Aleksandr Vishnevsky

Aleksandr Vishnevsky

KALDENAVN Alek, Vishnev
FØDSELSDATO 14/01/1312
ALDER 48 år
NATIONALITET Russisk-litauisk. Slægten har i årtier været fast inventar i storfyrstendømmet Litauen. I det meste af det baltiske storrige og i Rom har litauerne ry for at være moralsk fordærvede hedninge. De bifalder afgudsdyrkelse og fortæller sagn om menneskelige guder og mytiske skabninger. Noget som ellers burde skurre mod den andægtige russiske selvforståelse. Men familien Vishnevsky kalder sig litauiske russere, uhindret af at det er et selvmodsigende begreb.
BLOD Fuldblodstroldmand
SOCIAL STATUS Aleksandrs oldefar Shvarts Vishnevsky var fætter til Rurikslægtens direkte efterkommere. Slægtskabet med Ruslands mest prominente familie er tyndbenet – men det er gyldigt endnu. Familiens privilegerede status har dog længe været underordnet, eftersom at familien ikke er politisk engageret og at man i Litauen regner personlige bedrifter mere retvisende end ens forfædres ægteskabsvalg.

Aleksandr er selv overraskende velanset. Overraskende i den forstand at det hurtigt kan slå om for en mand med faldgruber som hans. Som underviser på Koldovstoretz, tilmed en underviser der slog sig ned i de ugæstfrie nordrussiske skove og befriede dem for den grumme Leshy, den ubestemmelige, formskiftende krydsning mellem skovtrold og fe, bryder mange kønne hoveder sig med hvorfor et særdeles passende parti som ham stadig er på markedet. Nogen tilskriver det hans modne alder. Uanset hvilken årsag man flirter med, har Aleks navn og manglende ægtestand tiltrukket sig lidt opmærksomhed.

Udseende

FACECLAIM Mark Gatiss
UDSEENDE Det er fristende at tro, at Aleksandr åd sine brødres spinat som barn. Manden er af en betragtelig højde. Hans hoved og fødder er hevet så milevidt fra hinanden, at han burde se ranglet og yndefuld ud – men der er intet ranglet over den muskuløse torso. Ej heller noget yndefuldt over de muskelhærdede ben. Det fornægter sig ikke på det veltrænede ydre, at man har at gøre med en mand der har mødt naturen, når den er mest lunefuld og nådesløs. Ansigtet udstråler en tilsvarende karakterstyrke: den lyse hud er vejrbidt og farvet af solens stråler. Det er lagt i strenge, sammenbidte og ubehjælpsomme folder. Den røde hårpragt vokser tyndt på hovedet – det gør sig ingen anstrengelser for at skjule ejermandens modne alder – men til gengæld vokser der et frodigt rødbrunt fuldskæg på hagen. Aleksandrs fremmeste kendetegn, foruden en frygtindgydende ro, er det rødlige skæg. Velplejet som det er, bygger det bro mellem bakkenbarter og den bølgende hårvækst på kæbelinjen – skægget forsøger at tilføre det bryske ydre en smule værdighed.

Fik man lov til at se under mandens ekvipering ville man lægge mærke til en flok røde hønseægsfregner, som ganske rundhåndet smykker skuldre, kraveben, skulderblade og overarme. Selvom han har midlerne til at pynte sig, er garderobe for Aleksandr ikke et spørgsmål om personligt udtryk. Af gammel vane holder garderoben sig praktisk. Alligevel fornægter hans russiske blod sig ikke helt i valget af påklædning – i hvert fald ikke i farvevalgene, der hovedsagligt er grå, blommelilla, rød, brun, hvid og sort. Grove skjorter, uldne frakker, pelshuer, halsløbere og forede skindstøvler er alle ting han holder af at bruge – vel at mærke når han skal insuleres fra kulde. I tempererede omgivelser er Aleks beklædning mere luftigt – skindveste og halsklude - men det er stadig den simpleste og præsentable udvej han vælger.

SÆRLIGE EGENSKABER Animagus. Aleksandr kan forvandle sig til en sort grizzlybjørn (Ursus arctos lasiotus). Pelsen om snuden er afslørende rødbrun.

Praktisk information

BESKÆFTIGELSE Uchitel (underviser) for sjette år i træk. Underviser i Mørk Magi ved Koldovstoretz-skolen i Novgorod.
UDDANNELSE Koldovstoretz, Nord. Afgangsåret var 1330.
TRYLLESTAV 14 tommer, af grantræ – med en kerne af hinkypunkhjertebånd. En Gregorovitch-stav. Den er usædvanligt simpel, bemærkelsesværdigt bred og kan, med lidt god vilje, sammenlignes med en knippel i lommestørrelse. Karakteristika ved staven er at den er robust, udholdende og underspillet – og kan fremkalde imponerende magi, hvis den bliver ansporet af en kompetent magiker.
ANDRE EJENDELE Alek ejer en fortryllet samovar (vandkoger til the). Udført i sølv og på størrelse med en pokal. Den er nedarvet fra tipoldefaderen, som var tæt på indflydelsesrige russere. Når den indvendige legering kommer i kontakt med vand, bliver væsken varmet op til en tålelig temperatur. Manden tillader ikke sig selv mange bekvemmeligheder, men han medbringer sin samovar når det er praktisk muligt. Den the den oftest udspyer er russiskkendte varianter af de blade, som handelsmænd indkøber fra karavanerne. Sort the med citron eller bitterappelsin er favoritterne.

Karaktertræk

PERSONLIGHED Hårdfør, snu, brysk, vedholdende, velovervejet og agtsom. Der er ikke noget blødsødent eller rørstrømsk over Aleksandr. Han er streng, indadvendt og hans agtelse bliver så afgjort ikke klattet væk til højre eller venstre. Han har set meget, bedrevet meget og er svær at imponere – men han er ikke urimelig og gør sit yderste for at veje enhver elev og enhver voksen magiker på den vægtskål som stemmer overens med vedkommende. Han tager ikke en fagligt uengageret elev personligt. Og han ser heller ikke en exceptionelt velbegavet elev som sin fortjeneste – okay, måske indirekte. Alek er ikke immun overfor anerkendelse eller smiger, vel at mærke hvis det er oprigtig smiger, givet uden bagtanke eller for at fedte. Selvom tilværelsen har givet rødtoppen gode kort på hånden og tilladt ham at leve et mageligt liv, så er magelighed det sidste i verden han ønsker sig. Han forbigår ikke et vist niveau af værdighed i sin opførsel og fremtoning - hans russiske blod fornægter sig ikke – men decideret pomp og pragt, intriger og højpandede høflighedshensyn har han kun hånlige smil til overs for. Et liv med selvstændighed har givet ham sine meningers mod, men han formår lige akkurat ikke at være ufølsom eller utaktfuld. Han er skarpsynet og skarptunget, men han er hverken idealist eller oprørsmand. Han har ikke behov for hverken at kritisere eller frelse verden. Han vil hellere ændre den. Og han har ikke behov for at have ærkefjender eller at prale med hans formskifterevner. For han er smerteligt klar over, at i en vis henseende er han sin egen værste fjende.

Flere års selvvalgt ensomhed har gjort ham selvstændig, og til dels utilnærmelig på visse områder, hvor han engang bare var privat. Han vil gerne tale om de begivenheder der har givet ham et navn, men han praler nødigt og holder også nødigt enetaler. Han er som vand over sten, hvis et samtaleemne ikke huer ham: han skifter emne uden omsvøb. Alek vil meget uhøjtideligt sammenligne sig selv med en ukrudtsplante. Sejlivet, tilpasningsdygtig og modstandsdygtig. Han er optimistisk og ambitiøs på sine elevers vegne – det er ingen hemmelighed at han forventer sig ens yderste, og det umulige hvis man er indstillet på at yde det - men jubeloptimist er han så afgjort ikke. Han er en afdæmpet mand. Venlige tunger vil kalde ham hemmelighedsfuld, onde tunger modsætningsfuld. Hans dæmpede luner er nok hvad der kan få ham til at fremstå hård, uigennemskuelig og kynisk i andres øjne.

Hans hjerte er kun blevet flygtigt rørt i hans halvtårhundrede gamle liv, men Alek er fuldt ud bevidst over hvad der får blodet til at rulle raskere i årerne. Og det er så afgjort ikke de hekse der er blevet tilbudt ham som hustruer gennem årene. Rødtoppen undskylder langt fra for hvilket selskab han foretrækker, og bortcensurerer ikke sine lyster som nogen ville gøre det. Alek går stille med dørene omkring sin seksualitet. Men han holder aldrig døren låst og inviterer selv elskere indenfor – usentimentalt og kun i svage øjeblikke med håbet om at fornøjelsen varer længere.

MAGISKE TRÆK Aleks Patronus tager form efter en sort grizzlybjørn. Den er fremkaldt af mindet om den majestætiske, barske og nådesløse skov han tilbragte størstedelen af sin ungdom i, imens han forberedte sig på at konfrontere skovens væsner. I Drømmespejlet ser han sig selv, som han er – men en bittesmule rankere, eftersom han ikke længere har nogen hemmelighed at bære på. Overfor en Dementor føler han en knugende skam. Han skammer sig ikke på egne vegne, men på sin familie og æres vegne. Brygget Amortentia vækker duftene af gran, the og skind til live. Hans Veritaserum vil få ham til at afsløre at hans gunst er forbeholdt hans eget køn.

Baggrund

FAMILIE

Far: Ilyich Vishnevsky, 72 år. Fuldblodstroldmand. Krigsherre.
Mor: Daina Vishnevsky (née: Jarnusch), 65 år. Fuldblodsheks. Hustru og eliksirbrygger.

Lillebror: Kolya Vishnevsky, 44 år. Fuldblodstroldmand. Helbreder.
Lillebror: Sergey Vishnevsky, 37 år. Fuldblodstroldmand. Gejstlig.
Lillesøster: Zoya Vishnevskaya, 27 år. Fuldblodsheks. Forsvundet.
BOPÆL Et kammer på Koldovstoretz i Novgorod. Ellers opholder han sig som regel på familien Vishnevskys herresæde tæt på Kaunas, i Litauen.

HUSALF Magiske væsener er ikke tyende. Aleksandr foretrækker at ansætte menneskelige tjenestefolk, hvis han da nogensinde ændrer holdning til at blive opvartet, modsat at gøre tingene selv.

HISTORIE Et halvt dusin år inden Aleksandr overhovedet var en mulighed, var faderen Ilyich Vishnevsky, tredje søn af en patriotisk adelsmand, en betroet krigsherre for den daværende Storfyrste af Vladimir, en umagikyndig mand der fæstede stor lid til sine magiske rådgivere. Ilyich blev udsendt til det nærliggende storfyrstendømme Litauen, for at få styr på det oprørske land. Opsætsighed og uren magipraksis gærede, særligt i de stater der ikke grænsede op til den russiske republik. Et officielt korstog var ikke nødvendigt – men det var på høje tid, at overmagten greb ind overfor hedningene og de magikere som man mente gav magien et dårligt navn. Kritiske røster mente, at litauerne var vantroende, der som mytefortællere og kvaksalvere krænkede hæderlige magiske historieskrivere og helbrederes selvrespekt. Man anfægtede ikke, at litauerne levede side om side med det ikke-magiske folk. En af de russiske dyder var netop det sociale frisind, hvor magikere og umagikyndige levede med hinanden i fred og fordragelighed – klassekampe om idealer og privilegier var der måske grobund for, men aldrig om magiske evner eller manglen på samme.

Specielt litauerne havde længe irriteret de russiske gejstlige med deres afgudsdyrkelse og de mange magiske skabninger, der praktisk talt blev opfordret til at løbe løbsk i staten. Derfor vendte den russiske adelsmand sin forlovelse i ryggen og red med et beskedent følge mod de litauiske skove. Han vendte hjem til storfyrstens hof, to år ældre og med en ny hustru i tankerne. Ikke alle billigede den unge brud, til trods for at hun var russisktalende og af landsforvist, men engang højagtet, russisk blod. For at skåne fyrsten for sladder og ham selv for skandale, fortsatte Ilyich sit videre liv i Litauen. Som medgift fik han det herresæde og den jord hendes slægt havde anskaffet sig i Kaunas, et dagsridt vestpå fra republikken. Selvom Ilyich som russisk landadel jævnligt rider ud i flere år med sine mønstrede mænd på storfyrstens bud – takket være hans tjenestetro person og familiens gode navn bliver han endnu regnet med, selvom jorden ikke ligger i en af de russisktalende stater – havde han alligevel tid til at efterlade otte par magiske fødder med blandet alder hjemme hos sin hustru.

Aleksandr er det ældste par fødder og formelt set arving til familiens gods. Hvis altså han vælger at stifte familie. Han blev opvartet og begunstiget med betragtelig opmærksomhed fra moderen og tyendet – indtil at hans lillebror kom til verden. Alek husker sin barndom som sorgløs, indenfor rimelighedernes grænser. Han blev måske ikke kærligt opdraget, men han lærte ingen lektier han ikke selv var skyld i at han lærte. Han blev mindet om sine pligter som arving, men det tyngede aldrig hans barnesind. Han lærte både russisk og litauisk, men blev påbudt kun at tale russisk indenfor husets fire vægge. De sagn han hørte om farefulde bedrifter og lunefulde væsner var dog altid på litauisk, husker han. Myter og sagn spillede en nøglerolle i husholdningen. Det som var regnet for værende overtro hjemme i Rusland, blev tolereret af lensherren Ilyich og hans hustru – og børnenes ører blev med vilje ikke dækket til når snakken gik mellem tyendet. Jo mindre af den russiske pietet, jo bedre, ifølge Ilyich. Hellere hedninge end syndere. Det eneste skår i glæden var måske, at faderen som regel udmærkede sig med sit fravær.

Da han nåede skelsår, blev Aleksandr sendt til skolen Koldovstoretz, hvor hans far selv havde fået sin magiske dannelse. Han kom på sund afstand af sine privilegier og skubbede dem i baggrunden – og her tog hans voksne selvs afslappede forhold til sit bagland sin spæde begyndelse. Både i og udenfor de 7 års undervisning fandt han sig selv – og fandt ud af at han indeholdt visse brister. Fagligt var han en god elev, som investerede mere end den minimale interesse man var forpligtet til at vise, hvis man ønskede at blive magiker. Men som person var han mindre ligetil. Efterhånden som han udviklede sig fra dreng til mand, blev han indelukket, privat og brysk. Med gode venner på skolen fik han aldrig lov til at blive ensom – men end ikke omgangskredsen kunne få bugt med enspændertrækkene og at rødtoppen sjældent røbede noget dybere end hverdagspassiar. Udadtil fungerede han stadig som den unge mand han havde været – men han begyndte at tage sig i agt. Begyndte at vogte sig for at hans lyst til kroppe som hans, den udskældte kærlighed mellem ligesindede, ikke løb af sted med ham.

Hvor andre unge magikere blomstrede op, lod Alek til at trække bladene tættere til sig. Kun han selv og en udvalgt anden elev vidste hvorfor. Han afsluttede sine studier på Koldovstoretz med særdeles gode karakterer og uforbeholdne anbefalinger fra sine undervisere. Men han kunne ikke tillade sig at udvide sin viden mere. Hans forældre havde fået flere tilbud om giftermål, både i Rusland og i Litauen. Nu hvor han ikke selv havde fundet et passende parti på skolen, agtede de ikke at holde de interesserede kvinders fædre hen i det uvisse et øjeblik længere. Han skulle debutere i det russiske selskabsliv – bedre sent end aldrig – og få sig en hustru. Intet passede Alek dårligere. Men i stedet for at protestere lydligt og skabe en scene – noget som ikke generede en litauer, men var uhørt for ham som russer – undveg han at skulle på frierfod. Med et gammelt sagn, som var blevet ham fortalt da han var barn og gentaget på Koldovstoretz: det slaviske folkesagn om Leshyen. Han påstod at han havde indlevet sig i studierne for at forberede sig bedst muligt til at tage kampen op mod den plagsomme formskifter fra områdets skove. At han umuligt kunne tænke på at gifte sig, når han agtede at befri forældrenes forpagtere og andre folk fra den svøbe, som gjorde det helt umuligt at pløje jorden som de lejede af familien Vishnevsky.

Bæstet købte Alek tid fra giftermålene. Mere tid end han egentlig havde regnet med. Leshyen var en krydsning mellem skovtrold og fe. Den var blevet givet skoven af nogle lunefulde feer, som havde misforstået menneskets agerbrug. Feerne troede at menneskene var destruktive skabninger, der nød at trække furer gennem jorden og fælde træer til at skabe flere furer. Fordi de mente at det var i menneskets interesse at ingen hærgede den jord de boede på, hvilket egentlig var landmændenes hensigt; at få pløjet jorden så der kunne komme afgrøder på den og de kunne få en levevis – så valgte feerne at skabe en Leshy, der kunne vogte naturen mod overgreb. Da Alek mødte skabningen, var det nær blevet hans endeligt. Den rødhårede troldmand havde bevæget sig ind i skoven og i et års tid forberedt sig på at møde væsenet. Han havde læst alt hvad der var skrevet om de magiske skovånder. Og han havde læst sig frem til, at den bedste måde var at snakke væsnet til fornuft på magisk vis. Men ligeså snart bæstet så menneskemanden, skød jorden bakker på størrelse med pukkelrygge og grannålene på træerne blev sylespidse. Det var mere held end forstand, at Aleks skader begrænsede sig til kødsår og knoglebrud uvæsentligste steder. Mennesker var tydeligvist bandlyst skoven. De var bandlyst at nærme sig noget som helst natur, og måtte nærme sig med døden til følge.

I stedet for at give op fandt Alek en måde at omgå sin menneskelighed på. Han blev nødt til selv at blive formskifter. Han måtte blive en Animagus, et menneske der kan antage dyreform. Dyr stod under Leshyens beskyttelse, og Alek mindedes at han havde set et lille følge af skovens pelsede og fjerprydede demografi passe på bæstet. Det var ikke med i beregningerne, at han skulle lære animagi. Og det var ikke nok at lære mekanismen bag at blive til et dyr. Han skulle udgive sig så overbevisende for at være et dyr, at han ikke blev slået til plukfisk en gang til. Han slog lejr i skovbrynet og begyndte at gøre sig bekendt med princippet bag forvandlingen som 19-årig. Det var opslidende magi, selv for en lovende magiker, som ikke foretog sig andet end at eksperimentere og øve sig. Først som 23-årig så han resultater. I en alder af 25 år kunne han overbevisende gro pels. Kort efter hans 26. fødselsdag så han sit forvandlede selv i en vandpyt. En sort bjørn med en snude omkranset af orangerød pels stirrede tilbage på ham. Han kunne måske ikke løbe fra sit begyndende skæg i dyreform – men hans menneskekrop kunne han godt lægge bag sig.

Et år efter var skoven befriet for den voldsomme Leshy. Der var intet system i bæstets liv – det gjorde det svært for Alek at regne ud hvornår det var bedst at slå til - men indtil opgøret brugte han dagtimerne i sin bjørneform og ledsagede de andre bjørne rundt i skoven, i nærheden af bæstet. Nattetimerne sov han som menneske i, for ikke at risikere at glemme sin faktiske krop eller hvorfor han opholdt sig i skoven. De andre bjørne tog ikke anstød af ham og tillod ham endda at spise af flokkens rå kød, selvom han nøjedes til at puffe til det med snuden. En aften, da dyrehoffet var gået til ro, forvandlede Alek sig tilbage og takkede bæstet på menneskenes vegne for at det havde beskyttet skoven – men at det nu kunne træde af, da mennesket atter kunne tage vare på naturen igen. Om det var fordi at han kunne forvandle sig og dermed virkede mindre truende, anede Alek ikke. Men bæstet havde respekt for ham og forvandlede sig til en sten, der med lidt god vilje ligner en trold. Stenen forvandlede sig aldrig tilbage og står stadig i skoven i dag – hvis man ved hvor man skal lede.

Der var gået mange år i skoven. Da Alek kom ud derfra for alvor, var hans yngste lillebror og lillesøster blevet mennesker han knap nok kendte. Han var blevet en mand, der hvilede i sig selv og ikke længere undskyldte for hans tilbøjeligheder. Han holder dem hemmelige, men han undskylder ikke – for det kan man bruge resten af livet på. Som betvinger af et magisk væsen vandt Alek hurtigt en del respekt til sit navn. Og selvom tilbuddene om ægteskab og astronomiske medgifter ikke blev færre noget sted, kunne han nemmere undskylde sig en alliance. Der var ikke længere nogen der tog sig af, at han rejste rundt og så det han manglede af Europa. Og at han blev længere væk end tiltænkt – eftersigende fordi han studerede, i virkeligheden fordi han tog elskere – var der heller ikke nogen som anfægtede.

Han blev klogere, på verden og på livet, og vendte tilbage til virkeligheden som 40-årig. Det var ikke meningen at han skulle vende hjem, men hans yngste søster var forsvundet og han ønskede at hjælpe sine forældre med at finde vished om hendes skæbne, hvis det var muligt. Under hans sidste rejser var han blevet interesseret i mørk magi. Interessen var måske allerede blevet vækket, da han mødte væsenet i skoven. Det var tydeligvis en udløber af ondartet magi, i hvert fald som udviklede sig ondt – selvom det ikke havde ondt i sinde fra start af. Når han husker tilbage, var han egentlig mere interesseret i den magi der motiverede Leshyen, end selve væsenet. Og derudover var han for fyrig til at undervise i et fag som magiske væsener, som han ved meget om i forvejen. Det at lære noget nyt skal ikke kun være forbeholdt hans elever. For stadig at få fred for de insisterende frierier, ansøgte Alek om at undervise i Mørk Magi-faget på sin gamle skole, Koldovstoretz. Forstanderen indvilgede uden videre og gav ham en plads i staben, ligeså snart det blev praktisk muligt. Det var en glæde og en lettelse. For hvervet som Uchitel nyder høj agtelse, og på Koldovstoretz er man ambitiøs på visse elevers vegne. Ambitiøs nok til at tilsidesætte andre af ens forpligtelser – ægteskabet, eksempelvis.

Det var en stor gunstbevisning, da han blev tilbudt at ledsage Koldovstoretz’ deltagere til femkampsturneringen på Hogwarts det følgende år. Hans viden om mørk magi, magiske dyr og hans fysiske udholdenhed kunne være en god hjælp for de udsendte elever, samt en god måde at repræsentere Koldovstoretz på. Han viser et bredt udsnit af menneskelig formåen: viden og styrke – karakterstyrke såvel som fysisk styrke. Alek takkede uforbeholdent ja og er nu i gang med sine forberedelser til rejsen. Det bliver ikke med hans gode vilje, hvis skolens repræsentanter vender tomhændede hjem.

Andet

CBOX-NAVN Cloud
ALDER 23 somre
KONTAKTBRUGER Frederick de Carew
HAR DU LÆST OBLIGATORISK LÆSNING? Yaaas.