Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Konfrontationen midt på Hovedgaden var uden tvivl blevet overværet af mange og Brayan var ikke upåvirket selv, da han forlod stedet. Han havde haft ærinder at løbe, men de var glemt og hans primære mål var at komme væk fra offentligheden til et sted, hvor han kunne klare sine tanker.
De Tre Koste var ikke et godt valg, men han vidste at de havde en stille gård og han så sig ikke om, som han gik gennem krostuen. Han fortsatte blot direkte gennem og skubbede døren ud til gården op. Den var, lyksageligvis tom og han nåede kun få skridt ud, før han stoppede op og begravede ansigtet i hænderne.
Post by Josselyn Wright on Nov 5, 2016 10:09:58 GMT
Josselyn havde set hvad der var sket på Hovedgaden, men hun havde været alt for bange til at hjælpe Brayan. Hun havde nogle rygter om Tristan og brød sig ikke om manden. Han virkede barbarisk og var der noget Josselyn var bange for, så var det mænd der opførte sig som aber. Da det var ovre havde hun dog diskret fulgt efter adelsmanden og endte med at gå ud i gården, hvor hun var tæt på at støde ind i Brayan. Hans kropssprog fortalte hende nok til, at hun instinktivt lagde en hånd på hans skulder og gik hen foran ham med et ømt blik i sine øjne. "Der er vist meget der tynger dig.." Sagde hun med et forsigtig smil mens hendes blik søgte efter hans.
Post by Brayan Muldoon on Nov 5, 2016 11:15:36 GMT
Brayan var normalt ikke uopmærksom, men han ænsede ikke et øjeblik at der var nogen, der fulgte efter ham. Han vidste kun, at han havde brug for at komme væk fra menneskemængden. Det troede han var lykkedes, indtil en hånd lagde sig mod hans skulder og det gav et forskrækket sæt i ham. Hånden skød ned til tryllestaven og han havde næsten trukket den, da en kvinde trådte om foran ham og han med det samme genkendte de blå øjne.
Han blinkede en enkelt gang, før de anspændte skuldre langsomt faldt. Ansigtsudtrykket var rådvildt og håbløsheden i det, pludselig skinnede gennem facaden, understregede hendes ord.
"Hvad gør du her?" hørte han sig selv sige hæst og han overvejede, ikke for første gang, om hun bare var et fragment af hans fantasi.
Post by Josselyn Wright on Nov 5, 2016 12:08:29 GMT
Josselyn forholdt sig rolig på trods af han blev forskrækket, mens hendes blik hvilede på ham og blev mere medfølende som det gik op for hende, hvor fortvivlet han var. Hun havde aldrig set ham sådan hos Malfoy familien og hun tvivlede på, at han egentlig brød sig om at nogen så ham på sådan en måde.
"Undskyld, jeg var bare bekymret.. det var så.. voldsomt.. det der skete.. derude.. " Sagde hun og rettede lidt på sin hovedbeklædning. Hendes blik flakkede hen over hans ansigt og hun tøvede en anelse, måske havde det været en dårlig ide at hun gik herud. "Jeg var bange for du var kommet til skade."
Post by Brayan Muldoon on Nov 5, 2016 18:47:51 GMT
En sten sank til bunden af hans mave, da han indså, at hun havde været vidne til optrinnet. På en eller anden måde var det dog ikke det der trådte frem for ham, men i stedet den helt reelt bekymring han læste i de store, blå øjne.
“Hvorfor bekymrer du dig om mig?” hørte han sig selv sige, hæst og ikke meget over en hvisken. Han burde træde væk fra hende, distancere sig, men han stod som forstenet.
Post by Josselyn Wright on Nov 5, 2016 19:24:58 GMT
Josselyn smilede lidt over hans ord og rystede på hovedet. De havde allerede talt om det. Hvorfor var han så skeptisk overfor hende? Havde han aldrig oplevet, at nogen ville hjælpe ham blot fordi de havde lyst? "Nogle gange.. så møder man mennesker.. som virker som om de har brug for en smule omsorg." Sagde hun og så ham i øjnene. "Jeg kan gå min vej hvis du ønsker det." Hendes blik blev en anelse usikkert, men det veg ikke fra hans. Hvis hun rent faktisk var en belastning, så ville hun ikke spilde hans tid længere.
Post by Brayan Muldoon on Nov 5, 2016 19:59:15 GMT
Brayan reagerede instinktivt, da hans ene arm skød ud og en hånd lukkede sig ganske blidt om Josselyns underarm. "Vær sød at blive," bad han stille og selvom han knapt kunne kende sig selv i ordene, så fandt han, at han mente dem. Det samme udstrålede blikket og det forsvandt ikke, selv da han slap hende igen.
"Jeg har det som om, at jeg er ved at drunke i det hele og jeg aner ikke, hvordan jeg skal stoppe det," kom de næste, hæse ord ud af ham, uden han kunne styre det eller det komplet rådvilde ansigtsudtryk, der halvt forventede at hun havde svarene på alt.
Post by Josselyn Wright on Nov 5, 2016 20:10:22 GMT
Josselyn blev en smule forskrækket over hans pludselige handling og hendes hjerte bankede en anelse, da hun mødte hans blik, endnu en gang forsigtig og ængsteligt. Brayan var ikke så uskadelig som han havde været da hun havde mødt ham sidst. Det gik op for hende, at hun egentlig ikke kendte ham rigtigt.
Hans ord fik dog sympatien frem i hende igen og hun rynkede sine øjenbryn i en omsorgsfuld mine. "Det lyder som om.. at du har brug for at tage en pause fra det hele.. Tænke på noget andet.. " Sagde hun og lagde en hånd på hans kind. "Hele verden hviler ikke på dine skuldre." Bemærkede hun og smilede kærligt til ham. Hun vidste i virkeligheden ikke rigtig hvad hun skulle sige, men forsøgte bare på, at berolige ham en smule.
Post by Brayan Muldoon on Nov 5, 2016 21:52:54 GMT
Det var som om, at der gik et stød gennem ham, da en hånd lagde sig mod hans kind og han blev så overrasket over det, at han nær havde trukket sig væk. Han tog en brat indånding, ikke klar over at han fortsat stod en anelse bøjet ned mod hende og ikke gjorde noget for at fjerne hendes hånd.
"Gør den ikke?" spurgte han lavmælt, men forventede ikke et svar. I stedet tog han en indånding og trak brynene tæt sammen. "Du forstår ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Hvis jeg gør, er der ingen til at holde styr på det hele."
Post by Josselyn Wright on Nov 5, 2016 22:05:03 GMT
Josselyn så alvorligt på ham, hun havde meget tålmodighed, men hun var også ved at være en smule træt af hans manglende evne til at passe på sig selv. "Jeg forstår det godt. Jeg har også meget at tænke på." Sagde hun og sukkede lidt, inden hun trak hånden til sig, men smilede alligevel til ham. "Det hjælper at tale med nogen." Sagde hun opfordrende og blottede tænderne en anelse, mens hendes blik hvilede afventende i hans.
Post by Brayan Muldoon on Nov 5, 2016 23:36:58 GMT
Brayan var absolut ikke vant til at dele sine inderste tanker og bekymringer med nogen. Måske var der enkelte ting, han med tiden havde fået udløb for i mørket hos en varm kvinde, men det var det. Det var ikke underligt, at det var svært for ham, men der var noget ved Josselyn, der i forvejen fik det til at have som om, at hun så lige gennem ham.
Med en dæmpet, frustreret lyd, endte han med at synke ned at sidde på en bænk op mod muren. Der var en reel chance for at nogen ville komme ud, men han måtte løbe den, som han gned hænderne over ansigtet.
"Josselyn," sagde han til sidst og lod hænderne falde. Øjnene søgte hendes, blikket en anelse håbløst. "Hvis jeg fortæller dig det, sværger du ikke at sige det videre?"
Post by Josselyn Wright on Nov 6, 2016 9:38:14 GMT
Josselyn satte sig ned ved siden af ham uden at slippe ham med blikket, hendes blå øjne gled opmærksomt hen over ham, hun var nervøs for at han ville bryde sammen eller der ville ske et eller andet voldsomt. Han virkede så ustabil.
"Det gør jeg. Jeg sværger ikke at sige det til nogen." Bemærkede hun og smilede beroligende til ham. "Du har vel heller ikke hørt nogen tale om dit lille uheld vel?" Sagde hun og løftede sine øjenbryn lidt med et venligt blik i sine øjne. Sladderen løb hurtigt i Hogsmeade og hvis hun havde været ude med historien, ville han nok have mærket det nu.
Post by Brayan Muldoon on Nov 6, 2016 12:35:19 GMT
Brayan stivnede mærkbart, da hun bragte uheldet op. Hendes måde at omtale det gjorde ham mere end utilpas, men han måtte erkende, at det var sandt. Da han så ned i de venlige, blå øjne, var det da også svært at forestille sig, at hun var i stand til at fortælle en løgn. Alligevel tøvede han. Fordi han vidste, at han potentielt satte det hele over styr.
Men hun havde ret. Han var nødt til at sige det. Så han tog en dyb indånding og begyndte.
Post by Josselyn Wright on Nov 6, 2016 13:17:19 GMT
Josselyn var ved at smile over hans ord, men så bed hun overvejende ned i sin underlæbe og kneb øjnene lidt sammen. Graviditet var kun uønsket i et tilfælde og hun forestillede sig, at det ikke var sket på den måde, som de adelige foretrak at det gjorde. "Udenfor ægteskabet?" Spurgte hun derfor og så tålmodigt på ham. Hendes stemme var afdæmpet, hun var også lidt nervøs for at nogen kunne høre dem.
Post by Brayan Muldoon on Nov 6, 2016 15:20:21 GMT
Brayan så lidt ned på sine hænder og ville sådan ønske, at han kunne sige ja. Til sidst rystede han dog på hovedet. "Han giftede sig med hende mod vores vilje," svarede han og hvilede albuerne på knæene med hænderne samlet fladt mod hinanden.
"Han behandlede hende frygteligt. Da hun stak af, kunne jeg ikke sende hende tilbage dertil - og den eneste måde hun ville blive fri på, var at lade som om at ægteskabet aldrig var blevet beseglet."
