Insektfrit

Theodore så op fra vandspanden og fandt til sin fornøjelse Vals blik vendt mod sig. Han lod et grin falde ad hendes kommentar om nyt husgeråd. ”Det kan jeg ikke sige nej til,” De var vist begge trætte af de frække, ikke-menneskelige bejlere. Han gik egentlig ind til Vals forslag med en vis forventningsfuld bagtanke. Nyafskaffelser kunne man eksperimentere videre på, så de blev mere magilydige.

Smilet der var under optræk i Vals kinder, indfandt sig sammen med en ret fornuftig bemærkning om, at han måske burde bruge hænderne. Theodore kløede sig i skægstubbene med våd hånd. ”Så blev jeg nok hurtigere færdig,” erklærede han sig enig. ”Magi er bare tusindfold sjovere end knofedt,” grinede han med underansigtet fugtigt af vand. Han rakte inviterende hånden frem mod Val, men indså hurtigt sin egen fejl. Hånden blev tørret af i buksebenene og skød så opad igen. ”Det går heller ikke, at jeg glemmer hvem jeg egentlig er.” smilede han over den fremskudte hånd. Blikket var taknemmeligt. Nok havde han magiske evner. Men han var født som smedens søn. Og Theodore tænkte helst sådan, også selvom at han tiere i årenes løb fortabte sig i magien og dens muligheder.

”Med tekanden?!” udbrød Theodore forundret og vendte sig om fra væggen, som han kun knap nok var gået i gang med. ”Hvori skulle I to konkurrere mod hinanden?” Han havde måske nået at fjerne overfladen af en mudderkage, før Val distraherede ham. Nu morede han sig med hende, muntrede sig med at tænke sig til lighed mellem dem. ”Uanset hvad, vil jeg til hver en tid foretrække dig frem for tekanden,” De delte et øjeblik med udtryksfuld tavshed. Så genoptog de deres gøremål i selskabelig stilhed.

Med kluden på væggen skævede Theodore over skuldrene, på det løftede øjenbryn. Han nikkede, klar over den alvorstyngde der lå i underteksten. Han smilede roligt igen og skrubbede videre. Han kastede sig altid hovedkulds ud i sine indfald. Og langt fra alle hans uovervejede planer havde haft et heldigt udfald. Troldmanden havde alle lemmer endnu, men hans magi havde prøvet at berøve ham for fingre og ører op til flere gange. Men han havde heldigvis en kone, der tvang ham til at tænke sig om. Som kunne grine skævt og få ham til at tørre en fugtig hånd af i benklæderne. Og som kyssede ham nyforelsket hver gang. Kluden gnubbede mod væggen, og blev jævnligt vredet over vandspanden. "Vi er mange ting, mange gode ting. Tidligere trekampsdeltagere, for bare at starte et sted."

Theodore lo, over de løftede øjenbryn. Hun fandt de ligheder mellem hende og tepotten han ikke kunne. ”Jeg gør mig så afgjort skyldig i at forlade mig på at tingene kommer til mig,” anerkendte han sin evne til at blive magelig. ”Men hvorfor anstrenge sig med at hente kosten, når den fint kan gå selv?” modargumenterede han ihærdigt. Han slap kluden, med et sigende smil over den interessante undertone. ”Striber i siden? Det kan jeg slet ikke huske,” Han gik hen og formede sine hænder om hendes talje. ”Dem må jeg kigge nærmere efter næste gang,” betroede han hende lavmælt, og kyssede hende på kinden. Han smilede saligt og lod hende plukke i krøllerne. ”Den er lidt for skrøbelig for min smag,” konkluderede han om kanden, klemte om hende og fandt tilbage til spanden.

Han synes at høre et suk, og han skævede mod hende. Han smilede prøvende. ”Jeg vil også gerne være os.” sagde han, forsøgte at være hensynsfuld. Han vidste at han ikke var den nemmeste at føre en dialog med. Han forivrede sig tit ud af en tangent, ligesom med trekampen. Han fik gerne jokket på en del spinat på den bekostning. ”Især nu, hvor jeg ved at jeg bliver frygtelig distraheret næste skoleår. Så betyder det meget, at jeg ved at vi kan være hinandens. At jeg har en jeg skal gøre tid til.” tilføjede han og tørrede væggen tør. ”Og en som jeg kan gøre noget for, som tak for hvordan hun forankrer mig i virkeligheden.” forsøgte han at dreje samtalen mod hende. 

Val var nøjeregnende med sin hjælpemagi. Theodore kunne kun drømme om samme grad af selvdisciplin. Tit var genstanden sat i arbejde, allerede inden han overvejede det. Et par pjatskældende tsk forlod hans læber, over Vals ræsonnement om at rørige koste var forbeholdt Queerditch. ”Vissevasse. Jeg er sikker på, at koste ikke får nok motion af Queerditch. De er endda ikke uundværlige i sporten,” sagde han til sit selskab ved armen. Han smilede triumferende over hvad han huskede på. ”Efter forlydende kan man spille Queerditch på træstammer, hvis man kommer fra Koldovstoretz-skolen.” Et eksalteret smil gjorde indtog hos troldmanden. ”Jeg håber de viser os hvordan og hvorledes, når de besøger os.” Han smilede atter, denne gang til Val. Han var uselskabelig igen.

Fornøjet krammede han om hende, og lod hende svaje løs. Han grinede vidende. ”Stærke, ja. Rolige står vist til diskussion; nogen vil sikkert påstå, at de er mere flyvske end rolige.” musede han i sin sædvanlige godmodighed. ”Jeg foretrækker det modstandsdygtige frem for det skrøbelige,” betroede han hende. Han lod sine hænder vandre hen et sted, hvor de kunne give et klem. ”For det ville jo være kedeligt, hvis man kom til at kramme sin bedre halvdel i stykker,” drillede han. Væggen var ren – i hvert fald for ham og hans optimistiske blik – og han fortsatte med nabovæggen. ”Jeg mente arbejdet,” forsikrede han hende varmt. Han stoppede op og lagde kluden på skuldrene. ”Men. Levende hjortehorn. Storartet idé!” gentog han entusiastisk.

Vals omsorg for kostens ret til at blive brugt anstændigt var prisværdig. Theodore anerkendte hendes ord med et kort kys på den let krusede pande og holdt sigende sin mund. Han besad ikke en moral, som havde gjort sig klog på om hvorvidt det var bedre for en kost at føje hans luner – hans moral begrænsede sig til at øjne en mulighed for at fortrylle en genstand og begejstret slå til. Han foretrak bestemt at bruge hænderne, men hans bekvemmelighed ledte ham tit i magisk fordærv. På et mere tåleligt niveau, når Val var der. 

Troldmanden lo hjerteligt, over advarslen om at tage en flyvende træstamme med hjem. Han nikkede eftertrykkeligt. ”Det skal jeg nok lade være med,” Han purrede op i hendes formidable hårpragt. ”Og som ekstra incitament, så kan jeg godt huske, at du på det kraftigste frabad dig at få en Slagpoppel i haven, lige da vi flyttede ind. Det har næppe ændret sig, så flyvende træstammer er ude,” smilede han, lidt stolt. Theo havde måske nok selektiv hukommelse, men han glemte ikke alt hvad hans hustru sagde. Han satte sig til bords overfor Val. Suppen duftede, og han brummede bifaldende. Inden han fortabte sig i hjortehornene og glemte alt om vinkaraffel og suppe. ”Ser du, de kunne jo krabbe fint rundt i Durmstrangs og Koldovstoretz’ gemakker. Modvirke hjemve, hvis deltagerne får de indfald.” storsmilede han, som havde hun foræret ham et gyldent drageæg.

Theodore nappede sig et stykke af det gyldne brød Val havde bagt dem. Lunsen blev dyppet i den klare suppe som man gjorde med en bagt lækkerbisken til en kop the. Optrinnet udmøntede sig i et ekstatisk smil og troldmanden forsynede sig atter af hjemmebaget. Han lod sin suppeske med indhold hænge i luften og smilede spændt, over at han måske kunne lave en indendørs have. ”Det kan vi måske samarbejde om til efteråret, når vejret er til at være indenfor.” Han var allerede svært glad for tanken om en Slagpoppel – i håndfladestørrelse! ”Og hvis dine nye frø bærer frugt, kan vi få miniaturer af dem også. Med beskyttende skjold, hvis det udenfor holder stand,” 

Han tog en ny portion suppe og brummede, enig i at de havde udskiftet et spisebord for meget, takket være hans optimisme på sin magis vegne. De spiste begge i indadvendt selskabelighed. Først da Val så drømmende ud, blev Theodores opmærksomhed helt hendes. Han nød synet og tog sig et par skefulde suppe. ”Du har ret. Desuden ville jeg være på bar bund med hvad jeg skulle give Beauxbatons og Uagadou.” smilede han varmt. Han fortsatte med at smile og blødgjorde et stykke brød i suppen. ”Det er herlig suppe. Mine komplimenter til kokken,” Det kunne stadig gøre Theo glad, at Val lavede mad til ham. Og det havde ikke noget med at hans evner som kok begrænsede sig til udkogte grøntsager i varmt vand.

Theodore nikkede, indstillet på at holde miniature-Slagpoplen udenfor, og pøsede i skeen på ny. Når Val frarådede en idé, på diplomatisk manér, så var det sædvanligvis fordi der var et element af fare indblandet. Der hvor han glemte at se ud over charmen i at have et skyggeboksende træ, var hun god til at tage ham mentalt ved armen og få ham til at tænke i mere anstændige baner. Såsom at tiden nu var moden til at få en Slagpoppel, bare i hjemmestørrelse, så at Hogsmeades tage og husfred var sikret. ”Vi har ikke brug for flere fejlbehæftede opfindelser, nej.” smilede han venligt, da hun rejste sig.

Der var selvfølgelig også en karaffel gærede druer han kunne plyndre, og det gjorde han. Da han satte vinkaraflen ned ved siden af det fyldte glas, blev han ramt på kind og hage af nogle vanddråber. Han skyndte sig at føre en finger i vejret til en lille, stavløs frysebesværgelse. Dårlig vane at bruge magi i stuen, men det kunne have været en hel hånd og ikke en finger. En enkelt frossen dråbe faldt ned på hans lår og videre på gulvet. Dråben blev lagt i Vals hånd, da hun kom hen til ham. Han så op med glade øjne. ”Jeg glæder mig allerede,” Han fortsatte med et smil. ”Kun et enkelt? Hvordan gør jeg mig fortjent til de andre to?”