Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Lionel stod for en hel del af det praktiske arbejde derhjemme og i dag havde det betydet endnu en ridetur i et fuldstændig rædselsfuldt vejr. Hans fødder var omtrent blå, som han sank ned i det nærmest skoldende vand og kollapsede mod karrets træbund. Den eneste fordel ved frostvejret var, at der ikke sad kager af mudder i alle revner af kroppen, men snarere istapper fra skægget. Til gengæld var han også i en hvis fare for at samle en af de beskidte muggleres sygdomme op. Han og husalfen søgte at bedre denne uhumske situation med et bad, der både var så varmt, at hans hud var helt lyserød og med urter i vandet, der sendte en sødlig duft ud i sovegemakket. Det var helt klart, at han ikke var en afslappet mand, selvom han sank sammen med ryggen imod karrets kant og næsten lukkede øjne.
Marie havde ikke været ude i vejrets strabadser, men det betød ikke at hun havde daset dagen væk. Tværtimod var hun mentalt udkørt, som hun vendte tilbage til sine og Lionels kamre efter flere timer i selskab med sin svigermor. Hun forventede ikke at finde andre i sovekammeret, men da hun åbnede døren afslørede duften og dampen en andens tilstedeværelse med det samme.
Et lille smil trak på på hendes læber, som hun lukkede døren bag sig og trådte ind i rummet. Blikket gled mod skikkelsen i badet og hun tøvede ikke med at krydse afstanden, selvom skridtene var tålmodige. Et enkelt, blidt kys landede mod hans pande i hilsen.
Lionels øjne gled op ved lyden af et andet menneske. Han var sjældent uopmærksom på, at han levede i en farlig verden og først da han havde set, at det var Marie, sank han tilbage igen. Han så op på hende, som hun plantede et kys på hans pande. Et lille fnøs forlod ham over konstateringen og han brummede lidt som svar.
"Intet under," konstaterede han tørt. "Det er en verden af is og sne udenfor. Det er for det bedste, at du bliver inde."
Marie slap en lyd, der kun kunne kategoriseres som enig, før hun sank ned på en lille træskammel ved siden af karret. "Det vil jeg ikke argumentere imod," svarede hun med en lille gnist i de lyse øjne, mens kølige fingerspidser gled gennem badevandets overflade.
De strejfede en arm i et blidt kærtegn, mens hun lagde hovedet på skrå og betragtede den forfrosne mand i karret. "Gik alt som det skulle?"
Lionel var helt nedsænket i det varme vand og rystede ikke længere af kulde. Til gengæld kunne han tydeligt mærke, da Marie strejfede hans arm. Et vågent blik fulgte hendes fingerspidsers dans på vandets overflade, som han brummede en smule uinvesteret.
"Der er styr på tingene nu. De vil ikke forsøge at sætte sig op imod Malfoy igen." Hans blik var en anelse mørkt, som han stirrede ud i luften.
"... Fader leder efter en hustru til Paxton," konstaterede han. Sladderen havde endelig nået hans egne ører.
Marie var ikke meget interesseret i hvad der foregik med bønderne, men hun vidste at hun ikke kunne ignorere dem helt. Hun var dog fint tilfreds med svaret og søgte ingen uddybelse, som fingerspidserne fortsatte op over hans arm og fulgte et synligt kraveben. Det samme gjorde hendes blik.
"Oui?" bad hun lavmælt. "Hvad mener Paxton om det?"
Lionel lod Marie fortsætte de små kærtegn, selvom han ikke rigtig reagerede på dem. Hans krop var optaget af, at blive varmet op udefra og ind, efter den lange tur. Det var et bevis på hendes status i hans liv, at han stolede nok på hende til at lade hende være så nær sin hals og stadig lukke øjnene i med et tungt suk over spørgsmålet.
"Det må guderne vide," konstaterede han. "Jeg tror ikke han er klar over det endnu." Han åbnede øjnene igen og stirrede ud i luften. "Han vil have ham gift hurtigt, fordi vi ikke har fået en søn endnu."
De små kærtegn standsede ved de sidste ord og i nogle sekunder var blikket rettet mod sin egen hånd, fremfor at se Lionel i øjnene. Barnløsheden, trods flere graviditeter og et utal af forsøg, var et mere end ømt punkt. Fingrene krøllede sig sammen og hun trak armen til sig.
"Der er ikke engang gået et år," bemærkede hun lavmælt, men uden megen overbevisning.
Post by Lionel Malfoy on Feb 14, 2017 22:16:09 GMT
Det gik ikke Lionel forbi, at Marie trak hånden til sig. Heller ikke selvom han knapt havde ladet sig mærke med det. Der gik dog et øjeblik før han så på hende og det med en lettere dyster mine.
"Og der kommer til at gå endnu et år, før Paxton er færdig på Hogwarts," pointerede han. "Men lad ham fortsætte sit elendige projekt med at sikre arvefølgen igennem den vej. Så lader han måske os være i tid nok til at vi kan sikre den for alvor." Han løftede sin ene hånd op af det varme vand og lukkede den insisterende om Maries uden at slippe hende med blikket.
Da stærke fingre lukkede sig om hendes hånd, måtte hun alligevel se op og møde hans blik. Et svagt smil trak i mundvigene og den frie hånd fandt omkring hans, før hun bøjede nakken og trykkede et blidt kys mod den våde hud. "Det kommer til at lykkes," sagde hun lavmælt, ikke så meget en forsikring, som det var en overbevisning.
Der var ingen tvivl om, at hun ønskede at give Lionel en søn. Der var dog også en lille del af det, der handlede om at bevise at Nicholas Malfoy kunne tage fejl.
Post by Lionel Malfoy on Feb 15, 2017 15:37:01 GMT
Lionels blik var næsten ømt, som han så Marie kysse den hånd, der klemte let om hendes. Han tog en dyb indånding og brummede bekræftende. For ham var det ikke hverken forsikring eller overbevisning; det var et desperat ønske. Han var ung endnu, men hun havde mistet flere børn og han vidste, at Nicholas så på dét som et tegn på, at der aldrig ville komme et.
"Vil du vaske mig?" Hans stemme var en anelse hæs, som en tommelfinger strøg over Maries.
Der var en eller anden form for ømhed mellem dem, som stadig var ny, men som samtidig fik hendes hud til at sitre. Måske fordi hun endelig følte, at hun var ved at bryde gennem den hårde skal, der havde adskilt dem tidligere. I hvert fald værdsatte hun det og ved spørgsmålet trak det blot lidt op i hendes mundvige, inden hun nikkede og trykkede et enkelt kys mere mod hans hånd.
Den ene af sine egne trak hun til sig for at række ned til den lille skål med redskaber og fremdrage en klud. I stedet for at fylde luften med ord, fandt hun kort hans blik, før hun lænede sig frem og lod klædet finde hans overkrop.
Post by Lionel Malfoy on Feb 16, 2017 19:46:30 GMT
Lionel var ikke en mand, der var vandt til at vise den store ømhed. Han tog hvad han ville have og han gav ret lidt. Efter de forskrækkelser han havde fået den sidste tid, var han dog blevet væsentligt mere opmærksom på at der var ting han ønskede og kun ved forandring kunne han opnå dem.
I dag strakte han sig ikke meget langt. Han nød følelsen af Maries kærtegn og da hun begyndte at vaske ham, faldt hans øjne helt i. Vandt var endnu dampende varmt, men det stak ikke længere i huden og han var i stand til at sætte pris på, at en smuk kvinde tog sig af hans behov. "Han kommer ikke til at røre vores ægteskab," bemærkede han dæmpet, men forsikrende. "Du er min. Uanset."
Marie vidste at Lionel ikke var en mand af unødvendige ord og af samme grund var hun i et sekund overrasket, da han talte igen. Det egentlig chok kom dog over det han sagde og der gik et sug gennem hende, som det sank ind. Uanset. Der lå meget i det ord og måske ville realiteterne ændre sig, hvis visse ønsker aldrig blev opfyldt, men for nu betød det alt.
I stedet for at tale, lænede hun sig frem og kyssede ham. Det var ikke et langt kys, men følelserne var klare i det og da hun kort efter lod blikket glide ned over hans ansigt, var der mere sentimentalitet i de lyse øjne end hun ellers var inklineret til at vise.
"Godt," blev endelig det eneste, simple svar, før hun sank og gen-helligede sig den opgave hun var påbegyndt. Det betød ikke, at tanker ikke tumlede rundt.
Lionel var lidt forbløffet over kysset, men han trak sig ikke væk fra det. Da hun gjorde, åbnede han øjnene med et eftertænksomt blik og lod det glide over hustruens ansigt, imens hun genoptog opgaven med at vaske ham.
Han sagde ikke mere, men lod hende fortsætte i tavshed. Hun var ingen tjenestepige, men hun var hans og han havde intet problem med at demonstrere det. At han også, i nogen sammenhænge, tilhørte hende, var mindre fastmonteret i hans verdenssyn.
