Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Theodore Bennett on Aug 12, 2016 21:06:22 GMT
Tråden foregår i Val og Theodores hjem i Hogsmeade
Det var sommerferie på Hogwarts. For eleverne var det en uofficiel højtid. To måneder, hvor man lykkeligt glemte alt det man havde lært sidste år, til fordel for Queerditchkampe eller udflugter til Lyme Regis for at finde fossiler. Eller hvad end unge mennesker nu adspredte sig med. Theodore Bennett havde masser af idéer til hvad man kunne bruge en sommerferie på. Hans sparsomme sommerferie - man tog aldrig rigtig fri, når man underviste i sin lidenskab! - gik med at eksperimentere hjemme i Hogsmeade og blive glædeligt overrasket over, hvor meget magien egentlig kunne gøre for én, hvis man gav den lov. Eksempelvis som nu. Han var i gang med at forsøge at kaste et insektafvisende skjold over Valérianes krydderhave i huset i Hogsmeade. Myriader af kryb kunne finde på at angribe hendes grøntsager, krydderurter og helbredende planter. Hun brugte meget tid på at forebygge havenisser og insektinvasioner – tid hun kunne bruge bedre sammen med ham.
Et almindeligt beskyttende skjold tærede sædvanligvis på udøverens magi. Selv for en usædvanligt dygtig magiker med stort magisk overskud var det urealistisk at man kunne have sin have omgæret af Protego i flere måneder. Derfor var magikere stadig nødt til at luge ud. Men Theodore havde fundet en måde at omgå menneskelig udmattelse. Problemet kunne vist løses ved at give en genstand magisk potentiale og fortrylle den til selv at kaste Immobilus, så kurven frøs det skjold magikeren kastede og lod skjoldet passe sig selv. Den kurv Val plejede at lægge sine urter i var blevet rekrutteret til formålet. Theo sad på havebænken og betragtede bedet. Han havde siddet der, lige siden Val tog af sted. Indtil videre havde der ikke været en eneste flue, snegl eller havenisse i nærheden af jordens gaver. Et barnligt smil spredte sig i det skægstubbebesatte ansigt. Han glædede sig til at overraske hende!
Post by Valériane D. Bennett on Aug 13, 2016 11:13:21 GMT
Sommerens luner var ikke altid at finde i det skotske højland, så det var et sjældent syn at solen havde hvilet længere på de hvide og blå skyer. Hun havde ikke været hjemme den sidste times tid, da en sælger på markedspladsen solgte unikke og sjældne frø, og det havde været en once-in-a-lifetime mulighed for hende, og det havde ikke været noget hun ville misse. At efterlade sin bedre halvdelen i huset var ikke så bekymrende, selvom der kunne komme tidspunkter hvor en vant rynke kunne ligge sig på panden på hende. Det lange brune hår svang sig i småkrøller ned af ryggen på hende, og kjolen hun bar var i de vante jordfarver.
Hun trak sjalet over sine skuldre og åbnede døren til byhuset. Gårdhaven var ikke særlig stor, og den bestod mest af alt hendes køkkenhave og et par enkle stole og et bord så de kunne nyde aften solen. Hun æagde en hånd mod Theodores skulder og kiggede mildt ned på ham. "Sidder du her mutters alene?" sagde hun og små lo lidt. Et par fingre glid gennem hans mørke hår og hun satte posen med frø på bordet. Hun kiggede rundt i haven og kunne ikke rigtig finde den åbenlyse grund til at hendes mand havde valgt at sætte sig derud. Hun overvejede om hun skulle plante de ny købtefrø eller omplante et par af de blomster der stod i vinduet.
Post by Theodore Bennett on Aug 14, 2016 12:23:26 GMT
Theodore havde egentlig ikke ænset, at solen var usædvanligt smilende. Han havde glædet sig over at det holdt tørt, nu hvor han ville tilbringe størstedelen af dagen udendørs og hitte på bekvemmeligheder til Vals have. Men skulle det trække op til enten blæst eller regn, ville det ligne Theodore dårligt at tage sig af det. Han plejede at fordybe sig sådan i sit projekt, at han først tog sig af vejrproblemer, når de gjorde det besværligt at arbejde videre. Og det samme gjaldt for tid. Ligesom at han glemte at der fandtes vejr, mistede troldmanden hurtigt tidsfornemmelsen. Han kunne huske at Val var stukket af sted omkring solgry, så hun var klar når de første varer blev lagt frem i markedsboderne. Men det føltes som kun et øjeblik siden. Et bredlivet øjeblik, hvor han nåede at fortrylle kurven og kaste skjoldbesværgelsen. Men et øjeblik ikke desto mindre.
Han sad på bænken, lænet over sine lår og lurepassede bedet med største agtsomhed. Noget rørte ved hans venstre skulder, og han lænede sig imødekommende tilbage. Der stod Val og kiggede ned på ham. Mild og tålmodig som hun nu var skabt. Gensynsglæden viste sig i et smil, inden Theodore greb fat om den hånd, der var begyndt at vandre i hans tjavsede hånd. Den blev mødt et ømt klem, og hendes bemærkning blev modtaget med helhjertet latter. ”Det håber jeg så sandelig!” svarede han, med et hemmelighedsfuldt glimt i øjet. ”Hvis ikke jeg tager meget fejl, kommer vi fremover til at være mere mutters alene her i haven end vi længe har været.” Begejstringen var ikke til at overhøre. Han greb fat om hendes håndled for at opfordre hende til at tage plads. Hun fik knap et øjeblik til at finde sig til rette, før Theodore så spændt på hende. Den voksne troldmands øjne var udspilet til bristepunktet, af tilsyneladende uforklarlig entusiasme. Han skævede mod køkkenhaven, der uafslørende lignede sig selv. ”Hvad synes du om det?”
Post by Valériane D. Bennett on Aug 14, 2016 18:43:53 GMT
Vals smilt forsvandt ikke på hendes læber, men blev roligt liggende. Hun betragtede ham rolig med let beundrende øjne, som han blev siddende på bænken. Det trak lidt mere i den ene side af mundvigen over hans blide klem mod hende fingre. Hun var stadig lettere forvirret over hans ord, og forstod stadig ikke helt hvad han talte om. Da hun ikke rigtig kunne se noget forandret. "Det roder stadig indenfor." bemærkede hun så i et håb om at han nu ville tage sig sammen til at få det gjort. Han havde jo den lille tildens til at tage alt for meget arbejde med hjem.
Hun tog plads på bænken som hun fastholdte deres blikke. Hun kiggede ham over skulderen mod køkkengaven. "Den ligner akkurat sig selv som da jeg forlod den for et par timer siden" sagde hun med let skepsis i stemmen og med en bange anelse at han måske havde forsøgt at dække over noget som han havde gjort, og som han måske vidste ikke ville falde i god jord. "Jeg har absolut ingen idé om hvad du fable rom Theodore.." sagde hun med et let suk der dog skjulte et fornøjet smil. ".. Som altid"
Post by Theodore Bennett on Aug 14, 2016 19:25:02 GMT
Theodore dæmpede med lukket mund en latter over Vals suk. Han smilede hengivent til de overbærende øjne. Hendes på forhånd opgivende attitude over hans såkaldte fablen morede ham. Han havde mange brister, men han plejede at have overraskelsesmomentet i sit favør. Han var tilpas uforudsigelig. Ligesom nu, hvor Val tydeligvis ikke anede hvad hun skulle mene og i det hele taget om hvad. I stedet drejede hun samtalen hen på den tilstand huset henlå i efter hans sidste påhit.
”Jeg er overbevist om at jeg kan genskabe indersiden af Den Sorte Sø den her gang. Jeg tror at jeg har fundet den rette måde at fortætte luften på. Så fiskene og bløddyrene kan trives dernede.” fortalte han hende. Han smilede undskyldende. ”Kan du bære over med at der er Hinkypunkslim på væggene og mudder på gulvet indtil i morgen formiddag?” bad han muntert. For at kompensere for den manglende oprydning rejste han sig op, glattede på jakkeskøderne og stillede sig foran bedet. ”Værsåartig! Et styks insektfri urtehave. Insektfri i dag og insektfri i morgen,” lovede han skråsikkert.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 14, 2016 20:47:54 GMT
"Den sorte sø? Med fisk? Havde du så tænkt dig vi skulle sejle ud i en lille båd og småhygge os mens skabninger jeg endnu ikke har studeret lever dernede?" sagde hun med et løftet bryn. Alvoren mildes en lille smule da et smil kom frem på hendes læber. "Det vil jeg glæde mig til" sagde hun og rettede sig en smule op fra bænken for at give ham et enkelt kys mod læberne. Han tænkte altid så praktisk, det gjorde de begge, men Theos tanker drejede lidt ned af en snoede vej end Vals der oftes blot var lige med et par enkle bumb.
Et bryn skød i vejret over hans ord, og var i et kort øjeblik ikke yderlige imponeret over beskrivelsen han gav om deres lille stue, selvom hun havde lagt mærke til det på sin vej gennem huset. "Insektfri, hvad har du lavet?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet lidt på skrå og rejste sig. Hun gik med et par skridt tættere på haven. Hun kunne dog tydeligt mærke det skjold som Theodore havde placeret da hun trådte igennem det. Hun vendte blikket mod ham i et glædeligt smil. "Hvor er du go'" sagde hun og gik hen til bordet for at samle frøene op så hun kunne plante dem.
Post by Theodore Bennett on Aug 14, 2016 22:48:13 GMT
Hvis det løftede øjenbryn skulle få ham til at indse det absurde i at genskabe søens fugtige inderside derhjemme, mislykkedes det. ”Det er da lidt upraktisk, det kan jeg godt se,” erkendte han lavmælt. Han brummede og kløede sig i baghovedet. Selvfølgelig ville Val ikke bryde sig om at ro rundt i sin egen stue. Hun ville have fingrene i væsnerne! Troldmanden klaskede sig uden videre på lårene. En tossegod begejstring havde vundet terræn i det grove ansigt. ”Jeg ser om jeg kan overtale noget Gælletang til at give os både gæller og finner. Så kan vi svømme rundt med fiskeskolerne og så hygge os bagefter.”
Troldkarlen klukkede hemmelighedsfuldt og smilede med vilje et ubehjælpsomt smil. Hænderne kom bag ryggen og fingrene blafrede utålmodigt rundt. Han iagttog hvordan hun begyndte at gå langsommere i periferien af køkkenhaven. Til sidst var hun tydeligt distraheret af luften omkring hende. Den robuste mand rankede sig af rosen. ”Jeg be’r.” affejede han leende. ”Det var det mindste jeg kunne gøre. Og det kriblede i mig efter at vide om en Immobilus Protego rent faktisk virker,” Han var ikke hævet over en sund latter over sit belejlige ordvalg. Så vippede han lidt på fodballerne og tittede småbekymret mod kurven. ”Du skal ikke bruge sivkurven foreløbig, vel?”
Post by Valériane D. Bennett on Aug 15, 2016 15:36:35 GMT
Val rystede lidt på hovedet og havde ikke haft i sinde at formindske hans entusiastiske idé, men kunne ikke lade være med blot at være en smule bekymret når han sådan lod tankerne vandre ud hvor de ikke kunne bunde. Nogen blev nød til at hive ham tilbage. "Det sagde jeg ikke" sagde hun roligt. Det var vigtigt for hende at han ikke troede at hun overhovedet ikke syntes om det. Hun lagde en hånd mod hans skulder. "Hygge os?" sagde hun og lo let. Hun lod dog emnet ligge for nu, og i stedet kastede hun blikket mod køkkenhaven i stedet. Hun var tydeligt begejstret, selvom hun nu ikke mente at hun i sin tid havde klaget særlig meget over uvedkommende gæster i have.
Hun så over mod kurven ved foden af døren og rystede på hovedet. "Nej, jeg skal plante de her frø" sagde hun og holdte posten op. Hun skulede let til ham. "Hvis du skal have blot et lille ønske om mad i aften, bliver du altså nød til at rydde op" sagde hun og nikkede mod indgangen til huset. Hun lagde hånden mod hans skulder og gav den et blidt klem.
Post by Theodore Bennett on Aug 15, 2016 17:29:30 GMT
Theodore drejede atter hovedet opad, mod den støttende hånd og kvinden ansvarlig derfor. Han sagde hende ikke imod, men nøjedes med at smile taknemmeligt. Hun lo småforbavset over hans ordvalg i forbindelse med deres undersøiske udflugt. Han smilede snedigt op mod hende. ”Ja da. Hygge på havbunden.” lød det, med en pondus der forsøgte at overbevise hende om at det var det eneste rigtige at foretage sig. ”Vi hygger os da altid, gør vi ikke?” bemærkede han, med et sigende smil.
Vals pose med frø distraherede hendes husbond. Theodore gik over til hende med store øjne og fremstrakt hånd. ”Købte du dem på markedet?” Planter var et folkefærd Theodore så afgjort ikke snakkede godt sammen med. Men hans hustru forstod sig på dem. Og det var nu egentlig spændende, at man kunne få en blomst ud af et løg. Val nikkede diskret mod køkkenet og bemærkede at aftensmaden var i fare. Næsten i kor knurrede hans mave af dem. Den var udmærket klar over hvad klokken var slået. ”Det må jeg hellere.” lo troldkarlen. Selvom han stadig levede i håbet om at oprydningen tryllede sig selv væk. Han kyssede kort hånden på skulderen, og vendte sig mod køkkenet. Han så stjålent over skulderen for at sikre sig, at Val var i gang med bedet. Så prikkede han et magert kosteskaft fra havemuren i siden for at få lidt hjælp.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 15, 2016 19:24:47 GMT
Val kunne komme i tanke om mange ting der kunne forstås med hygge, og hun havde ikke helt gennemskuet sin mands tankegang omkring det. "Theodore!" sagde hun og skulede let til ham. Smilet var dog tydeligt og hun lænede sig mod ham for at give ham et kærligt kys. Hun nikkede roligt til hans ord. Jo, hun mente så længe han ikke kom til skade så hyggede de sig gevaldigt. "Vi hygger os altid" sagde hun så for at besvare hans spørgsmål.
Hun hældte et par frø ud af posen så de lå flads i hendes håndflade. Hun holdte den frem mod sin mand med et spændt smil. "De skulle ende med at blomstre op og give helt særlige krydderier" sagde hun roligt og satte sig på huk. Hun stak en finger i jorden og puttede ellers frøene langt nok ned. Hun samlede efterfølgende spanden med regnvand op og hældte det udover de nysårede planter. Det kunne være med Theodores skjold, at planterne ville blive sundere.
Hun skævede let mod ham og sendte ham et taknemmeligt smil over at han gjorde hvad hun bad ham om. Hun befandt sig ikke i haven særlig længe og endte med også at gå ind i huset. Hun strøg en hånd gennem håret og gik mod køkkenet. Der var allerede tændt op i ildstedet, så hun skulle bare få vandet i kog.
Post by Theodore Bennett on Aug 17, 2016 11:06:14 GMT
Vals pjatindignerede udbrud fik Theodore til at smile lidt for veltilfredst. Han nød den varme rus af hengivenhed, som mødet mellem læberne afstedkom. Og han nikkede af hendes konklusion, enig om at de hyggede sig godt. De brune øjne mødte hendes, inden de atter helligede sig frøene. Med en fremstrakt finger rullede Theodore det nærmeste af frøene rundt i hendes håndflade. Han samlede den lille ovale genstand op med fingerspidserne, som en knivspids af en eliksiringrediens. ”Interessant! Og du har gjort dig nogle fund her?” spurgte han med blik kun for frøet, underkastet en umoden nysgerrighed. ”Er det nogen som du tænker at jeg kender lidt til?” Tænk at der kom et krydderi ud af kuglen. En hel stilk af det!
Inden døre kunne Theodore stadig ikke blive en meget muggler-agtig følelse kvit, af at magien i ham begrænsede sig til en bestemt mængde. Sådan hang det selvfølgelig ikke sammen, men sådan tænkte han nemt, når han ødslede magi væk på rengøring. Som nu, hvor kosten fejede gulvet og overlod hans næver køkkendiske og vægge. Det begyndte at rumstere og Theodore smilede fraværende. Val var et under. Hun kunne fremtrylle urter af frø og god mad af kedler kun med vand. ”Har du brug for hjælp med noget?” spurgte han over skulderen, i retning af ildstedet.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 17, 2016 15:32:39 GMT
Vals øjne virkede en smule spøgefulde da hendes bryn trak sig let sammen og et smil spillede hen over hendes læber. Øjeblikket hvor de bare stod og kiggede på hinanden sendte et kortvarigt sus gennem kroppen på hende, som hans blik ofte kunne give hende, og havde gjort de første par gange de havde mødtes. Hun blinkede langsomt og strøg fingrene let over hans hånd.
"Den lille røde der skulle være en overraske, men han kan have snydt mig" sagde Val med et lille grin. Det havde ikke været særlig dyrt, og hun var spændt på at se hvad der i månedernes løb ville vokse op. Hun kiggede undersøgende på ham og så videre på det frø han stod med i hånden. Hun havde ærligt glemt hvad de to andre skulle ende med at blive.
Val begyndte at skære grønsagerne over og krydre vander der ikke var længe om at komme i kog. Hun drejede let hovedet og kunne ikke lade være med at små smile lidt over den selvfejende kost. I det mindste tog han sig selv af væggene. "Koncentrere dig blot om væggene og bordet der flyder med skriftruller" sagde hun med et let smil. Madlavningen var det mest simple lige nu.
Post by Theodore Bennett on Aug 17, 2016 17:00:07 GMT
Usikkerheden som omgav det røde frø mellem hans fingre fik Theodore til at se på det med fornyet interesse i blikket. ”Jeg synes du gjorde klogt i at satse,” bemærkede han henover kuglen. Theodore elskede uforudsigelighed. ”Med lidt held får du en usædvanlig tilføjelse til urtehaven. I værste fald får du noget jeg kan undersøge,” storsmilede han til sin kone. Fantasien var allerede løbet af sted med ham. Der var uendelige muligheder i den lille røde ært. Det kunne være et eksotisk krydderi eller en kødædende plante. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få det i jorden, så han overdrog frøet til sin hustrus kyndige hænder.
Lyden af aftensmaden ledsagede kostens svirpen og hans nævers arbejde på væggen. Theodore smilede fornøjet og fortsatte med at blødgøre mudderkagerne på væggene. Val henledte hans opmærksomhed på rullerne på spisebordet, og Theodore klukkede. ”Dem skal jeg nok tage om lidt,” Knap havde han lovet det, før kosten rappede ham et velpolstret sted. Indigneret vendte han sig om og sendte den et skarpt blik. ”Det var aldeles unødigt!” irettesatte han sin egen magi, der åbenbart havde valgt at få høje tanker om sig selv. Det skete af og til, når magikerens opmærksomhed var andetsteds. ”Jeg HAVDE altså tænkt mig at flytte dem,” forsvarede han småforurettet sig selv. Han samlede rullerne op med mudrede fingre og bar dem ind i stuen. Sidst han så efter var der plads mellem sofahynderne.
Post by Valériane D. Bennett on Aug 17, 2016 18:10:08 GMT
Val lagde hovedet lidt på skrå og kunne ikke lade være med at sende ham et skævt smil. "Jeg gjorde mit livs bedste sats med dig" sagde hun kærlig og klemte blidt hans hånd. Det var langt fra ment som noget negativt. Men hun reflekterede ofte hvor hurtigt de fandt sammen, og hvor hurtigt det hele egentlig var gåde. Hun fortrød ikke et eneste tidspunkt, og mente nu heller ikke at deres ægteskab, hele deres forhold var bygget på et sats, men Theodore var, i nogens øjne ikke været det bedste match. Men hans impulsive sind, var den bedre halvdel til hendes jordbundne.
Vals bryn skød i vejret over hans lovende ord, og havde valgt ikke at lægge alt for meget i det. Hun nikkede derfor blot med hovedet og vendte opmærksomheden mod suppen igen. Ved lyden af kostens skaft mod noget hårdt vendte hun hurtigt sit blik mod ham og en let latter kom frem fra hendes læber. "Det skulle ikke undre mig at samtlige af de magiske redskaber har et mindre sværmeri om dig" sagde hun og så mod kosten, som hun ikke frygtede noget fra. Nogen gange var det som om at de havde deres eget liv.
Post by Theodore Bennett on Aug 17, 2016 20:46:33 GMT
Theodore havde set ganske kry ud, da Val betroede ham at han var hendes livs bedste satsning. ”Og jeg traf mit livs bedste impulsvalg, da jeg anmodede om din hånd,” fortalte han hende. Kappen havde siddet farligt tæt på de nu ranke, fremadskudte skuldre, imens han talte. Det var ingen hemmelighed at det var en fiks idé, der havde jaget troldmanden på knæ. I tankerne havde Theodore planlagt at gøre frieriet mere mindeværdigt. I praksis var det blevet til en ring af sejlgarn og et par håbefulde smil. Han havde ikke for alvor troet på, at han kunne vinde Val. Han var overbevist om at han ikke ville få et blankt afslag - men han havde været klar på at blive talt ud af sit foretagende.
Val smågrinede stadig, da Theodore kom tilbage ud i køkkenet. ”Det håber jeg da ikke,” svarede han muntert på vejen over vandspanden. ”I så fald har vi mange skinsyge beundrere på meget lidt plads. Husk på, at jeg jo er en lykkeligt gift mand.” mindede han muntert Val om og flyttede vandspanden ned på gulvet. ”Men jeg har selvfølgelig altid mistænkt min sengevarmer for at være lidt overivrig.” pjattede han og helligede sig de beskidte diske. "Og vaskebrættet ligner en, der samler sig mod til snart at byde nogen i huset op til en svingom," advarede han hende. Val havde dog en pointe: nogle af husets forbedrede genstande levede en oprørsk tilværelse. Sengevarmeren var en af de artige dingenoter.