Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 22:43:32 GMT
Der var noget galt. Tristan var ikke noget empatisk geni, men han kunne mærke at der var noget hun ikke fortalte ham, noget hun prøvede at skjule. På trods af at deres ægteskab havde været ganske kort, kunne han se at hun løj. De havde haft mange måneder til at vende hende imod ham. Male ham som det monster hans navn og udseende indbød til, men Tristan vidste bedre, hun vidste bedre. Efter hvad hun havde gjort ved ham, søgt trøst i en anden mands favn, så havde han alligevel tilgivet hende, var det ikke et lysende bevis på hans kærlighed. Han følte varmen sprede sig i hans bryst, som hun overgav sig, og støttede sin krop imod hans. Han havde svoret at være hendes skjold og hendes styrke på bryllupsdagen, det kunne de ikke tage fra ham. "Har de taget vores søn..?" Han kiggede hende bekymret i øjnene. mens hans hånd ubevidst gled ned til hendes maveregion, hvor deres søn havde spiret sidste gang han lagde hånd på den.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 22:49:35 GMT
Dymphna forsatte med at være udtryksløs, mens hun hvilede sin vægt imod ham, kun fordi det var nødvendigt for hende for at blive oprejst. Hun trak dog øjenbrynene sammen i en smertefuld mine, da han lagde hånden ned på hendes mave og hun skar en grimasse som var yderst langt fra hvad en adelsdame burde være i stand til. At han rørte hende et sted der var så intimt gav hende endnu mere lyst til at kaste op og hun lukkede sine øjne, uden at svare på hans spørgsmål. I stedet tog hun godt fat i hans hånd og skubbede den væk fra sin mave. "Lad være med at røre ved mig." Sagde hun afdæmpet og da hendes øjne åbnede sig, så hun på ham med et blik, der var fyldt med afsky.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 23:19:34 GMT
Tristan var uforstående over hvordan hun reagerede. Han havde tilgivet hende, så hvorfor kunne det hele ikke blive det samme som før? Det var hende der havde ydmyget ham, ikke omvendt. Han forstod ikke hendes blik, hvorfor han afskyede hende, han huskede stadig den lykke der havde hersket i hendes brune øjne på deres bryllupsdag. "Fortæl mig hvad der er galt Dymphna. Jeg kan se at du skjuler noget. Jeg vil kun hjælpe dig.. Hvad har de gjort ved dig, hvor er vores søn?" Hans stemme var stadig blid og forstående, og alligevel havde den fået en urolig klang, som hun undveg hans spørgsmål.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 11, 2016 23:32:08 GMT
Dymphna var træt og desperat, hendes udmattelse skubbede hende til bristepunktet, men hun var fast besluttet på ikke at give sig. Hun ville være den adelskvinde hun skulle være, hun ville ikke træde forkert igen. Det var det eneste liv hun kunne få hvor hun kunne blive lykkelig, alt sammen med Trisse var dømt til at fejle.
"Jeg skjuler kun at jeg hader dig Tristan. Jeg vil aldrig se dig igen, forstår du ikke det? Ingen har gjort noget ved mig, den eneste der har gjort noget er dig" Hvislede hun indebrændt og så ham direkte i øjnene mens hun kneb sine øjne sammen. I dette øjeblik følte hun ikke hun havde noget at miste. Hun havde allerede mistet sin søn, så hvorfor forsøge at spille de sikre kort? Der var ingen grund længere. Hendes liv var elendigt. "Gå nu din vej og kom aldrig tilbage." Sagde hun og skubbede til ham.
Post by Tristan Flint on Nov 11, 2016 23:45:52 GMT
Dymphnas ord ramte Tristan, som havde hun kastet knive efter ham. Hun hadede ham, han havde gjort hende ondt.. Det der gjorde ham aller mest ondt var de løgne hun havde lært at fortælle sig selv. Han ville kun elske hende, han ville kun havde sin familie tilbage fra Brayan Muldoons klør. Det tog dog alligevel en del tolerance, styrke, og blind forelskelse at se igennem hendes ord, og beholde det bekymrede, omsorgsfulde blik i hans øjne som hun skabte sig. Det var ikke første gang at han var klippen der skulle stå imod hendes storm, det var derfor at de var blevet skabt for hinanden, kunne hun ikke se det? I hendes hysteri var han den kærlige kraft der skulle tøjle hende og vise hende vejen. "Nej. Jeg bliver lige her. Jeg kan se at du er såret Dymphna. Jeg svor en ed ved vores bryllup. Jeg forlader dig ikke." Han stod urokkeligt ved hende, som en mand gjorde ved sin viv.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 12, 2016 9:24:26 GMT
Dymphnas forsøg på at skubbe ham væk, ramte hende selv i stedet og et øjeblik var hun ved at miste balancen men hun nåede at gribe fat i hans klæder. Imens hun rettede sig selv op så hun ham vredt i øjnene og rynkede fortvivlet sine øjenbryn i et forsøg på at få ham til at forstå.
"Vi er ikke gift Tristan! Forstå det nu. Og jeg har slået ham ihjel!" Sagde hun og så ham i øjnene med et næsten vildt udtryk i sit blik. "Jeg har dræbt ham, jeg ville ikke have ham, forstår du det nu? Forstår du hvor meget jeg hader dig. Jeg ville ikke have en del af dig i mit liv. Jeg dræbte ham det øjeblik jeg trådte ud af din dør." Sagde hun højlydt på trods af hun stod lige foran ham. I Dymphnas hoved var dette ligeså godt som sandt. Sønnen havde efterladt et mærke på hende, men der var intet hun kunne gøre. Hun følte sig så magtesløs som havde det været døden der havde taget ham væk.
Post by Tristan Flint on Nov 12, 2016 16:50:58 GMT
Tristans verden gik i stå, som hendes ord ramte ham. Han havde været i stand til at slå hendes modvilje hen som Brayans månedlige påvirkning, men som hendes hadefulde øjne kiggede ind i hans og hun tilstod sin forbrydelse, kunne han ikke lyve for sig selv længere. Han skubbede hende fra sig. Hvis hun virkelig talte sandt, var det hende der var monsteret ikke ham. De var måske skiltes på dårlig fod, men at dræbe noget så dyrebart og uskyldigt var utilgiveligt. Han kunne ikke få tankerne til at give mening oppe i hans hoved. Først den brusende lykke om at han havde fædret en søn, derefter den modstridende oplysning om at deres afkom aldrig var blevet givet en chance i livet. Han tog sine hænder op for ørerne, mens han prøvede at håndtere det. Tårerne begyndte at strømme fra hans øjne, som han ikke længere kunne afvise hendes løgne. "Hvor kunne du!? Du kalder mig et monster.. Men det er jo dig.. Du dræbte vores barn..!" Hans stemme fra grødet, som han trak sig væk fra hende. Medlidenheden var væk, erstattet af ren og skær sorg, afsky og desperation. "Hvordan kunne du.. Fortæl mig det Dymphna, hvordan kunne du gøre det?"
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 12, 2016 17:20:40 GMT
Dymphna kunne ikke stå oprejst selv og da han skubbede hende fra sig, mistede hun balancen og faldt bagover ned på jorden. Hun nåede akkurat at afværge faldet med hænderne, men et lille smertefuld støn slap alligevel over hendes læber inden hun stirrede op på sin tidligere mand. Hendes ansigtsudtryk var trist, men samtidig fortvivlet og hun sagde ikke noget med det samme, hans beskyldning gav hende dårlig samvittighed. "For at straffe dig din patetiske, nederdrægtige mand. Du ødelagde mit liv og fortjener ikke en søn! Du fortjener ikke et liv! Du er en mide." Råbte hun og knyttede sin næve mens hun satte sig op og trak sine ben ind under skørterne mens hendes blik brændte i hans og hendes brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt af ren ophidselse.
Post by Tristan Flint on Nov 12, 2016 18:11:50 GMT
Tristan havde næsten lyst til at samle hende op da hun faldt til jorden. Gennem al hans raseri elskede han hende stadig, og dog fik hendes ord ham på bedre tanker. At tage livet af et uskyldigt barn for at straffe ham var ikke blot grusomt, det var utilgiveligt, og slet ikke noget han havde forventet fra sin hustru. Hendes ord hjalp blot hans tårer på vej. "Alt hvad jeg ville var at elske jer..! Fortæl mig at det er løgn. Det er ikke dig Dymphna.. Det er ikke dig!" Han faldt på knæ i den mudrede skovbund, som hans krop føltes magtesløs. Han havde lyst til at gå hen og ruske hende, tvinge en anden sandhed ud af hende, men afmagten havde taget bolig i hans krop. Foran hende sad blot skyggen af en mand, der havde mistet alt.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 12, 2016 19:58:03 GMT
Dymphna så på ham med et chokeret udtryk da han faldt sammen på jorden og fik næsten ondt af ham et øjeblik. Hun kunne dog ikke fortælle ham at han levede, hun ønskede på ingen måde at han begyndte at lede efter drengen. Han havde det bedst hos den familie han voksede op hos, Tristan kunne ikke give ham et godt liv. "Det er mig." Sagde hun og rettede sig lidt op, mens hun rystede på hovedet over hans reaktion. "Det er bedst du går din vej. Vi har ikke mere at sige til hinanden." Sagde hun og så beslutsomt på ham, inden hendes blik flakkede tilbage i retning mod godset. "Tjenestepigen er løbet efter hjælp og hun er snart tilbage. Hvis de finder dig med mig så kan jeg ikke garantere at de lader dig gå."
Post by Tristan Flint on Nov 12, 2016 20:08:10 GMT
Tristan ænsede næsten ikke hendes ord, som han tomt stirrede ud i luften. Realiteten var så småt begyndt at ramme ham. Alt hvad han havde troet på, de løgne han havde fortalt sig selv de sidste mange måneder i et desperat forsøg på at tage en dag af gangen, det hele blev revet fra ham. "Det er lige meget.." Hans stemme var tom, som hans øjne kiggede på hende uden at se. "Fuldstændig lige meget.. Jeg har intet tilbage, du har taget det hele.." Afmagten var tydelig. Det føltes som om selve jorden han sad på blev smuldret under ham. Han kunne ikke se hvad han skulle drage videre til. Et liv på bunden af den flaske der allerede bar ham fra dag til dag?
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 12, 2016 20:42:50 GMT
Dymphna ville have mere sympati for ham, hvis ikke han havde været sådan et kæmpe røvhul i løbet af deres korte tid sammen. Hun løftede dog sine øjenbryn lettere skeptisk over hans ord og sukkede opgivende. "Du ødelagde selv det hele Tristan." Sagde hun og betragtede ham med en nyfunden ro, der sjældent viste sig i hendes blik. "Men det er vist din glæde ved livet er det ikke.. At fejle.. Så du kan have ondt af dig selv? Det kan man i hvert fald sige er gået rigtig godt." Bemærkede hun med en ironisk distance og vendte blikket mod godset, mens hun håbede at der snart ville dukke en gruppe mennesker op i horisonten.
Post by Tristan Flint on Nov 12, 2016 21:37:16 GMT
På trods af at Tristan havde masser af ting i hans liv han kunne have ondt af, havde han for længe siden besluttet ham for at de ikke skulle påvirke den mand han gerne ville være. Han havde afklaret sig med at han aldrig fik sin faders navn, han havde afklaret sig med at han var en bastard og måtte leve på et loft i Hogsmeade, fattig som en kirkerotte, men da Dymphna var trådt ind i hans liv, havde han alligevel set en ende på hans grå tilværelse, og begyndelsen på en der var langt lysere. At få sin drøm revet fra sig så nådesløst, havde gjort ondt. Mere ondt end han nogensinde kunne forestille sig. Det havde reduceret ham til den krøllede bunke af selvmedlidenhed han altid havde lovet sig selv han ikke ville svinde ind til. "Du var med en anden mand.. Ret som min drøm endelig var ved at gå i opfyldelse.. Hvad havde du regnet med at jeg ville gøre? Klappe ham på skulderen og byde ham til middag?" Tristan rystede på hovedet, som han langsomt kom til sig selv.
Post by Dymphna M. Burnett on Nov 12, 2016 22:44:34 GMT
Dymphna rynkede sine øjenbryn mens hun måbede over hans ord og hendes underlæbe dirrede en anelse. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, hans ord var helt utrolige. Til sidst blinkede hun et par gange og fandt frem til de ord, hun ønskede at sige. "Nej. Det startede allerede før det.. Jeg troede du var anderledes, men i mænd er alle sammen ens. I behandler os som jeres ejendom. Jeg vil være fri til at gøre hvad jeg vil og det kommer måske aldrig til at ske, men i endnu mindre grad, ville det gøre med dig." Sagde hun og skar en grimasse mens hun betragtede ham med afsky. "Du var bare endnu en mand der kunne lide at slå på tæven." Bemærkede hun og vendte igen ansigtet mod godset. Hvorfor kom de ikke snart?
Post by Tristan Flint on Nov 12, 2016 23:22:57 GMT
Tristan kunne ikke tro sine egne ører. Det var som om at han langsomt fik rationaliseret sig frem til konklusionen at det var langt lettere at være vred på hende og afsky hende, i stedet for at skylle sit hjerte ud i mudderet foran adelsfrøknen han havde valgt at gifte sig med. Han prøvede oprigtigt, følelserne havde et stærkt hold i hans krop, og dog kunne de ikke gennemsyre hver en fiber, som der stadig var en del af ham der smeltede når han lagde øjne på hendes spinkle skikkelse. "Jeg ville aldrig gøre dig ondt. Jeg ville have givet dig alt, men det jeg kunne tilbyde var åbenbart ikke godt nok..?" Han følte sig forrådt af hende, som han kom på benene igen. Han huskede ikke at have slået hende, ikke engang når hun måske havde fortjent det.