Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Éamon LeStrange on Nov 28, 2016 13:21:35 GMT
Mørket havde sænket sig hen over Knockyn, månens blege lys havde sneget sig ind af de høje blanke vinduer der foruden de få brændte sterinlys oplyste stuen hvor Éamon sad halvt lænet frem for sig, med sine albuer hvilene mod sine knæ. Hænderne var foldet under hans hage og blikket var festnet mod de svage flammer der stadig svang sig og de få stykker af tørt træ der stadig lå gemt i pejsen. På de godt og vel tredive år, skulle man tro at han ville være i sin bedste alder. Men frustrationen og ikke mindst vreden havde sin del af skylden for hvorfor hans ansigt mere eller mindre så hærget ud. De mørke bryn var trukket sammen som en let brummen forlod lungerne og trængte ud mellem de tørre spændte læber.
Varmen fra flammerne havde en god effekt på de smerter der for mange år siden havde slået permanent rod i hans knogler, og fik ham nogenlunde til at slappe af. Han trak vejret dybt ned som han lænede sig tilbage i stolen, løftede tungt sine arme en smule op i luften for at strække kroppen. Et sammenbidt smertende brøl forlod ham i det samme sekund han ligeledes forsøgte at strække sine ben det ekstra stykke for den bedste mulige virkning. Han havde siddet i den samme stilling, i den samme stol i alt for mange timer i løbet af de lyse timer, og selvom det var bedst at han fik bevæge sig lidt, havde han følt sig limet til den snart nu maste pude. Øjnene var nu knebet tæt sammen og hun slog frustreret ud efter det halv tomme vin bærge der havde stået på det lille bord til hans side.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 18:33:44 GMT
Det var brølet, der vækkede Emmas opmærksomhed og selvom hun næsten vidste hvad hun ville finde, så kunne hun ikke ignorere det, som hun sad i sin egen stol og syede på en skjorte til sin mand. Hun havde netop nået at rejse sig, da Eam slog til vinbægeret, som fløj ned fra bordet. Med hurtige reflekser slog hendes lille pilestav et slag i luften og reddede både det tætvævede, dyre gulvtæppe og vinen i bægeret, som svævede tilbage på plads under hendes vejledning.
Hun bed sig i underlæben, som hun nærmede sig sin mand med nervøst knugende hænder. "Er du i smerter? Skal jeg hente helbrederen?"
Post by Éamon LeStrange on Nov 28, 2016 22:10:31 GMT
Éamon havde i den tid hvor han havde været væk i sine tanker helt glemt at hans hustru sad i stolen ved hans side. Hun havde været så stille at hun var nem at overse, særligt når han selv havde en del på sinde. Han havde ikke opdaget at Emma med let hånd havde reddet bærget fra at ødelægge alt på sin vej mod gulvet. Han greb hårdt omkring stolens armlæn og borede sine negle ned i det mørke træ som udgjorde det meste af stolen. Han måtte skære ansigt, bedre blev det ikke at stilheden efter brølet blev brudt. Han blinkede hurtigt med sine øjne og måtte have et øjeblik at sunde sig på, før blikket blev vendt mod den blide stemme. “Fordømte helbreder. Der er intet der virker” sagde han halv snerrende. Han holdte længe sine øjne på hende og gjorde ikke andet end at vrisse før han igen bøjede sig forover, denne gang var det dog for at fjerne sine skindsko og trække op i benklæderne. Med knugende hænder gned han sine knoer mod sit skinneben og knæ.
“Der skal mere brænde på” kom det så svagt fra ham. Det var ikke så meget en ordre, men en konstatering. Han trak vejret dybt ind og efter et stykke tid så han mod Emma igen. Han rakte ud efter hende, i håb om at hun ville tage hans hånd.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 22:20:54 GMT
Det gibbede lidt i Emma, da Éamon snerrede af hende, men hun trak sig ikke bort i skyggerne. Hun var ikke en tjenestepige, men hans hustru, selvom hun ikke følte sig meget som en hustru. Blikket var sænket og da han konstaterede, at der manglede brænde på ilden, tog hun imod det som en fremstrakt olivengren og vendte sig mod den lille brændestabel.
Hun overså hans hånd og lokkede i stedet to små brændekævler op fra bunken og ind i ildstedet med et par vift med sin tryllestav. Nogen imponerende magibruger var hun ikke, men simple, hjemlige ting faldt hende let. Hun gjorde sig beskæftiget med at rykke lidt på brændet med ildrageren, før hun skænkede op i Eams bæger med vin. Der blev ikke spurgt mere til helbrederen. Hun kunne ikke lide når han snerrede af hende og undgik i stedet blot at sige noget.
Post by Éamon LeStrange on Nov 28, 2016 23:21:49 GMT
Det var aldrig Éamons mening at skræmme sin kone, det var nok det værste, og han vidste reelt ikke om hun var tryg hos ham, han havde ikke været i stand til at spørge hende. Den samtale som der skulle være så normalt mellem en mand og sin hustru kom ikke længere naturligt til ham. I stedet for at forsøge at komme til bunds i grunden til afstanden imellem dem, så skubbede han hende væk, da han godt udmærket var klar over at det nok nærmere var ham der var noget galt med end hende. Men hvordan kunne man som mand få sig selv til at bringe det på banen? Hans bryn trak sig en smule sammen og han fulgte hendes bevægelser med tryllestaven. Han brummede hæst. Han håbede at mere varme ville lindre smerterne, selvom han tvivlede. Det ville ikke gå længe før at Emma ville være nødsaget til at tilkalde hjælp. Han kendte smerternes tegn.
At hun ikke tog hans hånd fik hans blik til atter at søge ilden igen. Lyden af vin der blev hældt op fik dog Éamon til at drejede hovedet til den ene side. “Du er så betænksom” kom det så fra ham. Denne gang var der dog ingen vrede i stemmen, men det var tydeligt at han var både træt og plaget af den stikken der lå i begge hans ben.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 29, 2016 23:07:07 GMT
I starten af deres ægteskab havde Emma ikke været skræmt af ham. Da det blev tydeligt, at hun ikke kunne tilfredsstille hans behov, var hun blevet skuffet, men havde bidt det i sig. Han var stadig en omsorgsfuld mand. En stærk bjørn, som hun havde lært at holde af og stadig havde ømme følelser for, selvom der manglede noget centralt i deres ægteskab. Siden ulykken havde han forandret sig. Hun havde forandret sig med ham og trak sig længere og længere væk.
Som hans smerter tog til, var ægtesengen blevet opløst og de delte ikke længere det sted de sov. Der var koldt alene på det kammer hun mere eller mindre havde henvist sig selv til, men det var næsten bedre end den konstante påmindelse om, at hun ikke var god nok til selv hans forkrøblede skikkelse.
Selv nu, som han roste hendes betænksomhed, var hun dog draget af ham og ønskede sig, at hun kunne synke ind til hans varme, stakkels krop og finde den tryghed der, som hun engang havde. Hun brændte efter det og komplimenten blev et svagt kærtegn, der satte hendes tankemylder i gang, som hun smilede forsigtigt og trist.
Post by Éamon LeStrange on Dec 1, 2016 19:19:56 GMT
Éamon kunne ikke sætte særlig mange ord på hvordan han havde det. Det var ord der var svære for ham få frem, og ikke mindst svære at ytre. Han vidste godt at det i sidste ende ikke var fair overfor Emma, men han kunne ikke finde tidspunktet hvorpå han kunne indlede en samtale med hende. En samtale hvorpå han skulle erkende at han ikke længere kunne være hendes mand, fordi at han aldrig havde haft mulighed for at give hende børn? I grunden så var det en viden han i en del år havde kendt til, men aldrig nogensinde havde ville accepterer. Han var en mand, og det betød ikke nok med at man skulle være stærk og solid, det betød også at man for alt i verden skulle beskytte familien, og der imellem lå det at føre slægten videre. Det var vigtigt. Et ansvar han nægtede at flygte fra, men som han ikke kunne gøre noget ved.
Han elskede sin kone. Men han var ikke længere forelsket i hende. Det var hans egen skyld. Han mente ikke at han kunne beskytte hende, og give hende det der var begge deres ønske. Det gjorde ham ked af det, men det var følelser der lå godt begravet. Så hellere at de så ham som sur. Selvom det mest af alt var medlidenhed i folks blikke. Han havde lyst til at holde hende tæt, at de foruden den intimitet der forenede to mennesker kunne få glæde af hinanden på anden vis. Han lukkede tungt sine øjne og knugede sine hænder mod hinanden. En hæs lyd forlod ham som han lagde hovedet tilbage.
“Smerterne får mig lyst til at hukke mine egne af” sagde han bare og sukkede. “Men det opvarmer stuen” sagde han og åbnede øjnene for at kigge på hende. Han ledte efter tegn på om hun frøs, eller følte nogen anden ubehag.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 1, 2016 20:02:53 GMT
Emmas blik spærrede sig lidt op ved Éamons udbrud, men hun svarede ikke på hans brutale ord. I stedet nøjedes hun med at trykke læberne lidt sammen og synke i et med den stol hun sank ned i igen. Det hjalp ikke noget at fortælle ham, at hun ville gøre hvad der skulle til for at gøre ham mere tilpas. Hun var efterhånden i tvivl om hvorvidt noget som helst kunne hjælpe.
Hendes fokus var ikke-eksisterende, men hun samlede sin bog op igen og skævede flere gange over den hen på sin mand, uden at bryde den trykkede stilhed.
Post by Éamon LeStrange on Dec 3, 2016 20:31:06 GMT
Éamon havde nu stirret tomt ind i de varme flammer i minutter der havde føltes som en evighed. Et eller andet sted ønskede han at forlade stuen, da han egoistisk som han var, mente at Emma i høj grad var bedre tjent uden hans selskab. Men smerterne var for voldsomme til at han ville forsøge sig, og han nægtede stadig at lade nogen give ham noget. Han brød sig heller ikke synderlig meget om når der var nogen der forsøgte at lindre smerterne med håndkraft, medmindre det var ham selv, så var det noget andet.
Han vendte hovedet en smule til den ene side og fangede sin kones blik. Hun så ikke særlig glad ud. Lykkelig ud. Og han kunne mærke det helt ind til de inderste knogler hvor meget en længsel han havde efter hende, og hvor meget det gik ham på, at han intet var værd. Hverken i hendes øjne, resten af familien eller sine egne. Han rømmede sig og åbnede munden for at ville sige noget.
Men der kom ikke noget. Ikke til en start. Han blinkede en smule med øjnene. “Kan jeg gøre noget for dig?” Kom det så lettere tøvende fra ham.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 3, 2016 22:18:16 GMT
Da deres blikke mødte hinanden, gik der en lille kuldegysning gennem Emma, som slog sit eget ned efter et par sekunders kontakt. Hun fokuserede klart nok ikke på bogen, som hun ikke læste en linje i, men hun regnede med at Eam ville se væk og ikke tænke mere på hende. Det var efterhånden blevet et ægteskab, hvor hun undgik ham. Alting var så smertefuldt.
Da han talte, løftede hun dog forbløffet blikket igen og så på ham. Hun blinkede overrasket og havde utallige svar på spidsen af tungen. Ingen af dem kom frem, som hun blot rystede forsigtigt på hovedet. "Hvad mener du, Eam?"
Post by Éamon LeStrange on Dec 3, 2016 22:43:14 GMT
Éamon vidste ikke helt hvordan han skulle svare tilbare på hendes undren og selvom han godt vidste muligheden nok ikke lå der, havde han næsten kunne mærke at han havde brug for at hun gerne ville have noget af ham. At hun råbte og skabte sig overfor ham. Fortalte hvad præcist han kunne gøre for at lette på hendes humør. Nok kunne han ikke lægge med hende som en mand burde med sin kone, men han kendte dog til andre metoder, han følte dog et eller andet sted at hun havde trukket sig væk, og den eneste han kunne bebrejde var ham selv, og hvad end det var der gjorde at han havde smerter i benene og grunden til hans svigtende manddom.
Et bryn løftede sig en smule. Lysten til hans kone var der, han kunne ikke benægte det. Men det var som om at en særlig del af kroppen ikke ville registrerer det. Det var som om at hans fingerspidser skreg efter berørelse mod hendes kind. "Jeg savner dig Emma" kom det hæst fra ham
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 3, 2016 23:05:35 GMT
Hun havde forventet meget, men ikke dét. Efter natten for få dage siden, hvor hun endelig havde givet helt op, var det som et stik direkte i hjertet. Lorcan havde haft hende som Eam burde have og hans ord fik en gnaven på hendes samvittighed til at forvandle sig til noget mere og mere smertefuldt.
Hun så på ham i komplet, øresønderrivende stilhed, før hun sank en klump og slog blikket ned. "Jeg er lige her," svarede hun lavmælt og uden at gå ind i den smerte han selv udtrykte. Det kunne hun ikke nu. Ikke efter at have ydmyget sig selv på den måde. Hun følte sig beskidt igen og rykkede uroligt på sig.
Post by Éamon LeStrange on Dec 3, 2016 23:17:53 GMT
Éamons blik var ikke længere tynget af den smerte der sad i hans ben. Han var bekymret. Ikke for sig selv, men overfor den kvinde der sad ved siden af ham. Nok havde de i den sidst tid ikke delt så meget med hinanden, men han mente alligevel at han kendte hende nogenlunde godt til at kunne læse hendes træk. Hans øjne blev let sammenknebne som opmærksomheden ikke flyttede sig ud af stedet.
Hendes ord var på sin vis langt fra tilfredsstillende. Da han jo udmærket var klar over hvor hun var fysisk. "Nej. Det er du ikke" bemærkede han så med et let suk. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre for at få et rigtigt smil frem på hendes læber. Men godset syntes koldere når luften mellem dem ikke besad megen varme.
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 0:19:09 GMT
Hendes blik forblev sænket, selvom Eams ord skar dybere i hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun var ikke vred på ham, men på sig selv og den verden, der havde taget ham fra hende og givet hende en ringe erstatning, som kun fik hende til at have det dårligt med sig selv.
Med en kvalm følelse så hun ned i sin bog og lod være med at svare. Hendes øjne sved, men hun græd ikke.
Post by Éamon LeStrange on Dec 4, 2016 0:30:31 GMT
Der lød en høj skrabe lyd da Éamon havde taget fat om stolens armlæn og rejst sig fra stolen. Han kom langt fra hurtigt op, og stolen var blevet skubbet en smule tilbage grundet den tunge vægt han havde måtte ligge i sine hænder så han bedst muligt kunne komme nogenlunde på benene. Han skar en grimasse da smerterne nærmest stak i ham, og det blev kun værre da han satte den ene fod foran den anden.
Hun sad dog så langt væk at han mente det var vigtigt for ham at rejse sig. Han brummede let og hvilede nu hånden mod det høje ryglæn på den stol som Emma sad i. En finger blev placeret under hagen på hende, og ville guide hendes opmærksomhed mod sig. "Luk mig ind" hans stemme var dyb, og det lød lidt som om at han havde noget siddede i klemme i halsen, men det skyldes den simple grund at han faktisk aldrig sagde særlig meget. Stemmen var ikke vant til at blive brugt.