Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Marie var opmærksom på blikket, men hendes eget var fokuseret mod det hun foretog sig. Der var ingen tvivl om at hun ikke gjorde arbejdet lige så grundigt som en tjenestepige ville gøre, men snarere deltog for nærhedens skyld. Det var våde ærmer værd.
"Er du træt, mon cher?" lød hendes stemme dæmpet efter nogen tids behagelig tavshed. Lyse øjne fandt op til hans, som hun med en blid bevægelse strøg en stribe mudder væk fra hans kæbelinje.
Post by Lionel Malfoy on Feb 19, 2017 15:40:07 GMT
Det var sjældent, at Lionel var den passive modtager af omsorg, men han lod Marie gøre som det passede hende og reagerede først, da hun brød den behagelige tavshed. Hans blik mødte hendes og han smilede ganske svagt, som hun vaskede hans kæbe af.
"Ikke for træt," brummede han simpelt, som et enkelt bryn gled suggestivt op.
Det trak en anelse op i Maries mundvige over svaret, men måske især også udtrykket. I hvert fald søgte hun ikke yderligere opfordring, men kom på benene i en glidende bevægelse og lod kluden falde ned i vaskefadet med et vådt klask. Normalt havde hun hjælp til at afklæde sig, men hun kunne klare det alene og gjorde det nu, som hun lod de dyrebare beklædningsgenstande blive tilbage på skamlen.
Måske burde hun have spurgt om lov, men hun forventede alligevel ikke protester, som hun drejede sig helt mod karret og trådte op i det. En smule vand skvulpede ud over kanterne og ramte gulvet, men det var der velsagtens en husalf der kunne tage sig af senere. Marie selv var mere optaget af manden i karret, som hun så ned på med let hævede øjenbryn.
Post by Lionel Malfoy on Feb 19, 2017 20:19:01 GMT
Lionel havde ikke forventet, at Marie ville træde op i karret til ham. Han løftede blikket helt og hævede brynene en smule, uden at gøre plads, som hun bad om.
"Jeg tror du vil foretrække, at vandet bliver skiftet først, mon cute," konstaterede han reelt. Han havde ikke været ren, da han selv sank ned under det varme vand.
Det var ikke sådan, at Marie var typen der var vild med at få skidt under neglene - eller på sig i det hele taget. Hun kastede da også et enkelt blik ned på vandet og overvejede tydeligt fornuften i han ord. Ublu forblev hun stående i vand til knæene, som hun mødte hans blik.
"Er du ren nok, mon cher? Hvis du gør mig beskidt alligevel, kan det næppe svare sig, hm?"
Post by Lionel Malfoy on Feb 19, 2017 22:11:51 GMT
Lionel kunne ikke lade være med at le af Maries svar. Han hævede et bryn af hende, før han tog en dyb indånding og skubbede sig lidt op. "Træd ud igen," instruerede han vågent. "Og skaf mig et klæde at tørre mig i?"
Det sidste faldt lidt mindre kommanderende og med en svagt spørgende undertone. Hun var ikke en husalf.
Det trak i Maries mundvige og hun adlød villigt - som hun nu engang så ofte gjorde. Med intet andet end våde ben, ville de snart tørre og hun tænkte ikke meget over sporet på gulvet, som hun efterlod på vejen efter et stykke linned. Det var en ren luksus, som hun foldede ud på vejen tilbage.
Stående ved siden af karret med det bredt ud mellem sine hænder, var opfordringen klar nok, selv uden det opfordrende "kom 'er," der fulgte.
Post by Lionel Malfoy on Feb 19, 2017 22:47:23 GMT
Lionel trådte ud af karret, som Marie gik tilbage imod ham. Han dryppede, men det bekymrede ham ikke. Kulden ville blive et problem, men han havde ikke tænkt sig at blive ude af sengen så længe, at nogen af dem samlede en snue op.
Til gengæld trådte han uden skrupler hen imod sin hustru og smilede skævt over hendes parathed til at tjene ham. Hun inspirerede mange følelser i ham og de fleste var temmelig varme.
Med al værdighed komplet intakt, tøvede hun ikke med at træde frem og smyge linnedet om ham. At det også bragte hende selv tæt på var en belejlig fordel, selvom fugten fra hans hud og kulden i rummet fik gåsehud til at rejse sig på hendes eget, bare skind.
Det var til at bære over med for en lille stund. I hvert fald i den tid hun brugte på at tørre hans ene arm og samtidig strække sig for at trykke et kys under hans øre, fascineret af at hun langt om længe følte hun kunne nærme sig ham uinviteret.
"Jeg 'ar savnet dig, mens du 'ar været væk," konstaterede hun lavmælt, uden at underspille sin naturlige accent. Endnu et kys landede mod hans hals, mens hun førte stoffet ned over hans hofte.
Post by Lionel Malfoy on Feb 19, 2017 23:29:18 GMT
Lionels ene hånd sneg sig omkring Marie, selvom den var fugtig og trak et vådt spor med sig. Han smilede over nærkontakten og lod fingrene stryge ned langs hendes rygrad, imens hun tørrede ham.
"Mener du det?"
Hans stemme var dæmpet og selvom det var smigrende, hvad hun sagde, så troede han ikke rigtig på hende. Det lød mest som noget man bare sagde. I den grad noget han bare havde sagt tidligere.
En mærkbar skælven gik gennem hende, da ru fingerspidser trak et spor ned over hendes rygrad. Hun tog en indånding, før en lavmælt, bekræftende lyd undslap hende. "Din moder 'ar mange ting at lære mig, men 'un kan ikke tage din plads, non?" svarede hun ind mod hans hud og uden at trække sig langt væk, som stoffet gled over hans lænd og mod den anden hofte.
"Det er først hjem, når du er 'er," tilføjede hun, absolut ikke usandt. På mange måder var hun stadig en fremmed på godset - især konfronteret med sin uimponerede svigerfar. Lionel var, trods sine fejl, det der gjorde det udholdeligt.
Lionel lukkede øjnene ved følelsen af Maries ånde imod den fugtige hud på hans hals. Han tog en dyb indånding selv og lod håndfladen stryge længere ned og gribe om hendes nydelige bagdel, som et halvt svar på hendes spørgsmål.
"Jeg håber ikke, at nogen kan tage min plads," bemærkede han lavmælt. "Og hvis de kan, så svarer jeg ikke for konsekvenserne."
En lille lyd, der foregav at være overrasket undslap hende, da hans hånd lukkede sig om hendes bagdel. Som modsvar lukkede hun selv fingrene sammen om hans hofter, bevidst om at linnedet var det eneste der adskilte dem.
"Det ved du, at ingen kan," faldt det simple svar, uden nogen tøven der kunne indikere at det ikke var sandt. Hun strakte sig op på tæer og trykkede endnu et kys mod hans hud - denne gang ud for øret, i stedet for under det. Et vovet smil strejfede hendes læber, som hun kom med en hvisket tilføjelse: "du er min."
Marie havde tydeligvis styr på hvordan hun skulle svare og selvom Lionel kunne have hæftet sig ved, at det måske ikke kom helt uøvet, så var han i øjeblikket overbevist nok om, at det var sandt, til at blive påvirket. Ligeglad med det rene linned, bøjede han sig lidt ned og lukkede begge hænder om hendes ben over knæet, så han kunne løfte hende op i sine arme.
"Og glem det ikke," svarede han brysk, som han bar hende imod sengen.