|
Post by Annet Wright on Feb 18, 2016 18:44:26 GMT
Nannie så overrasket til, mens hele Kallies minespil ændrede sig og hun slet og ret bakkede væk. Det affødte dog intet andet end forvirring og den blev ikke mindre over de næste ord.
"Hvad snakker du om?" spurgte hun, tydeligvis ganske uforstående, selvom udtrykket på den tidligere venindens ansigt, antydede at hun allerede nu burde have ondt i maven.
|
|
|
Post by Kalliope Shafiq on Feb 18, 2016 20:29:47 GMT
Kalliope nåede ikke til den konklusion, at Annet kunne være uvidende. Hendes bryn trak sig lidt sammen, som hun svarede, uden reelt at tænke sig meget om. "Forlovelsen. Jeg har ingen interesse i at blive forlovet med ham. Det er kun vores familier..."
Hendes øjne blev en anelse større. "... Du ved ikke...? Han har ikke nævnt?"
|
|
|
Post by Annet Wright on Feb 18, 2016 21:10:49 GMT
Med ét var det som om, at hele verden sank sammen for hende. Ganske i takt med, at Kalliopes ord trængte ind. Gulvet snurrede og hun havde det grangiveligt som om, at nogen lige havde slået al luften ud af hende.
"I er forlovede?" hørte hun sig selv sige, stemmen ikke meget over en vantro hvisken. Mindet om varme kys og kærtegn blev bragt overskygget af væsentlig mere ubehagelige følelser.
|
|
|
Post by Kalliope Shafiq on Feb 18, 2016 22:01:03 GMT
Kalliope var ikke blind. Hun blev tør i halsen. For det første fik spørgsmålet det til at vende sig lidt i hende - hun var absolut ikke forlovet med Amal Shafiq - for det andet var det tydeligt, at tanken påvirkede Annet mere end det burde.
Hun klarede halsen og rystede på hovedet. "Nej. Og det kan jeg forsikre dig, at vi ikke bliver." Hendes hjerte hamrede hastigt. "Jeg har ingen interesser i dine rester."
|
|
|
Post by Annet Wright on Feb 20, 2016 8:36:32 GMT
Lige så hurtigt som verden var begyndt at snurre, lige så brat meldte vreden sig over Kalliopes ord. Rester. "Han er et menneske, ikke en ting," konstaterede hun, stemmen hård og øjnene klemt en anelse sammen. Delvist over den anden kvindes ordvalg, men mere fordi Nannie ikke anede, hvad det var, der foregik. Hun havde det stadig ubehageligt i hele kroppen og en følelse af, at det hele stod til at styrte sammen.
"Hvis I ikke er forlovede, hvad er det så du prøver at fortælle mig, Kalliope? Forklar mig det," bad hun, knapt så bestemt denne gang, men frustreret og måske en anelse desperat. Hendes hjerte hamrede afsted. Mindet om Amals hænder mod sin krop stod lysende klart og tanken om, at der var noget vigtigt, han ikke havde fortalt hende, var nok til at give hende kvalme.
|
|
|
Post by Kalliope Shafiq on Feb 20, 2016 16:13:15 GMT
Kalliope fnøs. Ikke fordi Annet tog fejl, men fordi hun ikke havde tænkt sig at blive skændet på af en, der var skredet for fem år siden uden et ord. Hun var temmelig meget ovenpå moralsk, uanset hvordan hun omtalte Amal. Det betød dig ikke, at hun brød sig om situationen. Hun fugtede læberne og knyttede hænderne ind imod sig, før hun så den tidligere veninde i øjnene. "Vores forældre ønsker at se os forlovet." Og med det pres de lagde på, var det kun et spørgsmål om tid. Medmindre hun fandt en udvej. "Jeg har ikke den fjerneste interesse i ham, men jeg vil råde dig til at handle hurtigt, inden hans familie tager beslutningen for ham." Og mig. Hun stod et øjeblik bare og stirrede på Annet, før hun slet og ret bakkede et skridt, rystede en enkelt gang på hovedet og gik sin vej. Hun havde ikke mere at sige til hende. Lukket
|
|