Fuld og dum [S]

Agnes kunne ikke lade være med at le dæmpet over den klodsede manøvre, men det var en varm latter og absolut ikke en hånefuld. Hun fulgte da også uden tøven med opfordringen og bøjede sig frem for at fange hans læber igen. Hun dvælede der lidt, før hun slap dem og i stedet fortsatte kyssene ud over hans kæbe.

Læberne nappede kort efter ganske let i den tynde hud på halsen, før hun kyssede selv samme sted og lod sin ene hånd gå på vandring, for at få løsnet det bælte, han havde om livet.

Argus' kærlige behandling af hendes hår, betød at krøllerne så småt tumlede frit ned omkring hendes skuldre, frigjort fra den sædvanlige, opsatte frisure. Hun mærkede sig dog ikke meget med det, men var væsentlig mere optaget af andre ting og gjorde plads til at han kunne gøre kål på endnu en beklædningsgenstand.

En dæmpet, varm latter undslap hende over spørgsmålet og hun så kort ned på ham med et spillende blik. Overvejelser om fortiden og generelt andre omstændigheder end den lige for, var komplet fraværende fra hendes tanker. Det var ganske ubetydeligt, som hun lænede sig frem og fangede hans læber overfladisk igen. Den dæmpede lyd der undslap hende imens, var uden tvivl en bekræftelse.

På trods af en anelse klodsethed, slap en dæmpet lyd stadig Agnes ind mod hans læber, da hans fingre fandt frem til mere følsomme områder. Hendes krop spændtes en anelse og hun krummede fingrene let sammen mod lagnet, før hun genoptog kysset med samme intensitet som før.

Selv med den mængde alkohol de begge havde i blodet, blev hun absolut ikke ved med at være upåvirket og det var ikke længe efter, at hun slap en halvkvalt, anstrengt lyd og måtte holde sig selv i nakken for ikke at give efter den fristende impuls, der var forløsning.

I stedet trak hun sig minimalt væk fra hans læber og slap et dæmpet: "Jeg vil have dig nu."

Agnes kvalte en anstrengt lyd ind mod hans læber, da deres kroppe smeltede sammen og instinktivt foldede hun benene halvt om ham. Antydningen af spidse negle markerede let mod hans skulderblad, mens den anden hånd viklede sig ind mellem de lyse hår.

Hun tænkte ikke så meget over eventuelle sovende gæster i de tilstødende rum, men var tilpas opslugt af manden over sig og det sus af endorfiner hele foretagendet gav hende. Da han sank sammen over hende, var hun selv en anelse stakåndet og i nogle lange øjeblikke, så hun blot op i loftet mens hun fik vejret. Til sidst slap en udånding hende dog, der svagt mindede om en latter og hun kom til at smile.

Agnes smilede ind mod hans læber og det forsvandt ikke, da han fortsatte rækken af kærtegn. "Det var bare ikke lige det her, jeg havde regnet med, da jeg tog dig med herop," konstaterede hun, hendes stemme en anelse hæs.

En dæmpet, munter lyd mere slap hende og hun løftede hovedet lidt, for at give ham bedre plads. "Mmh," tilføjede hun dæmpet, veltilpas.

Agnes lo dæmpet over hans ord og drejede ansigtet mod ham igen, mens en skælven løb gennem hende over de blide kærtegn. "Det er en hård kamp at kæmpe," gav hun ham ret, med et mørkt blik, der spillede en anelse.

"Heldigvis klager jeg ikke," tilføjede hun og blottede tænderne, inden hun lænede sig lidt til siden og stjal endnu et kys. Da hun trak sig tilbage, lukkede fortænderne sig om underlæben.

Agnes hævede et enkelt øjenbryn lidt og selvom hun smilede, så var der en anelse, skjult betænkelighed bag det. Normalt blev hun ikke hængende og var ikke typen, der overnattede. Hun foretrak at sove i sin egen seng og ikke skulle trave hjem om morgenen.

Der var dog uomtvisteligt det faktum, at Argus var en adelsmand og det betød heldigvis, at forventningerne aldrig kunne overstige mere end hvad de var. Så hun tog en beslutning og smilede lidt bredere, inden hun nikkede. "Jeg bliver. Kun fordi du har slået dig, selvfølgelig."