Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Conrí Singleir on Jan 7, 2017 15:30:31 GMT
Conrí var i tvivl om hun rent faktisk kunne gøre det. Letica kom også fra en fin slægt, men hun var af en hel anden støbning end Black-frøknen. Der var dog ingen vej udenom, om han så skulle tvinge hendes arm til at føre kniven ville hun tage sit første liv. De havde ikke hele dagen. Hvert øjeblik kunne der komme nogen og komplicere det hele, alligevel var varulvens stemme rolig, da han kiggede på den unge hvalp. "Jo. Grib ham i håret, og skær langs hans hals. Lyt ikke til hvad han siger, hans liv er dit nu." Hans blik gled fra Alecto, og ned på den ynkelige mandsling. Hans øjne svømmede, og en tydelig bøn for hans liv lå på hans læber.
Alectos hjerte ville ikke holde op med at slå. Hun havde svært ved at få sig selv gearet så meget ned at hendes hænder ikke længere ville ryste. Hun var dog udmærket klar over hvad det måtte gøres, og Conrí havde gjort det klart for hende at det sidste drab skulle udføres af hende. Det gjorde ikke situationen nemmere at de stod og kiggede på hende, som om der var en rigtig og en forkert måde at tage en andens liv. Hun vidste dog hvad hun kunne gøre om natten, at dræbe en købmand var vand ved siden af.
Hun tog et fast greb om knivens skaft inden hun satte sig på huk foran den skælvende mand. Som hun trak vejre ind lagde hun kniven parat. Den frie hånd lagde hun over mandens øjne, og i samme bevægelse som hun pustede ud, tog hun sit første liv.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 7, 2017 23:48:54 GMT
Morrigan betragtede sceneriet foran hende. Den unge, rystende kvinde med kniven, den lammede købmand på jorden. Snart efter piblede blodet ud af den lange ridse i hans hals og hun fnøs barsk, uden et ord. Til gengæld rakte hun hånden ud til Alecto for at tage kniven fra hende og rengøre den, som hun havde sin egen.
Senere ville pigebarnet måske have brug for en skulder at græde ved og hendes nye mor - Morrigan - ville give det. Hun var ikke hjerteløs.
Post by Conrí Singleir on Jan 16, 2017 22:50:55 GMT
Conrí betragtede pigebarnet som hun tog sit første liv. Han havde forventet mere tøven, måske endda en protest, men før han nåede at åbne munden og anspore hende var det gjort. Han nikkede let, og rakte ud for at give hendes skulder et enkelt klem. "Godt. Du har smidt dit skind under månen, men nu er du en af os.." Han nikkede let, og klappede hende faderligt på ryggen, før han tog bestik af vognen og de døde heste. Der var ikke tid til at stå og lade det synke ind, det kunne hun gøre når de kom hjem. "Lad os rydde op. Brug jeres trolddom til at få krikkerne hjem. Jeg spænder den sidste for, og tager mig af vognen.. Men først, lad os se om de har noget værdifuldt på sig, og ellers lad os få ligene af vejen." Conrí selv var ingen stor troldmand, men han kunne spænde en hest for en vogn og styre den hjem. Han kastede dog alligevel et søgende blik på magen, i håb om at hendes heksekunster kunne få dem alle endnu hurtigere væk derfra.
Alecto havde altid stræbt efter at være den bedste i pirmært alt hvad hun foretog sig. Det kunne godt være at forældrene til en start ikke havde brudt sig særlig meget om hendes karriere inden for Queerditch; men hun havde givet hundrede procent, hvis ikke mere. Så kunne alle andre rende og hoppe med deres meninger om den perfekte hustru, da der for hende ikke var noget mere perfekt end når man var sig selv.
Selvom der ikke havde været synderlig meget tøven var Alecto alligevel nervøs. Hun var usikker på og det kun var hende der kunne se de skælvende hænder. Hun sank en klump da han talte og hun rettede blikket op mod ham. De brune øjne var blanke men fyldt med respekt. Det var underligt da der ikke havde været særlig mange der kunne komme så langt under uden på hende som Conrí, og så på ganske kort tid, taget i betragtning.
Hun åbnede munden. Ordene lå på tungen, men der kom intet ud. Det var syrerealistisk for hende og egentlig så ville hun helst bare blive færdig så de kunne komme afsted. Hun havde brug for at samle tankerne. Hun blinkede lidt med øjnene og så mod alfahannen. "Du vil have at vi transportere dem?" et eller andet sted gav det sig selv. Men hvert enkelt fejltrin kunne koste hende dyrt, og da hun stadig var i lærings processen så mente hun alligevel at det ikke gjorde noget at forhører sig en ekstra gang. Hun trak sin stav frem. Det var en simpel teleporterings besværgelse, der dog alligevel krævede koncentration, og hun skulle helst have et klart billede af gården.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 24, 2017 20:50:26 GMT
Det var en besværlig lille rejse, som krævede at de alle tre brugte deres hjerner. Sporene skulle slettes, tre døde heste skulle fragtes og de tilbageværende tre skulle gerne undgå at blive paniske. Da først de landede var der dog ingen af dem, der kunne slappe af. Der var rigeligt at se til og det tog ikke Morrigan længe at beordre den unge ulv til at begynde at flå skindet af den første af de døde heste, så de kunne få gang i madlavningen. Tiden til afslapning og trøst kom først langt senere, da maden var i hus, de levende hest godt tøjret og rigdommene gemt væk.
Morrigan havde mistet overblikket over hvor Alecto var, men gav sig nu til at lede efter hende, endelig med det mål, at kunne få hende til at falde lidt ned ovenpå det hele.
Alecto gned let hånden mod panden og trak vejret dybt ind inden hun tog fat omkring rebet så hun kunne hejse den fyldte spand op. Hun var træt. Selvom hun kunne klare en del mere modstand, så var det helt på den anden side end hvad hun før havde været vant til. Faktisk kunne man ikke ligefrem sammenligne det. Hun skubbede døren til gården op med ryggen og satte spanden henne ved ilden. Hun var ikke længere iført kjolen som hun havde haft på, da den trods alt ikke skulle lide alt for meget under at Alecto havde taget sig af hestene.
Hun løsnede snorene i den skjorte hun havde på, så det blev nemmere for hende at vaske sig, uden at hun behøvede at tage den af. Hun flyttede fletningen om på ryggen og dyppede hænderne ned i vandet og plaskede det i ansigtet. Hun kunne mærke varmen fra flammerne der dansede frem fra ildstedet. Hun skævede til sin ene side, og hen over skulderen i håb om at hun måske kunne få øje på Morrigan.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 24, 2017 22:42:05 GMT
Da Morrigan trådte ind af døren igen, var det synet af Alecto, der mødte hende. Hun tog en enkelt dyb indånding og smilede svagt over synet af den rystende, unge kvinde. Den lille unge, som hun gjorde det meste af det beskidte arbejde for nu, sov stadig trygt efter sidste gang hun havde madet ham og efter at have set til ham, gik hun over imod hunulven med langsomme skridt.
"Du bliver ikke rigtig ren sådan der," pointerede hun lavmælt, som hendes ene bryn gled lidt op. "Alecto."
Alecto bukkede hovedet en smule da Morrigan trådte ind. Det var en dårlig vane fra hendes liv som adelsdame. Det var den eneste måde hun mere eller mindre kendte, for at vise sin respekt. Hun kiggede ned over sig selv. "Nej men.." hun trak vejret dybt ind og skævede tilbage mod ilden. Der var stadig meget hun skulle vende sig til, og noget der havde været svært, var det med at vaske sig, at hun ikke som sådan havde et sted hun kunne gå hen. Det var desuden varmere ved ilden.
"Jeg er ikke vant til at gøre det alene" det lød som et luksus problem, men det var jo sandt. Selvom forsøgte at gøre mange af tingene selv, havde hun alligevel haft svært ved at give slip på sin tjenestepige der kunne nå de steder hun ikke selv kunne. Og et eller andet sted havde hun nydt godt af de kvindelige fingre.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 24, 2017 23:35:38 GMT
Morrigans bryn rykkede sig en anelse længere op over søforklaringerne, men hun trak også på smilebåndet. "Og dengang en af dine slaver gjorde det for dig, var du fuldt påklædt?"
Hun gav hende ikke tid til at svare, men slog et lille klik med tungen, som hun kom nærmere. "Pjat med dig. Her. Giv mig skjorten," kommanderede hun, overraskende mildt, som hun rakte hånden frem.
"Nej?" de mørke bryn trak sig sammen inden hun svagt smilene rystede lidt på hovedet. Længere nået hun ikke før Morrigan var henne ved hende og fremrakte hendes hånd for at tage skjorten.
Alecto så på hende en anelse tøvende, men endte alligevel med at trække den op over hovedet. Hun lagde den i hendes hånd og skævede mod spanden. Selvom ilden kunne mærkes, så var det ikke fordi at stuen hun sad i var varm. Effekten på den svage kolde luft var synlig på hendes krop.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 24, 2017 23:55:46 GMT
Morrigan tvivlede ikke på, at Alecto ville adlyde. Hun var alfahunnen og det var blevet etableret ved flere lejligheder. Skorten gjorde hun ikke andet ved end at smide den over på en ren plet på bordet, før hun krydsede den sidste afstand til den unge ulv.
Tæt på var højdeforskellen til hendes fordel og hun smilede, som hun så ned på den anden. "Løft armene," brummede hun, som hun tog det slidte stofstykke, der gjorde det ud som vaskeklud. Hendes blik gled ned over den nøgne overkrop med tilfredshed, før hun tog ved pigens håndled, og holdt hende ganske blidt fast med den ene hånd, imens den anden vaskede hende.
Alecto vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og blev til en start blot stående stille. Hun fulgte dog Morrigan blev blikket da hun smed skjorten fra sig. Hun løftede hovedet en smule da den anden kom tættere på hende. Hun var ikke nogen stor kvinde, men alligevel så meget højere end hende at blikket ikke kunne være rettet lige frem. Hvis ikke hun før havde følt sig lille og uerfaren, så gjorde hun det nu.
Langsomt løftede hun sine arme, selvom hun ikke forstod hvorfor der blev taget fat omkring hendes håndled, så forblev hun tavst. Hun lukkede i stedet sine øjne og bed ned i underlæben. Af en grund, som hun kendte særdeles godt, steg varmen hende til kinderne ved følelsen af de mere eller mindre velkendte strøg som Morrigan gjorde med kluden.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 25, 2017 0:21:13 GMT
Morrigan havde haft sit med andre kvinder i ulveflokken før. Hun havde egentlig ikke tænkt sig at forsøge sig med Alecto endnu, men som den unge kvinde bed sig selv i underlæben under hendes tålmodige afvask, trak det op i alfaens mundvige og hun smilede beregnende. Efter at have skyllet kluden en gang, gav hun sig til, uden at det strengt taget var nødvendigt, at vaske Alectos bryster, imens hendes blik forblev på de fyldige læber og lukkede øjne hos betaen.
"Hold øjnene lukkede," brummede hun dæmpet, som hendes tommel, fri af kluden, strejfede et fremspring, der utvivlsomt var hjulpet på vej af kulden. "Mm. Smukt."
Et eller andet sted kæmpede Alecto imod den virkning som Morrigan havde på hende. Hun vidste ikke om det var alfaen i sig selv, eller om det var fordi hun var en kvinde at det satte sig sine spor. Men hun havde savnet det. Mere end hun egentlig ville indrømme. Det var for let at give efter. Hun hev efter vejret, da den anden, roligt førte kluden videre.
Hun kneb øjnene sammen og var ved at ville se op mod alfaen, men lyden af dennes stemme fik hende til at slappe af i sine skuldre og holde øjnene lukket. Læberne blev skilt ad, da en suk hun ikke kunne kvæle forlod hende.
Alecto kunne ikke finde ud af hvordan hun skulle gribe det an. Skulle hun blive stående hjælpeløst på gulvet og vente på ordre, eller skulle hun tage sagen i egen hånd? Morrigan vaskede hende jo ikke bare, der var mere i det. Tanken fik hende til at spænde en anelse i kroppen.