|
Rystet
Nov 6, 2016 17:26:34 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 6, 2016 17:26:34 GMT
Josselyn vidste slet ikke hvad hun skulle sige til det han fortalte. Historien var så langt fra den hverdag hun selv kendte. Hun holdt ubevidst vejret da han nåede til fortællingens slutning, mens hendes blik hvilede på ham, en blanding af chok og medlidenhed. "Det lyder forfærdeligt." Hviskede hun og lagde en hånd på hans skulder, mens hun så ned et øjeblik. "Kan godt forstå at du har følt dig meget presset.." Sagde hun og så mod hans øjne, med et lille smil på sine læber. Derefter trak hun hånden til sig og lagde den i sit skød, mens hun så ned på den. "Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe." En lille rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn. Hun ville have påtaget sig lidt af hans byrde hvis hun kunne.
|
|
|
Rystet
Nov 6, 2016 18:02:51 GMT
Post by Brayan Muldoon on Nov 6, 2016 18:02:51 GMT
Brayan var ikke nået til det værste i historien endnu, men da Josselyn virkede til at tolke hans fortælling som slut, kunne han ikke få sig selv til at fortsætte. Måske havde han heller ikke lyst til at forarge hende med sandheden, som gnavede i ham døgnet rundt.
"Josselyn," sagde han lavmælt og rakte ud for at hvile en hånd over hendes, nærmest uden at tænke over det. De næste ord var svære at få frem og lød en anelse kvalt, men det lykkedes til sidst. "Det hjælper at sige det. Tak."
|
|
|
Rystet
Nov 6, 2016 18:20:52 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 6, 2016 18:20:52 GMT
Brayans berøring fik hendes hjerte til at banke på en måde, som hun aldrig havde oplevet før. Hendes kinder blev røde og hun så tøvende op og mødte hans blik. Et lille smil hvilede på hendes læber mens hendes blik hvilede i hans og hun bed sig forsigtig i underlæben. "Det var så lidt.. " Hviskede hun og løftede sine øjenbryn i en lettere spørgende mine. Hun vidste ikke hvad der skete, han var ikke en mand hun nogensinde havde sukket efter, men nu hvor de sad her, føltes det som om at han var den eneste i verden hun nogensinde havde kendt.
|
|
|
Rystet
Nov 6, 2016 20:33:06 GMT
Post by Brayan Muldoon on Nov 6, 2016 20:33:06 GMT
Brayan drejede hovedet og mødte Josselyns blik, kun for at blive overrasket over hvad han så. De røde kinder, tænderne der havde fanget den fyldige underlæbe og det spørgende udtryk. Han havde kendt nok kvinder i sit liv til, at han havde set lignende før - medmindre han tog helt fejl.
Blikket gled fra hendes læber og op til øjnene igen og han fandt ikke ord. Til gengæld mærkede han, overraskende, et lille smil trække i sine mundvige.
|
|
|
Rystet
Nov 6, 2016 20:55:14 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 6, 2016 20:55:14 GMT
Josselyns sædvanlige fornuft var forduftet og erstattet af en stærk følelse, der fik hende til at føle sig nærmest beruset. Hun overvejede ikke hvad konsekvenserne var af alt dette og om det var en god ide. I stedet gengældte hun blot hans smil og løftede endnu engang sin hånd op til hans ansigt og lod fingrene stryge hen over hans høje kindben. Hun forstod ikke hvordan nogen kunne sige at denne mand var en idiot. Han var tydeligvis, det smukkeste hun nogensinde havde set.
|
|
|
Rystet
Nov 6, 2016 21:25:40 GMT
Post by Brayan Muldoon on Nov 6, 2016 21:25:40 GMT
Endnu engang rørte hun ham, uopfordret og nok til endnu engang at sende et lille stød gennem ham. Blå øjne flakkede ganske let og han løftede sin egen hånd, før han kunne tænke nærmere over det. Den fangede hendes håndled, før hun kunne trække hånden til sig.
Det ville være så nemt. Impulsen var der, men han fulgte den ikke. Ikke helt, som han lænede sig frem og trykkede et blidt kys mod hendes pande.
|
|
|
Rystet
Nov 6, 2016 21:49:33 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 6, 2016 21:49:33 GMT
Josselyn så lidt forvirret på ham da han tog fat om hendes håndled og hendes øjne blev ikke mindre, da hun mærkede hans læber på sin pande. Hun havde ikke meget erfaring med mænd men hun vidste dog nok til, at de fleste kyssede en kvinde på læberne. Berøringen var dog nok til at hendes kinder blussede op igen og hun lukkede sine øjne mens hun smilede lidt.
|
|
|
Rystet
Nov 6, 2016 22:24:11 GMT
Post by Brayan Muldoon on Nov 6, 2016 22:24:11 GMT
Brayan forventede halvt, at hun ville trække sig væk. Da hun ikkegjorde, men i stedet smilede, flakkede hans blik over hendes ansigt og de lukkede øjenlåg. Det var svært hypnotiserende og måske var han også lidt for villig til at lade sig distrahere. Tænke på noget andet.
"Josselyn?" sagde han en smule hæst og løftede en hånd for at kærtegne hendes kind fjerlet. "Jeg vil gerne kysse dig."
|
|
|
Rystet
Nov 7, 2016 16:29:28 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 7, 2016 16:29:28 GMT
Josselyn åbnede sine øjne da han sagde hendes navn og hun så en smule nervøst på ham. Hendes hjerte bankede hurtigt og hun følte hun havde mistet sin stemme, men til sidst fik hun dog fremstammet nogle hviskende ord. "Det må du gerne." Sagde hun uden helt at kunne tro sine egne ord. Alligevel dukkede et smil op på hendes læber og hun strakte sig lidt, mens hun langsomt lukkede sine øjne i.
|
|
|
Rystet
Nov 8, 2016 17:42:56 GMT
Post by Brayan Muldoon on Nov 8, 2016 17:42:56 GMT
Brayan spurgte ikke altid om lov, men de kvinder han omgav sig med var også alt andet end som Josselyn. Unge adelskvinder med deres kokette smil og alt andet end uskyld. Nu var han, Gud bedre det, næsten helt nervøs, da hun svarede og i et øjeblik selv i tvivl om, hvorvidt han rent faktisk ville gøre det.
Da hun strakte sig imod ham var det dog umuligt at modstå og han havde bøjet sig og fanget de bløde læber med sine, inden han kunne nå at ombestemme sig. Det var overraskende blidt for en mand som ham og han dvælede kun ganske kort, før han trak sig væk igen.
|
|
|
Rystet
Nov 8, 2016 18:28:09 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 8, 2016 18:28:09 GMT
Josselyn gav ikke meget igen, faktisk var hun musestille, nervøs for at hun ville gøre noget forkert. Hendes reaktion på kysset, var de sædvanlige ildrøde kinder, men ud over det stirrede hun på ham som om hun aldrig havde set ham før. "Du må gerne gøre det igen.. hvis du vil.." Hviskede hun og så et øjeblik ned, inden hun mødte hans blik igen og smilede en anelse.
|
|
|
Rystet
Nov 8, 2016 19:22:24 GMT
Post by Brayan Muldoon on Nov 8, 2016 19:22:24 GMT
Hendes manglende reaktion sagde meget, men de røde kinder da han trak sig tilbage, sagde endnu mere. Han så ned i de forundrede, blå øjne og mærkede sig selv trække en anelse på smilebåndet. Uskyldigheden lyste ud af det og det havde aldrig som sådan tiltalt ham, men som så meget andet, var der alligevel noget anderledes over det.
Han løftede en hånd og strøg tommelfingeren let over en varm kind. "Nogen kunne komme herud," bemærkede han lavmælt, uden at kunne lade som om at han ikke var fristet.
|
|
|
Rystet
Nov 8, 2016 19:47:37 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 8, 2016 19:47:37 GMT
Josselyn havde helt glemt at de sad midt ude i gårdspladsen og hun så sig omkring og nikkede svagt. Det havde han jo ret i og hvis han havde været en almindelig ung mand, så havde det måske ikke været så galt, så ville hun bare blive drillet lidt af de andre piger. Det var dog lidt noget andet at blive set kysse med en adelsmand.
"Ja.. Du har ret.. " Hviskede hun og så ham i øjnene, mens hun smilede en anelse. "Det er nok bedst at lade være så.." Tilføjede hun og smilede tøvende til ham, hun havde i virkeligheden ikke rigtig lyst til at holde sig i skindet og hendes øjne hvilede da også i hans mens hun bed sig overvejende i underlæben.
|
|
|
Rystet
Nov 8, 2016 21:40:31 GMT
Post by Brayan Muldoon on Nov 8, 2016 21:40:31 GMT
Det var ikke fordi han ikke mente sine ord alvorligt, men det var alligevel en lille prøvelse, da hvide tænder fangede den bløde underlæbe igen og hans blik faldt uværgerligt. Til sidst endte han med at læne sig frem og trykke et enkelt, fjerlet kys mere mod hendes læber, før han til gengæld trak sig helt tilbage og gav slip.
"Jeg er ikke sikker på, at du er virkelig," konstaterede han lavmælt med et blik der flakkede lidt over hendes ansigt. "Hvordan formår du at være der, når jeg har brug for det?"
|
|
|
Rystet
Nov 9, 2016 10:44:42 GMT
Post by Josselyn Wright on Nov 9, 2016 10:44:42 GMT
Josselyn rynkede sine øjenbryn lidt over hans ord og mødte hans blik, med let undren i sine øjne. Hun smilede til sidst lidt og lagde hovedet på skrå, mens hun tænkte lidt over hans ord. "Jeg er nok bare så heldig at have en sans for hvornår du har brug for hjælp." Sagde hun og så ned et øjeblik. "Eller også er det bare.. skæbnen.. " Hendes blik flakkede undersøgende hen over hans ansigt. Hun vidste ikke om det var det rigtige svar. For det var mærkeligt, men så alligevel ikke rigtig. Hun følte dog samtidig at det måske var ved at være på tide at fortælle ham hvem hun var, men hun var ræd for at han ville hade hende hvis han fandt ud af at hun havde løjet.
|
|