I iglernes rede [S]

Alecto havde blandede følelser om at møde Ludwiks forældre. Et var at de netop var det, dem der havde bragt ham til verden, og nok kendte ham bedst. Noget andet var at de var vampyrer og hun et menneske. Hun var dog ikke som sådan bange, men havde alligevel både øjne og øre åbne da hun trådte ud af kaminen. Hun lod sine fingre vandre langs stoffets kant ned af maven og glattede det let ud som hun gik hen mod Ludwik. Hun tog imod hans hånd, og lagde let armen under hans så han kunne føre hende.

Blikket blev straks optaget af de nysgerrige tjeneste folk der havde taget sig den frihed at stikke hovederne frem fra dørens åbning. Smilet der lå på hendes læber var lettere usikkert men da hun vendte opmærksomheden mod Ludwik steg varmen i hendes kinder et par grader og roen fandt igen vej.
"De tror vist at middagen er ankommet" sagde hun og måtte dæmpe sit grin en smule.

"Når du siger det på den måde, er jeg ikke sikker på jeg har lyst til at se det" sagde Alecto roligt. Ikke nær så alvorligt men alligevel med en smule skeptisk. Men hun troede nu på at når Ludwik fortalte hende at hun intet skulle bekymre sig for, så længe han var hos hende, så tog hun ham på ordet.

Et let dæmpet hvin røg ud af hende da hun i et ryk blev trukket tættere på Ludwik, ikke at hun havde noget imod det, men hendes øjne blev store som hun kiggede ned på den firkantede stenplade som åbenbart var farlig.
"En, faldlem?" sagde hun og blinkede hurtigt med øjnene og måtte skæve tilbage igen for at få et hurtigt glimt af dybden. Hun kiggede på ham med et løftet bryn og valgte blot at ryste på hovedet af ham. Mildt plantede hun et kys mod hans kind og hev lidt i et af de lyse krøller der hvilede i hans nakke.

"Nej, en gang var rigelig min egen, men en faldlem, er det virkelig nødvendigt?" Men de var vel mere til det rustikke, end at lægge en barriere af magi omkring hele deres slot. Men hun skulle ikke kommentere på familiens valg af fælder. Hun flyttede hovedet tættere mod ham og pressede let næsen mod hans hals og plantede et enkelt kys mod hans hals. Smilet på hendes læber var småskævt og hun grinte let. Hun havde ikke sinde at lade ham kaste hende rundt i luften igen.

Hun strøg igen et par enkle fingre over hans hår og forsøgte at fange hans fjerne blik. Hovedet var lagt svagt på skrå og hun kiggede ned af gangen som de fortsatte ned af.
"Hvor betryggende at vide, og du er sikker på der ikke er andre sjove ting hvor vi skal hen?" spurgte hun med et let hævet bryn. Det var ret spændende for hende, og hun ville uden tvivl forsøge at udforske stedet når hun havde mulighed for det.

Alecto vidste ikke om hun skulle være bekymret eller lettet over informationen omkring at Ludwik selv havde bygget nogen af de ting der begravede sig dybt i slottet. Men på den anden side så vidste han vel hvor det var uheldigt at træde, og ville kunne guide hende fra ikke at træde i døden. Hun nikkede derfor roligt til hans ord uden at sige noget. I stedet lod hun ham være i øjeblikket. Hun vidste jo heller ikke hvor længe det måtte være siden han havde været hjemme hos sine forældre. Så der var vel visse minder der ville vise sig.
"Så må du give mig en rundvisning i kælderen, senere" sagde hun med et let smil.

Alectos bryn trak sig endnu engang sammen. Han fik det til at lyde som om hun var et lille barn der ikke hørte efter hvad de voksne sagde. Nok havde hun stadig en lille idé om at gå på opdagelse, men havde da ingen protester i hvis han ville gøre hende selskab. Hun smilte lettere uskyldigt.
"Man kan da heller ikke skjule noget for dig" sagde hun bare som de fortsatte ned af gangen. Hun så overvejende tilbage på hvor de kom fra, og forsøgte at gætte sig til hvor langt der endnu var til den stue eller spisesal hvor hans forældre opholdte sig.

Alecto kunne kun give ham ret i hans ord. Rundvisning og let opdagelse måtte vente til senere. Det var i grunden slet ikke derfor de var kommet, og selvom hun havde forsøgt at danne sig et billede af hans barndomshjem, havde hun ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig hvordan det rigtigt så ud. Det var langt fra normalt det de havde gang i, og hun var glad for at det ikke var hendes forældre de skulle møde. Hun tvivlede på det nogensinde ville ske. Af en eller anden grund var mødet med hans forældre derfor mere betryggende en tanke end det andet. Og hun måtte trøste sig med den tanke, for hun var alligevel rædselslagende. For hvad nu hvis de ikke kunne lide hende? Hun ville gå fra at være deres søns, hvad end de nu var, til at være det næste måltid, hurtigere end Alecto ville kunne nå at blinke, at trække vejret.

Det var lettere uhyggeligt og svagt skræmmende da de gik ned af den gang der føltes til at være den sidste inden deres endelig stop. Det tjenestefolk de havde hjemme på godset havde langt mere sjæl end de to der stod foran døren til den sal de skulle træde ind i. Det rungende som hendes navn blev nævnt og hun havde en dyb trang til at krybe sig sammen. Her var Alecto Black ikke så højtstående som hun normalt var vant til. Hendes navn fik ikke folk til at kigge en ekstra gang, og fik ikke folk til at snakke. Hendes brune bryn trak sig sammen og hendes hjerte slog hårdt afsted. Hun hade lyst til at vende om. Det lignede de ikke havde lagt mærke til deres ankomst, og overvejede om det bare var ren uhøflighed fra deres side af.

Da kvinden, som hun formodet var Ludwiks mor rejste sig fra bordet og havde vent både front og opmærksomhed mod dem stivnede Alecto. Hendes stemme var underlig blid, og mente også at hun kunne ane en smule varme. De lignede hinanden utrolig meget. Et lille smil var klistret fat på Alectos læber og hun betragtede dem begge.

Brynene trak sig sammen, og hun åbnede munden for at ville afbryde hende, brokke sig over magen til dårlig opførsel. Men hun tav og indså at hun nok hellere, for nu måtte lade Ludwik føre ordet. Hun undlod dog ikke at se fornærmet ud. Hun lagde roligt sin højre arm på Ludwiks og gav hans hånd et klem.

Hun bøjede hovedet en smule og nejede foran fyrstinden.
"Det er mig en ære og et privilegie at gøre jer selskab" sagde hun med en let harmonisk tone.

Alecto var opdraget godt, så godt at hun lod fyrstinden tale ned til hende selvom det egentlig langt fra var på sin plads. Facaden måtte bibevares lidt endnu, da hun ikke havde tænkt sig at skabe en yderlige scene. Hun var trods alt en gæst på slottet, og hun blev nød til at opføre sig sådan. Lige meget hvor anstrengende det så end måtte være. Et smalt lettere falsk smil lå på hendes læber, og blev sendt i retningen af den lidt ældre dame, som ikke lignede at hun var en dag over tredive. Det var uhyggeligt. Nok vidste hun udmærket hvad de var, men det gjorde det ikke nemmere at vænne sig til. Hun bøjede derfor hovedet for at bekræfte hendes svage undren omkring hvorvidt at Alecto var mad.

Hun kunne ane Ludwiks far, stadig siddende ved bordet. Det virkede til at han ikke rigtig havde noget sige, og var mest af alt mere optaget af det kort han sad med, end at indføre nogen form for ord til samtalen. Lyden af den høje stemme gav lød igen og Alecto måtte knibe øjnene let sammen ved den skærende stemme og virkelig gøre en indsats for ikke at afbryde hende med det samme.
"Jeg er glad for at det skete" sagde Alecto. Hun anede ikke hvad kvinden talte om. Men hendes egen stemme var så overbevisende at det lige så vel kunne være at hun gjorde. Hun så roligt på Ludwik.
"Ellers havde vi jo ikke haft muligheden for at lære hinanden at kende" afsluttede hun roligt. Hendes blik var skarpt da det blev rettet mod Marinka igen. Hun skulle ikke have lov til at fortsætte med den tone, og da slet ikke overfor Ludwik. Hun kunne mærke ned i sine egne fingerspidser hvor anspændt han var, og hun overvejede om hun skulle finde på en plan til at de kunne trække sig tilbage.

Der skulle meget til at slå Alecto ud, de træk som fyrstinden viste var ikke fremmed for hende. Faktisk mindede hun utrolig meget om hendes egen mor, hvilket fik et roligt smil frem på hendes læber. Det lå åbenbart til den højre klasse at te sig som om man ejede hele verdenen. Hun havde dog selv svoret aldrig at blive lige sådan, og havde faktisk helt ondt af kvinden. Opmærksomheden blev vent mod Ludwik som han talte, og hun kunne mærke hvordan varmen steg hende til kinderne, hun bøjede hovedet en smule mod ham. Armen blev lagt omkring hans ryg, da han havde hevet hende tættere på sig og den højre hånd hvilede på hans.

Da Marinka igen begyndte at tale ligegyldigt tog Alecto sig selv i at vende med sine øjne. Hun kunne ikke helt komme frem til hvad den viden overhovedet kom hende ved, og hun var da også lige ved at undskylde sig selv, havde Laelius ikke kommet hende i forkøbet og havde rejst sig fra stolen som han havde siddet i. Smilet voksede på hendes læber ved hans ord, og måtte kvæle et grin. Hun lyttede roligt til hans beretning uden at kommentere på det. Hun blandede sig ikke i Ludwiks tidligere forhold.

Hun fulgte Fyrstinden blev blikket da hun forlod rummet, dog blev opmærksomheden ret hurtigt vendt mod den ældre vampyr igen. Nok lignede Ludwik sin mor, men da hun så op mod det store maleri, kunne hun ligeledes også genkende de træk han havde arvet fra sin far. Hvilket fik hende til at smile.
"Et par år" startede Alecto ud. "Men det er først blevet, seriøst?.." hun kiggede lidt på Ludwik i et håb om at ville rette hende hvis hun sagde noget forkert. "- Inden for det sidste år" afsluttede hun.