Gensynets glæder og græmmelser

Der blev tilføjet et gnist af varme over det smil der allerede spillede hen over Griseldas læber. Hun nikkede langsomt og rakte ud og lagde sin hånd på hans lår som hun gav et klem. "Det behøver du ikke" bemærkede hun så og strøg en krølle bag øret. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare til det. Han havde jo ikke gjort det med vilje, og et eller andet sted havde han haft nogen ting at finde frem til.

"Du giver hvad end det er en chance nu" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå. Det var bedre sent end aldrig, og lykken af at de var nået dertil havde hun svært ved at skjule.

Griselda forstod et hint. I hvert fald i dette sammenhæng. Så uden at fortsætte på emnet, gik hun i stedet med ham videre. Desuden havde hun ikke nogen problemer om at snakke om dragerne.
"Ja, efter Bhaltairs ulykke så forventes det at vi giver en ekstra hånd med, selvom det som altid mere eller mindre er på eget ansvar. Men de stor trives" sagde hun med iver i stemmen. Bare tanken om det fik hende til at små grine en smule. Smilet var bredt da hun løftede hovedet og mødte Devyns blik.

"De er jo stolte væsner, de bryder sig egentlig slet ikke om hele idéen at underlægge sig andre. Man kunne tage ved lærer af dem" sagde hun og nikkede. Hun flyttede langsomt sin hånd op af hans lår for at gribe ud efter hans hånd.

"Forresten, der er noget jeg altid har haft lyst til at spørge dig om" kom det så fra hende. Der var et svagt glimt i hendes øje og det var tydeligt at se at hun var en anelse spændt.

Griselda mente selv hun havde en del at lærer endnu, men kunne af og til også godt klappe sig selv på skulderen over hendes gode arbejdssats. Smilet blev større af synet af Devyn, der lignede han også selv havde svært ved ikke at strække mundvigen op af, så munden mere eller mindre dannede en halvmåne. At han interesserede sig for det hun lavede, gjorde et eller andet ved hende. Bekræftende.

"Jeg vil gerne have du fortæller mig om min tryllestav. Om du kan sige hvorfor den valgte mig" sagde Griselda med en let skæven. Hun kunne ikke helt huske hvad dens kerne var, men vidste at træsorten var fra den røde eg. Et par rynker foldede sig hen over næsen som hun trak staven frem og rakte den mod ham.

Griselda kunne ikke lade være at smile stort over Devyns ansigtsudtryk der ændrede sig som hendes spørgsmål faldt. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle tyde det, men det virkede som om at han var lettet over det ikke var mere alvorligt end det. Hun havde altid undret sig over, hvor lige netop denne stav havde valgt hende, og selvom hun kunne have rådført sig hos hans far, var det alligevel noget særligt at lade Devyn selv fortælle. Hun kiggede skiftevis på ham og tryllestaven.

Hun nikkede langsomt. Det passede glimrende. "Det er altså vildt at du kan se det bare ved at føle på træet" sagde hun og rakte ud for at lægge sin hånd på hans. De fascinerede hende, mindst lige så meget som hendes eget erhverv, dog var hun sikker på at hun med tiden ville gå død i det, og var glad for at hun ikke skulle bruge resten af sit liv på at lave og sælge tryllestave. Men hun forstod ham godt. Når der var noget man var god til, så kunne det næste være lige meget hvad. En del var vel også at man var forskellige?

Havde Devyn haft lige så meget energi som hende selv, var de nok ikke endt ud i der hvor de var nu. Hun følte mere eller mindre at han var hendes perfekte modstykke.

Griselda nikkede. "Jeg tænker det er det samme som med drager, hvordan man mest muligt får dem til at forholde sig roligt, selvom det langt fra er holdbart i længden. Hvis de bliver fornærmet ryger der en arm, eller et ben" lød det muntert fra hende. Hun kunne ikke lade være med at sende ham et lille smil. Hun var dog ikke sikker på at man nogensinde rigtigt kunne sammenligne de to erhverver. Og alligevel var det rart at hun kunne få det til at lyde som om at det var det samme. Mundvigen sitrede en anelse da han endelig gav hende lov til at pakke staven væk. "Du skal nok nå at blive lige så dygtig som din far" mente Griselda. Der var et eller andet tryg ved at hun vidste hvad Devyn skulle bruge sin tid på de næste mange år frem. Han havde en base, det havde hun til dels også, men hun ville gerne have at hendes base var tættere på Devyns. Men det hele var stadig så nyt, og meget kunne ændres.

Hun blinkede svagt med sine øjne og betragtede Devyn. "Men det kan være jeg holder lidt tilbage nu hvor.." hun bed ned i sin underlæben og skævede mod gulvet. Hun satte sit liv på fare hver eneste dag, og hun ville give give Devyn grund til at bekymre sig.

Griselda var en smule usikker. Hun var bange for at hvert et ord der nu faldt over hende ville ødelægge det hele. Hun fortrød at hun bragte det op og forestillede sig allerede hvert eneste scenarie. Deres forhold var stadig skrøbeligt og ikke længere end, femten minutter. Hun forsøgte at smilte.

"At træne drager er farligt" lagde hun ud. Et eller andet sted håbede hun at han ville forstå hvor hun ville hen, at han et eller andet sted ville være enig med hende. Noget i hende havde dog svært ved at give slip på det rus som hendes arbejde gav hende.

Griselda vidste ikke hvilken følelse hun helst ville holde fast i. Frustrationen var stor, og hun blev nødt til at lægge sine hænder mod begge sine knæ, for ikke at lade rystelserne tage overhånd. Hun kunne mærke at hun lod sine følelser for Devyn tage over; det fortjente han ikke.

I stedet sendte hun ham et smil og nikkede langsomt med hovedet. "Du ahr ret" lagde hun ud. Uden at fortsætte med det samme samlede hun sine fingre om sit glas og tømte indholdet af det. Veltilpas tørrede hun sig om munden og trak vejret dybt ind.
"Jeg tror heller ikke min far lader mig slippe foreløbig" sagde hun så for at lette på den trykkede stemning