Landets idyl

Artemis havde ikke været synderlig begejstret over hele idéen med at tage ud at ride, og det var også først efter mere end en times plagen fra den yngre heks, at hun havde overgivet sig. Det var jo egentlig slet ikke så slemt, men hun kunne slet ikke se hvad pointen var med at de skulle se på hårdtarbejdende bønder. Det var derfor et lille fnøs der forlod hendes spidsede læber og en rynken på næsen viste sig ret hurtigt efter svigerindens ord.
"Nej. Egentlig ikke." sagde hun og rullede let med sine øjne. Hun vendte blikket mod Ethel og var stadig ikke begejstret.
"Var det virkelig den eneste grund til at du ville have mig med ud at ride, så vi kunne se på bønderne arbejde. For så har jeg altså meget bedre ting at tage mig til" sagde hun og strøg fingrende let igennem hestens man. Ikke at det var sandt, men hun mente selv at hun kunne finde på noget mere interessant hjemme på godset. Hun kiggede rundt fra mark til mark. Det kunne godt være at bøndernes arbejde gjorde arbejdet, og at de burde være taknemmelig for deres dygtighed og hårdtarbejdende person.

Men Artemis der aldrig havde løftet en finger hele sit liv, kunne ikke forestille sig selv i sådan et arbejde. Hun trak let i tøjlerne og vendte hesten rundt så de kunne fortsætte ned af vejen.

Artemis havde ikke som sådan noget imod at bruge tid sammen med Ethel, især ikke nu hvor hun fandt hende små profetier lidt mere spændende end hun før havde gjort, og hun agtede at blive ved med at overbevise den unge pige om ikke at dele hvad hun så med andre, om hun så blev nød til at skræmme livet af hende. Artemis smilede dog overbærende til hende og lod den lille fejltagelse ligge for nu.
"Tænk ikke på det" sagde hun bare. Det nyttede jo heller ikke hverken at vrisse eller blive sur. Hvis først hun blev hylet ud af den nu, var det jo ikke sikkert at Artemis kunne få hende til at gøre som hun ville.

"Vi kan sagtens tage en omvej tilbage. Så længe vi ikke skal skal se på folk der arbejder. Det er så trættende" sagde hun og skar endnu engang en grimasse.
"Men selvfølgelig, jeg vil altid gerne tale med dig" sagde hun med så mildt et smil det kunne blive til. At det ikke helt passede behøvede den anden jo ikke at vide.

Det var ikke til at skjule da Artemis smilte fornøjet over svigerindens bekendtgørelse for den egentlige grund til at hun havde forsøgt at få hende lokket ud. Havde det vist sig at Ethel i virkeligheden blot bare ville ride en tur, havde hun nok også været fint nok med det, da det jo var en okay tur, og hun havde måske brudt lidt for lang tid inde døre.
"Endelig, du ved du kan fortælle mig alt" sagde hun roligt og styrede hesten tættere på hende, hvor efter hun blidt lagde armen mod hendes skuldre som hun gav et klem. Kontakten mellem dem skulle helst holdes ved lige, hvor lidt Artemis så brød sig om det. Hun var stadig i tvivl om hvor stor en del den yngre kvinde havde i hendes liv. Men for nu kunne hun vidst godt tillade sig at kalde hende for sin veninde, selvom det med tiden ikke ville være en så permanent titel.

Artemis bryn trak sig sammen og øjnene blev smalle over hendes ord. Hun kunne ikke selv helt tyde særlig meget af det, da drømmen ikke var hendes. Men som sidste gang blev hun anelse småsur over at det var Ethel der fik dem naturligt, og at hun selv skulle drikke enden en speciel the eller spise svampe. Men så igen, hvis blot svigerinden havde så meget tiltro til hende at hun ikke sagde det til andre, så kunne hun måske blive ved med at bruge hende. Hun blev bare nød til opretholde det venskab der eksisterede mellem dem.
"Er du sikker på det ikke blot er en af de drømme som bare er til for at skræmme dig. End ikke jeg kan tyde det" løj hun og sendte en lille smil. Hun stoppede hesten da de var nået hen til et godt udsigtspunkt at sætte sig. Hun lod hesten græsse som hun satte sig på bænken.
"Sæt dig hos mig Ethel" sagde blidt og vendte blikket mod hende.

Nogen gange havde Artemis lyst til at tage hårdt fat rundt om Ethels arme og ruske hende til fornuft, eller i det mindste overbevise hende om at de syner eller visioner hun mente at hun havde, ikke var andet end onde drømme. Hun kunne ikke kontrollere den unge pige hvis hun blev alt for ivrig og opsat på at tage eget brug af den gave som hun havde. At hun lige så stille ville glide ud af hendes fingre som løst sand.

Den mørkhåret heks undslap et suk og de grønne øjne trak sig sammen ved hendes ord. En kvinde? Hun brød sig ikke om at det var Ethel selv der stod ved siden af en kvinde, hvilket betød at det enden måtte være Artemis selv eller Morgana der stod i den ene side. Hun lagde sin hænder rundt om Ethels og forsøgte at berolige hende.
"Ethel. Ethel!" sagde hun en smule hårdt. "Fortæl mig hvad hver enkel ting betyder i sig selv." sagde hun og rynkede lidt på næsen. Hvis hun virkelig troede på spådom og forudsigelser måtte hun også have gjort sig klog på deres betydning. Måske det i virkeligheden var Artemis selv der skulle få sig en ny hobby.

Smilet var ikke til at tage fejl af. Artemis var meget tilfreds over de beretninger som Ethel kom med. Det var nu utrolig tydeligt for hende hvem kvinden var, det var hende selv. Det kunne ikke være nogen anden. Grøn var ikke en farve man bandt sammen med Morgana men derimod en farve som Artemis var særlig glad for og hendes hårfarve kunne hun ikke løbe fra. Som den yngre heks fortalte lyttede hun opmærksomt med og nikkede forstående.
"Så vi har at gøre med en kvinde, hvis hun ikke er din mor er hun måske en andens mor, eller blot en moderlig figur. En form for leder og intiativtager" startede Artemis ud. Hun forsøgte i den grad ikke at virke alt for klog på emnet. Tiden er inde til at ofringerne af det urene blod skal ske. Tiden er inde til at nye, mørke tider træder i kraft til ære for vor leder.

Hun sad helt stille og kiggede frem for sig, stadig med hånden knuget omkring Ethels hånd.
"Tiden, er inde" gentog hun så med et roligt smil. De grønne øjne blinkede småhurtigt og hun vendte hurtigt opmærksomheden sin svigerinde.
"Jeg tror du må have læst en bog, de små symboler virker bekendt" løj hun.

Det smil der lå over Artemis' læber kunne ikke rigtig kaldes et glædeligt eller bekymret smil. Det var en vant og et smil som hun så ofte sendte til andre, et som man ikke kunne sige var godt eller dårligt. Hun nikkede stille og klappede blidt Ethel over den ene hånd i et forsøg på at være lettere omsorgsfuld.
"Ja, bare et mareridt." sagde hun og nikkede lidt i enighed med sig selv. Det kunne ikke være andet i den unge hekses øjne, selvom Artemis vidste at det helt klart var endnu et syn. Et syn hun hellere selv ville have haft.
"Gør i ikke? Det er meget normalt at en mand ikke deler seng med sin kone. Dog har Geoffrey besøgt mig en del på det sidste" sagde hun og kunne ikke lade være med at trække skævt på smilebåndet.

"Men jeg holder ham jo heller ikke vågen, i hvert fald ikke med sådanne udbrud" sagde hun og løftede brynet en smule. "Kan du ikke få noget dråber som kan få dig til at falde til ro?" spurgte hun og kiggede ud over de små gårde man kunne se fra højen de sad på.