|
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 2:11:32 GMT
Emma så op, da Eam rejste sig, men hun regnede med, at han gik. Ikke at han kom hen til hende. Da han lagde en finger under hagen på hende mindede det hende i skræmmende grad om præcis hvad Lorcan havde gjort og hun reagerede ukarakteristisk ved at trække sig brat væk og se op på ham med hamrende hjerte og kvalme.
Blikket flakkede mellem hans øjne og hendes egne brændte svagt, før hun mønstrede sin værdighed og rankede nakken. "Det er for sent," hviskede hun punkteret, imens hun hadede sig selv for hvad hun havde gjort. Hvad hun havde ladet Lorcan gøre.
|
|
|
Post by Éamon LeStrange on Dec 4, 2016 2:18:52 GMT
Éamon havde ingen anelse om hvad der gik af tanker gennem hovedet på Emma, og han måtte indrømme at han blev en anelse forskrækket over den pludselig bevægelse da hun rykkede sig væk fra ham. De mørke bryn trak sig sammen i undren, men han sank hånden ned langs siden og stod nu bare med blikket mod hende som han støttede sig til stolen. Det krævede en del af ham at stå oprejst som han gjorde.
"Jeg ved godt jeg ikke er den bedste husbond men.." han tav. Et tungt suk forlod Éamon. Han turde næsten ikke at række ud efter hende igen. Det virkede til at hun var næsten bange for ham. Hvilket kun gjorde ham utryg.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 2:54:08 GMT
Emma havde ikke den samme følelse af Eam som hun havde af Lorcan. Hun kendte ham ikke så godt som en hustru af fem år burde kende sin mand, men hun kendte ham godt nok til at vide, at han ikke var sådan. Alligevel kunne hun ikke løsrive sig fra det nye minde, blandet sammen med alle minderne af hvordan Eams bror tog hende. Hvordan han fik hende til at få nydelse ud af bedraget. Hendes kinder glødede, da hun slog blikket ned for at undgå sin mands blik.
"Du har ikke gjort noget galt," forsikrede hun lavmælt, men endnu med ønsket om, at han ville lade hende være.
|
|
|
Post by Éamon LeStrange on Dec 5, 2016 0:19:20 GMT
Éamons øjne blev ved med at se en smule tvivlsomme ud. De hvilede stadig mod Emma og det var tydeligt at se hvordan begge bryn skød op ved hendes ord. Han havde ikke lyst til at tvinge hende til at tale, men det gjorde ikke situationen bedre, da han havde på fornemmelsen af at hun løj. "Nuvel. Så behøver du ikke længere sidde og holde mig med selskab" sagde han bare med et dybt suk. Hvis ikke hun mente at han var værd at betro sig til, så havde han heller ikke det store behov for at være i nærheden af hende. Ikke nok med at det gjorde ham en anelse frustreret, så mente han at hun nok i sidste ende ville fortrække andet selskab frem for hans.
Han blev dog stående ved hendes side i et lille stykke tid inden han rettede let i ryggen for så at bevæge sig tilbage til sin stol.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 5, 2016 21:37:55 GMT
Emma så ikke Eam i øjnene. Primært fordi hendes egne var våde og hun ikke lod ham se det. Hun trykkede læberne sammen ved hans konstatering og rejste sig endelig med sin bog. Hendes stemme rystede lidt under det svage "godnat," før hun forlod stuen og sin mand for at være alene. Skyldfølelsen ville æde hende op, men hun forsøgte at overbevise sig selv om, at det var for hans bedste og ikke kun for hendes, at hun bedrog ham. Lukket?
|
|