|
Post by Alecto Black on Feb 21, 2017 19:22:05 GMT
Da Morrigan trak sig væk, flyttede Alecto sig en smule, og begravede i stedet sine hænder ned mod sengen. Hun troede et kort øjeblik at det var det. At Conrís kærtegn med hans fingre var det eneste hun fik ud af det. Hun nået dog ikke at at vende blikket mod ham, da følelsen af ham der forenede dem kom over hende, og fik hende kort til at bukke sammen i et støn.
Ordene der kort efter forlod Alfahannen fik Alecto til at knibe sine øjne samme og slippe alt der der havde holdt hende tilbage. Det var høje støn der nu kom fra hende, og selvom hun kunne mærke at kroppen havde lyst til at lægge sig fladt ned, rettede hun sig så meget op som hun kunne og lagde hovedet tilbage. Hun ville være tættere på ham.
|
|
|
Post by Morrigan Rolfe on Feb 21, 2017 20:21:41 GMT
Morrigan kunne ikke helt tage det seriøst, hvordan de to larmede som om de var ved at blive pisket. Hun kom til at fnyse muntert af hele sceneriet. Da der kort efter lød en anden lyd af barnegråd, var det hende ikke en stor ærgrelse at trække sig væk fra under deres heftige aktivitet. Nøgen svøbte hun sig hurtigt i klæder igen, før hun tog sin søn med ud fra hytten og ud i den klare, kolde luft. Hun grinede lidt for sig selv imens og lukkede døren med et sidste blik på Alecto og Conrí. Forlader tråd
|
|
|
Post by Conrí Singleir on Feb 22, 2017 19:03:10 GMT
Conrís øjne kneb sig kort sammen, da magen valgte at forlade dem. Han kunne godt lide at se på hende mens han tog flokkens andre hunner, og dog spolerede det ikke hans forening med Alecto. Grebet om hendes hofte strammede sig, mens den anden gled om og fandt hendes bryst. Den fremmede fornemmelse fik det hurtigt til at krible langt ud i fingerspidserne, og der gik ikke længe efter de var blevet alene, før han stødte sig frem mod betaen en sidste gang og nåede sin forløsning. Hivende efter vejret, faldt han en smule sammen over hende, glinsende af sved, før han endelig adskildte dem og faldt sammen i tæpperne, med et svagt tilfreds grin på sine læber.
|
|
|
Post by Alecto Black on Feb 22, 2017 20:47:33 GMT
Alecto var nået til et punkt hvor hun ikke længere forsøgte at dæmpe sig. Hendes støn var dog langt fra skingre. Hun hev efter vejret som stønnene kom i takt til Conrís stød. Der skulle denne gang ikke særlig meget til at få hende frem mod hendes klimaks. Alle sanser og følelser var på sit øverste, så selvom det ikke havde varet særlig længe, kunne hun mærke hvordan den kildende følelse spredte sig ud til alle kroge i hendes krop.
Hun bøjede sig langsomt forover som hun fulgte hans bevægelse med kroppen. Hun blev liggende stille i et forsøg på at få styr på sin vejrtrækning og give kroppen lov til at sunde sig. Hun løftede hovedet og skævede til ham inden hun trillede om på siden.
|
|