Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Avery var sjældent særlig udspekuleret, og alligevel havde hun haft skjulte bagtanker da hun havde spurgt sin kammerat om han ville kaste lidt rundt med en tromler. Den unge ravn savnede tydeligvis queerditchturneringen, og det havde derfor også føltes helt naturligt at flyve grinene rundt på sin kost en lørdag eftermiddag, og udfordre den et år ældre skolekammerat i vågede kast.
Solidt nede på jorden, kunne den korte troldmand dog plante det frø, det havde kildet i hendes mave efter at sætte i jorden under hele flyveturen. Hun forstod ikke helt hvorfor det føltes sådan, hun bildte sig selv ind at det var spændingen, og alligevel måtte hun håbe at den friske vind gav en undskyldning for hendes rosa kinder, da hun rakte en græskartærte frem imod Diarmad. "Jeg har smuglet lidt med ud fra køkkenet. Jeg syntes vi har fortjent det." Diskret noterede hun sig, at den unge løve fik rakt den hvis form var lettere oval, og som desuden omhyggeligt var doseret med amortentia, før hun med et lille smil tog en bid af sin egen.
Post by Diarmad MacFusty on Apr 12, 2017 19:05:56 GMT
Diarmad var som enhver anden teenagedreng i voksealderen efter fysisk anstrengelse - sulten. Han dumpede ned på en af bænkene med Avery, før han glædeligt tog imod hendes foræring. De havde ikke været modstandere i et år og det havde gjort under for hvordan han betragtede. Hun var nu mere eller mindre komplet som en ekstra lillesøster, i tilgift til de to han havde i forvejen.
"Fedt, tak Aves," fik han lige hurtigt frem, før han frådende kastede sig over græskartærten, der røg ned i færre bidder end man måske troede muligt. "Godt tænkt," konstaterede han, imens han stadig havde munden halvt fuld.
Post by Avery Slughorn on Apr 13, 2017 7:56:13 GMT
Avery spiste sin egen tærte en smule mere omhyggeligt, som hun i stedet betragtede hvordan Diarmad på nærmest magisk vis fik sin til at forsvinde. Spændingen i maven blev ikke mindre, da hendes plan begyndte at udfolde sig, det var i hvert fald for sent at fortryde nu, da hun med et skævt smil fangede angriberens blik. "Det er det jeg gør.. Tænker" Hun blinkede til ham med et lille grin, som om det var den ting der adskildte de to, mens hun prøvede at opføre sig så naturligt som muligt, med blandet succes.
Post by Diarmad MacFusty on Apr 13, 2017 13:12:59 GMT
Diarmad fnøs af hendes selvfede bemærkning og gav hende en albue i siden, før han sank den sidste bid og knækkede lidt med nakken. Han svarede dog ikke, men stirrede i stedet lidt ud i luften, indtil et svagt smil trak i hans mundvige.
"Hey, Aves?" Han skottede en smule til hende og klarede halsen svagt.
Post by Avery Slughorn on Apr 13, 2017 20:01:41 GMT
Avery gengældte blidt albuen i siden, uden at opildne til nogen egentlig slåskamp, mens smilet forblev på hendes læber. Hun var næsten ved at tro at det ikke virkede. At de på Hebriderne blev opfostret på så hård kost at amortentia ikke bed på ham, eller at hun måske havde givet ham den forkerte tærte. Den lille bevægelse hendes mundvige lavede var derfor også lettere ængstelig, som hun forsøgte ikke at stirre, mens hun alligevel kæmpede for at aflæse forandringer i det velkendte ansigt. Fokuseret som hun var, uden helt at vide hvad hun kiggede efter, slog hendes hjerte derfor også et halvt slag over da den anden talte igen, og hun rettede sig lidt for brat op, mens hun knugede fingrene om bænkens sæde. "Ja..?"
Post by Diarmad MacFusty on Apr 13, 2017 21:00:50 GMT
Det var en ret mærkelig følelse, som Diarmad ikke helt forstod, men han var pludselig helt overbevist om, at Avery var langt fra at være en søster. Han huskede de havde været til yuleballet sammen og pludselig fik den fest helt nye betydninger i hans hoved. I situationen stoppede han ikke op og undrede sig, men vendte sig blot imod den yngre pige og vidste, at han måtte gøre det lige med det samme.
Så det gjorde han. Kyssede hende; direkte på læberne, som den eneste klare måde at formulere det han pludselig følte for hende.
Post by Avery Slughorn on Apr 13, 2017 21:15:14 GMT
Avery havde forventet endnu en vittighed som om intet var hændt, måske et spørgsmål om hvorfor han pludselig havde det så underligt, men da deres læber endelig mødtes stivnede hun, som om det i øjeblikket kom fuldstændig bag på hende da det rent faktisk skete. Hun blev først bleg i ansigtet, overrasket, på trods af at hun havde vejet mulighederne tusinde gange i hovedet, derefter begyndte blodet at strømme op i hendes kinder. Hun havde fået det beskrevet hvordan det føltes når hendes drømmende kollegiekammerater havde holdt hende vågen på sovesalen, og bildt sig selv ind at hun umuligt kunne have det ligesådan. Siddende over sin kedel på pigernes hemmeligheder havde hun påstået at hun blot var nysgerrig. Det var et feltstudie, endnu en grænse hun skulle prøve af, og alligevel slog hendes mellemgulv kolbøtter, og hun lænede sig instinktivt en smule ind imod den unge løve mens hendes øjne gled i og hænderne strammede sig om bænken til knoerne blev hvide.
Post by Diarmad MacFusty on Apr 13, 2017 22:48:13 GMT
Intet føles mere rigtigt i det øjeblik. Måske kun, da Diarmad trak sig væk og så Avery dybt i øjnene, helt betaget af hende. Hun måtte være den smukkeste pige han havde set og det undrede ham, at han ikke havde set det før.
"Hvor er du dog dejlig," bemærkede han. "Har du lyst til at være min kæreste?"
Post by Avery Slughorn on Apr 13, 2017 23:27:16 GMT
Avery åbnede øjnene igen, da deres læber skiltes. Hendes kinder var blevet højrøde, mens hun kæmpede imod de galloperende følelser i hendes mellemgulv, og rebellen der prøvede at fortællende hende at hun var et rødmende fjols. Hun fik dog dårligt lov til at synke øjeblikket, før Diarmads kunstige forelskelse rev dem videre. Kysset havde føltes ægte. Hun havde intet at sammenligne det med, men da han ud af det blå spurgte om de skulle være kærester, blev hun mindet om at hun selv havde fremkaldt situationen. Snebolden var begyndt at rulle ned af bjerget, og med hænderne stadig krammet om bænken var hun ikke sikker på at hun kunne stoppe den. Hun prøvede at bilde sig ind at det var Diarmad der spurgte, og alligevel kunne hendes skrappe sind ikke afvise at hun talte til en kærlighedseliksir. Hun mærkede et stik af dårlig samvittighed, men det var for sent at fortryde nu. Alligevel måtte hun bide sig en smule i læben. "M.. Mener du det?"
Post by Diarmad MacFusty on Apr 15, 2017 14:26:41 GMT
Det var ikke fordi han ikke ville have forstået det, hvis hun havde sagt nej. Det betød ikke, at han ville give op, for at opnå Avery virkede pludselig som det vigtigste i verden. Han var dog - næppe - den eneste der havde indset hvor sød og perfekt hun var og han forventede at måtte slå nogen væk for at få hende - eller beholde hende.
Hendes stammen registrerede han knapt, som han blot smilede automatisk. "Ja, selvfølgelig. Er der nogen jeg skal tæve først?" Brynene trak sig lidt sammen. "Har jeg en rival?"
Post by Avery Slughorn on Apr 17, 2017 20:31:09 GMT
Avery prøvede at opfange den smag hans kys havde efterladt på hendes læber. Hun havde brug for at mærke hvorfor det her havde været en god ide, for som snebolden rullede og rullede blev hun mere og mere usikker på om det rent faktisk var den ufarlige plan hun havde brygget på, ude på pigernes hemmeligheder. Hun forsøgte sig med et smil. Hvis hun opførte sig naturligt, kunne det også være at Diarmad ville. Om end andet, så kunne hun i hvert fald glæde sig ved at hendes bryg så ud til at virke. Måske ville Diarmad grine af det når effekten på et tidspunkt aftog.. Måske ville hendes bryg have plantet et frø? Hun lod igen tungespidsen glide over læberne og rødmede let, før hun rømmede sig. "Nej." Hendes indre ballademager var fristet til at sige ja, men sandheden var at han nok var hendes eneste beundrer, magisk påvirkning eller ej. "Jeg tror at du har mig for dig selv, slagsbror." Hun slog ham let på skulderen, før hun sendte ham et bredt grin.
Post by Avery Slughorn on Apr 17, 2017 21:06:45 GMT
For Avery havde det at kysse altid været to sæt læber der mødtes. Hun havde ikke troet på pigerne på hendes sovesal der drømmende fortalte om hvordan det var det bedste nogensinde, men som Diarmad intensiverede hendes andet kys nogensinde og fik sommerfuglene til at springe rundt i hendes mave, måtte hun bide i græsset og give dem ret. Hendes kinder blev på ny højrøde, og hun lukkede øjnene, indtil det endelig blev for meget af det gode, og hun skildte de to ad igen. "Hvordan er det.. At kysse mig?" Hun lagde hovedet let på skrå, og bed sig i læben. Endnu engang glemte hun at svaret hun ville få var sløret af forelskelsens rus, men i stedet studerede hun opmærksomt sin ven, mens hun kæmpede med at få ro på sommerfuglene.
Post by Diarmad MacFusty on Apr 20, 2017 21:10:47 GMT
Diarmad fulgte lidt med, da Avery trak sig væk, før han resignerede og blot fugtede læberne en smule. Han smilede dumt over spørgsmålet og trak på skuldrene. Ikke ulig enhver anden teenagedreng, der var ægte forelsket.
Post by Avery Slughorn on Apr 20, 2017 21:36:29 GMT
Averys kinder blev højrøde ved queerditchkaptajnens ord. På trods af at hun var uprøvet, var hendes sind ikke uskyldigt, og selvom hun ikke kendte de finere detaljer, vidste hun godt at man kunne gøre andre ting end at kysse. Tanken fik hendes ansigt til at blusse, som hun hastigt så væk, mens ord og muligheder blev til en mærkelig stiv grød i hendes hoved. "Det.. Tror jeg ikke at jeg tør." Fik den unge ravn til sidst fremstammet. På trods af at hun brystede sig af at være frygtløs, kunne hvirvlen i hendes indre ikke tage sig sammen til at opretholde hendes hårde facade, og ordene der kom ud af hendes mund var derfor også hudløst ærlige, som blikket lettere undskyldende fandt Diarmads. Ikke fordi hun var bange for at knuse hans kunstigt svulmende hjerte, men nærmere fordi hun skammede sig en smule over at det svulmede i første omgang.