|
Post by Taran Weasley on Sept 7, 2017 13:32:44 GMT
Taran kastede et enkelt blik på gardinerne før han kiggede ned på sin hustru. Han var en ærlig mand, men at tvinge den nervøse unge kvinde til at ligge med ham foran forsamlingen, lagde en dæmper på festen i hans underliv, og brød med hans ridderlige sans om ære. I stedet nikkede han kort. Han var ikke sikker på at han havde evnerne til at berolige og snakke hende igennem akten, i stedet bøjede han sig igen ned til hende og hviskede. "Alt hvad de vil have er et par lyde, og lidt blod på lagenet." Han rømmede sig let. "Bare gør som jeg siger, så får jeg dem til at forsvinde." Han kiggede indgående på hende, før han sendte hende endnu et lille beroligende smil.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 7, 2017 13:37:43 GMT
Ealasaid havde ikke andet valg end at følge Tarans planer og derfor nikkede hun stilfærdigt, mens hendes blik hvilede i hans øjne. Hun begyndte allerede at slappe mere af og lagde sig derfor lidt bedre til rette, mens hun ventede på hvad han havde i tankerne. Forsigtig strøg hun sit hår væk fra sit ansigt og forsøgte at gøre sig parat til det der måtte komme. Hun håbede bare på det snart ville være ovre.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 7, 2017 14:00:11 GMT
Taran nikkede beslutsomt, da planen var lagt. Uærligheden nagede ham, men det var bedre end alternativet. Langsomt begyndte han at tage sit tøj af. Fingrene fumlede med koftens snører, men endelig kom den over hovedet, og afslørede den fregnede, arrede overkrop. Han sendte hende et undskyldende lille smil. "Tag dine overkjoler af, men behold din særk på." Han hviskede, mens en utålmodig rømmen ude fra gardinerne, trak en lille grimasse over hans ansigt, han skyndte sig at glatte ud. I stedet begyndte han at løsne sine hoser, så han til sidst kun sad tilbage på sengen i broger.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 7, 2017 14:10:19 GMT
Ealasaid havde flere lag tøj på og det tog derfor et stykke tid for hende at komme ned til særken. Hun følte sig meget blottet, på trods af det sidste stykke stof der dækkede hendes krop. Tarans overkrop havde fanget hendes blik og vakte en følelse i hende som hun aldrig havde prøvet før, arene skræmte hende dog en smule. Hun vidste han havde været i krig, men det her var et meget mere fysisk tegn på det. Forsigtig rakte hun ud og rørte ved hans skulder. "Du har mange ar." Hviskede hun inden hun lagde sig ned igen og betragtede ham med et lettere usikkert og undersøgende blik.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 7, 2017 21:53:08 GMT
Tarans blik kunne ikke lade være med at glide over den næsten afklædte unge kvinde. Han skammede sig en smule over det, før han med en mærkelig lille grimasse mindede sig selv om at de netop var blevet gift. "Krigen gør den slags ved en.." Han lagde nærmest ikke selv mærke til dem længere, men alligevel blev han underligt selvbevidst som han slog blikket ned og rømmede sig let. "Støn.. Som om du gør noget der er rigtig hårdt." Han var ikke sikker på om adelsfrøknen kunne følge ham, men selv begyndte han at sige nogle dybende prustende lyde som han forbandt med en mand under samleje, mens han igen kiggede på sin hustru for at få hende til at følge trop.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 18, 2017 17:45:56 GMT
Ealasaid havde ingen anelse om hvorfor han bad hende om at stønne, hun havde altid fået at vide at det var strengt forbudt for en adelskvinde og nu skulle hun altså gøre det alligevel. Forvirret betragtede hun Taran, indtil hun bed sig forsigtig i læben og begyndte at stønne. Først en smule stilfærdigt og derefter lidt højere. Hun følte sig helt ved siden af sig selv, som hun lå der og kiggede op på sengens loft og forsøgte at glemme de tilstedeværende tilskuere bag gardinet.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 18, 2017 18:06:55 GMT
Det stod ikke på længe. På trods af at Taran havde en hvis faglig stolthed, havde han intet behov for at trække deres skuespil i langdrag. Han kunne mærke blikkene stikke ind igennem gardinet, og med et ekstra langtrukkent prust lod han som om han gjorde sig færdig, mens hånden i mellemtiden fandt den kniv der af gammel vane lå i hans støvle. Det var ikke svært for den garvede kriger at skære en flænge i håndfladen, eller smøre blodet fra flængen ud på de hvide lagener, mens han kiggede på sin hustru med et blik der forsøgte at signalere at han vidste hvad han gjorde. Med et lille advarende nik, trak han gardinet til side, og hjalp hende ned fra sengen hvorefter det blodige lagen blev præsenteret for forsamlingen. "Det er gjort." Han forsøgte ikke at få øjenkontakt med nogen i rummet, som han i stedet blot nikkede formelt, og knugede stoffet ind i den stadig blødende håndflade, i håb at de ville gå før flængen blødte igennem. "Vi byder jer nu godnat"
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 18, 2017 18:16:18 GMT
Ealasaid havde lyst til at skrige da han begyndte at skære sig selv i håndfladen, men hendes husbonds gennemborende ro fik hende til at tænke sig om. I stedet lod hun ham hjælpe hende ned fra sengen og smilede svagt til de omkringstående gæster. "Godnat." Sagde hun mens gæsterne forlod værelset, hvorefter hun skævede mod Taran. Da den sidste gæst var gået og døren lukket efter ham, vendte hun sig mod sin ægtemand og rakte ud mod hans hånd. "Må jeg se den?" Spurgte hun og smilede undskyldende til ham mens hendes blik betragtede ham indgående.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 18, 2017 19:01:22 GMT
Tarans blik lignede ikke just det der sad i en mand der netop havde ligget med en kvinde. Alligevel modtog han et par accepterende nik, før gæsterne forlod rummet, og efterlod det nygifte par alene. Gæsterne efterlod ligeså gommen med en mærkelig fornemmelse i maven, som han satte sig på sengen. Uærligheden stak hårdere når man skulle se folk i øjnene, og det var derfor ikke just begejstring der lyste ud af dem, da han kiggede op på sin hustru som hun gjorde opmærksom på sig selv. Han rømmede sig let. "Tænk ikke over det." Han knugede stadig om lagenet, før endnu et blik på hende fik ham på bedre tanker, og han rakte hånden lettere undskyldende frem, så hun kunne inspicere den lange blodige rille der løb langs hans håndflade.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 18, 2017 19:43:16 GMT
Ealasaid betragtede ham undersøgende, inden hun vendte blikket ned mod hans hånd og tog den i sine hænder. Derefter rakte hund ud efter en lille pose i de skørter hun havde taget af og fandt en lille flaske frem. Forsigtig hældte hun et par dråber på og betragtede hans sår mens det helte. "Det er godt jeg altid har den på mig." Sagde hun og smilede skævt til ham, uden at slippe hans hånd. "Så får du da ikke et nyt ar.." Bemærkede hun og strøg fingrene hen over hans mens hun så ham i øjnene.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 18, 2017 20:13:22 GMT
Taran smilede ned til hende, og skar ingen grimasser, som væsken med en let svie lukkede hans sår. "Heldigt." Han lod sit blik glide ned over hende, før de blå øjne igen fæstnede sig ved hendes blå. "Har.. Du lyst til at sove nu? Jeg kan få husalfen til at skifte lagenet så vi kan gå til ro." Tarans blik gled bort fra hende, og ned i jorden. Løgnen om at de nu var gift bed i ham, mere end han ville indrømme overfor sin nye brud.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 18, 2017 20:21:09 GMT
Ealasaid betragtede ham med et lille smil på sine læber og nikkede en enkelt gang, inden hun pakkede flasken væk igen. "Jeg tror ikke jeg kan sove endnu.. Måske om lidt.. " Sagde hun mens hendes blik hvilede på ham og hun forsøgte at få øjenkontakt. "Undskyld jeg sagde det der tidligere.. Jeg følte mig så presset over bryllupsfesten." Sagde hun i et forsøg på at lette stemningen lidt.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 19, 2017 12:55:52 GMT
Taran strakte hånden en smule, og sendte hende et lille smil ved hendes undskyldning. De var begyndt at nærme sig hinanden, men med et lille netop hørbart suk sandede han at han måtte værne sig med tålmodighed. "Det forstår jeg godt, du er tilgivet." Han strakte sig let, og sendte hende et varmere smil. Han var hendes mand nu, og han havde svoret at beskrutte hende, det havde han gjort ved ikke at tvinge sig over hende i deres brudeseng, og alligevel stred det imod roden af det hele, da han formelt set ikke var hendes husbond endnu. Konflikten rev i hans mellemgulv, men han prøvede ikke at lade sig mærke med det, som han sendte hende et beroligende smil. "Las os få skiftet lagenet." Han tog forsigtigt hendes hånd, og knipsede med den anden, hvorefter familiens aldrende husalf kom til syne. "Willem, vil du være så venlig at skifte vores lagener." Alfen nikkede ærbødigt til de to og gik omhyggeligt i gang, før den kort efter forsvandt igen med et lille plop.
"Skal vi gå til ro.. Fru Weasley?" Et skævt smil trådte frem på hans læber, selvom navnet ikke helt hang ved, som han bød hende op i sengen.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 19, 2017 13:32:42 GMT
Ealasaid rejste sig så husalfen kunne komme til, hun var ikke sikker på hun ville falde i søvn i aften. Det var mærkeligt at skulle sove i denne fremmede seng og ikke i sin egen velkendte derhjemme. Forhåbentlig ville hun snart føle sig ligeså hjemme her som hun gjorde i Skotland. Da husalfen forsvandt i den blå luft, vendte hun sig mod Taran og smilede svagt til ham. "Ja, det kan vi godt." Sagde hun og kravlede tilbage i sengen igen, hvor hun lagde sig til rette under tæpperne og forsøgte at fylde så lidt som muligt.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 19, 2017 20:18:12 GMT
Taran selv lagde sig til rette på sin halvdel af sengen, uden rigtig at finde sig til rette, nu han ikke længere var alene i den. Det var mange år siden at han havde delt sin seng, og med en let tøven, kiggede han over på sin unge hustru, der ellers gjorde sig omhyggelig for ikke at fylde i den store seng. "Skal jeg.. Holde om dig?" Det var noget af det han savnede aller mest ved Antigone, og bydende løftede han tæpperne op så hun kunne lægge sig ind til ham, med et venligt smil.
|
|