Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Nordpå herskede sommerregnen måske, men i Aquitaine strålede solen og det var alt for varmt til den tunge kjole, som Blance havde stået model til at få prøvet af og på over lang tid denne formiddag.
Da først hun slap fri fra bryllupsforberedelserne, gik turen straks til den friske luft udenfor, i skyggen af træerne i den lille have, der slyngede sig langs borgens indermur. Nok var Montacute intet slot, men der var plads nok til, at kunne forsvinde lidt og samle tankerne. Det troede hun i hvert fald. I stedet fandt hun, under sit yndlingstræ, sin unge svigerinde.
Hun stoppede brat op, med fingrene lukkede omkring et lille, kostbart atlas, og klarede halsen en anelse, før hun smilede pænt.
Post by Annea d’Montacute on Jul 24, 2017 18:23:26 GMT
Annea fugtede sine fingre og bladrede videre i den store bog som hun læste i. Ved sin side lå hendes harpe og en lille frugtkurv hun havde medbragt ud i varmen. Hun havde ikke regnet med forstyrrelser, og det blev tydeligt i det lille gip der gik igennem hendes skuldre, da hun så op.
”Åh! Blance! Jeg ser at de har ladet dig slippe for bryllupsforberedelser”. Små lys kunne ses i Anneas øjne da hun satte sig op og så på kjolen. Selv om det ikke var hendes eget bryllup, så havde det stadig en sentimental værdi for hende at se andre. Og hun prøvede at skubbe sin viden om de følgende ægteskabelige forpligtelser i baggrunden. ”Du ser henrivende ud”. Med udslået hånd inviterede hun til pladsen i skyggen. ”Har du lyst til at holde mig selskab?”
Post by Blance d'Montacute on Jul 24, 2017 19:00:18 GMT
Den lille skat i Blances hænder blev knuget, som hun betragtede den ældre kvinde sætte sig op. Præcis hvad hun skulle mene om sin eneste svigerinde, havde hun ikke besluttet sig for. Hendes næse rynkede svagt op, før hun rankede sig og så lidt fra Annea til sit yndlingstræ, før hun endelig sank ned at sidde, en anelse forsigtig med skørterne.
"Hvad læser du?" Hun nikkede imod bogen og blikket glødede svagt af interesse, som hun holdt fast i sin egen, behandlende den som en æske fyldt med guld.
Post by Annea d’Montacute on Jul 24, 2017 19:32:58 GMT
”Botanik helt præcist. Men en afart. Jeg læser om hvordan musik kan påvirke magiske planter. Det er en bog jeg har haft siden Hogwarts. Jeg plejede at tage noter i den med mine opdagelser. De to fag har jeg altid elsket” fortalte hun ivrigt uden at lade sig påvirke af Blances noget kritiske mine.
”For eksempel! Så har det en samme effekt når det er almindelige planter og magiske instrumenter”. – Hun samlede sin harpe op og begyndte at stryge fingrene langs strengene. ”Det lader til at bestemte akkorder og melodier aktiverer planter på forskellig vis”. Annea så op mod en af træets grene der stod i knop.
”Som ved de fleste levende væsner, så åbner de sig op når de føler sig værdsat”. Hun fortsatte med at slå melodien an, og knopperne på træet begyndte at åbne sig i blomst. Med det samme fik det hende til at smile. "Alt levende er forbundet".
Post by Blance d'Montacute on Jul 26, 2017 12:46:48 GMT
Lyse øjne gled ned til bogen, før Blance så op på sin svigerinde igen. Hendes bryn trak sig lidt sammen, men interessen svandt stille og roligt ind. Hendes blik blev en anelse fjernt, før hun anstrengte sig en smule og plastrede et kønt smil på læberne.
"Det ved jeg desværre noget om," konstaterede hun simpelt, før hun rettede sig lidt op. "Botanik var aldrig mit stærke fag."
Post by Annea d’Montacute on Jul 26, 2017 18:47:54 GMT
Annea rykkede på skuldrene lige muntert. "Det er ikke alle der føler det eller når at få øjnene op for det. Jeg er sikker på at du har dine styrker et andet sted. Både du og Jacquet er jo fra Beuxbaton, så specialiseringerne er nok lidt anderledes. Mit speciale har altid været musik og lyd længe inden jeg modtog mit brev".
Hun bøjede sig ned og slog den store bog sammen med et smil. "Nok om det". Hendes opmærksomhed vendte sig mod den lille genstand som Blance knugede til sig. "Hvad har du der?"
Post by Blance d'Montacute on Jul 27, 2017 23:02:39 GMT
Et flygtigt, muntert smil dvælede på Blances læber, men ikke af en grund hun forklarede sin svigerinde. Til gengæld skævede hun ned på den værdifulde lille genstand i sine arme.
"En samling kort," konstaterede hun. "Over alle mulige steder i verden." Hun tog en dyb, men hastig indånding, der fik hendes brystkasse til at hæve sig. "Så jeg ved hvor Monsieur Borgin rejser hen."
Hun var forståeligt optaget af sin forlovelse, selvom selve brylluppet var blevet udskudt til en ukendt fremtid.
Post by Annea d’Montacute on Jul 29, 2017 19:44:53 GMT
”Du må virkelig glæde dig sådan til den store dag”. Annea smilte skævt. Det var kært at se en anden ung kvinde så forgabt. Måske endda forelsket? Hun kunne ikke sige at egne følelser havde været på samme måde op til sit bryllup. Det var opfriskende. Men vidste Blance nu også hvad hun gik med til? Om Jacquet havde arrangeret og forklaret alt ordentligt… Hun kunne næsten ikke bære at se et ansigt så oplyst forfalde til skuffelsens mulige ruiner.
Så hun satte sig ned i græsset igen, ikke langt fra Blances side. ”Kender du ham godt?”
Post by Blance d'Montacute on Jul 30, 2017 19:17:09 GMT
Ubevidst knugede Blance bogen lidt tættere til sig, før hun trak på skuldrene. "Non," blev det første, simple svar. Svigerindens spørgsmål havde belejligt fritaget hende for at besvare ytringen om hendes naturlige glæde. Den virkede ellers chokerende velment.
"Jeg har kun mødt ham to gange," opfulgte hun, sandfærdigt. "Du kendte 'eller ikke Jacquet."
Det var ikke et spørgsmål. Alligevel var der en kort tøven i hendes ord.
Post by Annea d’Montacute on Jul 30, 2017 19:56:34 GMT
”Oh”. Annea blev lidt stille og tog en dyb indånding. Det var normal tradition ofte at blive ’foræret’ væk til modparten man ikke kendte noget særligt. Ofte for at styrke bånd imellem familier. Det var dog ikke altid at det styrkede forholdet mellem de to der skulle være sammen. Resten af deres liv. Hendes mund blev lidt tør ved tanken, og hun måtte smaske et par gange for at kunne tale.
”Nej. Det gjorde jeg ikke”. Hun så lidt væk. ”Men vores fædre kendte hinanden. Og havde gjort det længe. Jeg havde mødt ham til nogle forsamlinger, så vi kunne lære hinanden at kende, men han begyndte først at give mig andet end overfladiske hilsner på vores bryllupsnat”. Der var det just gået fra hilsner til skænderier. Og igen ignorering med indblanding fra Anneas svigerforældre, og det gjorde det endnu mere akavet.
”Så det var lidt som at være…” Hun så til Blances side. Usikker på hvor ærlig hun skulle være. Og om et ægte svar ville gøre hende urolig for hendes fremtidige ægteskab. Hun besluttede sig til sidst for at gøre sætningen færdig og fortsatte den. ”-i et lukket bur med en fremmed jeg ikke kendte… Men nogle gange lærer man sider af et menneske at kende mange år efter man mødte personen. Uanset hvor længe man har kendt hinanden. Så det er ikke vigtigt?”. Hun fangede sig selv i at spørge frem for at konkludere. Hvor svaret skulle komme fra vidste hun dog ikke.
Post by Blance d'Montacute on Aug 3, 2017 12:02:52 GMT
Blance havde set lidt ud i luften, men vendte to, lyse, store øjne i en nærmest forfærdet stirren på svigerinden, da hun rask væk og ublu nævnte sin bryllupsnat med Blances storebror. Den lille, krøllede adelsfrøken vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det, men endte med at fnise nervøst og skæve til siden i tydelig akavethed. Havde det været en veninde, der begyndte at fortælle om sine erfaringer, så havde det straks været noget helt andet. Hun kendte dog slet ikke Annea godt nok til hæmningsløst at tale om den slags.
Som et resultat, klappede hun helt i og endte med forsigtigt at åbne bogen og give sig til at studere et af kortene med en udpræget koncentration, der kun stammede fra ønsket om at de straks kunne holde op med at tale om Jacquet på den måde. Hun kunne slet ikke se hvad det skulle have med Monsieur Mortimer eller hende selv at gøre.
Post by Annea d’Montacute on Aug 4, 2017 21:57:48 GMT
Annea så lidt uforstående mod Blance i første omgang. Nok var det deres bryllupsnats. Men eftersom der intet var sket, så havde hun ikke helt den samme opfattelse af ordet som hende, om end hun også var genert og uerfaren af natur. Men hvor skulle Blance også vide det fra? Hun kunne dog hurtigt fornemme at hun havde begivet sig ind på et område der var for intimt for den unge kvinde foran sig, og hun vendte hovedet lidt væk, da det nok ikke var medfølelse hun ville finde det meste af i situationen.
Hun sukkede, kørte fingrene igennem sit blonde hår. ”Hvad jeg prøvede på at sige Blance… Er at måske kender du ikke din fremtidige gemal endnu, og det kan føles skræmmende. Og væmmeligt. Men mange ting udvikler sig først efter lidt tid, ligesom relationer” smilte Annea skævt.
”Jeg er sikker på at han vil behandle dig godt. Han må have en del kvaliteter siden han blev valgt for dig”.
Post by Blance d'Montacute on Aug 4, 2017 22:36:08 GMT
Blance var stadig en god del rødmosset, men svigerindens opklarende ord fik hende til at smile nærmest lettet, før hun tog en dyb indånding og nikkede. "Det ved jeg," konstaterede hun fortrøstningsfuldt. "'an er en god mand." De præcise kvaliteter - penge - der udgjorde valget, kommenterede hun ikke. Hun havde truffet en beslutning om ikke at være bitter.
"Det er rigtigt. Relationer udvikler sig først efter tid," bemærkede hun efter et øjeblik, med et lille smil gemt i mundvigene. "Men man kan sige meget om et menneske på kort tid, no, Mademoiselle Anneá?"
Post by Annea d’Montacute on Aug 5, 2017 23:08:59 GMT
”Det er jeg glad for”. Annea smilte forsigtigt til Blance og nikkede. ”Ouais, Blance. Hvis man er opmærksom på signalerne der sendes, nogle gange uden at man tænker over dem”. Selv om Annea aldrig havde været ét med nogen, havde hun formået at have små romantiske stunder med enkelte drenge på Hogwarts, og hun havde noteret hvordan hendes veninder var kurtiseret. Dog var hun noget muldvarpeblind, når det kom til hende selv. Og hun opdagede ofte først hvad tilnærmelserne havde ment efter at der var gået væsentlige perioder af tid.
Med det i tanke så hun eftertænksomt op i himlen. ”Man kan fornemme hvor meget de synes om en. Ud fra måden man bliver set på. Eller hvor energiske de er, om de er nervøse. Det svære er når man skal afkode hvorfor de gør som de gør".
Post by Blance d'Montacute on Aug 6, 2017 14:02:46 GMT
Blance betragtede sin svigerinde og gjorde sig sine helt egne tanker om hende, imens hun talte. Det prægede det sitrende lille smil i hendes mundvige, indtil hun glattede det ud og hævede et enkelt øjenbryn. Hun kunne sagtens sige det til Marie, men hun havde ikke tænkt sig at dele sine erfaringer med drenge med en, der potentielt kunne finde på at fortælle det videre til Jacquet. Han skulle helt sikkert ikke vide noget om nogen af dem, som hun havde sneget sig rundt med.
"Monsieur Borgin er ikke som de fleste," konstaterede hun, halvt for sig selv. "Men 'an kan godt lide mig. 'an er bare... Stille."
Ikke ligefrem et adjektiv nogen ville bruge til at beskrive hende med. Og heller ikke hendes svigerinde, havde hun hurtigt lært. "Men 'an er frygtelig pæn," indrømmede hun, med et skævt lille smil, der hurtigt blegnede igen. "Selv sidste gang jeg så 'am, hvor 'an stadig var ganske syg og bleg. Men jeg tror ikke 'an selv er klar over, at 'an er en flot mand..."
