Forhindringer

Benevolences øjne var lukket tæt sammen som hun forsøgte at føle den ellers faste jord. I samme øjeblik som hun mistede følelsen i sine fingre der var lukket omkring tovet, mærkede hun dog støtten fra en stærk arm i den ene side. Det gav hende mulighed for at samle sig og trække sig nogenlunde op at stå. Hendes hjerte slog afsted og en dunkende hovedpine havde sat sig hen over panden på hende. Munden føltes tør og hendes fingerspidser summede.
"Blair?" hviskede hun en anelse forvirret.

Hun hostede en smule og trykkede let et par fingre mod siden af sin mave.
"Jeg har det fint" sagde hun i forsøg på at bilde sig selv det ind. Den sved der sad rundt om hendes ansigt var ikke længere var solens varme eller fra hårdt arbejde.
"Jeg har det.. -" hun var ved at gentage sig selv da hun igen mærkede hvordan jorden forsvandt under hende. "ikke så godt" måtte hun så konstatere.

Benevolence kunne ikke mindes at hun nogensinde havde haft det så skidt, og især ikke i de måneder hvor hun var gravid. Der var selvfølgelig altid en hvis risiko, og man kunne ikke undgå at sætte sit eget liv i fare. Og havde hun så endelig haft det en smule skidt havde det aldrig været hende nødvendigt at sige det højt, at dele det med resten af sin familie. Der skulle meget til at slå hende ud, og hun havde nok også ignoreret smerterne alt for længe nu til at hun bare ikke smide det væk, som var det ingen ting.

Hun ønskede at klare tingene selv, og det med at søge hjælp var ikke hendes stærkeste side. Hendes blik flakkede og hun måtte lukke dem i, mest af alt grundet den svimmelhed der havde sat sig i kroppen på hende, men også fordi solen stod på sit højeste. Hun havde svært ved helt at finde ud af hvad der skete omkring hende, og registrerede ikke at Blair løftede hende op og bar hende ind i køkkenet. Det noget køligere rum hjalp dog kun en lille smule, men hun havde nu mulighed for at åbne sine øjne.
"Jeg har slet ikke tid til at sidde her" protesterede hun ført og gned sin pande. Hun var dog sikker på det måtte være varmen og mangel på væske der havde forudsagede svimmelheden.
"Jeg skal bare have noget vand" blev hun så enig med sig selv om. Hun havde alt for meget der skulle gøres.

Benevolence var ikke vant til at blive sat på plads, det var som regel en rolle hun selv påtog sig. Hun skulede derfor lidt til ham, men havde ingen kræfter til hverken at sige eller kæmpe imod. Hun forblev alligevel utrolig frustreret, da tanken om at der ingen var til at klare arbejdet på gården ikke var noget der huede hende og hun begynder derfor panisk at kradse sine negle mod bordet træoverflade.
"Men du har nok med det arbejde smeden giver sig, Josselyn har allerede et arbejde og James har absolut ingen mulighed for at forlade skole" hun kæmpede for at få ordene ud da hendes luftveje stadig svagt var blokeret.

Blair forlod ikke køkkenet, hvilket ikke gav hende en levende chance om at komme på benene. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham frivilligt bære hende ind i sengen.
"Jeg skal ikke ind i seng!" de lyse bryn trak sig sammen og hun lagde hovedet tilbage mod væggen og lagde en hånd på hver side af sin mave i et forsøg på at vende det ene af sine to børn. "Min krop skal blot vende sig til at bære ikke blot et, men to børn" sagde hun og vendte sit blik mod ham.

Selvom Benevolence håbede at hun den næste morgen ville have det bedre, måtte hun alligevel erkende den smerte der sad i hende sandsynligvis ikke ville gå væk over natten, eller efter et par dage. Hun ville dog ikke dele den uro med sin mand. Hun rakte ud efter kruset med vand fra hans hånd, og tog det i sine egne med et roligt blik hvilene på ham, som han stoppede op.

"Ja to. Se på mig, jeg er enorm. Et enkelt barn kan ikke fylde så meget" sagde hun og strøg et par fingre over sin mave. Efter hun havde tømt kruset for vand rakte hun igen ud efter ham, denne gang efter hans hånd.

Nu da det var sagt var det et emne mindre at bekymre sig om. Selvom det stadig stressede hende alt for meget. Men hvem kunne bebrejde hende? Uden stadig at ville kendes ved det, var hun svag og på vippen til at være sengeliggende, med ganske få måneder til termin og ingen til rigtig at tage vare på gården. Hun havde simpelthen ikke tid eller viljen til at slappe af.

"Det har jeg slet ikke tid til" sagde Bea lettere utilfredst. Uden så meget som at tænke sig kæmpede hun begge ben ud over enden af bænken hun sad på og forsøgte at rejse sig. Et halvkvalt skrig forlod hendes læber og hendes vejrtrækning var så voldsomt at hun hostede. Smerten der nu kom over hende var som en kniv der havde sat sig fast, og da hun løftede hånden om for at støtte sig til bordet, lagde hun mærke til at der var tydelig spor efter blod.

Benevolence der ikke ofte blev bange, var dog i dette sekund lammet af frygt, ude i stand til at flytte sig lod hun Blair løfte sig op, og heller ikke, havde det været hende muligt, protesterede. Der var ting selv ikke hun kunne flygte fra. Først da hun var blevet lagt på sengen trak hun benene lidt op, og støttede med begge hænder mod det nederste af sin mave.

"Mine forældre.." lagde hun ud med. Hun trak vejret dybt ind og kneb kort sine øjne sammen da endnu et skarp smerte løb gennem hende, dog var det ikke så slemt som før. Hun prøvede ihærdigt at få hendes krop til at slappe af, sig selv med.
"..De kan hjælpe" endte hun med at sige og vendte blikket mod sin mand. Men en helbreder var hvad det var, så længe ingen magi var involveret. Hun vidste ikke hvor meget hun kunne stole på det når det handlede om liv.