Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Timur var spændt og glad og nervøs og usikker på en og samme tid, men han var til gengæld ikke i tvivl om, at det var en god beslutning, da han den morgen hev fat i Dimas og spurgte om han havde tid om aftenen. Med en aftale om at mødes udenfor Koldovstoretz' massive telt, stod han nu selvsamme sted, godt pakket ind for kulden, og ventede.
Det var sluttet godt sidste gang de sås, selvom starten havde været helt forfærdelig, og nu var der rent faktisk en mulighed for helt uforstyrret, og ikke i bidende kulde, at kunne bruge tid sammen. Tanken fik hans hjerte til at slå hårdt i brystkassen, som han stod og strakte hals for at se noget i det tiltagende mørke.
Post by Dimas San Nicolas on Oct 31, 2016 23:02:15 GMT
Denne gang overvejede Dimas ikke engang i et øjeblik at blive væk. Heller ikke selv, da han måtte sno sig ud af en forespørgsel om lektiehjælp - som han normalt ellers aldrig ville sige nej til. Pakket ind i sin skoleuniform og den kappe, som en hvis lyshåret russer havde lånt ham, smuttede han ud af sit eget telt og satte kursen mod den massive silhuet, der udgjorde Koldovstoretz' telt.
En nervøs summen meldte sig i hans mave på vejen, der kvitterede med at slå en ekstra kolbøtte, da han fik øje på skikkelsen, der ventede udenfor. Det kriblede i ham, som han tog de sidste skridt tæt på og smilede ganske forsigtigt - men varmt.
"Du behøvede ikke at stå ude og fryse, bare for at vente på mig..."
Post by Timur Obolensky on Oct 31, 2016 23:17:47 GMT
Timur smilede stort ved tilsynekomsten af Dimas og han smældede lidt med tungen over de første ord, der forlod den krøllede jævnaldrende. "Russere fryser ikke," konstaterede han, som han greb den anden om skulderen og ledte ham indenfor i teltet. Intet usædvanligt ved det. Mandlige venner var tit fysiske og ingen behøvede at vide, at det var anderledes her. At nærkontakten fik hans mellemgulv til at danse og hans hals til at blive lidt tør.
"... De bliver blå og så dør de," fortsatte han sine første ord med et drenget grin.
Post by Dimas San Nicolas on Nov 1, 2016 19:49:40 GMT
Timurs strålende smil virkede glimrende til at lokke Dimas' eget tydeligere frem, selv da det gav et lille stød gennem ham, som en hånd greb fat om hans skulder. Et fnys røg over hans læber og han så på den lyshårede russer med et skeptisk, men småunderholdt blik.
"Lidt ligesom tæer i frostgrader?" kommenterede han tørt, før hans blik gled rundt og alle yderligere overvejelser omkring kulde blev glemt. Synet af teltet indefra var imponerende og han ville elsket at have set nærmere på det, hvis ikke der havde været andre elever til stede, som han følte sig nødsaget til at smile høfligt til.
Post by Timur Obolensky on Nov 1, 2016 20:17:28 GMT
Grinet, der forlod Timur over krøltoppens svar, var dumt, indiskret og ganske meget russeren. "Præcis ligesom tæer i frostgrader. Men jeg har altså ikke tænkt mig at dø." Han beholdt sin arm omkring Dimas et øjeblik, før han slap og modstod alle fristelser til at tage hans hånd eller give hans bagdel det klem, som han ellers absolut mente den fortjente.
I stedet slog han med hovedet imod det ene af de fire hjørner og ledte vejen hen til opgangen og vindeltrappen i træ.
Post by Dimas San Nicolas on Nov 1, 2016 20:50:38 GMT
Dimas følte sig, ikke overraskende, malplaceret i teltet, men alle håb om diskretion døde ud med Timurs latter. Måske var det i sidste ende for det bedste, for hvem skulle kunne se at der var noget fordækt under så åbenlys en optræden i hinandens selskab?
Tankerne kørte, uden tvivl mere end de burde og han var helt nervøs, selvom han havde stået i en tæt omfavnelse med den lyshårede dreng flere gange nu. Der var dog forskel på mørket og træerne udenfor og så teltet, hvor han kunne mærke blikke følge dem.
Han faldt lidt hen i tavshed af samme grund, nærmest genert, men også endnu en smule nysgerrig, som han fulgte efter Timur op ad trappen. Han nærstuderede det han kunne uden at snuble over sine egne fødder og det var da også et held, at han ikke var klodset af sig, for ellers ville han nok være gået direkte ind i den andens ryg, da de stoppede foran en af adelingerne.
Post by Timur Obolensky on Nov 1, 2016 21:06:52 GMT
Timur boede allerøverst oppe og stoppede først de de nåede hans dør. Han pegede sin tryllestav imod låsen og hviskede en selvopfunden besværgelse, der fik den til at sige en lille kliklyd, før den svang åben og afslørede det bedste et telt kunne byde på.
"Mit palads," erklærede han, som de trådte ind i det runde rum med den store seng, skrivebordet og en enkelt slagkiste. Selve gulvet var i træ og det hele virkede lidt som om det var en anden verden. Hvor varmen kom fra var ikke umiddelbart til at se, men der var behageligt og lyset strømmede behageligt fra en guirlande af tyndt pergament, som gik hele toppen af teltrummet rundt.
Russeren lukkede døren og tappede diskret på den igen med tryllestaven. Privatlivets fred.
Post by Dimas San Nicolas on Nov 1, 2016 21:33:28 GMT
Dimas fulgte med ind i rummet, der knapt virkede som en del af teltet og det var svært ikke at måbe en anelse. Teltet han delte med Rogier var mere end fint - og de var ikke vant til meget plads på Beauxbatons i forvejen - men det her overgik alt. Rummet måtte være lige så stort som hans forældres værelse i byhuset i Valencia og han vidste ikke, hvad der var mest ubegribeligt - at det kun var en midlertidig bolig eller at Timur havde det helt for sig selv.
"Wow," blev det første over hans læber og ærligt talt den mest rammende beskrivelse han kunne komme på, som han så sig rundt.
Post by Timur Obolensky on Nov 1, 2016 21:49:21 GMT
En munter lyd forlod Timur over krøltoppens reaktion; en blanding af et fnys og et fnis, som gik over i en mere afdæmpet klukken. Han ventede et øjeblik, før han krydsede afstanden mellem dem og sneg sig til et enkelt, dvælende kys.
Da han trak sig væk fra det igen, lod han hånden falde fra Dimas' hals og trådte et halvt skridt bagud med et skævt, næsten forlegent smil. "Undskyld. Jeg har haft lyst til det hele dagen," bemærkede han, inden han selv dumpede ned på sin seng og tog en dyb indånding. "Så... Her bor jeg."
Post by Dimas San Nicolas on Nov 1, 2016 22:19:30 GMT
Dimas' mave slog en spontan kolbøtte, da Timur kyssede ham. Indtil nu havde deres kys været drevet af spændinger i luften; fuldskab, udforskning, vrede. Det her var underligt nyt og gjorde ham helt rundt på gulvet, som han vendte sig efter Timur og så ham dumpe ned på sengen.
Et lille, knapt hørligt fnys gled over hans læber og han gned sig over nakken, mens han kastede endnu et blik rundt.
Post by Timur Obolensky on Nov 1, 2016 22:26:27 GMT
To hævede bryn besvarede det lille fnys, men Timur kommenterede ikke på det. Han lænede sig lidt tilbage, hvilede håndfladerne imod sengen og trak lidt på skuldrene af spørgsmålet.
"Imponere pæne, søde, unge mænd, som kommer for at besøge mig," spøgte han - halvt om halvt, imens hans blik sneg sig ned over Dimas. "Jeg er glad for at du bruger kappen."
Post by Dimas San Nicolas on Nov 1, 2016 22:37:34 GMT
Endnu et fnys fulgte det første og han formåede kun næsten at afholde sine tanker fra at vandre mod den anden dreng, som deres sidste møde i stor grad havde centreret sig om. Han fik dog hurtigt rettet sig selv væk fra det, selvom han aldrig svarede på det første og endte med at kaste et enkelt blik ned over sig selv.
"Det ville være fjollet ikke at bruge den, når du nu har lånt mig den," bemærkede han, mens et skævt smil trak sig frem over hans læber. Fingrene gled ind i krøllerne i nakken igen. "Lidt varm herinde, dog..."
Post by Timur Obolensky on Nov 1, 2016 22:45:45 GMT
Det var et skønt syn, mente Timur, selvom han ikke direkte satte ord på det. Hans blik sagde dog sit, som det sneg sig hele vejen ned over Dimas og tilbage til hans mørke øjne - og fingrene der rodede i nakkens krøller.
"Du kunne jo tage den af," foreslog han uskyldigt. "Og måske komme herover og sidde ved siden af mig...?"
Post by Dimas San Nicolas on Nov 1, 2016 22:54:32 GMT
Dimas stod og flagrede lidt akavet midt i rummet, men hvis ret skulle være ret, så følte han sig også urimeligt nervøs. Det var som om, at de var alene på en helt anden måde en tidligere og det kriblede lidt i ham, som han endte med bare at nikke.
Kappen efterlod han ovenpå kisten og med en enkelt, lydløs indånding, sank han prøvende ned på sengekanten ved siden af Timur. Kolbøttefornemmelsen i hans mave tog til, men samtidig kunne han ikke helt lade være med at smile. Blikket faldt en anelse til den tykke indpakning russeren var iklædt efter at have ventet udenfor.
Post by Timur Obolensky on Nov 1, 2016 23:26:07 GMT
Timur havde været mere optaget af Dimas, men måtte bestemt indrømme, at han var lidt rigeligt påklædt og smilede dumt, som han nikkede og gav sig til at løsne sin lidt uldne overjakke. "Ofte, i nærheden af dig," mumlede han halvt hørligt, før han rejste sig og dumpede overtøjet - og skoene - ved bordet.
Han kravlede op i sengen igen ved siden af Dimas og satte sig denne gang komfortabelt i skrædderstilling, som han betragtede ham med et mildt smil.