|
Post by Blance d'Montacute on Feb 19, 2017 22:24:39 GMT
Det var første gang Blance var i Jaquets engelske hjem og det var også første gang hun var blevet inviteret. Sikker på, at der var en bagtanke, var hun fulgt med ham med en hvis skepsis. Hun var dog tilpas dannet til at vente til de rent faktisk var i huset og alene, før hun vendte sig imod sin storebror og så afventende hele vejen op på ham. "Hvorfor er jeg 'er, Jaq?" Hun gik ikke rundt om den varme grød. Hvorfor skulle hun? Han var ingen hun skulle imponere.
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 19, 2017 22:44:11 GMT
"Du er her fordi at vores far har bestemt at du skal giftes.." lagde Jacquet ærligt ud med til en start. Han trak vejret dybt ind. Det var nok lige netop denne del der langt fra var det sjoveste, hvis man overhovedet kunne sætte noget af det øverst, som nederst.
"Jeg har haft fornøjelsen af at møde Mortimer Borgin, han er et godt parti" at hun ikke havde ret meget tid til at forberede sig til mødet, kunne han godt have planlagt bedre. Men jo før de gjorde hinanden bekendtskab, jo længere tid havde begge til at vende sig til tanken.
De lyse bryn trak sig sammen. ".. Han glæder sig desuden til at se dig Blance" bemærkede han og forsøgte at sende hende et opmuntrende smil.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Feb 19, 2017 23:07:11 GMT
Blance havde overvejet en del muligheder og eftersom hun hverken var dum eller i tvivl om sin egen position i samfundet, havde et ægteskabstilbud været på listen. Da det reelt blev bekræftet, måtte hun dog alligevel synke en gevaldig klump, før hun overhovedet kunne lytte til resten. Hun blev noget bleg om næbbet og knyttede hænderne sammen, før hun tog en dyb indånding.
"Mortimer Borgin," gentog hun med en lettere hul stemme, imens hun så en gammel, indskrumpet mand for sig. Sådan lød det navn i hendes ører. Og næsten lige så alarmerende. "Han er ikke adelig?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 20, 2017 21:00:55 GMT
Jacquet skulle have set det komme. Han var dog glad for at det denne gang ikke havde været ham der personligt havde valgt sin søsters forlovede. Denne her gang havde hans far været inde over. Han trak vejret dybt ind. "Men han er arving til et stort købmandsimperium." sagde han med et enkelt hævet bryn. Han ønskede ikke at sænke Blances forventninger, heller ej gøre hende fortvivlet over hendes fremtid. Selv så han intet problem i det, men nu var han også forelsket i en lavadelig kvinde som arbejde som underviser.
Hans blå øjne hvilede mod hans lillesøster, inden han valgte at sætte sig. Det kunne godt komme til at tage en del længere tid end han lige havde regnet med.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 21:52:37 GMT
Blance var ikke urimelig. Hun vidste, at hun skulle giftes. Når hun havde overvejet tanken havde det bare ikke været så... Tæt på. Hendes hals snørede sig lidt sammen ved tanken om en borgerlig købmand og hun vendte blikket væk fra Jaq, før hun rystede langsomt på det krøllede hoved.
"En borgerlig" gentog hun på klingende fransk. "Hvorfor ville fader gifte mig med en borgerlig? Har jeg gjort noget galt?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 20, 2017 22:02:50 GMT
"Blance!" Jacquet var ikke god til at hæve stemmen og blive vred overfor sine søstre, han endte altid med at have dårlig samvittighed efterfølgende. Men det gjorde et eller andet ved ham når det blev talt ned om folk.
"Selvfølgelig har du ikke gjort noget galt. Det er en god forbindelse for familien." bemærkede han med et lille suk. Han vidste ikke om han skulle rejse sig op og gå hen for at holde om hende, eller om han bare skulle lade hende stå mutters alene på gulvet. En ung pige som hende var ikke altid til at finde ud af, og han ville nødigt risikere at gøre hende i dårligt humør.
"Kom, sæt dig ned Blance" sagde han med rolig stemme.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 23:05:52 GMT
Blance hoppede en anelse, lettere overrasket over at Jaq ville råbe af hende. Hun vendte sig imod ham og betragtede ham betuttet, før hun endte med at sætte sig ned, på trods af uviljen i sit ansigt.
"Hvad skal fader bruge en købmand til?"
Hun var ikke urimelig. Hun vidste jo godt, at hendes ægteskab ville blive for at bedre hendes familie. I hendes tanker havde det bare altid været med en adelig mand. Hun betragtede normalt ikke sig selv som en snob, men der var alligevel noget, der gnavede.
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 21, 2017 19:28:09 GMT
De lyse rynkede bryn rettede sig, som blikket i Jacquet blev mere mildt som han kiggede på sin yngste søster. Han var presset nok i forvejen, og selvom det ikke var hendes skyld skulle der bare ikke særlig meget til før han blev frustreret. "Mortimers familie rejser rundt med skib ved jeg, og jeg er sikker på at de får handlet sig til udsøgte ting" sagde han med et let skuldertræk.
"Der sidder et intelligent hoved på dine skuldre Blance, hvis du giver det tid er jeg sikker på et tidspunkt kan forstå hans beslutning. Måske ender du med, rent faktisk at syntes om den" bemærkede han med et roligt smil.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Feb 21, 2017 20:26:29 GMT
Blance var intet luksusdyr, selvom hun kunne nyde en smuk kjole lige så vel som andre. Alligevel var finansiel stabilitet højt på hendes ønskeliste for en mand og hun sank en enkelt klump og lidt af sine protester, som hun stirrede ud i luften. Blikket vendte sig imod storebroren og hendes bryn var tæt sammentrukne, som han roste hendes hoved.
"Han betaler for mig," konstaterede hun simpelt. Hun forstod det skam udmærket. "Købmanden betaler for mig og får til gengæld adeligt blod i deres linje." Hendes blik flakkede ikke, som hun gjorde rede for fornuften i faderens beslutning. Til gengæld var hun reelt nysgerrig. "Hvor mange galleoner er jeg værd, Jaq?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 21, 2017 21:05:23 GMT
Jacquet havde ikke ville formulere det som hun gjorde nu. Det lød meget mere barsk end det var, håbede han. Han blinkede svagt med sine øjne og stirrede på hende i stilhed som Blance forklarede videre om sin påstand. "Familien har sikkert også gode forbindelser, det er ikke altid at en adelig har brug for at gifte alle sine døtre væk til andre adelige" sagde Jacquet roligt. Alliancer kunne komme alle steder fra, så længe familien havde noget at tilbyde.
"Jeg ved ikke hvor meget du er værd Blance, for mig, personligt er du mere værd end nogen nogensinde ville kunne nå at betale, selvom de lagde til side i flere generationer" bemærkede han og sendte hende et smil. Hun var hans søster, og familie var vigtigt for ham.
"Det er sådan nogen spørgsmål der er bedst givet videre til vores fader. Selvom jeg tvivler at han rent faktisk ville give dig et ærligt svar" sagde han og gjorde tegn til tjenestepigen i døren så hun kunne komme ind med lidt let mad og drikke.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Feb 21, 2017 21:19:23 GMT
Blance fnøs lavmælt over Jacquets bløde side, der trådte frem i halvdelen af hans svar til hende. Hun sendte ham et tørt blik, der dog ikke helt formåede at skjule en svag varme over hans ord. Han var fjollet, hendes storebror. På en måde en blød bamse, men også det helt modsatte.
"Hvornår skal jeg giftes med ham? Næste sommer efter skolen?" Hun antog, at det var tilfældet. Mest af alt fordi skolegang havde været prioriteret af hele familien indtil videre. Det var dog ikke uhørt, at piger blev taget ud tidligere, hvis der var et godt bud foran dem.
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 22, 2017 20:52:09 GMT
Jacquet havde håbet at det ikke var ham der skulle sige det til hende. Men hun var nysgerrig af sind, og det kom derfor ikke bag på hende at hun allerede nu spurgte ind til detaljerne omkring hendes kommende bryllup. Det var ikke ham der havde bestemt det, og mente et eller andet sted at det var en opgave for deres far. Han sukkede derfor lidt.
"Du skal giftes til sommer" sagde han ærligt. Det var sådan det var blevet bestemt. Selvom han ikke så nogen grund til at det allerede skulle ske nu. Så længe var der heller ikke til at hun var færdig.
Men end ikke Jacquet havde formået at gå imod sin fars ord.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Feb 22, 2017 23:57:51 GMT
Blance blinkede over svaret og selvom hun udmærket vidste, at det skete, så blev hun alligevel tør i munden over, at det var så snart. Hun sank en genstridig klump og så væk, imens hendes øjne pludselig sved en smule.
Hun var næsten blevet femkampsdeltager. Hun havde næsten vist, at piger fra Montacutefamilien også kunne noget. Og nu skulle hun giftes med en eller anden gammel købmand inden hun overhovedet gjorde sin uddannelse færdig.
Det var for meget at rumme, selv for den ellers fattede krøltop. Hun magtede det simpelthen ikke og et øjeblik senere kunne man høre hende snøfte ind, som hun forsøgte ikke at græde.
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Feb 23, 2017 22:33:32 GMT
Jacquet havde siddet lidt i sine egne tanker, blev blikket tomt frem for sig. Han blinkede lidt med sine øjne da Blance begyndte at snøfte. Han trak vejret dybt ind og rejste sig så han kunne sætte sig over ved siden af hende.
"Så.." sagde han stille som han lagde en hånd på hendes skulder. Han lagde hovedet lidt på skrå i et forsøg på at fange hendes blik. Han var ingen ekspert på området, og vidste ikke helt om de selv samme følelser han havde haft i sin tid omkring hans eget bryllup overhovedet kunne sammenlignes med lillesøsterens situation.
"Jeg kan prøve og snakke med far" sagde han stille. Ikke at det nødvendigvis ville ændre på noget, men hun skulle ikke føle at han ikke ville forsøge.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Feb 23, 2017 23:09:09 GMT
Blance snøftede ind igen og klarede halsen, imens hun hurtigt blinkede tårerne væk. Hun græd sjældent og næsten aldrig foran andre mennesker, men det var for meget med så mange omvæltniner på en enkelt dag og hun havde brug for tid til at tænke. Da Jaq tilbød at tale med deres far, rystede hun dog på hovedet, før hun tørrede sine øjne og så ham i øjnene.
"Du ved godt, at det ikke hjælper, hvis han allerede har lavet aftalen," svarede hun, næsten fattet, selvom hun tydeligvis ikke havde fuld kontrol over sine egne følelser. "Jeg ville bare ønske, at jeg kunne gøre skolen færdig."
|
|