Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Annea d’Montacute on Aug 27, 2016 22:03:05 GMT
Jacquet d'Montacute - (OBS: Dette selskab foregår midt Juli, før fejringen af Blance og Rogier) - (TW: Vold, blod, voldtægtsforsøg)
Musikken flød igennem lokalerne og godset var fyldt med gæster. De fleste var højlydte, fulde og i godt humør. De kendte i forvejen Montacute familien, men da Annea var ny, og hun knapt var set sammen med Jacquet ved officielle lejligheder var der ikke mange der kom hen og hilste på hende. Hun stod op af en af de mange gobeliner med et lille glas punch, som en wallflower og havde blikket slået ned. Jacquet havde hun ikke set i et stykke tid. Han havde vel travlt, og hun ville ikke stå i vejen. På sin finger bar hun en ring der var hende skænket på deres bryllupsdag, men deres bryllup var endnu ikke blevet fuldbyrdet sådan som det var folk af nobel status påkrævet. Hun følte sig hensyltet og usikker. Ligesom hun var usikker på den relation hun delte med ham. Det ene øjeblik kunne de have det godt og nyde hinandens nærvær og kun få sekunder efter kunne stemningen være helt ændret. Som om de ikke passede sammen.
Hun knugede ringen sammen i sine hænder, som om nogen kunne finde på at komme og tage den fra hende. Mange blikke var blevet sendt hendes vej. Det var naturligt, når hun kom gående med sin fornemme kjole og det søde generte smil hun formåede at bære så godt. En ringe trøst. For det var ikke den opmærksomhed hun så brændende ønskede at hun kunne få. Og det var ikke de mennesker hun ønskede skulle give hende den. Hun manglede nærhed, og hun kunne føle hvordan det bitre savn gjorde ondt. Som i et forsøg på at slippe følelsen sukkede hun dybt. Men det varede ved.
En ting resulterede det dog i. En mørk herre kom til hendes side og bukkede. Efter lidt snak løsnede hun op, og et helhjertet smil havde fundet vej til hendes ansigt. Den opmærksomhed Jacquet ikke gav hende søgte hun andre steder. Bestemt ikke på nogen romantisk facon, men anerkendelse af hendes person og væsen. Gæsten havde sagt at musikken var lidt høj og at han ønskede at snakke med Annea, der gerne havde indvilliget og foreslog at de kunne gå lidt væk. Hun førte ham ud på en sidegang, og der havde stemningen ændret sig drastisk. Han havde gået fra et høfligt gemyt til at opsøge hende aggressivt. Hun var jo en sød pige sagde han, så om ikke hun ville give ham et kys. Men da Annea nægtede og forsøgte at komme tilbage til festen var hun blevet afskåret vejen og trykket op mod vægen, og han begyndte at glide sine hænder hen over hendes krop.
Et lavt hvin nåede at undslippe Annea inden det forstummede, da en knytnæve hamrede imod hendes ansigt. Og igen. Til sidst faldt den lille kvinde hårdt mod jorden. Anneas øjne var store af frygt og den hylelyd der skar igennem hendes hoved. Hendes blik havde svært ved at fokusere. Han greb fat om hendes halskæde og brugte grebet til at stramme den om hendes hals. Hun kunne smage jern, og blod begyndte at dryppe ned fra hendes tinding fra et af slagene.
”Jeg bliver nødt til at straffe dig for at friste en mand på den måde. Hvis du ved hvad der er godt for dig ligger du stille” hvislede han, mens han begyndte at bakse med at få Anneas orange kjole med dens mange lag op. Annea hulkede og gispede panisk efter luft. Det ville ødelægge alt for hende. Nu var hendes tid under Montacutes navn i det mindste begyndt at lysne op, men det her ville ændre alt. Hun kæmpede med hænderne oppe på halskæden for at få luft og klemte sine ben sammen alt hvad hun kunne. Tårerne fossede ned af hendes kinder og blandede sig med den røde væske, der farvede hendes blonde krøller. Og han greb fat i kjolens udskæring og flåede stoffet op, så perler sprang op i luften og Anneas bryst blev blottet. ”NEJ! Du m-må ikke. Jeg beder dig, jeg er gift! Jeg vil ikke” Hun sparkede og vred sig som en fisk på land, men lige lidt hjalp det, når hun var pælet fast til stengulvet af en mand der var hende fysisk overlegen. Hun håbede på at kunne nå sin tryllestav. Hun havde den. Næsten, indtil han rev den fra hende. Staven landede uden for Anneas rækkevide til hendes store skræk. Hun turde ikke se. Hun ville ikke. Staven der trillede ned af gangen og ind i mørket var hendes sidste holdepunkt og med den forsvandt håbet i hendes øjne. De lukkede i takt med at hendes blik begyndte at sløre til.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 27, 2016 23:05:33 GMT
Det havde måske været en anelse hensynsløst af Jacquet at efterlade Annea helt alene. Han kunne egentlig slet ikke huske hvor han sidst havde set hende. Kun at han havde lovet at hente hende et glas et-eller-andet. Han var god til at falde i snak, og nu hvor humøret var betydeligt bedre end den sidste festlighed han deltog i, hans eget bryllup. Så var det meget nemmere for ham at falde i snak med venner og bekendte han ikke havde set længe. Især var han glad for at se sine søskende, som han også havde brugt en del tid sammen med.
Imens snakken flød over hovedet på ham, stod Jacquet nu med to tomme glas og spejdede rundt i salen. Der var alt for mange mennesker, men mente nu alligevel at han godt kunne udpege sin kone i flokken af unge piger med silkebløde krøller. Hans bryn trak sig sammen da det ikke var tilfældes og han afleverede de to glas hos en tjener og undskylde overfor det ældre par der havde forsøgt at forklare ham om sommerens gøremål. Han startede ud med at spørge hans familie om de havde set til Annea, og ellers gik han fra person til person.
Da han havde fået at vide at hun heller ikke var på sit værelse og at det var længe siden hun egentlig var blevet set, kunne Jacquet mærke hvordan hans vejrtrækning blev en smule mere heftig. Hvis der var sket hende noget ville han bebrejde sig selv. Han skubbede sig derfor forbi et par unge pige der havde stillet sig klar til en dans, og som også tydeligvis sendte misbilligende blikke efter ham. Det meste af godset var lyst op, da gæsterne også minglede sig i de små stuer. Han fortsatte ned af en af de mere mørke gange og kunne pludselig gøre larm for enden af den. Han stoppede dog op da han kunne mærke noget hårdt ned under sin ene fod. Da han fjernede den kunne han se at det var Anneas noget så elegante stav han havde trådt på. Heldigvis var den så robust at den ikke havde taget synderlig meget skade. "Annea?" kaldte han prøvede. Gråd kunne høres og han satte farten op. Han nået absolut ikke at tænke, for ret hurtigt efter han havde fundet hende uddelte han det første slag mod den lidt ældre mand. "Dit modbydelige svin. Fingrene væk fra min kone" han ville med sikkerhed benægte at han havde sagt det som slagene ramte ham. For det eneste han tænkte på var at skåne Annea for mere traume end hun allerede nu havde oplevet. Havde han fået lov havde han med sikkerhed slået den fremmede mand halvt ihjel. Porstyren var dog nået ind i salen og havde trukket tilskuere til, som havde resulteret i at et par af de mandelige gæster havde holdt Jacquet tilbage og fået eskorteret den anden mand ud.
Han rev sig fri af deres greb og råbte et eller andet efter dem, noget med at de bare havde at låse ham inde. Han tvivlede ikke på at samle Annea op fra gulvet og gå den hele lange vej op af trappen til sit værelse hvor han lagde hende på sengen. Med en fugtig klud duppede han hendes svagt blodige sår hun havde fået fra slagene. Han var stille.
Post by Annea d’Montacute on Aug 27, 2016 23:25:07 GMT
Som det første kom Annea ikke til sig selv. Hun lå blot og gispede svagt. Som hun begyndte at komme til bevidsthed mærkede hun en stikken i sit hoved og rynkede sine bryn med et klynken. Da den stikkende smerte fra såret ikke gik væk begyndte hun at åbne sine øjne svagt. Af refleks hylede hun op ved synet af en skikkelse så tæt på hende, indtil hun fik fokuseret og opdagede at hun ikke længere lå i gangen, men i noget blødt og at skikkelsen ikke var den fremmede gæst, men hendes ægtefælle. ”Jacquet? Av” peb Annea stille. Hun lagde sin hånd på hans, som han blidt duppede såret med kluden ”Mit hoved gør ondt... Hvor har du taget mig hen?”
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 27, 2016 23:44:38 GMT
Jacquet kunne meget vel lige så godt have afleveret hende i armene på en tjener og lade dem ordne det. Men af en eller anden grund følte han sig ansvarlig for hvad der var sket, og havde i sidste ende intet imod at side ved hende. Han havde sågar også fået hendes ødelagte kjole trukket af hende og havde med hjælp fra hendes kammerpige fået hende i en natkjole. Han vidste at han i en ligene situation ikke ønskede sig blottet for resten af omverdenen, selvom den person ville være ens ægtefælle.
Da Annea virkede til at komme nogenlunde til sig selv rettede han blikket mod hende og havde halvt rejst sig fra stolen han havde siddet i. "Du er på dit værelse" kom det så fra ham. Hun var sluppet godt fra det med chokket og et par blålige mærker. Hun skulle ikke syes og intet grimt ar ville vise sig. "Du fik et par slag" mumlede han stille og med et suk valgte at at sætte sig halvt på kanten af sengen.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 0:12:58 GMT
Anneas sanser snurrede stadig rundt, men hun forsøgte at sætte sig op. Hurtigt måtte hun dog give op, da hendes krop faldt sammen igen, og hun lagde hovedet tilbage på puden. Hun forsøgte at smile og gøre det bedste ud af situationen. Grine af sig selv. ”Jeg må virkelig se forfærdelig ud”. Men det påklistrede smil holdt ikke længe. Hun følte sig krænket over det indgreb der var forsøgt mod hendes krop, og hun var forvirret over hvad der skete efter hun mistede bevidsthed. For alt i verden ønskede hun ikke at græde foran Jacquet, men hendes øjne blev våde, og hun dækkede sit ansigt til med sine hænder. Hun begyndte at hulke. Først lavt, så utrøsteligt, gispende og krampagtigt. Hendes vejrtrækning kunne knapt nok følge med. ”J-jacquet, jeg gjorde ikke noget. Det har jeg virkelig ikke. Jeg - Det ville jeg aldrig! Han begyndte bare at…”
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 10:14:39 GMT
Jacquet var i et forsøg ved at tage fat blidt omkring hendes arme så han kunne forhindre hende i at sætte sig op. Heldigvis kunne hun selv se problemet i det og havde lagt sig tilbage med hovedet mod puden igen. Han lagde en hånd på hendes kind og gled langsomt tomlen hen over for at tørre tårerene væk. Generelt brød han sig ikke om når folk blev kede af det, og slet ikke når de græd. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det.
Han bed sig i kinden og tyssede i stedet for bare på hende. "Du behøver ikke forklare, jeg ved det" sagde han stille. Sandheden var at han ikke kunne vide om hun uden viden om det havde sendt ham blikke. Annea var jo en sød pige, og hendes generøsitet kunne sikkert mistolkes hos alle. Men han troede ikke på hun havde gjort det bevidst, hendes gråd og det at hun var bange gav ham den forståelse af det at hun ikke selv havde forsøgt sig. Han lagde sig ned til hende, med den ene arm om hende. "Jeg vil aldrig igen lade nogen gøre dig ondt" sagde han så stille men bestemt. Ingen burde blive udsat for noget så grusomt, lige meget hvad. Han strøg et par fingre over hendes hår med et suk. "Prøv og få hvilet. Jeg går ingen steder"
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 11:05:25 GMT
”Tak, Jacquet. Jeg beklager at jeg er så besværlig” sukkede Annea, da hun igen havde genvundet kontrollen over sin krop og adrenalinen, der susede igennem den. Hun sagde ikke meget, men nød i stedet følelsen af Jacquets små ømme gestusser, og hun rykkede lidt til side i sengen for at gøre plads, da han lagde sig hos hende. Langsomt lukkede Annea sine øjne igen og hvilede sin arm over hans, da han lagde den om hendes liv. Det var rart, når han tog sig tid til hende.
”Jeg er glad for at du er her. Men du ved – gør du ikke? At det var en spildt chance. Det kunne have været en oplagt mulighed for dig”. Hun åbnede sit ene øje på klem for at møde hans blik. ”Alt det her kunne være slut. Hvis du bare havde ladet ham få sin vilje med mig… Vores ægteskab mangler endnu at blive forseglet. Og når de kunne se at jeg ikke længere var ren og der intet blod ville være at finde på lagnerne, ville Guiscard få trolovelsen annuleret imellem vores familier”. Hun tav og skævede væk, mens hun bed sig i underlæben og rynkede sine bryn i en trist mine. Det var hårdt at snakke om, men et sted ville det måske have været det bedste udfald. Tanken fik dog Anneas vejrtrækning og stemme til at ryste.
”En simpel, men stadig effektiv vej ud. Så kunne du måske finde en der klædte dig bedre. Nogen du kunne være glad med. En mere perfekt kvinde, der kunne få dig til at smile…. Men det gjorde du ikke. Du hjalp mig. Så; Hvorfor? Hvorfor valgte du at redde mig?” spurgte hun. Annea havde da åbnet begge sine øjne, om end sløvt og søgte Jacquets. ”Jeg forstår ingenting, Jacquet”.
Annea strøg sin hånd op til Jacquets skuldre og begyndte blidt at gnide sine fingre imod musklerne hun anede under hans klæder. ”Du ved, kære.. Du kommer til at fortryde det her. En del”.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 11:47:19 GMT
"Du snakker for meget" mumlede han mod hendes hår. Han kunne alligevel ikke lade være med at smågrine lidt over det. Det var selvfølgelig ikke helt så sjovt som han gjorde det til. For hun havde ret; han kunne lige så nemt blot have ladet det ligge og givet manden hvad han ville have, og på den måde slippe ud af sit ægteskab. Hans bryn trak sig sammen og hendes ord rungede i hovedet på ham som han forsøgte at få en åbenlys mening ud af dem.
Hun behøvede desuden slet ikke at forstå hvorfor han havde hjulpet hende, hans eneste tanke var nu at hun blot skulle få det bedre. ".. Desuden. I sidste ende handler det ikke om hvad jeg vil have Annea. Men hvad der er bedst for min, for vores familie" sagde han og rettede hovedet en smule så han kunne se på hende. Han rystede blot på hovedet af hendes ord. "Vi får se" sagde han blot med et let skuldertræk. Fortrydelse var ikke længere et valg for ham.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 12:35:19 GMT
”Det ved jeg at jeg gør. Jeg har hørt før. Min mor har altid sag at dagen jeg stopper med at snakke vil være dagen verden går under” fniste Annea. Hendes blik vandrede op i loftet, hvor hendes tanker begyndte at myldre. Der var bare så meget at tænke på, at hvis hun aldrig luftede sine overvejelser var hun sikker på at hun ville blive gal. Hun vidste at det var sandt hvad Jacquet sagde. At det var deres familie først, men hvordan kunne det nogensinde gå dem alle godt, hvis de end ikke kunne være glade i hinandens selskab på sigt. Hun ønskede ikke at være en byrde. Hverken for Jacquet, eller for sine forældre. Men måske, måske så hendes forældre noget som hun endnu ikke kunne se og vidste at det ville blive… Okay? Hun ville gerne vide hvad det var. Han var flot. Hun var helt sikker på at han sagtens ville kunne finde et hav af kvinder til at akkompagnere sig og for ikke at sige gifte sig med. Anneas forældre havde opvartet hende hele sit liv, og de havde altid gjort ting der på den ene eller anden måde lønnede sig for hende.
Annea tog en dyb indånding og fortsatte sin hånd op igennem Jacquets pjuskede hår. Hun vidste ikke helt om det stadig var en samtale med Jacq, eller om hun nu blot vendte og drejede situationen for at forsikre sig selv. Nok mere end ham. ”Tja. Du ER den mand - Manden mine forældre har vurderet som bedst passende til mig. De har lang livserfaring og ved meget. Ooog - Jeg vil ikke være den til at betvivle deres dømmekraft. Jeg er beæret over at være hos dig, husbond”.
Hendes alvorlige udtryk blødte op og hun skævede til ham med et tykt grin. ”Jeg kunne dog godt tænke mig at komme til skade noget oftere”. I en kort bevægelse tippede hun sit hoved en anelse, så hun kunne nå hans ansigt. Med en hånd på hver af Jacquets kinder strøg hun hans blonde løvemanke til side og plantede blødt sine læber på hans pande.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 13:06:08 GMT
"Det er vidst en overdrivelse" sagde Jacquet roligt uden at dvæle mere ved tanken. Hun måtte gerne snakke, men hvis det foregik i timevis kunne han godt blive en smule irriteret af det, da det ikke lige var generelle stemmer han havde brug for, når han snart skulle til at gå mere i sin far fodspor, og det krævede at han skulle lytte til en del snakken. Annea burde som hans kone blot stryge ham over håret og være lidt stille. Men det behøvede han ikke minde hende om nu. Han tog let sin hånd og lukkede den om hendes efter hun blidt havde rodet ham lidt i håret. Han kyssede den blidt og flettede sine fingre mod hendes som han lagde armen over hendes talje igen. "Vores fædre lavede aftalen i enighed. Det er lige så meget min far som det er din." sagde han eftertænksomt. Han anede ikke hvad Annea havde fået at vide i sit hjem i England, og det var begrænset hvad hans far havde delt ud af information, udover at han ikke kunne sige fra.
Han så alvorligt på hende og rynkede let på næsen. "Det må du aldrig sige Annes" sagde han så og satte sig op i sengen og svang benene ud over sengekanten, som var han på vej til at rejse sig. Han hvilede albuerne mod sine knæ, og havde hagen mod sine hænder.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 13:34:38 GMT
”Jacquet?” Annea fik skubbet sig op at sidde, nu da hun var mere frisk. Det bekymrede hende lidt at Jacquet satte sig op så pludseligt. Hendes forsøg på at have været nuttet landede ikke helt som planlagt hos ham, og hun måtte indse at han nok havde været mere påvirket af hendes overfald end han så ud til at være. Selv om det var lettere usmageligt at blive glad ved Jacquets ubehag kunne Annea ikke lade være med at smile. Det viste hende nemlig et lille blødt punkt i Jacquets person, som ellers ikke kunne ses bag hans maskulinitets panser. Og det bløde punkt var på grund af hende.
Annea lænede sig frem og lagde armene om Jacquets krop, med panden imod hans overarm. ”Hvis min husbond beder mig om at lade være vil jeg love ikke at gøre det igen, men vil han så holde sine ord om ikke at gå nogen steder?” Når han satte sig op kunne hun betragte Jacquet fra en ny vinkel af og nå steder hun ikke kunne nusse før. Hun studerede hans brede ryg og skuldre, og der greb hun chancen til at snige sine hænder der op. Annea begyndte at massere vævet i området og tilføjede en lav nynnen. Af og til forsøgte hun at fange Jacquets ansigtsudtryk for at se om han nød det hun gjorde.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 13:45:16 GMT
Det hele var lidt for overvældene for ham. Selvom de var gift følte han ikke nær så stærkt omkring hende som nogen gjorde omkring deres kone eller mand. Han foragtede hende ikke længere men det stak ham stadig af og til og det blev ikke nemmere med tiden at vænne sig til. Om det var fordi det var hans kone der var blevet forfaldet, eller det fakt at han havde været for tæt på at komme for sent vidste han ikke, men noget nagede ham og havde efterladt et hult hul i hans mave. Han registrerede knapt at Annea havde sat sig op, og kiggede kort over skulderen på hende.
"Det er to vidt forskellige ting Annea." sagde han med et let suk og gned let sine øjne. Han ville ikke tvinges til at blive ved hendes side blot fordi han havde lovet det. Generelt afgav han ikke løfter og havde ikke tænkt sig at begynde på det nu. Han rejste sig brat fra sengens kant da hun begyndte i et forsøg at massere ham. Han gled frustreret hænderne gennem håret. "Du burde hvile dig i stedet" sagde han igen og rynkede på begge sine bryn.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 14:28:52 GMT
”Det vil jeg også, men.. Jeg vil gerne have at du er hos mig. Det er bare.. Du er så ofte væk. Og når du er her, såå.. Er tit som om du ikke er” forsøgte Annea prøvende at forklare. Hun satte sig op i skrædderstilling, da han veg fra hendes berøring og hvilede sine hænder i skødet. Det var tydligt at han ikke ønskede hende så tæt på lige nu, selv om hun havde lyst til at søge det omvendte. ”Vil du ikke nok sige mig hvad der går dig på?”
Hun sukkede tungt. ”Hør, Jacquet… Du er frustreret. Du bliver nødt til at lukke dine tanker ud. Ellers vil du miste overblik og berøring med alt. Hvad der skete var ikke din fejl. Der skete ikke noget. Jeg har det bedre.- På grund af dig. Jeg er her nu, du er her. Det kan være lige meget hvad de andre tænker. Hvis du ikke hjalp mig var det ikke sikkert at jeg ville sidde her. Vi er her. Lige nu. Alt andet er ikke vigtigt. Forstår du?” spurgte hun med et lille smil.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 14:45:37 GMT
Jacquet kunne ikke bebrejde hende de tanker hun måtte have om ham. Igen havde hun ret, en smule i hvert fald. Han var ofte væk, livet som sin fars budbringer og diplomat krævede at han rejste meget. Selvom han for det meste havde opholdt sig i Georgies arme. Det var bedst for nu, for altid hvis Annea troede det alt sammen gjaldt arbejde. Han sukkede. "Jeg vil være hjemme noget mere" sagde han så stille. Han ville gerne blive ved hende nu, men det følte som om at han knapt nok kunne trække vejret, og vidste han måtte bruge lidt tid alene. Han rystede på hovedet. Den eneste han nogensinde havde kunne tale med om sine dybeste tanker og smerter var Agnes, og han overvejede i dette tidsrum at tage hen til hende, eller blot at skrive til hende. Hun kunne altid få det bedste frem i ham, gøre ham til den bedre mand.
"Jo det kan være lige meget hvad andre tænker, men det er det ikke. Jeg var ikke hos din side, det er hvad de vil se" sagde han og knyttede sine hænder så hårdt at knoerne blev hvide. "Jeg kommer op til dig igen, senere" sagde han så. Han ville vende sig mod hende, gøre noget. Men han kunne ikke. Hans fødder var allerede på vej mod døren.
Post by Annea d’Montacute on Aug 28, 2016 15:15:32 GMT
”Men Jacquet! JACQUET! Du er her jo nu! Du er ved min side nu” Hun ville gerne løbe efter ham, men hun var endnu ikke tilbage ved sine fulde fem. Det gjorde ondt at se ham så nede. Og det var hende selv der havde valgt at følge med den fremmede gæst ud i et mere øde sted af godset. Ingen af dem havde bedt om hvad der skete med Annea, men det ændrede ikke at sket var sket. Og der var intet at kunne gøre ved det. Ikke andet end at pudse og pleje nutiden for at få en bedre fremtid. Annea bed hårdt sammen med sit blik slået ned. Hun knugede stoffet i sin natkjole, så det krøllede og lavede bølger i kjolen. De havde ligget tæt ved hinandens side i et øjeblik. Og nu kunne hun igen ikke nå ind til ham. Om det nogensinde ville ændre sig vidste hun ikke. For nu havde hans humør været meget foranderligt, som vejret selv.
Hendes stemme var lav, hviskede for sig selv. ”Jeg vil jo ikke have deres anerkendelse… Jeg vil bare gerne have dig”. Annea så mod døren i et par minutter inden hun rullede om på siden og faldt i søvn.
