|
Post by Lionel Malfoy on Aug 22, 2016 17:26:09 GMT
Lionel sad og hang lidt. En af vindueskarmene i det dystre gods tjente som udkigspunkt denne aften og blikket var fjernt på landet, som lå foran ham. Hans land, så snart Nicholas en dag bød verden farvel. Han følte sig altid en blanding af magtfuld og magtesløs, når han sådan betragtede sit eget rige. Ved denne lejlighed dominerede det førstnævnte og en hånd strøg fraværende over stenene, imens han nød fornemmelsen af, at være arving og kunne gøre hvad end der passede ham.
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Aug 22, 2016 17:48:42 GMT
Det havde været en travl dag idag og Josselyn var en smule udmattet, som hun skyndte sig ned af gangen med Maries rene vasketøj i favnen. Hendes hårde arbejde var tydeligt på hendes tøj og tørklæde, der ikke sad så pænt som det burde. Hun havde så meget andet i tankerne, at hun ikke tænkte på at rette på det. De store øje fik dog øje på arvingen til godset og fik hende til at stoppe flygtigt op. Men der var intet at gøre, hun skulle forbi ham. Derfor fæstnede hun blikket på gulvet og satte farten op og ønskede at hun kunne gøre sig selv usynlig. Alligevel kunne hun ikke lade være med at skæve flygtigt mod ham som hun nærmede sig.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 22, 2016 18:28:24 GMT
Lyden af fodtrin forstyrrede ikke Lionel synderligt, men efter et øjeblik vendte han alligevel hovedet for at se hvem der kom gående. Da blikket faldt på den unge tjenestepige, bredte et smil sig langsomt og dovent på hans læber og han fugtede læberne, som han drejede sig halvfems grader og lod fødderne ramme stengulvet, før han rejste sig fra vindueskarmen.
"Josselyn," hilste han, tilsyneladende respektfuld nok, men med et djævelsk lille glimt i de lyse øjne. "Hvorfor så travl?"
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Aug 22, 2016 18:51:26 GMT
I lignende situationer gik Josselyn ofte videre, men Lionel var Maries mand og hun kunne ikke opføre sig respektløst. Derfor stoppede hun hurtigt op og skævede forsigtig op mod hans øjne, hans blik gjorde hende en smule nervøs.
"Sir." Hilste hun og nejede hurtigt. "Jeg er på vej op med noget rent tøj til jeres kammer." Forklarede hun og så ned, mens et næsten usynlig smil hvilede på hendes læber. Hun undgik hans blik, for hun var allerede blevet varm i kinderne.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 22, 2016 19:07:18 GMT
Intet ved Maries kammerpige gik ham forbi. Lionel tog hele hendes udtryk ind fra det rodede hovedlin til hendes lille smil på de små buttede læber. Det var især de sidste, der fangede hans blik som blev der, indtil han kom hende nærmere og lagde to fingre under hendes hage, som han tiltede opad.
"Mm. Hvad smiler du af, søde Josselyn?" Hans eget hoved vippede lidt til siden, imens han betragtede hende med et træk i sine egne mundvige.
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Aug 22, 2016 19:17:11 GMT
Josselyn følte sig en smule svimmel da han kom nærmere og løftede hendes hage, hun så ham tøvende i øjnene mens hendes smil langsomt falmede. Hun troede hun havde gjort noget forkert og hendes blik mødte derfor hans en smule skræmt. "Undskyld jeg.. jeg ved ikke hvorfor jeg smilede.. det var forkert af mig Sir." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. Hendes hjerte bankede hurtigere, hun var bange, Lionel var en uforudsigelig mand og hun ønskede ikke at han blev vred på hende.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 23, 2016 7:27:00 GMT
Tjenestepigens undskyldning fik et bestemt smil til at trække op på Lionels ansigt og han slap ikke hendes hage. Tværtimod trådte han et lille skridt tættere på og bøjede sig en anelse ned imod hende.
"Det var ikke forkert," bemærkede han dæmpet. "Du burde smile. Det klæder dig." Han løftede et bryn en smule, før han slap hende ganske let, uden at trække sig væk.
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Aug 23, 2016 11:07:57 GMT
Josselyn kunne høre sit eget hjerte slå som han nærmede sig og hun stivnede, mens hun strammede grebet om det foldede tøj i sin favn. Et lille tøvende smil dukkede op på hendes læber over hans ord og hun så ham i øjnene med et spørgende blik. "Virkelig?" Sagde hun og blottede sine tænder i et lidt større smil. Derefter forsvandt det igen. "Jeg mener, tak Sir." Bemærkede hun men endte alligevel med at smile en anelse forfjamsket mens hun så ham genert i øjnene.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 23, 2016 20:13:01 GMT
Lionels smil voksede en lille bid over Josselyns reaktion og han fulgte fristelsen til at lade to fingre følge hendes bløde kind, til de nåede kanten på hendes lin. "Det var så lidt," svarede han mildt, inden han tog en dyb indånding og så hende direkte i øjnene.
"Hvornår får jeg lov til at se hvad du har under dit hovedlin, Josselyn?"
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Aug 24, 2016 14:12:00 GMT
Josselyns smil falmede lidt over hans spørgsmål, men hendes blik var fastlåst af hans et kort sekund inden hun så ned. Hun var i tvivl om hvad hun skulle svare, hun blev jo nødt til at være høflig overfor ham. "Sir, jeg.. øhm.. jeg viser det altså ikke rigtig frem.. " Sagde hun tøvende og så undskyldende på ham, mens hun så sig omkring for at se om der var nogen i nærheden. "Og slet ikke her.. " Hviskede hun og rødmede. Ordene var kommet over hendes læber før hun havde stoppet dem og hun stivnede lidt over sin egen ufine opførsel.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 24, 2016 16:25:33 GMT
Lionels ene bryn skød lidt op over afvisningen, før fortsættelsen fik et rovdyragtigt glimt frem i hans øjne. Han fugtede læberne en anelse eftertænksomt og trak på skuldrene. "Ikke her. Men du kommer til at vise mig det. Du har lyst til, at vise mig det, ligesom du har lyst til at smile sødt for mig."
Hans fingre gled ned over hendes ansigt til de buttede læber, som han strøg tomlen hen over med et fascineret blik. "Smil for mig igen, Josselyn," forlangte han dæmpet. "Så får du lov til at gå."
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Aug 24, 2016 17:09:10 GMT
Josselyn så ham i øjnene igen da han talte videre og hun løftede en smule forbløffet sine bryn, mens hendes læber skilte sig let ad. Hun stivnede da hans fingre gled hen over hendes læber og langsomt dukkede et smil op igen. Til sidst havde hun blottet sine tænder en anelse og uden at tænke bevidst over det, havde hun gjort som han havde sagt. "Ja Sir, men nu må jeg vist videre." Sagde hun og brød øjenkontakten, mens hun rødmende så ned på tøjet i sin favn og hankede lidt op i det. Han havde fået hende til at glemme, at hun egentlig havde besluttet sig for at forsøge at undgå ham.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Aug 25, 2016 16:57:00 GMT
Lionel gjorde som han havde lovet og lod hende gå. Hænderne trak sig væk, smilet blev skævt og han trådte endda et skridt bagud, som han gjorde et lille nik med hovedet, der lovede hende fri passage.
"Farvel, min due. Pas nu på du intet fortæller til nogen."
Og med den lille trussel overstået, vendte han selv om på hælen og gik i den modsatte retning med hænderne samlet bag ryggen og en lille nynnen. Jo - han nød skam at være arving og kunne gøre hvad der passede ham.
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Aug 27, 2016 10:25:23 GMT
Josselyn så efter ham mens han gik sin vej og langsomt kom fornuften tilbage til hende. Hun forstod ikke hvad der lige var sket og hun skammede sig så meget over det, at hun gemte det langt væk i sine tanker. Hun ville aldrig fortælle det til nogen, hun fik kvalme over den måde hun havde opført sig på. Til sidst vendte hun sig om og skyndte sig ned ad gangen, mens hun håbede ingen havde set noget.
Lukket
|
|