Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Jacquet havde ikke haft det særlig godt, faktisk havde han overhovedet ikke sovet, og havde haft brug for at søge hjælp hos en urtekyndig for at få dråber der kunne gøre hans øjne tunge. Alligevel skulle han deltage i festlighederne da det ikke var nogen helt almindelig selskab. Hans søster og fætter skulle til Hogwarts inden for relativ kort tid for at gøre deres i håb om at blive valgt til deltager for deres skole, i den magiske femkamp. Han havde dog ikke forladt sin kone side hele aftenen.
Han havde gjort sit for at Annea skulle føle sig komfortabel, men da hendes forældre ankom gennem salens åbning stivnede han. Han skævede til sin kones side. "Har du skrevet til dem, du har vel ikke fortalt dem noget?" spurgte han hurtigt mod hendes øre. Han vidste ikke om han kunne klare deres dømmende blikke i selskab med sin fars. Han klappede hende let på hånden inden han løftede den op for at plante et enkelt kys mod dens håndryg. Det var stadig tidligt og ikke knapt halvdelen af gæsterne var ankommet.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 16:07:43 GMT
Annea havde kun været fornøjet over den øgede opmærksomhed fra Jacquet, som den lille hændelse havde haft som konsekvens hos hende. Men hun kunne også se at det stadig sled på ham, selv om der alligevel var gået tre uger nu, og man ikke kunne se fysiske spor af overfaldet på hendes ansigt længere. Urter og pudder havde gjort at de blå mærker var forsvundet hurtigt, og hendes humør var tilbage som altid.
Hun udstødte en tilfreds brummen, da Jacquet noget så galant kyssede hendes håndryg og skævede fra sine forældre til hans nervøse trækninger. Den store mand var jo helt nuttet, når han sådan næsten gemte sig halvnervøst hos Annea. Ligheden med en lille hundehvalp var stor. Hun kunne dog ikke finde på at sige det til ham, selv om ideen var fristende. Jacquet havde fået ristet sin selvtillid og maskulinitet rigeligt for nylig, og Annea ønskede ikke at stå viv til an slagen mand. Hun holdt derfor lav profil og lod som ingenting og strøg Jacquet på kinden.
I stedet klappede hun i hænderne og sendte bud efter noget vand som et par husalfer kort efter kom med. ”Nej, jeg har intet sagt. Hvad er der at sige, Jacquet? Vi har snakket om det her op til flere gange. Jeg ved dog ikke om det er blevet rygtet blandt gæsterne. Bare opfør dig naturligt og hold op med at være så anspændt. Min far er troldmandsverdenen svar på jagt-hipogriffer, og han vil vide at der er sket noget, hvis du kryber afsted, som en kriminel”
Hun tog et sølvbæger op fra bordet og skænkede Jacquet noget vand af karaflen. ”Her, drik noget. Det vil gøre dig godt”.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 16:48:22 GMT
Jacquet vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, det sekund hans svigerforældre ville gøre deres entré mod dem og han skulle hilse på dem. Han havde ikke set dem siden brylluppet og der havde han ikke givet dem det bedste indtryk af sin person. Det var hans håb at han havde mulighed for det nu, selvom frustrationen stadig sad i ham. Det gav derfor et ryk i ham da Annea rev ham tilbage til virkeligheden ved hendes ord. Han skar en grimasse men sendte hende alligevel et lille smil. Bare opfør dig naturligt, det var nemt for hende at sige.
"Jeg har brug for noget stærkere end det, hvis jeg skal klare mødes med dine forældre endnu engang" sagde han og kyssede hende på håret. Han løftede den arm der ikke lå rundt om Annea til at kalde på en tjener så han kunne bede om mere vin.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 17:45:14 GMT
”Kære, jeg er nu ikke sikker på hvor godt et indtryk det vil gøre på mine forældre hellere, hvis du drikker dig fra sans og samling, når de skal snakke med dig. Mine brødre Michael, Maxence og Gratien har jeg hørt muligvis også kommer forbi her senere... Det skal nok gå”. Annea kunne se at hendes forældre var faldet i snak, men hendes mor dem stadig. Det mest tilfredsstillende ville for hende være hvis Annea var i et kærligt, trygt forhold hos Jacquet. Og egentlig følte Annea at de knap nok havde lært at stå på benene, så hvis de kunne gå lidt efter filosofien ’fake it till you make it’ var sandsynligheden større for at Jacquet ikke ville blive krydsforhørt. -Lige så meget i hvert fald. Så Annea så sig om for at se hvor mange der kiggede på dem ud over hendes mor, og det var et fåtal. Hvis hendes ide’ var rigtigt ville det både få Jacquet til at tænke på noget lidt andet og få Anneas hønemor til at tage sin opmærksomhed lidt fra dem. Hun kiggede derfor lidt udspekuleret op på sin husbond og hviskede.
”Jacquet, stå stille og slap af”. Annea tog blidt fat i Jacquets skjorte og hev ham længere ned, så han var nogenlunde på højde med hende. Det ville blive lidt mærkeligt, men det var forsøget værd. Hun kyssede Jacquet hårdt på munden og gned sine fingre ned af hans ryg med den frie hånd.
Anneas plan gik rigtigt hvad hendes mor angik, og den ældre kvinde kiggede væk fra sin svigersøn med et smørret smil.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 18:27:17 GMT
Jacquet mente ikke selv han havde fået særlig meget at drikke og havde nu heller ikke tænkt sig at lystre sin hustrus ord. Han havde blot brug for enkelt glas af den bitre vin. Derfor tog han glædeligt imod de bæger der blev ham rakt og kunne ikke lade være med at sende sin kone en skævt og lettere uskyldigt smil. Hvis man bare drak med omtanke ville der ikke ske noget, var han sikker på. Han skar dog en grimasse da han kom i tanke om hendes brødre, og vidste ikke helt hvordan han skulle have det med det.
Af alle ting han var blevet udsat for, havde han ikke regnet med at Annea ville gøre som hun gjorde. Han stivnede næsten og spærrede øjnene op ved hendes kys. Han var tæt på at trække sig væk, men lagde i stedet blidt sin ene arm om hende. Han gengælde kysset, men gjorde ikke mere for at fortsætte, da det vist ikke havde været ud af affektion hun havde gjort det.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 19:04:22 GMT
Da Annea igen var fri for Jacquet skævede hun til sin familie og slap Jacquets skjorte. Deres første kys havde ikke været Anneas første og hverken dybtfølt, eller intenst, men sløvt og noget der blev overstået hurtigt. Hun havde smagen af Jacquet og den bitre vin hængende i sin mund og overvejede at skylle den væk med vandet fra bægeret, da omstændighederne føltes så unaturlige. Der havde været knægte på Hogwarts, som havde nærmet sig hende på trods af, at de vidste hun var optaget, og de kys de stjal havde været væsentligt mere dramatiske.
Hun kiggede op på Jacquet uden ord, smilte skævt – og stjal vinglasset fra ham for at tage en slurk fra det. ”Du kommer til at skylde mig for at redde dig i dag, Jacquet” hviskede hun blidt inden hun lænede sin krop tilbage mod hans.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 19:17:22 GMT
"Redde dig? Må jeg lige have lov at være her" sagde han og skar en grimasse. Han tog sit vinbæger tilbage fra hendes hænder og tømte det. ".. Og sidst jeg så efter var det her mit" han skulede til hende med et let suk og slap grebet om hendes talje. Dog stod han stadig ved hendes side. Hvor end han forsøgte at være fair, at være en så god mand som han kunne, spændte hun ben for ham så han måtte begynde forfra. Han løftede sin albue en smule så der var mellemrum mellem dem. Da han havde sendt sin tjener efter mere vin lænede han sig kort mod hende.
"Behersk dig Annea. Jeg ved ikke hvordan du har haft det hjemme i hos din egen familie men her.." han tav. Nok var han ikke selv den mest polerede guldske i samlingen, men inderst inde vidste han godt hvordan man opførte sig. Han rettede ryggen igen.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 19:39:45 GMT
”Av!” Det gjorde egentlig ikke ondt, men Annea udbrød det - bare i tilfælde af at det ville gøre det. Jacquets skulen blev gengældt, da hun fik en albue fra ham i siden og på ganske bekendt vis. Hun havde svært ved at forstå hvor hans grænse gik og hvornår han blev forskrækket for kontakt med hende ”Jacquet, hvad er der galt? Vil du gøre et godt indtryk på mine forældre og min familie? Min mor er anderledes end min far, og du kender dem ikke, så du burde stole på mig”. Hendes drillesyge forsøg havde pralet af på Jacquet endnu en gang, og det fik hende til at sukke opgivende. I stedet skævede hun væk. De kunne ikke være ægte, og Jacquet kunne end ikke lade som om at de var det. Så måtte han selv stå til ansvar for det indtryk han til sidst ville sætte hos sine svigerforældre og Anneas brødre. Det ville om ikke andet blive underholdende at se på, hvis hans nervøsitet vendte tilbage.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 19:50:10 GMT
"Gøre et godt indtryk? Det behøver jeg ikke" sagde Jacquet en smule irriteret. Han kiggede på hende længe for at vise alvoren i de følgende ord. "Kan du ikke bare stå stille ved min side og hilse på de gæster der måtte passere os?" spurgte han næsten sammenbidt. Han smilte anstrengt til at venner der gik forbi dem og hævede de glas med vin han netop var blevet rakt.
Hans brystløftede sig som han trak en dyb og tung indånding. Det ville blive en alt for lang aften kunne han mærke. Det frustrerede ham en hel del. Han vidste snart ikke hvilket liv der passede ham mindst. Livet som adelige arving, eller som ens mand. Han lukkede kort sine øjne, han blev nødt til, for sin families skyld at klare sig igennem festlighederne så bedst som det var ham muligt. "Kom, lad os danse" sagde han og trak hende blidt med ud mellem de virvlende mennesker der allerede havde åbnet op for dansen.
Post by Annea d’Montacute on Aug 29, 2016 15:59:49 GMT
Annea rynkede svagt på næsen. Hun svarede ikke Jacquet men nikkede blot langsomt. Det var et vigtigt øjeblik for hende. Siden deres ægteskab endnu var en trolovelse ved at de ikke havde forseglet det kunne hendes forældre stadig annullere det, hvis de fandt Jacquet yderst uegnet til hende. Men siden det kunne komme til at sætte en ældgammel aftale på spild og familiernes fred, skulle der meget til. Det var bare ikke ensbetydende med at det ikke kunne ske. Endnu engang knugede hun den ring Jacquet havde givet givet hårdt. En anelse foruroliget. Var han blot på tværs, fordi hun havde været for tæt på ham, med sit kys? Hun tænkte stadig på at han havde reddet hende ved overfaldet. Selv om hun var langt væk på grund af slagene, havde hun kunnet høre Jacquets stemme fjernt. Hvor oprørt den var. Og hun var sikker på at Jacquet havde råbt at herren skulle lade hans kone være. Lade hende være… Og han havde kaldt hende sin. Hvad der fik ham til at handle vidste hun stadig ikke. Midt i sine tanker kiggede Annea op på Jacquet. Hvis han virkelig afskyede hende, hvis han virkelig ønskede at gøre dem slut, så kunne han have gjort det den gang. Men hun stod der nu, sammen med ham og kun på grund af hans indsats. Det gjorde hende helt… utroligt glad og sendte små varmebølger ned langs hendes ryg og mave.
For hans skyld måtte hun sætte farten lidt ned. Annea ønskede ikke at skubbe ham bort, og Jacquet havde allerede gjort så meget for hende. I sandhed var det hende der stod i gæld til ham. Hendes kinder begyndte at blive rødmossede. Annea blev nødt til at få det til at gå godt og få hende og Jacquet til at fungere. Ikke mindst for deres familie, men fordi… Mest af alt; Fordi hun kunne mærke i sin krop at hun ønskede at gøre HAM glad. Så hun kunne vise ham hvordan han fik hende til at føle, og de kunne dele den følelse sammen. Så kunne han måske bedre forstå hende. Hun ville ikke skuffe ham. Og heller ikke deres familie
Da Jacquet så mod hende igen skyndte Annea at kigge væk i et forsøg på at skjule sin rødmen, men kort efter greb han hendes hånd og begyndte at trække hende med sig ud blandt de mange dansende. Hun nåede hverken at sige fra, eller til før de stod der. ”Som du ønsker, min husbond” erklærede Annea, med et bly smil. Hun nejede for Jacquet, så op for at møde hans blik og rakte ud efter hans hånd.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 29, 2016 16:16:28 GMT
Jacquet brød sig ikke synderligt meget om at danse, men lige nu kunne han ikke tænke på noget bedre, og det slog til hver en tid at skulle blive stående med rank ryg og tage imod gæster, nok var han arving men det var ikke hans fest og han havde familie nok til at han godt kunne træde et par skridt på midten af gulvet. Trinende var lige til, nok dansede han ikke af egen fri vilje, men han danset sit i de sidste 25 år. Anneas fingre var fine og elegante og det var tydeligt at hun også, trods hendes stadig unge alder vidste hvordan man bevægede sig til musikken.
Det varede dog ikke længe, det var snare en halv dans, og alligevel følte han sig bedre rustet til at møde sin familie. Han rømmede sig lidt. "Ville det ikke være bedre hvis du hilste på din mor først, jeg bliver nød til at finde Blance" sagde han roligt og strøg kort sin kone over de bløde lokker.
Post by Annea d’Montacute on Aug 30, 2016 9:50:02 GMT
”Det kunne du nok have ret i”. Annea lagde sin hånd over Jacquets og klemte den let, da han kærtegnede hendes hår. Hendes forældre var nok tålmodige og faldet i snak, men det var nok ikke en god ide’ at lade dem vente for længe.
”Kom og find mig senere, Jacquet, okay?” tilføjede hun, med et blink. Hun slap glidende taget i Jacquets hånd og sendte ham et sidste blik inden hun begyndte at gå sin familie i møde.
