Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Blair stirrede ned på sin hustru og der kunne nemt have været mere ømhed i hans blik. I stedet så han ud til at kæmpe en indre kamp, der fik en muskel omkring hans kæbe til at sitre og hænderne til at knuge sig sammen mod lårene. Han havde aldrig brudt sig om Benevolences familie og det havde alt sammen noget at gøre med den måde, de havde behandlet hende på.
Stod det til ham, var de ikke velkomne, men i sidste ende ville han aldrig kunne håndhæve et sådant forbudt. Af samme grund endte han med blot at komme med et kort "fint," der kom til at lyde mere brysk, end han ville og dækkede over meget mere komplicerede følelser end vrede.
Post by Benevolence Wright on Aug 30, 2016 18:01:54 GMT
Benevolence havde heller aldrig skænket dem en tanke, havde det ikke været fordi hun vidste at de var dygtige indenfor deres fag. Hun havde aldrig tilgivet dem for hvordan de i sin tid havde behandlet hende på, efter de havde fundet ud af at hun besad magiske evner. Men de var stadig hendes forældre, det kunne hun ikke komme uden om. "Inden du bliver alt for vred, så ved jeg ikke engang kom de i sidste ender vil komme" påpegede hun roligt. Hun var forberedt på det værste. De havde sagt nej før, og hun vidste egentlig ikke hvordan de havde det med hende nu, og om de overhovedet ville forlade deres post for at komme hende til undsætning.
Hun lagde hovedet tilbage mod puden og kiggede hen mod Blair. "Tak, det betyder meget for mig" sagde hun stille. Hun vidste hun ikke kunne bede ham om at sætte sig hos hende, da blodet ikke var noget at spøge med. Hun ærgede sig over der ikke var andre der kunne tilkalde en helbreder. Hun ville helst ikke være alene.
Blairs hænder knyttede sig hårdere sammen og hendes svar, der muligvis skulle virke beroligende, havde præcis den modsatte effekt og understregede netop hvorfor, han ikke brød sig om hendes familie. Gravid og tydeligvis syg og hun var ikke engang sikker på, at de ville være der for hende.
Men han sagde ikke noget. Vidste, at når først hun havde besluttet sig, så ville det ikke hjælpe. Og han havde absolut ikke tid til at diskutere det. "Jeg sender en ugle til Hogsmeade. Jeg er tilbage snart," svarede han derfor blot og forlod rummet i al hast; lige så uvillig til at efterlade hende alene, som hun var til at være alene.
Post by Benevolence Wright on Aug 31, 2016 19:18:59 GMT
Benevolence bebrejdede ham ikke, og hun kunne mere end noget andet godt forstå hvorfor han havde det svært med dem. Det var hendes egen skyld, siden hun fra deres første møde havde fortalt om hendes foragt til dem. Men alt det syntes ligegyldigt når hun havde det på den måde som nu, med en smerte og et underskud hun aldrig før havde oplevet. Hun lukkede øjnene og forsøgte at trække vejret mere beroligende. Hun var bange for at hendes egen stress ville sætte sig hos sine børn. Det måtte ikke være sundt.
Hun havde næsten ikke overskud til at åbne sine øjne igen og se efter ham, og håbede inderligt at han ville komme tilbage. Sveden hang stadig omkring hendes ansigt, og hun måtte massere med sine fingre mod siderne på maven for at løsne smerten. Hun måtte dog sætte sig op i sengen da hørkjolen og overkjolen nu føltes så varmt at hun var overbevist om at det var grunden til hendes åndenød. Det var som om tøjet kvælte hende. Hun fagtede med sine arme i et ivrig forsøg på at løsne snorene ved barmen. Hendes kræfter var dog få, og hun var på nippet til at flå den op. Hun kvælte et klynk. Hun var overanstrengt, hvilket fik den stikkende smerte til at vende tilbage.
Blair tog sig ikke god tid, men han var nødt til at gøre det. Da det lykkedes ham at finde pergament og blæk, blev det en kortfattet, præcis besked og det var ikke i stille gang, at han fandt gårdens eneste ugle og sendte den afsted med besked. Det havde dog tilsyneladende taget ham bare et øjeblik for længe. Det måtte han indse, da han - lettere stakåndet - kom ind i soveværelset igen.
"Hvad sker der?" røg det forskrækket ud af ham og han havde krydset afstanden til hende i et øjeblik og grebet den arm, der fægtede vildt. Blikket ned på ham var fuld af bekymring, men også direkte angst. "Bea, fortæl mig, hvad jeg kan gøre?!"
Post by Benevolence Wright on Sept 1, 2016 9:59:26 GMT
Benevolence græd ikke som sådan, men hendes øjne var våde. Det var en svær blanding af angst og frustration. En svag lyd forlod hendes læber da Blairs hånd greb rundt om hendes den ene. "Jeg skal have det her af" hviskede hun hæst. Grundet sensommerens middagsvarme havde hun normalt ikke det tykkeste tøj på, men lige nu føltes det som om hun sad i pels til halsen. Hendes ansigt og resten af kroppen var ømme og pusten blev taget fra hende ved bare det mindste.
Hun trak underkjolens åbning en smule ud i et håb om at der blot ville komme en smule frisk luft ned på hendes hud. Overkjolen havde været det nemmeste, da det mest af alt blot var et stort forklæde hun havde over sig. Underkjolen der en del svære selv at få af, da hele kroppen skulle løftes, hvilken hun i det her stadie ikke selv var i stand til.
Blair var lettere hjælpeløs indtil hendes ord tillod ham andet og uden meget tøven, greb han fat omkring hende og hev hende op. Det var dog kun for at trække underkjolen af hende og da den var væk, lod han hende komme ned at ligge igen og bøjede sig ind over hende.
En hånd hvilede mod hendes kind og han søgte hendes blik, mens han desperat kæmpede for at kvæle sin egen angst og forholde sig roligt. “Træk vejret. Hør på mig. Træk vejret dybt ind.”
Post by Benevolence Wright on Sept 1, 2016 16:11:52 GMT
Benevolence havde håbet at efter tøjet der havde føles kvælende; at hun ville mærke den blide kølige luft fra rummet. Men hele hendes krop føltes stadig varm, og svimmelheden ved at stå oprejst samlede sig som en knude i maven. Det var derfor et lettende suk der forlod hende da Blair igen hjalp hende ned at ligge. Hun trak det tynde lagen hen over kroppen og løftede det et par gange for at give sig selv det friske pust hun havde brug for.
Hun lukkede øjnene og kunne mærke hvor træt hun egenlig var, ikke kun i hovedet, men det snurrede i hendes knæ og fingre. Hun forsøgte at gøre som hendes mand bad hende op. Hendes bryst hævede sig langsomt og hun måtte kæmpe for ikke at give efter den luft der havde svært ved at finde vej ned gennem hendes lunger. "Jeg er så træt" hviskede hun så stille. Hun havde aldrig rigtig tilladt sig selv en pause, og selvom hun havde brug for at slappe af og ligge langs var det en fremmed fornemmelse på højlys dag.
Alle former for gru gik gennem ham, som han så hende kæmpe efter vejret og på et tidspunkter blev hans instruktioner lige så meget til sig selv, som det var til hende. Først da han var sikker på, at hendes vejrtrækning var mere regelmæssig, tav han helt og strøg blot hånden over hendes kind; rædselsslagen, men udmærket klar over, at han ikke kunne vise det.
"Hvil dig, min skat," bad han, uden at stoppe de blide strøg. "Hvil dig nu. Helbrederen kommer snart. Alt skal nok blive fint."
Post by Benevolence Wright on Sept 1, 2016 16:35:49 GMT
Benevolence vejrtræning var stadig utrolig dyb og langsom, både i et forsøg på at lade roen få fred, men også så hun selv kunne slappe af. Øjnene var i forvejen tunge, og der gik derfor ikke længe før de lukkede sig helt i, med hovedet vendt mod Blairs hånd og hans afslappende strøg.
Der viste sig et sløvt smil på hendes læber over hans ord og hun løftede armen stille for at lægge sin hånd mod hans. "Ja" lød det tungt fra hende. Benevolence havde fået noget at hvile sig på og havde sovet siden helbrederen var gået, hvilket var for flere timer siden. Solen var ved at synge på sidste vers og det nærmede sig tidspunktet for aftensmaden. Symptonerne tydet på lungebetændelse og hun havde derfor fået forskellige flasker med en væske hun skulle drikke. Hun havde derudover også fået at vide at det var strengt forbudt for hende at arbejde i en god periode, da varmen og den generelle stress hun udsatte sig selv og sin krop for kunne komplicere hendes graviditet.
Hun gippede let med sine øjne og lå og kiggede lidt op i loftet inden hun langsomt satte sig op. hendes krop føltes stadig øm og hovedet var tungt, men hun var overbevist om at det var fordi hun havde sovet på et underligt tidspunkt. Hun vippede med sine tæer og trak lagnet om sin krop.
Blair var ikke ligefrem så kyndig i et køkken som sin hustru, men med lidt hjælp fra både sin bror og datter, formåede de da at få stablet noget helt hæderligt på benene og det var da de tre havde spist - i mere bemærkelsesværdig tavshed end ellers - at han lempede døren op ind til soveværelset og trådte ind med en skål i den ene hånd.
Da hans blik faldt på de åbne øjne, trak hans læber lidt op og han satte sig på kanten af sengen. En hånd strøg over hendes arm og han smilede ganske svagt, selvom en rynke havde slået mere eller mindre permanent rod mellem øjenbrynene. "Hvordan har du det?"
Post by Benevolence Wright on Sept 2, 2016 11:17:33 GMT
Benevolence ville have rejst sig, var det ikke for lyden af fodtrin. Hun blev i stedet siddende på sengens kant og løftede armene let over hovedet og strakte kroppen i et forsøg få at få den smerte der havde sat sig midt på ryggen væk. Hun kiggede mod døren da den åbnede sig og et mildt smil viste sig på hendes læber.
Hun trak vejret dybt ind og skævede til ham som han satte sig. Hun lagde sin hånd på hans og knugede den. Hun var okay for nu, selvom det ikke var hvad hun havde håbet på, måtte hun tage helbrederens ord til sig og lystre. "Omtåget" sagde hun ærligt og gned den frie hånd over sine øjne. "Jeg mener stadig ikke jeg har tid til at være syg -" startede hun ud og trak løst på sine skuldre. "Men, det bliver bare værre hvis ikke jeg ikke slapper af" sagde hun roligt. Hun havde dog stadig tænkt sig at skrive til sine forældre på et tidspunkt, men for nu kunne det godt hjælpe. De behøvede ikke at rejse så langt for en lungebetændelse som Benevolence alligevel mente ville være over om et par dage.
Blair smilede ganske svagt og rystede blot lidt på hovedet af hende. "Der er sjældent nogen der mener, at de har tid til at være syg," bemærkede han, tilfreds med at hun selv havde indset, at der ikke var nogen chance for at hun kunne arbejde. Eller at han for den sags skyld havde tænkt sig at lade hende.
"Helbrederen sagde, at du hurtigt ville have det bedre," bemærkede han og flyttede lidt på sig. "Er du sulten?"
Post by Benevolence Wright on Sept 3, 2016 13:42:21 GMT
"Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst måtte ligge ned midt på dagen" sagde hun med et let suk. Selv i sine to andre graviditeter hun havde haft, havde det været hende muligt at arbejde langt det meste af tiden. Det var derfor så uvant for hende at være så svag.
"Lige nu har jeg det bare som om jeg har sovet for meget" sagde hun med et let suk. Hun kiggede mod ham og nikkede. "Hundesulten" appetit havde hun ikke haft særlig meget af den sidste tid, og tog nu imod hvad end Blair havde forberedt. Hun var dog sikker på at lige så snart hun igen havde lagt sig ned i sengen, ville hun kunne sove til den lyse morgen.
Blair lænede sig en anelse frem og trykkede et enkelt, blidt kys mod hendes pande. "Så længe, du bare sørger for at få det bedre," mumlede han ind mod den lidt for varme hud. Han klemte lidt sammen om hendes overarm, før han smilede svagt og overrakte hende skålen med mad.
Han blev for at se hende spise og et godt stykke tid efter det. Da han gik var det da heller ikke lang tid og han var vågen det meste af natten, for at sikre sig, at hun trak vejret, som hun skulle.