|
Post by Ludwik Engel on Nov 6, 2016 20:38:50 GMT
Ved Alectos ord smilte han skævt og rettede et let skub imod hende med skulderen. ”Du passer på du, eller jeg sværger at jeg skal give dig hund, unge frøken. Men lad os da lade det komme an på en prøve, hvor længe du kan blive ved mig”. Ludwik satte farten op fra gang til løb og begyndte at trække Alecto efter sig igennem de mange gange. Smilet på hans læber blev større i takt med at deres sko slog slag mod gulvene. Til sidst slap Ludwik sit tag i Alectos hånd og sendte hende et blik med glimt i øjet. ”Så lad os da se hvor hurtig du kan være, Quuerditchspiller. Kan du følge med?”
Gangen delte sig i tre og Ludwik stoppede op og kiggede sig over skulderen for at sikre sig at Alecto ikke var faldet af et sted bag sig. Hun kunne skimtes så han sit snit til at fortsætte den etablerede fangeleg han havde sat i gang og fortsatte ned af den venstre gang. Den bundede ud i et oplyst rum med mange store bogreoler, et bibliotek, hvor han trykkede sig ind bag en af reolerne og lyttede afventende.
|
|
|
Post by Alecto Black on Nov 6, 2016 21:27:54 GMT
"Det er ikke mig der er hunden Ludwik, jeg skal ikke blive nogen steder" sagde hun med et let grin. Det ene mørke bryn skød en smule op og hun så drillende på ham. Smilet hun sendte ham var uskyldigt.
Hun blev dog rykket ud af sit lettere romantiske øjeblik da Ludwik pludseligt havde sat i løb ned af gangen. Hun var i tvivl om vampyrer også besad utrolig hurtighed. Dog skulle det ikke have lov til at ødelægge noget. Hun hev op i kjolen og løb så stærkt hun kunne. Nok skulle man være i form når man spillede Queerditch, men hun sad trods alt på en kost, og løb ikke rundt på græsset. "Selvfølgelig kan jeg det!" råbte hun efter ham.
Da gangen delte sig, stoppede hun op for at lytte efter fodtrin. Det var ikke svært at høre at han var fortsat ned af gangen til venstre. Det oplyste bibliotek fik Alecto til endnu engang at stoppe op. For hende var legen slut da noget langt bedre havde fanget hendes opmærksomhed. Hun slog let ud med sine arme, og drejede en gang rundt om sig selv og gik mod den første reol hun fik øje på.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Nov 6, 2016 21:58:19 GMT
Hans mørkhårede kvindes valg om pludseligt at stoppe op undrede vampyren i sådan en grad at han trådte frem fra sit skjul før tid. Han nåede Alecto og hvilede sin hånd på hendes skulder, mens han prøvede at se for sig hvad der fangede hendes opmærksomhed. ”Jeg beklager. Jeg kunne ikke modstå. Biblioteket her og dets gange plejede at være min legeplads da jeg var barn. Jeg nød at forvilde mig selv her inde, og ganske passende er mit – Deres værelse, frøken Black, lige ved siden af. Det kom mig belejligt at have et sted jeg kunne være alene med mine tanker i min ungdom, så jeg har aldrig rykket mine gemakker. Det ligger fortryllende: Ikke langt fra køkkenet. Og ovenpå dette rum – et tårn der fører til vores stjerneobservatorium… Hvad har du fundet?”
|
|
|
Post by Alecto Black on Nov 6, 2016 22:22:50 GMT
Alecto vidste ikke helt om hun havde haft det på fornemmelsen da Ludwik trådte tættere på hende. Hun drejede hovedet en smule til den ene side da han var tæt nok på så hun kunne presse læberne mod hans kind i et mildt kys. Hun flyttede hånden så han kunne skimte ned i bogens tekst. Det var ikke noget hun kunne tyde, men fandt det alligevel ret så interessant. "Jeg kan forstå hvorfor, her er dejligt" sagde hun og lukkede bogen sammen. Hun ville gerne gå mere på opdagelse på slottet, men sengen og selskabet det medførte trak dog alligevel.
Hun fandt ret hurtigt frem til hans hånd så hun kunne trække ham hen til den dør hvor hans værelse lå bag.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Nov 6, 2016 22:58:04 GMT
En anelse distraheret nåede Ludwik døren med Alecto. ”Imponerende. Jeg vidste ikke at du nød skrifter i sådan en grad, Alecto” kommenterede manden for en kort sidebemærkning inden han skubbede døren op. Sovekammeret var væsentligt større på indersiden end man umiddelbart kunne se fra dørens udformning. Indretningen af rummet afspejlede det øvrige af slottet med malerier, et stort bord og en mindst lige så pompøs seng. Loftet var malet med små gyldne illustrationer og havde sjovt nok solen som centerstykke. I et elegant trak fik Ludwik lirket sin tryllestav op af lommen og lod den tænde de mange stearinlys i rummet. ”Jeg håber det tilfredsstiller din smag. Skal jeg sende bud efter noget?”
|
|
|
Post by Alecto Black on Nov 7, 2016 14:13:39 GMT
"Jeg ligner måske en der slet ikke går op i sådan noget? Jeg bruger timevis i fars bibliotek derhjemme" pointerede Alecto nærmest stolt som hun fulgte med ham det sidste stykke til døren. Det burde ikke overraske hende som det gjorde, da hun trådte ind i rummet. Det var utrolig smukt indrettet. Det var ikke til at se ude fra. Et bryn skød i vejret som hun fulgte Ludwiks bevægelser da han tændte de mange lys.
Et skælmsk smil spillede frem på de røde læber, som hun lukkede døren bag dem. Hun rystede på hovedet. "Nej, ikke når vi endelig er alene" bemærkede hun og gjorde afstanden mellem dem betydeligt mindre da hun stillede sig tæt op af ham.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Nov 8, 2016 18:45:00 GMT
Ludwik kiggede ned på den unge kvinde foran sig. Han var lidt stille da han i sit indre drøftede hvad han skulle sige til hende. Hvad hun i det hele taget lignede. Uanset hvad han fandt frem til fik det ham til at lyse op. ”Det er ikke at du ikke ligner en der går op i den slags. Men i din sagte form for vildskab har du altid søgt væk fra det der var forventet af dig. Og alligevel holdt dig inde for den fine linje af hvad der stadig var socialt acceptabelt i din omgangskreds. Noget der for mange er svært. Du ligner… En der kan finde på alt. Og intet på samme tid. En ung kvinde der kan opnå alt der hun sætter sig for og det hun agter at drømme om. En ung kvinde der tør dvæle ved sine ideer. Uanset hvad”.
Han skævede mod den lukkede dør med det ene bryn let løftet. ”Hmm. Og som måske ikke ser ud til at være så træt som hun alligevel udgiver sig for? En kvik kvinde endda. Du har narret mig nok til at gå med i dit følge trods alt. Måske er jeg en hund”. Ludwik rodede let rundt i Alectos hår med fingrene.
|
|
|
Post by Alecto Black on Nov 8, 2016 20:51:58 GMT
Alecto rystede lidt på hovedet af ham. Det havde ikke været fordi hun rent faktisk havde hentydet til at han skulle fortælle hvordan han så hende. Hun smilte dog overbærende og bøjede hovedet en smule til den ene side og lyttede til hans strøm af ord og komplimenter. Hun var ved at åbne munden for at bede ham om ikke at sige mere så de i stedet blot kunne nyde hinanden, men lige som hun tog et skridt mod ham, fortsatte han hvor han slap. En enkel lyd, der var starten til en fnis forlod hende og hun lod armene falde ned langt siden af kjolen.
I stedet for at sige noget til ham, eller at gå hen til ham gik hun forbi ham imens hun løsnede snorene der holdte største delen af kjolen tæt mod hendes krop. Hun drejede hovedet en smule til den ene side så hun kunne ane Ludwik. "Giver du en hånd?" spurgte hun til sidst og drejede kroppen en smule så hun kunne fange hans blik.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Nov 8, 2016 22:34:12 GMT
Ludwiks øjne fulgte Alectos hænder som de løsnede snorene i kjolen langs hendes former og gik langsomt hen bag hende. ”Måske har du ret. Til en forandring ikke at blive afbrudt af pludselige indslag og mennesker. Det ville i særdeleshed være tiltrængt”. Langs Alectos sider strøg han sine hænder og sænkede hovedet så han var mere på højde med hende for at trykke en række af kys langs senerne på hendes hals. Det var med øvet færdighed at han løsnede resten af snorene til Alectos kjole, og det gjorde det tydeligt at han havde prøvet det før. En del gange. Det var let for ham. Men da han havde ført skørtet over hendes overkrop og helt havde afklædt hende frøs han fast med kjolen i armene og sine blå øjne på Alectos skikkelse. Hans pupiller udvidede sig. Det var ikke at han ikke havde ligget med eller set en nøgen kvinde før. Der var Alecto en af mange. De havde været tæt på et par gange, men nu når Ludwik stod i samme sted igen, og der ikke lod til at være nogen forstyrrelser imellem ham og hende, syntes han at miste vejret og måtte gispe. Han havde været klar nok i hovedet til at lægge kjolen pænt fra sig henne ved bordet. Men han kunne ikke se væk, og kjolen blev derfor smidt over skulderen – imod det sted han nu mente skulle være skrivebordet. Han ville ikke se efter.
Han drejede Alecto så hun vendte fronten imod ham. Det var anderledes på så mange måder. ”Alecto… Jeg har længtes efter det her så længe. Jeg kan ikke beskrive det. Og jeg vil ikke lade nogen tage det fra mig”. Tryllestaven blev hurtigt vinket imod slåen på døren for at sikre sig at den ikke var lige til at kunne åbnes igen. Selv om der ikke var langt til sengen løftede han hende op med støtte under hendes lår og bar hende hen til lagnerne som han forsigtigt lagde hende ned i. Kort efter satte han sig ved hendes side. Han trak hende beslutsomt tættere på sig, men hans hænder rystede da han rørte hendes varme hud. ”Du er så smuk…”
|
|
|
Post by Alecto Black on Nov 8, 2016 23:10:45 GMT
Det var ikke fordi at Alecto havde brugt mange nattetimer på at spekulere på på hvad hun dog skulle gøre af sig selv. Hun havde ikke før gjort sig nogen tanker omkring fremtiden. Det gjorde hendes forældre så rigeligt af når de var i samme rum. Det var snart ved at være kedeligt, evigt og altid at skulle høre på hvordan det gik resten af familien. Det var ikke af trods at hun havde valgt at gøre som hun havde. At Ludwiks skulle være hendes første. Hun ville have at han skulle være hendes eneste, hvad det så end ville medføre. Hun var glad for ham, det vidste hun, forelsket var også et ord hun havde brugt et par enkle gange overfor ham før. Hun var ikke en kvinde der nogensinde havde tilkendegivet sin frygt. Hun var ikke bange, men spændt og alligevel urolig for hvad denne handling ville bringe. Dog var der ingen tvivl at mærke hos hende. Hendes vejrtrækning var rolig. Der sprang små gåsehud frem på hendes arme selvom rummet ikke var koldt. Hun kunne ikke se det, men vidste alligevel at han så på hende. Fulgte hendes bevægelser som hun løsnede kjolen. “Det ville passe meget dårligt, blev vi afbrudt” sagde hun og trak sine bryn sammen over påmindelsen om sidste gang.
Alectos bryst hævede sig en smule da Ludwik trådte de sidste skridt tættere på hende. Hun bøjede hovedet en smule til den ene side da følelsen af hans kys gled langs hendes hals. Det var med lette elegante træk af han fik løsnet resten af snorene der holdte kjolen på plads. Hun kunne mærke hvordan stoffet sank sammen og fjernede sig fra hendes nøgne hud som den blev trukket over hovedet på hende. Hvad Ludwik havde gjort af den vidste hun ikke, men i netop dette øjeblik var hun ligeglad. Hun var bare glad for at den stadig var hel. Hun fulgte hans bevægelser som han indikerede at han gerne ville dreje hende rundt, så de havde fronten mod hinanden. De røde læber udgjorde et smil da hendes blik igen fandt vej til hans. Da flere ord lød lod hun hånden glide op af hans kind som hun let kærtegnede. “Jeg har ligget vågen nat efter nat, og drømt efter igen at mærke dig så tæt på” hviskede hun næsten åndeløst. Et svagt suk forlod hende i det samme Ludwik løftede hende op fra gulvet. Hun begravede hovedet mod hans skulder og trak let i den hvide skjorte bag koften i et håb om at kunne plante et par kys mod hans hals. Hun så op på ham da han havde lagt hende i sengen. Benene gled ned langs hans hofter og hendes fingre lukkede sammen om koftens stof. Da han trak hende tæt mod sig igen røg armene omkring hans skuldre. “Jeg er nervøs” kom det så endeligt fra hende. Hun flyttede hovedet en smule så hun kunne se ham i øjnene. En hånd gled igennem hans lyse krøller med et let suk.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Nov 9, 2016 13:58:09 GMT
”Sssh. Der er intet at være nervøs for” hviskede Ludwik forsikrende før han førte en finger langs Alectos læber. ”Alt vil være helt perfekt fra nu af. Bare dig og mig og det element vi udgør sammen. Os. Du er uvurderlig for mig, og jeg vil aldrig lade nogen lægge hånd på dig… Du er min Alecto. Som min aftenstjerne i mørket”. Han lænede sig ind over Alecto for at lade deres læber mødes med stigende insisteren. Han ønskede ikke at gøre det tydeligt, men en del af ham var også nervøs. Nervøs for at skade hende eller at det skulle være en traumatiserende oplevelse for hende, så han tog sig sin tid for at berolige hende og sørge for at det blev en behagelig introduktion. Og frem for alt for at nyde det øjeblik de delte sammen. Han havde alt for længe følt en sult i hendes nærhed. Ikke en kødlig en af slagsen som med andre kvinder, men et intenst behov for at bliv ét med hende og at fungere som en større helhed. Og derfor måtte det for alt i verden ikke gå galt.
Hans næve begyndte at løsne bæltet til sin kofte, den anden foldede han rundt om Alectos hånd og flettede sine fingre ind blandt hendes. Da han lænede sig væk fra hende var det for at få den af, og den blev smidt tilsvarende ud over sengens kant på samme maner som kjolen. Kort efter fulgte skjorten.
”Du kan komme til at føle et kort ubehag, men jeg vil gøre mit bedste for ikke at gøre dig ondt”. Ludwik lagde vægten på siden da han igen lagde sig helt ned til Alecto. Travlt havde vampyren ikke og han nød først og fremmest at være i hendes omfavnelse og fornemme hende. Det var en lettende følelse at han ikke skulle bekymre sig om at fastholde sin facade som sit alias og at ingen troldmænd og hekse kunne finde på at bryde ind i slottet. Vampyrerne var han nok i respekt hos, så ingen ville komme dumpende. Hans ene hånd skænkede Alecto kærtegnende strøg langs hendes kurver og endte i hvile på hendes bryst. Alectos smalle talje indfangede han med en veltilfreds brummen.
|
|
|
Post by Alecto Black on Nov 12, 2016 16:51:05 GMT
Alectos brune øjne var rettet direkte mod Ludwiks, der var en mildhed at føle i hendes blik som han talte. Som fingerne kørte hen over hendes læber, åbnede hun langsomt sin mund. “Du snakker for meget” hviskede hun svagt. Et smil trak op i den ene side af mundvigen som han mødte sine læber med hendes. Et henført suk forlod hende som armene gled omkring hans skuldre i et forsøg på at trække ham tættere på sig. Der gik ikke særlig længe for hendes kys også blev mere krævende, som om at deres læber ikke kunne være presset nok mod hinanden. Nervøsiteten var ikke til at skimte hos hende når de var så tæt på hinanden, det var først når hun lå helt stille og kunne samle sine tanker at det gik op for hende hvad der var ved at ske. Det var dog ikke noget hun ville trække tilbage. Hun var klar, og kunne mærke at hun havde været det længe. Øjeblikket havde bare ikke været det rigtige. Men nu hvor Ludwik havde sørget for at de ikke blev forstyrret kunne hun ikke holde lysten til ham tilbage.
Hun betragtede ham med lange blikke som han fik sin kofte og skjorte af sig. Da hans blege hud kom til syne rettede hun sig op i sengen for at placere begge sine hænder mod hans brystkasse. Et undersøgende blik fulgte efter som hun pressede små kys hen over hans kraveben og pressede sin krop tættere mod hans. Et sug skød gennem maven hos hende ved hans ord, og hun stoppede let sine kærtegn. Hun trak sit hoved til sig så hun bedre kunne kigge op på ham. “Det ved jeg” hviskede hun langsomt. Hun fulgte hans bevægelser og gled tilbage med ryggen mod sengen. Hun gled let et ben op af hans og lod en hånd finde vej ned over hans hofte. Hun havde aldrig ligget med nogen mand, alligevel føltes det så naturligt med Ludwik. Hun strakte let halsen og bed ned i sin underlæben da hans hånd kærtegnede vandrede op af hendes krop. Hun gispede efter vejret da hun kunne mærke hånden mod sit bryst. Hun lagde sin egen hen over hans og trykkede den tættere mod sig hvor hun i samme bevægelse rettede hovedet en smule så de igen kunne mødes i et lidenskabeligt kys.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Nov 20, 2016 21:40:37 GMT
Da Ludwik gengældte kysset og Alectos stigende intimitet, begyndte hans tungespids at udforske Alectos læber og sidenhen mødtes hendes tunges flader i små legende strøg. Han kunne næsten ikke trække vejret når hendes små suk lød så sødmefuldt i hans øre og hendes vejrtrækning viste hvor påvirket hans unge heks var. Og det smittede tydeligt på ham igennem stoffets folder i hans bukser. Da Alecto var knuget tæt nok på i hans favntag støttede han hendes krop imod sin og rullede hende hen over sig. En lok af hendes mørke hår kørte han om bag hendes øre, da deres blik mødtes. ”Jeg kan lide det sådan her. Så kan jeg bedre se dig… Din hud gløder. Det klæder dig, så jeg agter at se alt af den. Jeg beklager. Jeg ved hvor meget du synes jeg sludrer, men jeg kan absolut ikke stoppe med at beundre dig. Det må være på mit dødsleje når det sker”. Bukserne skubbedes ned fra hans hofter, hvor de hårdt blev sparket resten af vejen. Frigjort fra den sidste barriere trykkede han sit underliv imod Alectos måneblege inderlår, så hun kunne forberede sig på ham. ”Har du set eller berørt en mand uden sine klæder før, min egen?” Hans stemme var knap hørlig, hans hals føltes udtørret, og han nappede sine hugtænder blidt imod hendes slanke kraveben
|
|
|
Post by Alecto Black on Nov 22, 2016 0:08:35 GMT
Der dukkede flere støn op på Alectos læber, da følelsen af hans læber og tungespids mod sin hals voksede. Det fik hende til endnu engang at glide sine fingre gennem hans blonde lokker, og trykke ham lidt tættere på. Hendes ben lå hvilene omkring hans hofter, og også der forsøgte hun at bringe dem tættere sammen. Nok irriterede stoffet imellem dem hende, men hun tog alligevel alt hun kunne til sig. Da han rullede med hende gav det et lille hvin fra sig og det tog hende et øjeblik at realisere at hun nu sad med et ben på hver side af ham. Hendes brune øjne gled hen over hans brystkasse og hun lænede sig automatisk ned mod ham med et drillende smil på de fyldige læber. “Jeg nyder at høre dine ord elskede, så længe du kan gøre to ting på en gang” hviskede hun nærmest henført. Det var ingen hemmelighed at hun godt kunne lide at få komplimenter, og særligt dem hun modtog fra Ludwik.
Hun bøjede hovedet tilbage og lod let sine fingre glide hen over sine egne bryster da følelsen af Ludwik kom tættere på. Følelsen af lyn fyldte hendes krop blot af spænding af hvordan det ville føles at have ham tættere på. Hun rystede langsomt på hovedet da han spurgte indtil hendes erfaring. Der kunne anes en svag rødmen over hendes kinder. Da hans hoved igen var tæt mod hende fangede hun hans læber i et insisterende kys.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Nov 27, 2016 23:53:35 GMT
Der skulle egentlig til at forlade sig en kæk bemærkning fra Ludwiks læber, men Alecto nåede at stoppe ham da hun trykkede sin mund imod ham i nærmest grådig facon. Han var en mand der altid havde elsket at tirre, og det var ikke så anderledes i dette tilfælde, da han undveg det kys og nærkontakten hun så inderligt krævede og med et smørret smil hviskede ”Så – se”. Med et fast greb rundt om Alectos håndled ledte Ludwik hendes hånd ned på hans manddom.
”Hvad vil du gøre? Hvad har du lyst til? Vis mig det. Vær ikke genert, se ikke væk. Se på mig, se på os”. Selv om tonen i Ludwiks stemme var blød var der en let ordre i hans ord. Med et let greb og Alectos kæbe forhindrede han hendes blik fra at søge væk "Jeg er ør efter at høre om dine ideer".
|
|