Sporløst

Der var kunder nok at se til og Nannie havde haft travlt det meste af dagen. Hun havde ikke stået meget stille og nød det, da der kom et lille ophold i nye gæster. Det var et godt tidspunkt til at trække vejret og hun stod endnu og gjorde det, da et nyt selskab tog plads ved et bord.

Hun så kun den enes ansigt og selvom der var noget bekendt ved manken af krøller, så tænkte hun ikke meget over det, før hun stod ved bordet og så direkte på Kalliope. Øjenbrynene gled op i overraskelse og den næsten indstuderede sætning hun havde været halvt på vej med, døde på hendes læber.

I stedet var det eneste der undslap hende, et lidt overrasket "hej."

Chokket lagde sig hurtigt. Brat og brutalt faktisk, da de rasende ord nåede hende. Der havde været så mange løse ender, da hun havde forladt den magiske verden og hun havde ikke bundet nogle af dem. Hun tog en dyb indånding, før hun rankede sig lidt.

"Jeg arbejder her," svarede hun simpelt, selvom et enkelt stik af beklagelse var tydeligt i hendes blik. Det var dog hverken tiden eller stedet til at kaste sig ud i en lang tirade.

Kalliopes ord var et slag i ansigtet. Et slag, som hun udmærket vidste, at hun fortjente. Alligevel måtte hun bide kæben sammen for ikke at svare igen. Hun kunne dårligt fortælle den tidligere veninde, at hun var urimelig. Faktisk, havde hun ikke engang lyst til at sige det.

Så hun nikkede, en anelse strift. "Udmærket," konstaterede hun og rankede skuldrene lidt. "Jeg håber, at du vil lade mig forklare på et tidspunkt, Kalliope. Jeg finder en til at tage jeres ordre."

Nannies gode humør blev temmelig kraftigt påvirket af gensynet med den tidligere veninde og det krævede en ekstra indsats at smile til de kunder, der gerne ville betjenes af hende. Af samme grund havde hun til sidst søgt tilflugt bag baren og stod netop der, da den krølhårede heks dukkede op med en kontant ordre.

Selv tog hun en dyb indånding og lagde den klud fra sig, hun havde brugt til at tørre krusene af med. Det var ikke ligefrem noget, der kunne forklares med et enkelt ord. Så hun startede med grunden til det hele. "Min far giftede mig væk til en muggler."

Hun prøvede virkelig hårdt at lægge det hele bag sig, de ting hun havde opgivet og de tab hun havde lidt. Hun vidste dog, at det ikke ville være så nemt at komme tilbage til den magiske verden. At der uundgåeligt ville blive stillet spørgsmål. Nannie tog en dyb indånding. "I teorien havde jeg et valg," begyndte hun, øjenbrynene trukket tæt sammen.

"Den anden mulighed var, at min familie mistede alt. Forretningen var ved at gå i stykker og et ægteskab kunne redde den. Min far havde allerede arrangeret det og hvis jeg havde brudt forlovelsen..."

Nannie ville ønske, at hun slappede mere af, da hun så Kallies skuldre falde, men det var ikke tilfældet. Minderne gjorde hende anspændt og særligt konfrontationen med de mange beslutninger, hun engang havde taget.

"Det er jeg udmærket klar over. Hvis jeg på det tidspunkt havde vidst, at min mand ville dø seks år senere, ville jeg måske have gjort noget andet." En muskel i hendes kæbe sitrede, men hendes tone var ikke vred. Måske lidt på sig selv. Hun så ned i bordpladen. "Jeg var enogtyve. Jeg troede, at et rent brud ville være det bedste for alle."

Nannies fingre krummede sig lidt sammen mod bordet og da hun så op igen, var blikket rettet mod et ubestemt punkt. Hun tog en dyb indånding og nikkede let til det første. "Jeg fortalte ham, at jeg ikke længere holdt af ham. Det virkede som den eneste måde at få ham til at give slip på dengang," forklarede hun, endnu med et stik af skyld i brystet. Velvidende, hvordan hendes intentioner havde været ligegyldige.

"Det virkede nemmere, hvis alle bare var vrede..." tilføjede hun i en eftertanke. "Men jeg har fortalt ham sandheden nu."