|
Post by Agnes Slughorn on Dec 11, 2016 20:47:59 GMT
Agnes gengældte smilet og det forblev der, da Avery stillede endnu et spørgsmål. Hun slap en bekræftende lyd og lod selv blikket finde forældrene, der havde rejst vejen fra York for at være til stede ved brylluppet. "Det er de," nikkede hun og så tilbage på Avery.
"Min mor er urtekyndig og min far er historiker," informerede hun og blottede tænderne i et smil. "Jeg er den første magiker i min familie."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Dec 11, 2016 20:59:30 GMT
Avery kunne ikke genkalde om hun nogensinde havde mødt en muggler, sådan rigtigt. De kom ikke i Hogsmeade, og selvom hun var en eventyrlysten sjæl havde hun endnu ikke været rigtig udenfor byen eller Hogwarts endnu. "Men.. Hun brygger ikke eliksirer?" Avery var langt fra dum, og dog kunne hendes viden om ikkemagiske mennesker ligge på et meget lille sted. Der var dog intet fordømmende i hendes stemme, hendes interesse var temmelig oprigtig.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Dec 11, 2016 21:55:58 GMT
Agnes var overrasket over Averys nysgerrighed, men hun havde ikke den fjerneste imod den. Snarere tværtimod. "Nej, ikke ligefrem," forklarede hun, alt andet end fordømmende omkring den yngre piges uvidenhed. "Hvis det er noget, er det mest te med styrkende egenskaber. Eller enkelte miksturer."
Blikket gled mod moderen, der på mange måder altid havde været Agnes' forbillede - og grunden til at hun selv var helbreder nu. "Men det betyder for eksempel også, at hun er jordemoder. Det er dem, der tager imod nyfødte børn. En slags helbredere."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Dec 11, 2016 23:57:28 GMT
Avery lyttede interesseret. Hun havde ikke den store fjendtlighed overfor mugglere, på trods af at hun var blevet opdraget med et vidst forbehold. Hun tænkte dog at det ville være uhøfligt decideret at studere Hr. og fru Gimsby. Hun havde ikke meget pli, men lidt havde sat sig fast gennem årene. Hun måtte alligevel rynke lidt på næsen da hun begyndte at forklare om jordmoderens opgave. Emnet spædbørn var stadig en smule ømt for hende, men hun skyndte sig at glatte rynkerne ud og sende Agnes et lille smil. Hun forstod hvorfor Agnes var blevet helbreder, og alligevel gav det et lille stik i hjertet at hun ikke selv havde nogen moder hun kunne efterligne. "Kommer du så tilbage til Hogwarts nu hvor i er blevet gift?" Hun havde aldrig helt forstået hvorfor hun havde forladt skolen i første omgang. Det virkede lidt som en flugt.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Dec 12, 2016 0:25:58 GMT
Agnes sænkede kort blikket over spørgsmålet. Det var ikke et dumt spørgsmål og af samme grund tog hun sig et øjeblik, til at finde et sandfærdigt svar. "Nej, det er ikke min plan," konstaterede hun til sidst og løftede hovedet igen. Et lille smil rørte hendes læber.
"Jeg har et håb om at åbne mit eget værksted her inden længe. Det er anderledes arbejde end på Hogwarts."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Dec 12, 2016 0:46:28 GMT
Avery var ærlig talt lettet over at hun ikke skulle gå op og ned af stedmoderen på Hogwarts hver dag, men at skolen i stedet forblev noget hende og hendes far nu havde sammen. Det kunne hun dog ikke tillade sig at sige til helbredersken, og i stedet smilede hun blot høfligt. Selvom Morgan og hendes far så lige igennem ansigtsgrimassen, håbede hun at den kunne snyde Agnes. "Spændende. Altså et.. Urteværksted?" Avery selv var ingen botaniker eller helbreder. Hun fik nogle hæderlige karakterer i faget, og dog lå hendes interesser andet steds.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Dec 13, 2016 21:01:34 GMT
Agnes slap en lille, bekræftende lyd. "Primært, ja," svarede hun, positivt overrasket over Averys interesse. Det var ikke fordi, at hun ikke havde en anelse om, at der foregik mere i den unge piges hoved, men hun havde ingen grund til at give sig til at grave i det nu. Ingen af dem kunne tvinge noget frem.
"Enkelte patienter bliver måske også i stand til at komme her - men ellers må jeg tage ud. Huset er jo lidt afsides."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Dec 16, 2016 1:14:53 GMT
Lægevidenskab var ikke noget for Avery. Hun var god til at komme til skade, men knap så god til at håndtere det når andre gjorde. Samtalen var derfor heller ikke en hun behøvede at uddybe mere. Der var stadig lange udsigter til at hun skulle opholde sig i huset på daglig basis. I stedet samlede hun hænderne om det krus saft hun ellers ikke havde rørt endnu. "Hvad har du tænkt dig.. Altså med Morgan og jeg? Er det meningen at du skal være vores nye mor?" Spørgsmålet var meget direkte, og hun valgte også at få øjenkontakt med helbredersken som hun stillede det. Hun havde lovet at opføre sig ordenligt, og dog kunne hun ikke holde det tilbage længere.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Dec 17, 2016 21:41:13 GMT
Agnes ville ikke påstå, at hun ikke var en smule overrasket over Averys ligefremhed, men i sidste ende var hun ikke chokeret over spørgsmålet. Det betød ikke, at hun skød det hen som ingenting. Tværtimod besvarede hun den unge piges blik og vægtede sine ord nøje, inden hun svarede.
"Nej. Jeg tror ikke, at jeg kan tage jeres mors plads," sagde hun til sidst, helt alvorlig. "Jeres mor er jeres mor, uanset hvor kort tid I nåede at få med hende. Men jeg er her, hvis I har brug for nogen at tale med, der ikke er jeres far. Jeg vil gerne være en del af jeres liv, hvis I vil lade mig."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Dec 18, 2016 20:16:13 GMT
Avery havde aldrig kendt sin mor. Hun kendte ikke kvinden hvis plads Agnes havde taget, og alligevel havde hun langt mere loyalitet overfor hende, end hun burde overfor et menneske som hun aldrig havde mødt. Hun accepterede Agnes svar. Havde de været yngre havde det måske været anderledes. Kvinden der havde fået den vigtige opgave at være Averys fortrolige moderfigur, eksisterede allerede i hendes tante Marsali, ligesom hun havde fundet sin manglende far i Morgan. Hun var derfor også skeptisk overfor hvilken rolle Agnes skulle have, da de nødvendige roller syntes at være fyldt ud. "Du ved vel ikke hvordan det er at være min fars datter? Han opfører sig anderledes overfor dig, end han gør overfor os." Averys blik flakkede en smule. Hun var på vej ud på et sidespor, som hun ellers havde lovet sin far at holde sig fra, og dog havde hun svært ved at holde sine ord tilbage.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Dec 21, 2016 21:49:40 GMT
Agnes betragtede Avery med alvor, bevidst om at de bevægede sig ud på et emne, der var for stort til tidspunktet. Desuden var der bryllupsgæster omkring dem, som hun burde tale med. Folk der ventede. Hun gjorde dog intet for at undskylde sig og spise Terrys datter af med ingenting.
"Du har ret. Jeg ved ikke, hvordan det er," konstaterede hun. "Som jeg sagde, så ved jeg at alt ikke har været perfekt. Men jeg håber der er plads til, at det kan blive bedre."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Dec 21, 2016 22:26:45 GMT
Avery var splittet. Hun forstod fornuften i Agnes' ord. Det var sandt at deres opvækst ikke havde været perfekt, og at den mørkhårede helbrederske ikke kunne komme og indtage den plads hendes moder havde efterladt. Det var rigtigt alt hvad hun sagde, og dog var der alligevel noget i Avery der strittede imod som om hun nægtede at lytte til den andens fornuft. Hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Den knap så selviske del af hende mente ikke at hun kunne være det bekendt, men måske var det blot fordi at alting var gået så hurtigt. "Med tiden måske.." Hun forsøgte sig med et smil, selvom hendes forvirring gjorde det svært at gøre det dybfølt.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Dec 21, 2016 23:43:52 GMT
Agnes sendte Avery et mildt smil og rakte ud, for at give hendes arm et lille, blidt klem. "Med tiden," bekræftede hun, før hun trak hånden til sig. Ikke langt fra dem var der et par familiemedlemmer, der så ud til at ønske opmærksomhed og Agnes måtte smile beklagende til Avery.
"Jeg bliver vist nødt til at gå. Men det var rart endelig at tale med dig, Avery."
|
|
|
Post by Avery Slughorn on Dec 22, 2016 4:14:08 GMT
Avery nikkede. Hun havde sikkert også nogen fra festen hun kunne snakke med. Morgan havde virket meget undvigende da hun havde bragt stedmoderen på banen, men måske han var klar til at snakke om det nu hvor han havde fået lidt øl? "I lige måde." Hun skyndte sig at trække sin arm til sig, mens hun endelig tog en tår af sin næsten urørte saft.
Lukket?
|
|