|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 25, 2016 20:06:53 GMT
Lionel havde intet særligt ønske om at komme til festen i Aquitaine, men Maries ansigtsudtryk, da han havde luftet idéen om at undlade at tage med, havde været lidt for spidst til at han gad sætte foden ned. Alternativet var at lade hende tage afsted alene og det var der ikke ti vilde heste, der ville overtale ham til. Så nu stod han der på sin svigerfaders gods med et sølvbæger i den ene hånd og den anden hvilende imod sin ryg. Blikket gled lettere ligegyldigt rundt og han stod primært og overvejede hvor mange point han fik hos sin hustru for, at have indvilliget i at tage med. |
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 26, 2016 21:49:37 GMT
Annea havde altid været socialt anlagt, men de mange nye ansigter hun skulle lære at kende efter sin ankomst til den nye familie, var lettere uoverskuelig. Men som Jacquets hustru vidste hun at det var en del af hendes pligt at pudse og polere familienavnet. Om så det indebar at stå og nikke til samtlige gæster, som de trådte ind af døren, så hun havde sikret sig at give dem et godt indtryk. Men smilet var efter hånden ved at forsvinde i takt med at hun var ved at falde i søvn på stolen.
Hun levede kun op igen, fordi hun syntes at udse sig noget bekendt ud af øjenkrogen, og rigtigt nok var det Lionels ansigt. Hun lysnede straks op, sneg sig halvløbende væk fra sin plads. Som en trold af en æske sprang hun frem ved Lionels side, storsmilende. Hun havde aldrig været helt så tæt på ham som sine brødre, men hun havde altid en fornøjelig tid i kølvandet på manden.
Det måtte gerne køle nu.
”Lionel! Velkommen! Hvor har jeg savnet dig”
Nu var Lionel en mand, der var lidt stiv i betrækket. Men Annea havde besluttet at hun havde brug for et kram- Og det betød at Lionel altså også havde brug for et. Derfor tvangsomfavnede hun Lionel med en henrykt latter.
Han ville få det kram, han ville værdsætte den terapeutiske værdi, OG den kære ven ville komme til at kunne lide det!
...
Velvidende om muligheden for at hun muligvis ville komme til at dø lidt i forsøget.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 28, 2016 18:55:57 GMT
Lionel kunne være både høflig og til tider helt venlig overfor mennesker han enten kunne få noget ud af eller brød sig om på den ene eller anden måde. Når de opførte sig som Annea gjorde i det øjeblik, fortjente de dog ingen af delene. Hendes entusiasme var én ting, men i det øjeblik hun nærmede sig, trådte han slet og ret bagud og holdt en hånd op. ”God aften, Lady d’Montacute,” hilste han stift og med et lille nik. ”En fornøjelse.”
Hvad i alverden hun tænkte på vidste han ikke, men han ville ikke have lukket sådan en hustru ud af sit værelse før hun havde lært hvordan man opførte sig til fester. Franskmænd var i sandhed sære væsner.
|
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Aug 30, 2016 9:07:09 GMT
Annea nåede lige akkurat at slå bremserne i, så hun ikke fik Lionels hånd i hovedet.
”Åh..” Det var altså med den på. Annea rettede sig op, foldede sine hænder foran sin kjole og skævede lidt væk med næsen en anelse i sky, velvidende om at hendes glæde var løbet over med hende. Det føltes helt underligt ikke længere bare at være Annea, men nu at være Lady d’Montacute, og hun tænkte lidt over hvor store forandringer den titel ville føre med sig.
Den stive maske kunne hun dog ikke holde længe, og det lille smil sneg sig frem hos hende igen.
”Det siger du ikke” smågrinte hun. ”Jeg håber alt er vel i England. Kommer du alene, eller?”
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Sept 1, 2016 7:12:30 GMT
Lionel rystede lidt på hovedet af den unge kvinde og lod blikket glide ud over salen. I sin afvisning var det rent held, at han ikke havde tabt vin ud over sig selv. Nu nød han i stedet et godt bæger af selvsamme og kom fint til hægterne.
Et lille fnys forlod ham og hans bryn skød op. "Aldrig," svarede han roligt. Ikke så meget fordi han aldrig ville komme alene, men nærmere fordi han aldrig ville komme her alene. "Marie er i fuld gang med at hilse på alle sine søskende. Deriblandt din husbond, formoder jeg. Hvad har du gjort af ham?"
|
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Sept 1, 2016 18:00:14 GMT
”Nej, ikke? Det tænkte jeg nok” kvidrede hun, tydeligt upåvirket af Lionels meget kontante svar.
Der blev lidt stille da Lionel spurgte ind til Jacquet. Sidst han forlod Annea gik det galt. Hun krøllede tæer i sine fine stofsko, ikke fordi hun beskyldte Jacquet for det overfald hun blev udsat for. Han kunne jo ikke vide det og det var hans fortjeneste at der ikke var sket mere med hende, men fordi hun frygtede hvad der kunne være blevet hvisket om i krogene og hvor langt det kunne være nået omkring.
”Sidst jeg så Jacquet gik han hen for at finde Blance. Han har meget travlt for tiden. Søger du ham?”
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Sept 2, 2016 10:27:56 GMT
Et dæmpet lille fnys under hans vejr undslap Lionel ved Anneas svar, før han trak høfligt på smilebåndet og rystede en anelse på hovedet. "Jeg skal nok støde på ham," svarede han roligt, før blikket gled lidt ud over salen igen.
"Har du været med til at arrangere hele herligheden her? For din svigerinde og... Jeres fætter?"
|
|
|
|
Post by Annea d’Montacute on Sept 18, 2016 9:55:02 GMT
”Hvis du siger det, Lionel”.
Annea gjorde tegn til at en tjener skulle skænke hende et glas vin selv. Hun cirkulerede den røde væske i glasset og betragtede de gardiner vinen forårsagede på kantens inderside.
”Det har jeg. Selvfølgelig af det som Filippa har tilladt mig at have af indflydelse, da det trods alt er en vigtig begivenhed og markering for både Blance og Rogier. Hun er stadig kvinden af huset, selv om hun gradvist er begyndt at sætte mig ind i tingene. Jeg har stået for noget af opsætningen i festsalen og det mad som køkkenet skulle lave. Jeg må sige at jeg er ret tilfreds med udfaldet”.
Annea holdt en pause for at smage på vinen og lade dens nuancer udfolde sig. Hun havde svært ved at holde sig så alvorlig længere tid af gangen, så hendes læber træk op i et lidt større smil, og et lettere udspekuleret glimt kom til syne i hendes mørke øjne.
”Men du har da aldrig været typen der interesserede dig for den slags. Såå, hvordan går det med dig og Marie?” Hun kredsede sig langsomt tættere på Lionel, dog stadig med en vis afstand, så sig far side til side og lænede sig lidt hen imod Malfoy arvingen.
”Skal duuuu - snart være far?” spurgte Annea spændt. For ikke at virke for stødende sørgede hun for at spille på sin ungpige-nuttetheds-uskyldigheds-faktor og blinkede lidt med de lange øjenvipper.
|
|
