Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en kold november dag men Dymphna havde fået besked på at røre sig, for at blive stærk nok til at kunne klare de lange bryllupsdage. Hun havde desuden lidt sul på maven der skulle væk for at hun kunne leve helt op til forestillingen om, at hun var jomfru. Det var hårdt, men hun havde ikke noget valg og hun gik derfor nogle lange ture i udkanten af skoven tæt på Muldoons gods. Hun fulgtes med sin kammerpige, som havde fået striks besked på ikke at forlade hende på noget tidspunkt, men det var inden den lille ulykke skete.
Det havde nemlig regnet i nogle dage og stierne var blevet mudrede, på trods af det gik Dymphna stadig stærkt, ivrig efter at komme hjem i varmen. Men hendes hurtige tempo fik hende til at miste balancen og vride sin ene fod om, så hun ikke kunne gå på den. Det tog tjenestepigen et øjeblik at få hende placeret på en sten i nærheden, inden de begge blev enige om at det var bedst hun gik efter hjælp.
Da den unge pige forsvandt blandt træerne, føltes skoven endnu mørkere og faretruende end den havde gjort før. Et suk slap over Dymphnas læber, mens hun trak kappen tættere omkring sig og forsøgte at varme sine hænder ved at ånde på dem. Hun håbede virkelig, at tjenestepigen snart ville dukke op med hjælp, for hun brød sig ikke om at sidde her alene, selvom hun kendte denne del af skoven godt og vidste den var fri for banditter. I et forsøg på at berolige sig selv, gav hun sig til at synge afdæmpet, mens hun kiggede ned på sin ømme fod.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 19:49:09 GMT
Tristan havde intet at gøre i den irske skov, som han vandrede hvileløst igennem den. Rester af formiddagens rus sad stadig i ham, som han var vågnet op med en smerte i bryst og sind som kun flasken havde været i stand til at kurere. På højden af hans fuldskab havde han fået den glimrende ide at opsøge roden til hans smerte. Det irske gods hvor de indespærrede hans hustru og ufødte søn, var stadig utilgængeligt for ham. Han havde knust flasken i arrigskab over faktummet, før han var vandret ud i skoven, uden noget egentligt formål.
Efterhånden som skridtene var blevet flere, og den kolde efterårsvind var begyndt at bide i hans kinder, var han så småt begyndt at tænke klart igen. Dog ikke nok til at tro at det ikke var indbildning, da han hørte en dæmpet sang. Han måtte være mere fuld end han egentlig følte sig, det var den eneste rationelle forklaring, som stien rundede et hjørne. Alligevel kunne han ikke skyde skylden på whiskyen da hun stod lige foran ham. Det kunne ikke være et syn, og alligevel var det for godt til at være sandt, som han lavmeldt udtalte hendes navn. "Dymphna..?"
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 20:29:57 GMT
Dymphna kunne ikke stå på sin fod og måtte derfor sidde på stenen, som tjenestepigen havde hjulpet hende hen på. Hendes blik hvilede stadig på hendes ømme fod, da hun hørte skridt i skovbunden og hendes hjerte hoppede helt op i halsen på hende, ved lyden af den stemme som hun kendte alt for godt. Hun så ikke op med det samme, hun håbede ikke at det var ham, men til sidst vovede hun at løfte blikket og betragtede sin tidligere mand som var han et spøgelse - og ikke et venligt et af slagsen. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun håbede på at han ville gå hvis hun ikke anerkendte hans tilstedeværelse. Derfor glippede hun bare lidt med øjnene og så ned på sine hænder og blev meget optaget af, at gnide dem mod hinanden.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 20:40:02 GMT
Tristan kunne ikke tro sine egne øjne, som han betragtede sin hustru. Hun var ligeså smuk som han huskede hende, siddende på en sten, med sit lange brune hår. Øjnene gled ned til hvad han forventede var den frodige mave rusens syner velsignede ham med, men da den i stedet var som han huskede den, uden nogen større tegn på deres søn, kunne han ikke tro andet end at hun var et genfærd fra et tidligere liv. Han kunne dog ikke modstå fristelsen, om hun så ville forsvinde på den stille brise når han rakte ud efter hende, bevægede han sig stadig tættere på, med et længselsfuldt blik i de grønbrune øjne. "Dymphna..?"
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 20:49:04 GMT
Dymphna indså nu at han ikke blot ville gå sin vej og hun fik derfor et svagt panisk blik i sine øjne. Den ømme fod kunne hun ikke komme langt med, så hun blev siddende på stenen, som var hun en statue der altid havde været der. Hun rørte sig ikke ud af stedet, men stirrede på ham med store øjne, mens hendes læber dirrede. "Stå stille." Sagde hun mere som en ordre end et forslag. Hun ønskede ikke han skulle komme tættere på, men heller ikke at han blev vred. Et øjeblik overvejede hun at flygte, men selv hvis hun kunne overkomme smerten, var det en risiko at miste tjenestepigens viden om hendes placering.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 20:55:45 GMT
Det gav et sæt i Tristan da hun rent faktisk talte direkte til ham, og brød illusionen om at være et genfærd fremkaldt af hans rus og elendighed. Han stoppede op, mens han prøvede at håndtere det faktum at hun rent faktisk sad lige foran ham. Den smukke kvinde han havde viet først på året og bygget et hjem med. Den blide hustru der skulle være mor til hans søn. Det var alt hvad han havde ønsket i de sidste mange måneder at se hende igen. "Er.. Du virkelig?" Han blev nødt til at være sikker. Der var intet faretruende over hans adfærd, han så nærmest harmløs ud som den drømmende længsel lyste ud af hans øjne.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 21:01:12 GMT
I Dymphnas øjne gjorde den drømmende længsel ham blot endnu mere skræmmende og hun betragtede ham forsat med et blik, der lignede en forskrækket kats. Hun overvejede et øjeblik at spille med på hans besynderlige fantasier, hvis han rent faktisk troede han drømte, ville han måske ikke være så farlig. "Jeg er bare en fantasi. Gå din vej." Sagde hun derfor og så beslutsomt på ham, hun håbede inderligt på at han ville tro hende, ellers var hun ikke sikker på at hun kunne blive siddende her meget længere og tanken om at gå på sin fod, var ikke specielt tillokkende. Alle de følelser hun havde haft for ham trængte sig på, men der var mere had end kærlighed tilbage for den mand hun i sin tid havde sagt ja til at gifte sig med.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 21:12:57 GMT
Tristan havde svært ved at tro hende. Han kunne se hende sidde spillevende, han kunne nærmest træde frem og røre ved hende, dufte hendes brune hår. "Nej.. Du er virkelig her." Han undlod at blive såret over at hun tydeligvis ikke var lykkelig over at se ham. De måtte have fortalt hende ting. Han havde ikke forandret sig siden de var skiltes. Det mørke hår hang tjavset og klodset klippet omkring hans hoved, mens de mørke klæder ikke var blevet fornyet over de mange måneder de havde været adskilt. De grønbrune øjne var dog som første gang han så hende, ikke som den aften i det lille hus der havde drevet dem fra hinanden.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 21:20:04 GMT
Dymphna blev en smule mere rolig, da det så ud til at han var nogenlunde ved forstanden og samtidig ikke blev voldelig. Hun havde dog stadig en dybdegående mistillid til ham, der var svær at få til at forsvinde. Derfor så hun beslutsomt på ham og nu med et næsten bedende skær i sine øjne. "Vil du ikke nok være sød at gå?" Gentog hun og forsøgte at rejse sig op, men måtte sætte sig igen med et mindre støn, fordi hendes fod gjorde ondt. Hun ærgrerede sig virkelig over at hun ikke var bedre til helbredende besværgelser. Det kunne have sparet hende fra dette utrolig uønskede møde.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 21:30:26 GMT
Det begyndte endelig at synke ind i Tristan at hun gerne ville have ham til at gå, og realiseringen skar ham i hjertet. Han havde ikke tænkt sig at adlyde, han slog det i stedet hen. Det var ikke hendes ord, de måtte være hendes broders. Hendes broder der havde stjålet hende fra ham. I stedet bemærkede han hendes besvær med at komme op at stå. Instinktivt bevægede han sig tættere på for at støtte hende, og dog stoppede han et skridt fra hende, stadig bange for at hun ville forsvinde hvis han rakte ud og rørte hendes bløde hud. "Nej.. Du er kommet til skade." Bekymringen var tydelig, og dog blev den reel, som den gled over i frygt da han kædede den flade mave sammen med hendes besvær. "V.. Vores søn?" Det slog ham, som havde nogen stukket ham en lussing, med en flad, syngende hånd.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 21:42:59 GMT
Dymphna lænede sig automatisk tilbage da han kom nærmere og strakte en arm ud, for at holde ham på afstand. Hun rynkede sine øjenbryn i en ængstelig mine og så ham sårbart i øjnene. "Nej, jeg har det fint." Sagde hun og blev kun endnu mere bleg, da han bragte hendes søn på banen. Hendes øjne blev automatisk blanke, men hun var for nervøs til at blive rigtig ked af det. Det var ved at være noget tid siden hun havde givet ham fra sig, men savnet sad stadig i hende, som om nogen havde taget hendes ene ben.
"Har det godt.. " Sagde hun kort, men havde nu mistet tålmodigheden. Han havde ikke tænkt sig at gå. Derfor måtte hun. I en hurtig bevægelse havde hun trådt væk fra ham, men nåede kun et par skridt, inden hun faldt sammen som et korthus lige hvor hun stod.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 22:05:26 GMT
Noget uventet lykkeligt sprang ud i Tristans mave, da hendes kortfattede bemærkning afkræftede den skræk der havde holdt ham vågen de sidste mange måneder. Deres søn.. Den tanke han blot havde fantaseret om i sit hoved de sidste ni måneder, var nu et egentligt levende væsen, og han havde det godt. Han stod og svælgede i lykken, der kun kunne toppes af at holde det lille væsen i armene, før han lagde mærke til at hun var kommet op, og faldet om igen et par skridt længere henne. Hurtigt var han ved hendes side, og på vej til at hjælpe hende op at stå igen, med et blidt og forsigtigt greb, som var hun en skrøbelig ting lavet af glas, og ikke en ulydig hustru han ruskede i vrede. "V.. Virkelig? Han.. Han er rask og sund..?" Øjnene blev nærmest blanke ved tanken, som han kiggede på hende ude af stand til at skjule lykken i hans blik.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 22:12:53 GMT
Dymphna var ved at dø indvendigt over situationen, smerten i hendes fod, Tristan og hele planen om hendes ikke eksisterende graviditet kørte sammen i en smøre og hun magtede det ikke. "Nej jeg har aldrig været gravid." Sagde hun og himlede vredt med øjnene, inden hun skubbede sig væk fra ham, for i stedet at kravle hen af skovbunden, desperat efter at komme væk fra den helt sindssyge mand der ikke kunne forstå hvad der var virkelighed og hvad der foregik oppe i hans hoved. Hun håbede virkelig at tjenestepigen dukkede op, der var intet der ville give hende mere glæde end at slippe ud af denne vanvittige situation.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 22:20:54 GMT
Tristan stod blot lamslået et kort øjeblik, som hun rakte ham lykken på et sølvfad, og derefter rev det hele til sig igen. Han købte den ikke. Han havde følt på hendes bulende mave, han havde selv lige hørt hende fortælle at han havde det godt. Alligevel var der noget i hendes modstridende beskeder der gjorde ham urolig. Han kunne ikke forstå hvad de havde gjort ved hende, som hun desperat kravlede væk fra ham i den glatte skovbund. Han blev både skræmt og bekymret, som han hurtigt var ovre ved hende igen, og gjorde endnu et forsøg på at hjælpe hende op. "Hv.. Hvad har de gjort ved dig Dymphna?" Bekymringen og omsorgen, var tydelig i hans blik, som han forsigtigt strøg en lok af hendes brune hår væk fra hendes ansigt.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 22:33:32 GMT
Skovbunden var ikke rar at kravle på, hendes bløde hænder blev revet og hendes kjole blev beskidt, desuden var det svært selvom hun ikke ligefrem trådte på sin fod. Det var derfor mest den fysiske udmattelse der gjorde at hun overgav sig og lod ham hjælpe hende op og hun endte med at læne sig mod ham, da hun kun havde en fod at stå på. Tristans omsorg fik hende til at smelte indeni, men udenpå var hun som en statue og fortrak ikke en mine mens han rørte ved hende. Det var en uønsket berøring og den gav hende en mild kvalme, mens hun ønskede at hun kunne løbe væk fra ham og aldrig se ham igen. "Ingen har gjort noget." Sagde hun stift og næsten mekanisk uden at se ham i øjnene, hvis hun ikke var til stede i sin krop, ville det nok være som om at hun aldrig havde oplevet dette.
