|
Post by Annea d’Montacute on Aug 6, 2017 19:46:40 GMT
En lille latter løb over Anneas læber over Blances kommentar på herrens udseende. Hun kunne genkende den evne hos sig selv. At blive betaget af skønhed. Det var nok også det der spirede den lille flamme i hende, da hun fandt ud af at hun skulle slå sine bånd sammen med Jacquet. Grinet forsvandt dog lige så hurtigt, da Blances ord og ansigtsudtryk faldt sammen.
”Åh”. Annea tog sig let til munden, let forfærdet. ”Er det… Pesten? Det gør mig ondt at høre. Så kan du… måske. Trøste ham. Og varme ham op, så han kan få styrke til at overkomme det”. Det lød ikke meget anderledes end Jacquet, men sygdommen var heldigvis ikke kommet til de varme egne og vinmarker. Og Jacquet var ikke syg. Gud ske tak og lov. Hun gruede ved tanken. Frygten havde allerede sat sig i hende for dem hun havde kær i London.
”Stille mænd skal man blot give grund til at tale. Jeg er sikker på at du er den helt rigtige til den opgave” sagde Annea forsigtigt. Det var en ringe trøst hun kunne give, men hun talte af sit sandeste indtryk.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 6, 2017 22:23:42 GMT
Blance hævede begge bryn i overraskelse over, at Annea ikke skulle vide noget om Mortimers sygdom eller det udskudte bryllup. Hun undrede sig, ikke for første gang, over hendes placering i familien. Det var dog ikke passende at udtale sig om og hun klappede lidt i i stedet, før hun endelig fnøs dæmpet over, at hun skulle kunne få sin forlovede til at tale. Ikke et fnys helt uden humor, dog.
"Vi får se," kommenterede hun. "Jeg vil være tilfreds, så længe 'an snart er rask nok til at sige ja."
Et flygtigt lille smil spirede på hendes læber. "'ans familie er ganske venlige. Jeg forsikres om, at jeg snart skal lære alt om, at styre 'usholdningen, som jeg en dag kommer til." Hvis hendes blik var sigende, så var det det kun diskret.
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 6, 2017 23:50:27 GMT
Selv om den blonde Ravenclawkvinde længe havde været i Montacuternes varetægt, var der stadig mange informationer der var nye for hende og ting hun skulle tilpasse sig. Hun havde hørt halve historier om Blances forlovelse, dog ikke nok til at det ikke overraskede hende og gjorde det til en mindre opdagelse at sidde og lytte til Jacquets lillesøster.
Velviljen på Blanches ansigt omkring de huslige pligter fik Annea til at undres let. Hun havde selv gjort sit feltarbejde allerede, og det var ikke ualmindeligt at hun red ned og holdt øje med høsten og bøndernes adfærd, men det var stadig begrænset hvad hun fik af opgaver. Jacquet havde haft for vane at ville tage sig af det meste selv, bad hende som oftest om ikke at pryde sit kønne hoved med problemer og undervurderede Anneas evner i det meste. Så længe den ældre frue af huset levede, efterlod det derfor ikke meget for den unge heks at tage sig af. Ikke at Annea havde noget imod det, da det stadig gav hende frit spil til egne interesser. ”Det ser jeg. Nyd friheden mens du kan. Det varer ikke evigt” erklærede Annea med en kort kunstpause og let rejste bryn.
”Ejer Monsieur Borgin meget land?”
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 8, 2017 6:42:13 GMT
Frihed? Blance havde ligeledes løftet sine bryn, før farven steg mærkbart i hendes ansigt ved spørgsmålet. Hun tog en enkelt, langsommelig indånding og bekæmpede den sure smag i munden.
"Non," faldt svaret, tydeligt på vagt. "'han er arving til et imperium og meget rig."
Men ikke adelig, hviskede hendes ene storesøster i hendes ører.
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 8, 2017 9:42:07 GMT
Der gik lidt tid inden Annea kom med yderligere svar. Hun lagde mærke til farven i Blances ansigt, og fra det trak hun egne konklusioner. Indeklemt vrede? Det var ikke generthed. Det så mærkbart anderledes ud fra de gange hun havde udvist forlegenhed, som ved den blotte nævnelse af ordet ’bryllupsnat’. Var Blance vred over valget der var truffet for hende? Følte hun sig fanget? Eller måske var det den lethed hun fra sin position brugte et komplekst udtryk som at være fri.
Annea nikkede langsomt uden at tabe øjenkontakten med den unge adelskvinde foran sig. Selv om hun så tegnene, var det dog intet hun lige med det samme ville grave i eller kommentere på. ”Mmm… Det kan gøre ting lettere for dig, hvis der er mindre han skal kontrollere. Det kan give jer mere tid sammen. Og forhåbentlig vil han være en mand, der på trods af sine få talegaver er fornuftig og lytter når du drøfter noget med ham”.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 8, 2017 11:52:59 GMT
Blance lod blikket hvile årvågent på Annea, men så ingen spot og hørte ingen hån i hendes stemme. Hun tog en dyb indånding igennem næsen, så næsefløjene udvidede sig synligt, men slap også indåndingen igen, uden først at sige noget. I stedet trak hun på skuldrene.
"Monsieur Mortimer skal rejse meget, siger 'an. Det vil blive min pligt at passe 'us og forretning, når 'an er væk. Men først den dag det alt sammen er 'ans. Indtil da må jeg lære, som arvinge hos deres fædre. Som du hos maman." Hun hævede et enkelt bryn.
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 8, 2017 12:14:13 GMT
Hun måtte lukke øjnene et kort øjeblik. ”Ouais… Først den dag det er hans” gentog Annea sigende. ”Og som jeg er hos Filippa”. Hun spejdede ud over haven, langs bakkerne og de marker og frodige områder der kunne ses igennem havens planter, og hun sukkede. ”Man gør som forventet af sin position… Og som nødvendigt. Man kan kun håbe på de bedste udfald, at alt er som det burde være og at ens stemme vil blive hørt i mængden og de mange planer”.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 9, 2017 9:23:58 GMT
Blance var ikke helt usympatisk. Hendes bryn trak sig en smule sammen og hun tog en enkelt, dyb indånding.
"Det er et stort ansvar," bemærkede hun. "Papa rejser ofte og Jaq det samme. Du kommer til at få stor indflydelse." Hun trykkede læberne lidt sammen. Engang havde hun troet, at hun også ville lede en borg i sin mands fravær. Måske var det nærmest en lettelse, den nye virkelighed.
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 9, 2017 22:20:16 GMT
”Et meget stort ansvar. Men det er dog det jeg har fået ind med modermælken. Længe inden jeg kendte til detaljerne om at dette ville blive min familie, og dette ville blive mit land, der blev jeg oplært i så mange ting. Hvordan jeg skal agere, hvad jeg skal kunne, hvad der forventes”. Hun kørte strengene ned langs sin lille harpe, blot for at distancere sig selv lidt fra uroen der så småt fik maven til at knuges sammen. ”Så den del er jeg vant til. Meget af det jeg lærer her er repetition og uddybelser af detaljer til den viden, som jeg allerede besidder. Det er lidt anderledes i praksis end det jeg har fået fortalt. Men på grund af min forberedelse er det nemmere… Det er ikke dette som jeg betragter som den svære del”.
Annea holdt en pause og overvejede i hvilken grad hun kunne sige det til en søster af sin husbond. Og hvordan. ”Det har altid foreligget mig som en udfordring at passe sammen med Jacquet, som to skår af samme vase. Og jeg betvivler at han nogensinde ville have fået en interesse for mig, hvis ingen sagde at han skal. Jeg prøver at handle efter bøgerne, men din broder er ikke en mand der kan lide bøger. Hans humør er evigt foranderligt som vejret, og hans temperament er en ild, der kan varme. Andre gange brænde alt levende til aske. Dine forældre synes at jeg er klædelig for ham. Alligevel ser jeg først for nylig tegn på samme fra ham”. Hendes blik flakkede væk.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 11, 2017 22:15:07 GMT
Akavet. Der var ikke andre ord for det og Blance ledte ved Gud ikke efter dem, hvis de fandtes. Hun klarede halsen og stirrede ud i luften, til Annea ikke talte om Jaq mere. Til hun ikke talte i det hele taget.
"Vejret her er bedre end på øerne," konstaterede hun endelig, uelegant, men bestemt.
"Marie lider meget under det dårlige vejr i England."
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 12, 2017 0:51:29 GMT
Der var ikke så meget mere at sige. Annea skænkede et blik ad Blances vej for at konstatere at hun også fandt dette emne ubehageligt. For et par øjeblikke siden kunne den ældre heks tro at hun havde fundet et stykke hun kunne dele sine bekymringer med, nu da Blance efter et uvist stykke tid selv kunne risikere at stå i en lignende situation. Hun sank en klump, og med det forviste hun sine tanker tilbage til det sydende indre hav, hvor de plejede at være spærret inde indtil de eksploderede.
Et tungt suk forlod Anneas læber. Hun lænede sig tilbage mod træet og lukkede øjnene. Så forsatte hun som om de aldrig havde snakket om andet, dog noget fladt. ”Ouais. Jeg er enig”. … ”Det gør mig ondt med Marie. Jeg kan endog forestille mig det. Trods alt, er her varmere, mere frugtbart land og mindre regn”.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 13, 2017 19:56:29 GMT
Lyse øjne flakkede kort, før en distinkt fransk lyd forlod Blance gennem næsen. Hendes mundvige krøllede en anelse op og hun hævede et bryn.
"Trods alt," drævede hun. "'er er bedre på alle tænkelige måder, hvad vejr og vind angår. Du må 'uske, jeg 'ar tilbragt hele dette år endnu længere nordpå, i Skotland." Et lille gys forlod hende. "Er Wales lige så slemt som det? Jeg ved ikke...?"
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 15, 2017 12:39:55 GMT
”Jeg tror det er nogenlunde det samme. Fugtigt. Regn. Men det giver plads til andre ting. Andre former for vegetation. Jeg elsker diversiteten. Forskellige afgrøder og frugter til forskellige formål”.
Annea så drømmende frem for sig og sukkede længselsfuldt. ”Og så giver det mulighed for at være mere sammen med ens kære. Når man samles i kulden og mørket og sammen kan sidde foran ilden i hinandens arme. Men det er jeg sikker på at du selv finder ud af til den tid”.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 16, 2017 19:34:58 GMT
Blance blinkede en enkelt gang, som svigerinden skiftede emne fra frugter til at sidde i hinandens arme foran ilden. Hendes egne kinder flammede op ved tanken om, at være på nogen måde i Monsieur Borgins arme og hun klarede halsen lidt med et lille, dumt smil, der var svært at kvæle igen.
"Taler du altid så ærligt, Lady Annea?"
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 17, 2017 12:43:15 GMT
Annea kunne ikke lade være med at komme med en kort, sammenbidt latter ved synes af flammerne der bredte sig i Blances kinder. Smilet holdte dog ved da latteren forstummede hen. ”Ikke altid. Jeg hader løgne. Mange krige er startet over dem. Jeg forsøger derfor så vidt som muligt kun at være sandfærdig. På den måde forkvakler man heller ikke viden. Jeg føler at det er min pligt som Ravenclaw. Jeg elsker at dele informationer. Kun på den måde kan individet udvide sig selv. Jeg vælger for det meste at gå udenom emner i stedet for at lyve om dem”.
Hun gav sig til at rette folderne i sin kjole med en rolig mine. ”Det kommer dog an på hvem jeg er sammen med. – Hvor meget jeg gør det. Du føles ikke som en ung kvinde der ville gøre mig ondt med viden som jeg fremførte og diskuterede med dig”.
|
|