|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 20:33:47 GMT
Det var med sikre skridt at Silvester bevægede sig ned ad gangen mod Lärer Zamlochs kontor. Facaden vidnede dog ikke om den usikkerhed der havde rejst sig i ham ved indkaldelsen, da han ikke helt var klar over hvad der ventede - den syntes for ham at komme lidt ud af det blå. Om det ville have karakter af noget positivt eller negativt var derfor op til tiden at vise. Han vidste at han klarede sig godt, men at det også resulterede i højere forventninger og at den slags stod i høj kurs hos underviseren. Ydermere havde han også fået sine irettesættelser i forhold til sin til tider overdrevne opførsel, og så også det som en mulighed for målet med dette møde. Den oprejste pande var dog alligevel ikke noget der kunne tages fra ham i det øjeblik.
Da han nåede trædøren, hvor han trods alt havde været før, bankede han på et par gange og trådte et halvt skridt tilbage mens han afventede svar. Hans hånd fløj om bag hans ryg mens hans fod vippede lidt, dog uden at ramme gulvet så det forblev lydløst. |
|
|
|
Post by Christoph Zamloch on Aug 28, 2016 18:52:12 GMT
Christoph havde intet imponerende kontor, men det var nok og der var plads til hans skrivebord, en stol og en stol på den anden side, ud over en udstillet samling af flere af de våben de brugte i undervisningen – primært af magisk karakter. Det var et rum, der fik tankerne hen på nøje kontrolleret brutalitet, meget som underviseren selv.
Da det bankede på, stod han allerede bag stolen. Han pegede sin tryllestav mod håndtaget, mumlede en lille, spidsfindig besværgelse og kunne se døren svinge op for gæsten; Silvester, som han udmærket vidste.
”Kom ind, Nordström,” svarede han, først da, imens blikket hvilede på den unge mand. ”Og luk døren efter dig.”
|
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 28, 2016 20:31:23 GMT
Silvester stoppede sin fods vippen da døren åbnede sig for ham. Han fulgte Zamlochs anmodninger lydigt og trådte dermed ind hvorefter han lukkede døren i med håndens kraft.
Først da gik han den sidste minimale vej og tog fat i stolen, der stod på hans side af lærerens bord. "Du ville tale med mig," konstaterede han i en halvt spørgende tone som han trak stolen tilbage for at gøre klar til at sætte sig på den.
|
|
|
|
Post by Christoph Zamloch on Aug 30, 2016 13:30:43 GMT
Silvester var ikke en stor, imponerende nordbo. Nej, det var ikke hans fysiske størrelse, der havde fået Christoph på de tanker, at han her stod overfor en, der kunne klare presset og gøre Durmstrang en succesfuld deltager. Hans blik gled alligevel kort og vurderende over eleven, før han nikkede let imod stolen og selv satte sig ned.
Han gav det en lille tænkepause, før han rankede sig umærkeligt hvor han sad og smilede antydningsvist. "Du har utvivlsomt hørt om femkampen i Skotland senere i år," lagde han roligt ud. "I lærerstaben har vi diskuteret det og er blevet enige om, at vi udvælger en elev hver, som vi mener har potentialet. Jeg kunne godt tænke mig at vælge dig, Nordström."
|
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 30, 2016 22:29:56 GMT
Silvester nikkede instinktivt en enkelt gang til lærerens åbning som hans øjne blev spærret en smule op med øget opmærksomhed i interessen af hvad der fulgte. Han havde naturligvis hørt om femkampen og ikke mindst hvad den kunne føre til. Da beskeden faldt lyste hans ansigt derfor op af både stolthed og forventning.
"Mener De det?" spurgte han dog alligevel, næsten vantro i lyset af informationen der betød at han sandsynligvis kunne komme til at lægge sit navn i flammernes pokal hvis ikke noget gik galt - eller han havde hørt forkert. Det følgende spørgsmål var i kontrast noget mere praktisk tilspørgende. "Hvad skal jeg gøre?"
|
|
|
|
Post by Christoph Zamloch on Sept 1, 2016 7:39:12 GMT
Så langt så godt. Knægten var tydeligvis interesseret. Brændende. Det i sig selv besvarede i hvert fald et af Christophs spørgsmål og han lænede sig en anelse tilbage i stolen, uden at smile. "Fortæl mig mig hvor du selv mener du er stærk og hvor du mener, at femkampen ville kunne knække dig."
Han betragtede den unge mand afventende og gjorde sig mentalt klar til, at tage hans ord ind og vende dem i sit hoved. Det var ikke et let spørgsmål og han fik god tid til at svare, uden at underviseren hastede med ham.
|
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Sept 1, 2016 16:41:50 GMT
Silvester måtte sænke en klump da svaret lød og han begyndte at tænke over det. Han rykkede sig samtidig tilbage i stolen, nærmest som for at mærke at der stadig var et ryglæn hvis han skulle falde af den.
"Jeg har opfattelsen af at jeg ligger i toppen af en håndfuld af mine fag og jeg ved at jeg ville give det alt jeg har," lød første halvdel af svaret, efter en kort tænkepause. "Måske... kunne jeg komme til at give for meget." Han rynkede sine øjenbryn lidt sammen. "Hvis du forstår." Det var måske en pyntende måde at svare på den sidste del på, men han mente det samtidig også gravalvorligt.
|
|
|
|
Post by Christoph Zamloch on Sept 2, 2016 10:22:05 GMT
Christoph trak ikke på smilebåndet, selvom han et øjeblik havde lyst. Han var ikke uenig med Silvesters vurdering og sagde ham da heller ikke imod. I stedet trommede hans fingre lidt i bordet, før han tog en hørlig indånding og fangede sin elev direkte med blikket.
"Uddyb det. Du kunne komme til at give for meget? Hvad tror du så der ville ske?"
|
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Sept 2, 2016 19:27:33 GMT
At kunne se sine egne mentale fejl og mangler i øjnene var ikke en af Silvesters stærke sider, men derimod en noget frygtindgydende beskæftigelse at give sig i kast med, og det tog ham derfor også en ekstra mængde energi at få formuleret et svar. Hans blik var dog blevet fanget af Zamloch og han kunne ikke få sig selv til at se væk under sin famlen efter ord.
"Hvis man skulle glemme at tage tid til at trække vejret mellem udfordringerne kunne det føre til utidig udmattelse, tænker jeg. Eller ivrighed, man.. jeg.. kunne komme til træffe forhastede beslutninger." Blikket var fortsat ikke fjernet fra læreren, mens han forsøgte at læse om det var den slags der blev ledt efter. Næsten desperat efter at få muligheden stukket i hænderne virkede det ikke så betryggende at sidde og tale om sine brister, også selvom han logisk godt kunne se at det ville være en fordel.
|
|
|
|
Post by Christoph Zamloch on Sept 3, 2016 12:38:20 GMT
Den unge underviser trak en anelse på smilebåndet, før han gav et lille nik som opfordring. Det var tydeligt, at Silvester ikke brød sig om at uddybe, men han fik da et lille indblik i knægtens svagheder - også nogen af dem han ikke selv nævnte med ord.
"Vi kommer til at køre jer hårdt," konstaterede han roligt. "Jeg ville ikke regne med, at kunne holde en lang, afslappende sommer, hvis jeg var dig. Vi skal vinde i år. Forstået?"
|
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Sept 4, 2016 12:18:36 GMT
En svag men lettet optrækning af mundvigene bevægede sit i et splitsekund henover Silvesters ansigt ved lærerens nik. Selv nikkede han, en gang mere end Hr. Zamlochs enkelte, indforstået med budskabet. "Klart og tydeligt," understregede han med ord derefter sin nikken. Han havde på ingen måde i sinde at sløse sin sommer væk, endnu mindre nu end tidligere.
En tanke strejfede ham dog og fik ham hurtig derefter til at åbne munden igen. "Jeg tænkte på... Ved De noget om min søster?" spurgte han. At det ville blive en hårdere opgave at være væk uden hende på en række punkter, var han ikke i tvivl om. Han så det dog stadig som sin pligt, og spørgsmålet var derfor mere i et forsøg på at få det opklaret.
|
|
|
|
Post by Christoph Zamloch on Sept 4, 2016 15:02:28 GMT
Christoph accepterede Silvesters svar, men hævede til gengæld et slankt bryn af spørgsmålet, før han rystede på hovedet. "Du må lære at klare dig uden din søster," bemærkede han. "En femkampsdeltager kan ikke være så afhængig af et andet menneske."
Et lille nik afsluttede hans konstatering og lagde ikke op til diskussion. "Det var alt for nu, Nordström. Vi vender tilbage til det praktiske senere. Jeg er glad for, at du har accepteret mit tilbud."
|
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Sept 4, 2016 16:27:25 GMT
Silvester bed sine tænder sammen for ikke at udtrykke sin frustration over det ømme punkt hans underviser havde ramt med sine ord. I stedet sank han bare den klump af spyt der havde formet sig i hans mund og lyttede fortsat. Han gik først i gang med at rejse sig underviseren tilsyneladende var færdig. "Tak, Lärer Zamloch," lød det kort fra den lyshårede knægt, men taknemmeligheden var tydelig. Det var noget overvældet, som følge af samtalen, at han derefter bevægede sig ud af døren og lukkede den efter sig. Tråd afsluttet
|
|
