|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 13, 2017 19:38:12 GMT
Ealasaid kiggede forundret på ham. Overrasket over hvordan han kunne have så meget kontrol over sin egen opførsel. "Så du har slet ingen følelser? Hvorfor er jeg den eneste der mærker noget? Er du slet ikke bange for det her?" Spurgte hun og så indgående i hans øjne, ivrig efter at vide hvordan han bare kunne opføre sig så roligt. Hun havde det som om hun var ved at eksplodere af følelser og han stod bare der uden passion eller entusiasme. Hvordan skulle hun kunne være gift med en mand med sådan et temperament? "Elsker du mig virkelig?" Spurgte hun og trådte et skridt væk fra ham med store spørgende øjne.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 13, 2017 20:19:51 GMT
Taran blinkede en smule mistroisk ved hendes udbrud. Han forstod ikke hvad der havde avlet det, han havde svært nok ved at forstå hendes tårer. Han så forvirret på hende, mens han forsøgte at finde hoved og hale på det mystiske rødhårede væsen han var blevet gift med. Hun spurgte til hans frygt, men sandheden var at han havde set ting der var langt mere frygtindgydende end noget så simpelt som et ægteskab. "Jeg vil gerne elske dig Ea. Det vil jeg virkelig, men jeg forstår dig ikke, dit udbrud. Giv mig tid til at lære dig at kende, giv dig tid til at kende mig." Han talte lavmeldt, indgående, som han tyede til sit sidste forsvar, og fortalte sandheden. Han havde svært ved at vække de dybe brusende følelser for det omskiftelige pigebarn der lige nu skabte sig foran ham, den slags var han indforstået med tog tid.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 20, 2017 18:56:45 GMT
Ealasaid blev enormt såret over hans ord og hun nåede ikke at høre resten af hans sætning, før hun begyndte at gå tilbage mod salen hun var kommet fra i et forsøg på at finde nogen at trøste sig hos. Taran var åbenbart ikke den empatiske mand hun havde håbet på, hendes bryllupsdag var ikke blevet det eventyr hun havde ønsket, hvor var ridderne og de smukke romancer? Ingen steder åbenbart. Hun ville så gerne have at han holdt af hende, men det gjorde han slet ikke.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 20, 2017 19:28:54 GMT
Taran havde forventet en form for forståelse i sin unge bruds brune øjne. Han havde forsøgt at forklare sig så godt som muligt, og kunne med et fortabt blik se det hele falde til jorden, som den lille rødtop vendte sig og vandrede bort fra ham. Han var allerede løbet efter hende en gang den aften, og med det smertende knæ var han ikke klar til at gøre det igen. Han havde brug for at samle sine tanker. Komme sig over det slag i ansigtet hendes uforstående opførsel havde givet ham, og han endte derfor siddende på en bænk, stirrende ud i luften uden at blive meget klogere.
Først efter en halv times tid var hans hoved igen klar til at rumme de mange mennesker, og særligt det unge væsen han var blevet gift med. Som han vendte tilbage til festen måtte han tage en dyb indånding. Menneskerne og opmærksomheden føltes pludseligt overvældende, og det var kun stædighed der holdt ham fra at trække sig tilbage, og væk fra den omklamrende følelse af festlighederne. Han tvang et smil frem på sine læber, som hans moder sendte ham et sigende blik og han trak endnu en dyb indånding ned i sine lunger før han bevægede sig over imod sin unge viv. "Ea. Det er tid til at vi trækker os tilbage." Hans blå øjne var så rolige og tålmodige som han kunne mønstre ovenpå deres sidste samtale, før han med et venligt og lettere højtideligt smil bød hende sin arm.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 25, 2017 8:58:17 GMT
Ealasaid havde brugt resten af aftenen sammen med sine næreste veninder. Hun havde bevidst undgået Taran, på trods af hun vidste at hun på et eller andet tidspunkt skulle være sammen med ham igen. Da hun hørte hans stemme bag sig, vendte hun sig om og smilede skævt, uden tegn på deres tidligere konflikt. Der var trods alt gæster til stede. "Fint." Sagde hun og tog imod hans arm og rettede sig op. Hun var snart officielt en gift kvinde nu og det statusskift var ikke gået hende forbi. Hun nød at se venindernes misundelige blikke. "Så lad os gå." Bemærkede hun og ventede tålmodigt på at han begyndte at føre hende til deres private gemakker.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 27, 2017 18:20:19 GMT
Taran rømmede sig let. Han var udmærket klar over hvad der skulle foregå. Han havde oplevet det før, fra begge sider af gardinerne, men han var ikke sikker på at hans unge viv vidste præcis hvad der skulle ske. De forventningsfulde blikke rettede sig imod brudeparret, som enkelte begyndte at klappe, og hurtigt fik den krigsvandte veteran til at vende hovedet væk, og styre Ealasaid imod døren. "Tag dig ikke af dem. Det er lettest hvis du lader som om de ikke er der." Det lille smil han sendte hende efter hans lavmeldte ord var anstrengt. Ikke på grund af hende, men nærmere den lille flok af særligt udvalgte der fulgte efter dem.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 29, 2017 13:10:04 GMT
Ealasaid havde kun hørt enkelte sladderhistorier om hvad der foregik om aftenen efter et bryllup og var ikke helt sikker på hvad det præcist var. Flokken af mennesker der fulgte efter dem fik hende dog til at føle sig en smule presset. Specielt mændene kiggede på hende på en ubehagelig måde og det fik hende til at gå lidt tættere mod sin husbond. "Hvad mener du? Skal vi ikke i seng?" Spurgte hun og så spørgende på ham. Det var mærkeligt at alle de mennesker skulle følge dem ind i soveværelset.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 30, 2017 13:11:47 GMT
Taran havde håbet at nogen havde forklaret hans unge hustru hvad der skulle til at foregå. Han huskede tydeligt hvordan det havde været under hans første bryllup, men han var ikke helt sikker på hvordan han skulle forklare Ealasaid det uden hun flygtede tilbage til festsalen, særligt efter deres samtale tidligere på aftnen. "Vores ægteskab skal fuldbyrdes, først da er vi rigtig gift." Hans stemme var lavmeldt, som han rømmede sig en smule, og prøvede at kigge opmuntrende på hende. Endnu engang skinnede hans manglende evne til at formulere sig skånsomt overfor unge kvinder, igennem. "Følget skal vidne på at det sker.. Jeg ved godt at det ikke er særlig romantisk, men det bliver første og sidste gang andre sætter fod i vores kammer."
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 4, 2017 19:30:34 GMT
"Fuldbyrdes." Gentog Ealasaid og så undersøgende på ham, mens hendes ansigt blev en smule blegt. Hun overvejede hvad det indebar - om det var sandt det hun havde hørt veninderne hviske om. Hun brød sig ikke rigtig om tanken og slet ikke hvis der var publikum på. "Ah.. Men.. Ja.. " Sagde hun og forsøgte at berolige sig selv. Lige pludselig var deres tidligere skænderi ikke så vigtigt. Taran virkede rolig og tålmodig og det havde hun brug for lige nu.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 6, 2017 11:42:49 GMT
Det var ikke svært for den trænede soldat at bevare den ro han forsøgte at udstråle, og dog reflekterede det tålmodige ansigt ikke hvordan han følte på indersiden af den arrede krop. Hendes uvidenhed og nervøsitet gjorde ham nervøs, og dog havde han indsigt nok til at regne ud at det kun ville gøre det hele værre hvis han lod det skinne igennem. I stedet sendte han hende et beroligende lille nik. "Ja. Jeg skal nok gøre hvad jeg kan for.." Han ledte efter ordene, hans mund var begyndt at udtale sætningen, før han egentlig havde tænkt den færdig. "At det ikke bliver ubehageligt.." Det var ikke det optimale at sige, og med en let rømmen stoppede han op foran døren til deres kammer. Døren blev slået op, og afslørede den ventende himmelseng, med de tunge gardiner, der i situationen syntes umådeligt tynde.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 7, 2017 12:21:21 GMT
Ealasaid følte sig svimmel da hun gik videre ned ad gangen og hun hørte knapt nok Tarans ord. Hun svarede dog alligevel med en svag nikken og fulgte med i stilhed, velvidende at der ikke var meget hun kunne stille op lige nu. Synet af himmelsengen og gardinerne var ikke ligefrem forsikrende, i stedet følte hun sig endnu mere bange. Hun blev stående udenfor kammeret, indtil nogen skubbede utålmodigt til hende og hun vendte et fortvivlet blik mod Taran. Hun forsøgte at stille ham et tavst spørgsmål om, om de behøvede at gøre det her. Hun vidste ikke hvad der var værst, det der skulle ske eller det store publikum.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 7, 2017 12:35:06 GMT
Taran mærkede de forventningsfulde blikke i nakken. Vinen havde tydeligvis hjulpet på folks begejstring over hvad der skulle til at ske, og krigsveteranen brød sig langt fra om det. Som en mand af traditionerne var der dog ingen vej udenom. "Du skal ikke være bange, om lidt løfter jeg dig over dørtærsklen, og ligger dig på sengen. Jeg gør ikke noget du ikke har lyst til." Hans stemme var lav, kun ment for hende, som han tog hende i brudegreb, og bar hende ind af døren til forsamlingens store begejstring, hvorefter han blidt og forsigtigt lagde hende på sengen, før han selv kravlede op og med et sidste blik ud på forsamlingen der var begyndt at finde på plads i kammeret trak gardinerne der pludselig føltes umådeligt tynde for.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 7, 2017 13:01:32 GMT
Ealasaid forsøgte at slappe af, men det var næsten umuligt for hende. Hendes hjerte sprang dog et slag over da han løftede hende og bragte lidt af den gode spænding tilbage, men situationen var under alle omstændigheder for stressende for den unge kvinde. Da hun først lå på sengen brugte hun det meste af sin energi på at ligge stille. Hvis ikke der havde været andre til stede end de to, havde hun nok skabt sig en del mere, men hun havde heller ikke lyst til at skabe drama foran alle. I stedet lukkede hun bare sine øjne i og forsøgte at glemme hvor hun var.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 7, 2017 13:12:17 GMT
Det skar Taran i hjertet at kigge ned på den unge kvinde. Det havde været noget andet med Antigone, de havde været unge, uprøvede og forelskede, men hans unge brud mindede ham nærmere om de fjendtlige soldater der under krigen var blevet taget til fange og ikke vidste om de var købt eller solgt. Tanken gjorde ikke overvældende ting ved hans manddom, og til en start lagde han sig blot ved hende, så han lavmeldt kunne hviske, uden at deres publikum ville høre det. "Ea.. Se mig i øjnene. Herinde er der kun os to. Hvis du ikke har lyst mens de er her, så finder vi en løsning." Forsigtigt strøg han en smule hår væk fra hendes pande, mens han modstod fristelsen til at give den et beroligende kys.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 7, 2017 13:19:36 GMT
Ealasaid åbnede forsigtigt sine øjne da hun hørte ham hviske, hvorefter hun løftede sit blik op mod hans. Hendes øjne var en anelse blanke, men alligevel bredte der sig et smil på hendes læber. "Hvad mener du?" Spurgte hun lavmælt og løftede sine øjenbryn i en spørgende mine. "Er der en løsning?" Tilføjede hun og snøftede en enkelt gang, inden hun bøjede benene op under sig. Måske var Taran ikke så slem endda, måske havde hun taget helt fejl af ham.
|
|