Skyggespil

Svala var i sine egne tanker og lod slet ikke mærke til at hendes bror stod tilbage på stranden, i fuld sving med roligt at afklæde sig selv. Hun var stærkt optaget af at holde benene vandret i et forsøg på at flyde rundt så hun kunne kigge op på de få stjerner der havde vist sig på himmelen. Hun svarede ikke på det første han sagde, da hun var så langt væk fra ham at hun i sidst ende alligevel ikke kunne høre det. Først da han gjorde hende selskab i vandet vendte kun øjnene mod ham, dog stadig i fuld gang med at flyde rundt.

"Du är välkommen" sagde hun med et roligt smil. Hun var langt fra ked af at have brudt samtalen mellem Hjördis og hendes bror. Det betød jo at han var gået efter hende, hvilket hun hele tiden havde ønsket. Han behøvede ikke tilbringe tid sammen med andre piger end hende.
"Naturligtvis" sagde hun og rettede sig op. Hele kroppen udover hovedet var under vandet, og armene bevægede sig frit for at holde balancen. Den blev dog afbrudt da et ordenlig plask fik vandet til at sprøjte op i ansigtet på hende. Hun hostede let og gned sine øjne inden hun bevægede hænderne i vandet i et forsøg på også at ramme ham. En let latter skyllede over hende som hun flygtede længere ud på havet.

Havde det ikke været for at vandet faldt utallige grader når det var nat, kunne Svala bruge en helt dag i vandet. Ligeglad med den rynkede hud det ville give hende. Hun følte sig så meget mere livlig og fri i vandet. Blot den bløde og friske følelse vandet gav hendes nøgne krop. Hun følte sig uovervindelig.

Grinet fortsatte over hans ord og hun vendte blikket mod ham med et bredt smil.
"Där är intet nyt i det" sagde hun og mærkede efter om hun stadig kunne mærke bunden. Hun kunne lige knapt røre den med tåspidserne. Hun så overvejende på sin bror som han nu svømmede foran hende og vendte fronten mod hende. Uden at sige noget svømmede hun helt hen til ham og lagde sine hænder mod hans fugtige brystkasse.

Svala sukkede dybt. Han ødelagde lidt hele den ro som vandet egentlig burde give hende. Hun skulede let til ham og rakte tunge. Han skulle ikke fortælle hende hvad der krævede af hende, og især ikke nu hvor hun egentlig ikke havde gjort noget. Hun skar en grimasse.
"Jaja" sagde hun bare tørt.

Hendes øjne trak sig sammen da han greb rundt om hvert af hendes håndled og hun forsøgte at trække sig væk. Der løb vanddråber ned af hendes ansigt og skuldre som hun hvilede let i vandet.
"Nej. Nu handlar det om dig" sagde hun og rynkede let på de lyse bryn. Hun vidste godt alt ikke handlede om hende.
"Släpp mig" sagde hun med rolig stemme.

Svala kunne ikke altid finde ud af ham, og havde ofte svært ved at tyde hans måde at sige tingene på. Men det var vidst en egenskab hun også selv delte, da hun vidste at det kunne være svært for andre at finde ud af hende. Hendes bryn løftede sig og hun så ømt på ham som han forsøgte at undskylde. Hun havde heller ikke selv ment det på den måde.
"Jag vet. Tror jag." sagde hun så med et dybt suk.

Hans greb omkring hendes hænder havde ikke været hårdt, og hun havde sikkert med en mere bestemt bevægelse let kunne vride sig fri. Dog var det altid lettere når den anden part selv gav slip. Hun nikkede tavst og uden mere at sige sank hun selv sammen i vandet. Dog forsvandt hun helt ned under.

Vandet havde efterhånden en så stor del af Svalas opvækst og teenage år at hun kunne holde vejret ret længe. Nok fandtes der charms man kunne anvende, men hun fandt det langt mere spændende at øve sig så meget på at kunne det uden hjælp. Hun bevægede let sine hænder hen over bunden i et forsøg på at finde noget interessant at tage med op.

Hun vendte sig rundt i vandet, så hun nu havde fronten mod Silvesters ansigt der snart kom til syne. Hun kunne først rigtig se hans blege hud i det mørke vand jo tættere han kom på hende. Svalas eget blonde hår flød let i vandet og svang sig let om hendes ansigt.

Selvom tiden omkring dem fortsatte, føltes det alligevel som de var blevet givet et par stille sekunder. Hun kunne ikke lade være med at smile over ham da han var kommet tættere på hende. Hun fulgte hans bevægelse med blikket som han roligt snog en blond lok om sin finger. Hovedet blev lagt lidt til den ene side som han svagt kærtegnede hendes kind. Hun havde ikke lyst til at det han skulle stoppe, men da mangel på luft viste sig hos tvillingen, blev hun klar over at han var nød til det.

Hun betragtede ham som han forsvandt op mod overfladen. Med en drillende undertone greb hun fat om hans fod i et forsøg på at trække ham ned igen så hun selv kunne komme op, som den først.

Svala var ikke lige så yndefuld, som i gamle sagn, da hun kom op til overfladen. Hendes hår lå tæt mod hendes hoved, og hun havde endda noget af det ind over hendes ansigt. Hun forsøgte ihærdigt at få det væk ved at gnubbe sine hænder mod det og trække det tilbage. Ikke længe efter hun selv var kommet op kunne hun se at Silvester havde været lige i hælene på hende.

Hun indtog den vante stilling, med ryggen mod vandet og benene vandret. Hun havde igen brug for bare at flyde med vandet. Lukke øjnene og lade strømme tage hende med.