|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 10, 2017 19:29:31 GMT
Diarmad slap endelig Callum og dumpede ned ved siden af ham med en skurrende følelse i maven.
Han havde ikke rigtig ordene til at forklare sig og brummede lidt i stedet, som han stirrede dumt ud i mørket.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 11, 2017 12:21:53 GMT
Callum vendte sig på siden igen hvor han lå og kiggede på sin ven. Forvirringen boblede kun yderligere op i ham over den pludselige stilhed. Han fortrød næsten - men kun næsten - at han overhovedet havde sagt noget.
Han bed sig en smule i kinden mens han ventede på et svar. Bare et eller andet. Uden at vide hvad han skulle stille op tyede han til at prikke en enkelt gang til Diarmads arm.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 13, 2017 20:02:10 GMT
Diarmad var konfliktfyldt, men også bare fuld. Han havde lukket øjnene, men brummede lidt igen, da Callum prikkede til ham og endte med at vende sig mere forsigtigt om på siden og slynge en arm omkring vennen, i mangel på bedre steder at have den.
"Mit hoved snurrer," konstaterede han, for kort efter at følge det op med et halvsnalret: "Du er min bedste ven..."
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 13, 2017 20:48:13 GMT
Callum pustede tungt ud da han igen fik kontakt til vennen - i mere en en forstand. Hans øjne gled i, i takt med at han langsomt men sikkert begyndte at opgive ævred. Hvis han skulle have svar på sit spørgsmål, måtte det vist blive på et andet tidspunkt.
Uden selv at lægge mærke til det nikkede han i stilhed til konstateringen. "Du er sgu også min," mumlede han og glippede kort med øjnene inden de var på vej i igen og han vendte sig med en smule besvær om på sin modsatte side men sørgede for at holde fast i Diarmads arm så han fortsat kunne have den om sig.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 13, 2017 21:53:12 GMT
Verden snurrede næsten lidt mere end Dias eget hoved gjorde, men det var på en ret rar måde og han kæmpede ikke rigtig imod det.
Da Callum vendte sig rundt med hans arm i sit greb, endte han blot med at putte sig ind imod den varme form af hans bedste ven og langsomt, men sikkert, lade mørket omslutte sig helt. Der gik ikke mere end et par minutter før han snorkede sikkert.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 13, 2017 22:23:34 GMT
Callum var gået ud som et lys og vågnede noget desorienteret morgenen derpå. Hvis det altså var morgen. Delvist for at undersøge det nærmere og delvist for at få noget frisk luft ind gav han sig til at kravle henover Diarmad på ganske uelegant vis. Det resulterede også i at han tumlede ned på gulvet hvorfra han så måtte rejse sig.
På sin stillen sig op og de få skridt det tog at gå hen for at åbne skodderne gik det op for ham at han var ret ør i hovedet. Han fik derfor ikke gjort meget andet end at skubbe dem åbne og konstatere at han ikke helt kunne vurdere hvad tid på dagen det var alligevel, før han vendte tilbage og igen gav sig i kast med at kravle ind over vennen for at komme til at ligge ned igen.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 13, 2017 22:33:26 GMT
Ovre fra sengen lød der en træt og uvillig mumlen, før Diarmads hoved poppede forsigtigt op, i tide til at se Callum vende tilbage, men ikke til at gøre noget ved, at blive kravlet over.
Diarmad stønnede lidt af hovedpine og ørhed og dækkede øjnene over med sin arm, uden først at sige noget. Et spørgende; "Er det morgen?" lød dog fra den lidt ynkelige samling ben, hud og hår.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 13, 2017 22:48:17 GMT
Callum var i færd med at lægge sig ned på siden for ikke at fylde for meget og dermed skubbe Dia ud af sengen og havde lige fået lagt sig da spørgsmålet lød.
"Ved det ikke. Hvis det ikke er, har det været," lød svaret snøvlende. Han fokuserede sit trætte blik på den anden og først da begyndte gårsdagens hændelser at dæmre for ham.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 14, 2017 7:59:19 GMT
En uinvesteret brummen lød fra under armen og der gik mere end et øjeblik, før Diarmad tittede frem fra bagved den og hans blik mødte Callums. Han var tør i munden, men det var svært at sige om det var tømmermændene eller havde mere med hans bankende hjerte at gøre. I hvert fald sank han tungt en enkelt gang og rømmede sig lidt.
"Uhm... Så... Jeg kan ikke huske hvad der skete i går," løj han, også en hel del for sig selv.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 14, 2017 13:09:12 GMT
Callum rynkede øjenbrynene en smule tættere på hinanden som han blev ramt af en synkende følelse over løgnen, som han naturligvis ikke vidste var en løgn. Måske skulle han, til trods for stadig at ville vide hvad ved Merlin der var sket oppe i Diarmads hoved, bare lade som ingenting. Venskabet var vigtigere for ham.
"Hvad er det sidste du kan huske?" Med de ord udsatte han valget, omend kun lidt endnu, og trak tæppet han havde lagt sig under lidt længere op om ansigtet så det dækkede hans mund.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 14, 2017 22:30:37 GMT
De lå stadig tæt der, på det lille leje, der knapt var komfortabelt, når man var to. I hvert fald ikke, hvis man ikke ville røre ved hinanden. For sig selv påstod Diarmad, at han ikke ville røre Callum, men som hans blik faldt på vennen, der gemte sig halvt bag tæppet, mærkede han sit mellemgulv trække sig lidt sammen.
"Eh--" svarede han dumt, imens han blev stigende højrød i hele ansigtet, der kun var halvt gemt bag armen. "Kan huske vi drak," mumlede han, imens han reelt forsøgte at hitte ud af, om han kun huskede en drøm eller om det virkelig var sket.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 14, 2017 22:47:25 GMT
Callum lå med store øjne og ventede på svaret mens han samtidig var vidne til at Diarmad fik mere farve i hovedet. Han lagde godt lidt mærke til det, men om noget var det kun et ekstra lag på hans forvirring.
"Tillykke. Du har vundet en pris for mest imponerende hukommelse," meddelte han i et ironisk men totalt energi-forladt tonefald.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 14, 2017 23:13:06 GMT
Diarmad fnøs lidt, men vendte også hovedet væk efter det og stirrede ud i luften. Han huskede hvordan det var at kysse Callum, rulle hen over ham og have hans håndled i sine. Hans hjerte slog hurtigt og det var nok til at få hans hoved til at værke. Havde det været en drøm?
"... Hvorfor? Jeg mener... Skete der noget andet end at vi tog herhjem?"
Han forsøgte at lyde afslappet, men sin bedste ven spillede han dårligt skuespil overfor.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 14, 2017 23:44:22 GMT
Callums ene øjenbryn fløj op i panden på ham da han begyndte at tvivle på om Diarmad var reel eller blot foregav ikke at kunne huske hvad der var sket. Men om det var det ene eller andet hjalp ham lige meget, for han kæmpede stadig med om det ville være det værd at sige noget.
"Mhm. Mener du at du ikke kan huske det?" trak han den igen ud, mere som følge af instinkt end af ønske.
Positionen han lå i blev mere og mere ukomfortabel, hvorfor han for at modarbejde det trak han sine ben den smule op under sig men stoppede da de ramte Dia. At skubbe ham ud af sengen og ned på gulvet prøvede han alligevel ikke på. Ikke lige nu.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 16, 2017 18:54:50 GMT
De lå tæt. For tæt. Diarmad gemte sig bag armen igen, men han havde kvalme og kunne ikke blive liggende sådan hele dagen. Han måtte ud. Lidt endnu blev han dog og brummede af spørgsmålet.
"Hvad er det du vil have jeg skal huske?"
Bløde læber mod hans, håndled fanget i hans greb, en krop, der sprællede op imod ham og et behov, som han sjældent havde følt så stærkt?
|
|