|
Post by Taran Weasley on Jun 20, 2017 22:07:27 GMT
30. juni, tilegnet Ealasaid M. WeasleyTonerne fra de indbudte musikanter klingede ud igennem Vindelborgens smuldrende mure, som den stolte gamle borg dannede rammen om det længe ventede bryllup mellem Taran Weasley og Ealasaid MacMillan. Trods de dunkle omstændigheder den sorte død havde lagt over landet, var der fra værtsfamiliens side gjort hvad der var muligt for at gæsterne for en kort stund kunne glemme død og elendighed. Maden var måske ikke overdådig, og vinen var tyndet op, men musikken var lystig, og for en stund bredte latter og sang sig på Weasleyfamiliens jorde, der ellers led ligeså hårdt som alle andre.
Vielsen var efterhånden vel overstået. Taran havde stået stolt og rank, som præsten havde bundet det fine silkebånd om deres hænder, før farven var blusset op i hans kinder da de livlige Weasleykvinder havde opfordret ham til at kysse sin nye viv. Resten af aftnen havde han opført sig galant og høfligt som de mange lykønskninger var regnet ned over dem, men som festen blev sluppet fri af banketten begyndte det efterhånden at blive en kamp for den krigsplagede soldat at beholde det muntre smil på sine læber. Ikke fordi han ikke var glad, Ealasaid var et godt parti og der var noget ved den rødhårede unge heks der fik hans mavegulv til at summe, men som gæsterne begyndte at indtage dansegulvet forblev han dog plantet ved højbordet hvor han stjal sig et enkelt øjeblik til at lukke øjnene og forsøge at finde flere kræfter til den lykkelige forening.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jun 21, 2017 16:04:59 GMT
Ealasaids aften havde været glimrende, hun havde haft de fleste af dem hun ønskede til brylluppet og på trods af pestens hærgen i landet, kunne hun holde modet oppe. Hun var dog alligevel ved at være nervøs for den sidste del af aftenen, hendes veninder havde fortalt hende alle mulige mystiske ting. Hun var bange for at det måske ville gøre ondt og selvom hun holdt meget af Taran, kendte hun ham så lidt at intimiteten virkede skræmmende.
Nu da dansen var gået igang var Ealasaid dog i sit es. Hun var klar over at hun ikke kunne danse meget med sin ægtemand, men hun var ikke tilbageholdende overfor andre der bød hende op. Til sidst havde hun dog brug for en pause og satte sig ned ved siden af Taran og se på ham med et lysende blik i sine øjne. "Jeg håber ikke du har noget imod jeg danser. " Sagde hun og blottede tænderne i et stort smil.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jun 22, 2017 18:20:19 GMT
De blå øjne gled op, da en velkendt stemme lød i nærheden, og et smil gled over hans læber da de landede på hans unge viv. At hun måtte danse med alle de andre unge mænd til festen skar en smule i hans stolte hjerte, og alligevel gled et overbærende smil over hans læber. "Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene hvis jeg bænkede dig på din bryllupsdag." Han blinkede let til hende, mens han kæmpede en hård kamp for at holde skammen og frustrationen ude af sit blik
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jun 22, 2017 20:22:14 GMT
Ealasaid vidste ikke at Taran sad og skammede sig, derfor smilede hun blot stort, uden helt at kunne miste glæden over den storslåede fest. "Nej, men nu skal jeg vist have en pause." Bemærkede hun og grinede en anelse, inden hun rakte ud efter sit bæger med vin. Det var dejlig befriende at hun kunne drikke uden at hendes mor betragtede hende med et opmærksomt blik. Hun var voksen og gift nu og kunne næsten tillade sig alt.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jun 25, 2017 22:14:48 GMT
Knuden i Tarans mave løsnede sig en smule, da hans unge brud grinede til ham. Hun var ved godt mod, hvad han vidste om kvinder, så var det vigtigt på deres bryllupsdag. "Så hvil benene lidt hos mig" Han blinkede let til hende før han spørgende løftede kanden for igen at fylde hendes bæger, hun ville få brug for det senere, det ville de begge. Tanken fik ham til at rømme sig let, og kigge ud i salen i et tappert forsøg på at komme på andre tanker. "Er dagen gået som du havde ønsket dig?" Vindelborgens riddersal var ingen tronsal, og alligevel var Taran stolt over sit hjem - deres hjem.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jul 6, 2017 18:31:42 GMT
Ealasaid vidste ikke helt hvor meget hun kunne drikke før det gik galt, mest fordi hun aldrig havde fået mere end et eller to bægre i løbet af en aften. Nu hun havde tømt sit tredje, fornemmede hun alkoholens virkning og holdt sig derfor lidt tilbage med at drikke sit fjerde. "Ja, den har været glimrende. Omend jeg havde håbet på flere gæster - men der er jo mange der måtte blive hjemme på grund af pesten." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. "Det er der jo ikke så meget man kan gøre ved. Jeg havde nu bare håbet på et stort bryllup. Det er jo kun en gang i livet." Hun smilede skævt med et blik der var en smule opmuntrende, for at han ikke skulle tro hun var helt skuffet.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jul 13, 2017 20:03:32 GMT
Taran rømmede sig lidt, da hun nævnte den åbentlyse grund til manglen på gæster. Han var temmelig sikker på at de fleste indbudte gerne ville glemme sygdommen for en stund med den festlige lejlighed, men han nænnede ikke at fortælle hende at andre nok var blevet væk med vilje. Weasleyslægten var hverken rig eller indflydelsesrig, og deres stærke loyalitet til kronen blev ikke altid vel modtaget. "De folk der betyder noget er her, er det ikke det vigtigste?" Han smiltede varmt til hende og tog glasset op til munden igen. Vinen var begyndt at stige ham en smule til hovedet, men til gengæld dulmede den hans flossede nerver.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jul 14, 2017 20:46:47 GMT
Ealasaid nikkede langsomt mens hendes blik vandrede hen over salen, hvor gæsterne dansede i deres smukke klæder. Det var mærkeligt at aftenen snart ville være ovre og hun skulle starte sit nye liv. Hos mennesker hun næsten ikke kendte, langt væk fra sin familie. Hun håbede bare hun kunne leve op til sin nye families forventninger. "Ja, det er selvfølgelig sandt." Sagde hun og smilede en anelse, inden hun vendte blikket mod ham. "Har du ellers haft en god aften?" Spurgte hun og blottede tænderne lidt.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jul 14, 2017 20:54:24 GMT
De fleste havde kun en bryllupsdag, men Taran var så velsignet at han havde haft to. Velsignet var dog det sidste han følte sig som han lod blikket glide rundt i salen, for på trods af at hans rødhårede brud gav ham et smil på læberne, fik vinen ham ikke til at glemme den glædens dag det havde været første gang. At sammenligne de to var ikke retfærdigt overfor Ealasaid, men at gøre et ihærdigt forsøg på at leve i øjeblikket, syntes nærmere at have den modsatte effekt. Kuren måtte være mere vin, som han tog en voksen tår af bægeret før han med et smil besvarede sin unge viv. "Meget. Du ser meget smuk ud." Med et markant blik forviste han billedet af hans første kærlighed, og kunne i stedet fæstne sig ved det fregnede ansigt foran ham.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jul 14, 2017 21:06:51 GMT
Ealasaid smilede let over hans ord inden hun slog blikket ned og forsøgte at samle sig lidt. Hun følte at hun burde blive glad over hans kompliment, men det virkede en smule påtaget. Måske var han stadig vred over det der var sket til juleballet? Hun følte sig en smule tung og rejste sig derefter med et undskyldende smil. "Jeg vil lige gå lidt ud på gangen.." Sagde hun og løftede lidt i sit skørt, inden hun gik mod døren og ud på gangen, uden at se på ham.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jul 14, 2017 21:27:17 GMT
Taran havde aldrig været god til at håndtere kvinder. Særligt ikke efter årene i krigen, hvor deres delikate væremåde var blevet gemt bag blod og mudder. Da hans unge viv rejste sig, blinkede han derfor også blot let med øjnene, før et sigende blik fra hans moder fortalte ham at han skulle følge efter. Som han rejste sig, steg vinen der var gledet ned i løbet af aftnen ham endelig til hovedet, og han måtte støtte sig til bordpladen som han genvandt fatningen. Fordelen ved fuldskaben var at det forbandede knæ gjorde mindre ondt, og stokken fik derfor også lov til at stå, mens han med lettere sejlende skridt fik indhentet sin hustru. "Ea.. Er alt vel?" De lyse øjne svømmede en smule som han lagde en hånd på hendes skulder og fik malet et lille smil frem på læberne.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jul 16, 2017 16:09:02 GMT
Det var rart at komme væk fra gæsternes blikke og selvom hun egentlig gerne ville være alene, var det bekræftende at Taran var fulgt efter hende. Hun vendte sig halvt om og så lettere spørgende på ham inden hun trak let på skuldrene. "Du virker så glædesløs." Sagde hun og så undersøgende på ham mens hun løftede øjenbrynene let. "Jeg havde håbet på at du ville være glad over at blive gift med mig." Sagde hun og famlede lidt med sine hænder.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Jul 16, 2017 20:41:20 GMT
Taran måtte blinke let med øjnene ved hendes ord, der fik en sær knude i hans mave til at binde sig. Han havde forsøgt at skjule de modstridende følelser der herskede i ham, men sammenbidt måtte han sande at hans unge viv, ligesom hans mor og søstre besad evnen til at se lige igennem ham. Han rømmede sig let, men vinens slør gjorde det ikke lettere at finde de rette ord. "Jeg er glad Ea, det er jeg." Han forsøgte at forsikre hende, mens hånden på skulderen gav hende et lille klem.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jul 25, 2017 9:17:30 GMT
Ealasaid havde ikke meget erfaring med mennesker som Taran, hun følte slet ikke han var glad. Det skyldtes måske mere, at hendes form for glæde var overdøvende ekstatisk. For Ea var man ikke glad, hvis ikke man rendte rundt og dansede og sang som om der var intet ondt i verden. "Det virker ikke sådan. Er det fordi jeg kyssede med en til jul? Jeg har jo sagt til dig at der ikke skete mere. Det var bare en fejl. Intet andet." Sagde hun og begyndte at græde lettere fortvivlet.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 13, 2017 19:17:35 GMT
Knuden i Tarans mave løste sig ikke, da sarte tårer begyndte at trille ned over hans hustrus kinder, og hun endnu engang bragte episoden med Potterdrengen på banen. Han havde håbet at deres samtale i Hogsmeade havde været den sidste omhandlende emnet, men hendes tårer forhindrede ham i at hidse sig op. I stedet stod han i flere sekunder handlingslammet, ude af stand til at vide hvad han skulle stille op med den grædende kvinde han for få timer siden havde svoret at ære og beskytte. Med en lettere klodset hånd fik han endelig tørret hendes umiddelbare tårer væk, før de blå øjne lagde sig på hende, med et kejtet, forsikrende smil. Han vidste hvordan han skulle håndtere fjendtlige ryttere der kom tonsende imod ham, men han havde ingen ide om hvad man gjorde ved en attenårig ung kvinde der nærmest uprovokeret begyndte at græde. På trods af familien han levede i, havde krigen spoleret hans evne til spontant at uddele kram, og han måtte i stedet forsøge sig ved at ligge en kejtet arm omkring hende som trangen til at trøste det grædende væsen opstod. "Nej Ea. Det er i fortiden. Du og jeg er fremtiden, og det glæder mig." Han var mere alvorlig end sprudlende, som han kiggende indgående ned på hende og tydeligvis mente sine ord.
|
|