsen af Kalliope, der fantaserede om professorer som daværende elev.
Et skævt grin blev dæmpet af, at han rystede svagt på hovedet. ”Joe, det gjorde vi vel.” For et øjeblik så han ud som om, at han prøvede at huske tilbage. ”Men jeg tror ærligt talt, at vi fantaserede mere om pigerne på 7. årgang, end vores professorer. Vi om pigerne, og pigerne om professorerne.” Armen om hendes skuldre smøg sig om hendes talje i stedet, fraværende. ”Men hvad ved jeg; Jeg kiggede ikke efter pigerne.”
Post by Kalliope Shafiq on May 26, 2016 1:02:54 GMT
Kallie rykkede en smule på sig på tagryggen, forsigtig med hvor hun placerede vægten, indtil hun kunne lænede hovedet imod Amals skulder og stirrede på stjerne, imens hun sad helt tæt på ham. Hvad var idéen med, at være udenfor, hvis ikke man kunne se på stjernerne?
"Nej, du kiggede selvfølgelig aldrig på andre piger," drævede hun drillende, efterhånden temmelig afslappet med tanken om Nan, selvom et lille prik af skyldfølelse stadig ramte når hun tænkte på hende. "Det er ellers okay, du ved," konstaterede hun afslappet, som hun sneg sin egen arm helt omkring ham. "At samle appetit ude, tror jeg de kalder det? Så længe det er mig du tager hjem til, må du gerne synes, at naboens hustru ser sød ud og overveje hvilke former hun mon har under de der tykke rober hun altid går med."
Hun smilede lidt for sig selv. "Hrm. Professor... Fabel," brummede hun, en anelse henført. "Gad vide hvad der blev af ham. Nåede I også, at have ham i Forsvar mod Mørkets kræfter? Han havde de sødeste mørke krøller med en enkelt grå stribe i. Mit fjortenårige selv var helt fortabt."
Post by Amal Khalid Shafiq on May 26, 2016 1:40:24 GMT
Amals blik syntes ubeslutsomt om, hvad der bar størst tiltrækningskraft; den funklende stjernehimmel eller hans underskønne hustru. I sidste ende vandt Kalliope kampen, selvom vinklen gjorde det svært at se på hende uden at blive skeløjet. I sidste ende resulterede det i, at han lod sine øjenlåg glide i for et kort moment.
Af automatik gjorde han antræk til uskyldsrent at trække på skuldrene af mangel på andet selvforsvar, men undlod, nu da hendes hoved hvilede imod ham, og endte med blot at sende hende et blændende smil. Syttenårige Amal havde haft jord i hovedet, som alle andre knægte i den alder havde haft det. Hvad der fik ham til at skærpe sin fokus igen, var hendes efterfølgende nonchalante bemærkning. Brynene hævede sig gradvist højere og højere, tilsyneladende ikke immun overfor Kalliopes pågående facon endnu. ”Mh. Jeg kerer mig ikke så meget for at fantasere, når jeg har den ægte vare lige her.” De blå øjne faldt uvilkårligt til hendes læber. Hendes ord havde unægtelig fået ham til at rykke lidt på sig, ude af stand til at sidde roligt.
”Mit sekstenårige selv syntes, at Professor Fabel var en dødbider. Jeg husker ham skam. Manden måtte uomtvistelig godt kunne li’ mig, for han insisterede på at bruge ekstra tid på at give mig eftersidninger.” Fremfor at lyde olm, var Amal uomtvistelig munter ved mindet om de mange og opfindsomme drengestreger, der landede ham adskillige eftersidninger.
Post by Kalliope Shafiq on May 26, 2016 9:05:29 GMT
Et varmt smil trak Kallies læber op og hun lænede sig lidt mere ind til ham, kun for at kunne dreje hovedet og kysse hans kind ganske blidt. Hvor hun selv samlede inspiration behøvede han ikke, at vide. Hun tog sine løfter til ham alvorligt.
Hvad der til gengæld ikke fremkaldte så meget alvor som munterhed var Amals brok over den tidligere professor. Hun fnes af ham og hendes hoved rullede ned på hans skulder igen med et halvsmørret smil. "Det er der jeg mener. Han var så strikt og jeg kunne fortabe mig i ideer om hvordan jeg ville være til eftersidning alene med ham og hvordan det ville udvikle sig, hm?" Hun sneg sig til at kysse ham på halsen. "Det ville selvfølgelig have været mere end upassende og jeg ville slet ikke have kunne overskue det i den alder, men nu...?" Hun smilede skævt. "Lad os bare sige, at du kan give mig alle de eftersidninger du har lyst til, Professor Shafiq."
Post by Amal Khalid Shafiq on May 26, 2016 9:55:06 GMT
Simultant skandaliseret og fascineret lyttede Amal til hendes ord med neddæmpet interesse og en konfliktende panderynke over forkertheden af professor scenariet, og hans samtidigt underliggende lyst til at gribe hendes hage for at presse deres læber sammen i et kys. ”Mh,” mumlede han usammenhængende ved fornemmelsen af hendes læber på sin hals, og sank diskret en klump.
Hvordan de var endt der, var han ikke sikker på, men han kunne ikke få sig selv til at klage, når hendes antydende ord fremkaldte et rislende velbehag, og det skæve smil på hendes læber vandt ham prompte over. Så i stedet for at komme med en tør kommentar om, at eftersidninger i virkeligheden var en begivenhedsløs proces, spejlede han hendes smil med et insinuerende ét, for han kunne ikke modstå. ”Du bevæger dig på kanten af den første allerede med den mund du har dig. Du er slem, Kalliope Shacklebolt Shafiq.” Langsomt hævede han brynene. De blå øjne faldt til hendes fyldige læber, og afslørede hans intentioner, før han overhovedet havde lagt hånden om hendes nakke og trykket et insisterende kys imod dem.
Det blev dog et kort kys, om end det ikke manglede intention. Amal trak kun sit ansigt en lille brøkdel væk fra hendes. ”Der er overhængende fare for at vælte ned, hvis du ikke stopper med at være så fandens fristende.”
Post by Kalliope Shafiq on May 26, 2016 14:15:01 GMT
Det var en sjov sti de var trådt ind på og Kalliope så vågen op på Amal, før en distinkt munter lyd forlod hende over, at blive kaldt for slem. Blikket spillede underholdt, før han kyssede hende og hendes øjne faldt i. Smilet dvælede dog på hendes læber, selv da de var imod hans. Hendes mellemgulv trak sig en lille bitte smule sammen og hun lo dæmpet over hans advarsel.
"Så lad os komme ned herfra, Professor," mumlede hun dæmpet med en ganske drillende undertone. "Merlin. Jeg elsker når du bruger mit fulde navn." Hun kyssede ham flygtigt, før hun trak sig væk og samlede sine stjernekort sammen, påpasselig med, at få dem ned i den taske, der hang fra hendes ene skulder.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 27, 2016 15:15:08 GMT
Et hæst grin undslap hans læber, men blev hurtigt dernæst dæmpet af det flygtige kys som de delte. Den eneste respons på hendes kommentar var en samtykkende brummen, der kommunikerede hans enighed i udsagnet. Førhen havde han ikke betragtet sig selv som værende specielt besidderisk, eller optaget af at pisse sit territorium af, men han måtte indrømme at der var noget dybt tilfredsstillende over at Kalliope bar Shafiq efternavnet, så der ikke var nogen, der kunne være i tvivl.
Uden ord tilbød han hende sin hånd, da hun havde samlet sit arbejde sammen. ”Damerne først.” Han slap hende flygtigt for at kunne bevæge sig ned fra taget, men rakte ud efter hende igen i samme sekund han havde fast grund under fødderne. Med et lille klap bagi førte han hende fra baghaven og indenfor, ind i det lille køkken. I stedet for at gå gennem hele huset for at nå sovekammeret, stoppede han i det dunkelt belyste køkken. Det var alligevel ikke intentionen at sove, og køkkenbordet kunne helt fint tjene formålet.
Post by Kalliope Shafiq on May 27, 2016 15:57:54 GMT
Tasken med stjernekortene dinglede fra hendes skulder, som hun kravlede forsigtigt ned fra taget. Måske lavede de begge sjov med det, men hun var udmærket klar over, at hun bar på en værdifuld last. Man kunne altid komme til skade ved at falde, men nu var det særligt vigtigt, at lade være.
Vel nede, forlod en overrasket, munter lyd hende over Amals lille gestus og hun daskede let ud efter hans arm, før hun fulgte med ind i køkkenet med et greb om tasken og en kriblende fornemmelse i mellemgulvet.
Hun var ikke useriøs omkring sit arbejde, men hun var endnu nygift og det var nærmest umuligt, at modstå Amal. Særligt fordi de havde så lidt tid sammen på grund af deres begges arbejde, der spændte en del ben for romantiske stunder. Dette var ganske vist begrænset i sin romantiske udstrækning, men hun havde ikke mindre brug for det. Hun var tværtimod lettere afhængig. Det valgte hun glimrende at illustrere, da Amal stoppede op og hun selv lukkede fingrene om hans skjorte og trak ham ned til sig, for at finde hans læber i et væsentligt mere insisterende kys, nu truslen om at vælte ned ikke længere lå over dem.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 27, 2016 16:37:15 GMT
Det var en kunst at balancere eksamenstiden på Hogwarts samtidig med sensationen af at være nygift stadig hang i luften. Dagene var for korte syntes det, og det var endnu kun den anden eksamensperiode Amal havde som professor, så han arbejdede hårdt for at kunne leve op til sine egne høje forventninger til sig selv. Alligevel ilede han velvilligt frem og tilbage mellem Hogwarts og Hogsmeade, i stedet for blot at slå lejr på det private kammer på slottet, som mange andre gjorde det.
Søvn kom da også kun i anden prioritet efter Kalliope og Hogwarts, men Amal mistede glædeligt lidt nattesøvn til fordel for sin hustru og hendes fængende kys. Med læberne trykket imod hendes i et dybt kys, gled hans øjenlåg momentant i, og han tog i blinde fast om tasken på hendes skulder og befriende hende fra den ved roligt at sætte den til side på gulvet, dette imens hans anden hånd gled om i hendes nakkes runding.
Han brød ikke kysset før han blev nødt til det, og tog da en dæmpet indånding. Med tålmodig målbevidsthed pressede han hende tilbage mod køkkenbordet, før han bøjede sig lidt og tog et greb omkring hendes lår for at løfte hende op at sidde på bordkanten. Til trods for de få timers søvn var han øjensynligt årvågen, og hans hænder trak behøvede i hende imens hans læber tegnede en linje af våde kys nedover hendes hals.
Post by Kalliope Shafiq on May 27, 2016 23:46:50 GMT
Kallies døgnrytme var anderledes end Amals. Hun var ofte oppe om natten og vågnede tit kun for, at sende ham godt afsted på arbejde, før hun hoppede i seng igen. Af samme grund var hun ganske frisk, som hun hengav sig i deres kys. Hun registrerede fjernt at han tog tasken og at stjernekortene ikke kom til skade. Så var hendes opmærksomhed tilbage på eliksirprofessoren og hun grinede dæmpet, da han løftede på hende.
"Der kommer et tidspunkt hvor du ikke kan løfte mig. Så tyk bliver jeg, mumlede hun lettere fraværende, imens han kyssede hende. Hendes usikkerhed skinnede svagt igennem for en stund, selvom den blide kildren langs hendes hals og den velkendte følelse af bløde krøller mellem fingrene var behagelig og ganske forsikrende. "Vil du så stadig have lyst til mig?" Ordene såvel som uroen trængte sig lidt på. Han havde været med Nan, som var et lille nips. Hun selv var ikke noget nips, men mindre end han var, trods alt.