|
|
Post by Dimas San Nicolas on Aug 11, 2016 15:08:27 GMT
Det var en varm efterårsdag i de franske bjerge, der omfavnede det gamle slot og skjulte det fra omverden. Næsten hele året kunne elever i lyseblåt ses i haverne; samlet omkring de små kilder, der klukkede lystigt og afspejlede den idyl og ynde, som prægede Beauxbatons. Der var mere luft udenfor end der var i de tætbefolkede gange og ønskede man fred, var det ud man gik. Dimas var ingen undtagelse til den regel. Ganske så havde han fundet en plads under et pyrenæisk egetræ, hvor han sad lænet ind mod stammen med de lange ben strakt halvt ud foran sig og ærmerne smøget op til albuerne. De viltre krøller var bundet tilbage og kun fra tid til anden løftede han hånden, for at stryge et enkelt hårstrå eller to væk. En af gangene efterlod den bevægelse en svag stribe af sort fra den kulstift, han brugte til at tegne med. Den unge, castillianske troldmand bemærkede det dog ikke, men fordybede sig blot i stregerne, der langsomt dannede en form; tilpas i sin egen verden og uden meget opmærksomhed på den summen af mennesker, han kunne høre omkring sig. |
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Aug 11, 2016 15:48:55 GMT
Rogier fór gennem haverne og ænsede ikke nogen omkring sig, han ledte efter sin ven Dimas. Et par yngre elever stoppede ham og plagede ham om at han skulle lave den lille ilddrage han havde vist dem tidligere men han cirkulerede uden om dem med en skævt smil på sine læber og rodede den ene af dem i håret, uden helt at se hvem det var.
Da blikket fangede hans ven, smilede han skævt over synet og fandt sin tryllestav frem fra sin kappe. Et øjeblik senere havde han fremtryllet en lille fugleflok, der fløj hen til vennen og omringede ham med den skønneste sang af pippen og kvidder.
Rogier løftede sin hånd som hilsen, lagde sig ned i græsset ved siden af ham og strakte sine ben så lange de var foran sig og kiggede op på himlen.
"Har du set den sky der? Den ligner en dig." Et lettere skævt smil dukkede op på hans læber.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Aug 11, 2016 20:51:12 GMT
Hånden gik i stå mod det lille stykke barkbagside han havde fundet, da en insisterende kvidren nærmede sig og han løftede hovedet, kun for at blive omringet af et ganske imponerende stykke magi - hvis ophav han ikke var i tvivl om længe. Et grin spredte sig på hans læber ved synet af Rogier og han puffede let til en enkelt af fuglene, der så ud til at have besluttet sig for at hans hår var glimrende redemateriale.
Et enkelt øjenbryn gled op i et skeptisk udtryk over den uformelle hilsen, men han vendte dog blikket mod himlen og fnøs dæmpet. "Din fantasi løber vist af med dig, Rogier," bemærkede han muntert og kneb øjnene en anelse sammen.
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Aug 12, 2016 12:37:42 GMT
Rogier lagde benene over hinanden og vendte blikket mod sin ven, mens han rynkede sine øjenbryn over det kedelige svar. Han trak let på skuldrene, uden at være overrasket over vennens regelrettede tankegang.
"Fint nok, ødelæg bare min idealiserede verden, det gør slet intet." Sagde han og løftede øjenbrynene let.
Derefter svingede han hurtigt med sin tryllestav og fik fuglene til at flyve væk, inden de gik op i røg og blev til aske. Det var alligevel ligemeget, de var jo ikke virkelige fugle.
"Har du hørt hvad der skal ske næste år?" Spurgte han en smule ligegyldigt.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Aug 12, 2016 18:11:15 GMT
Dimas himlede med øjnene over vennens svar, men trak også en anelse på smilebåndet; før han hostede en anelse over den dalende aske fra fuglene. "Tak for det," bemærkede han tørt og strøg en hånd tilbage over de tilbagebundne krøller, uden at fange de små, grå stykker af aske. Meget bebrejdelse blev det dog ikke til, for fortsættelsen tiltrak hans opmærksomhed som et møl om en flamme og hånden faldt kun langsomt.
"Sí," svarede han, en anelse tøvende - primært fordi han vægtede Rogiers ligegyldighed og hvorvidt den var reel eller ej. "Der er vist ikke en sjæl her, der ikke kender til det - hvis bare de har hørt en anelse efter." Tonefaldet var konstaterende, men en lille glød var sprunget til live i de mørke øjne.
"Ville du deltage?"
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Aug 16, 2016 19:03:37 GMT
Rogier betragtede det stykke himmel hvor fuglene var forsvundet og lyttede til Dimas ord mens han bed sig i underlæben og vippede lidt med foden. Han var allerede blevet rastløs, det skete hurtigt for ham.
Derefter trak han let på skuldrene. "Måske." Mumlede han og satte sig hurtigt op, så sig omkring for til sidst at møde vennens blik.
"Vil du?" Spurgte han med et svagt glimt af vanvid i øjnene. "Det er farligt." Kommenterede han og skubbede derefter hagen frem.
"Og jeg ville kunne komme langt væk fra min familie. Endnu en fordel!" Udbrød han med en sjælden ivrighed.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Aug 16, 2016 20:38:55 GMT
Det var ikke længe, at nyheden om det kommende skoleår havde været ude, men Dimas havde allerede været i gang med at overveje nøje for og imod. Det betød også, at svaret ikke var simpelt og han svarede ikke så prompte som vennen.
"Det ville være en fantastisk mulighed," sagde han langsomt. Tanken om, hvad den magiske verden ville have at byde på for vinderen af en femkampsturnering tændte en gnist i ham; uanset hvor diplomatisk hans svar var. "Men det kræver fokus, udholdenhed, præstation... Også her optil. Man kommer ikke sovende til det."
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Aug 19, 2016 18:47:03 GMT
Rogier lod hovedet falde bagover over vennens fornuftige ord og dumpede ned på jorden igen, hvorefter han gav sig til at pille skødesløst ved sit hår. Han trak lidt på skuldrene og smilede skævt.
"Det siger folk altid og jeg klarer det altid alligevel." Bemærkede han og grinede let.
"Når mine grænser bliver udfordret præsterer jeg bedst. Jeg tror jeg ville klare mig - og ellers så dør jeg og det er måske heller ikke så slemt." Han blottede tænderne i et skævt smil. Døden var hans evige legekammerat, den bevægede sig ikke særlig langt væk fra hans side.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Aug 20, 2016 10:09:27 GMT
Et dæmpet fnys røg over Dimas' læber og han sendte sin ven et blik, der tydeligt understregede, at han absolut ikke bifaldt den tankegang. Hvis ikke deres venskab strakte sig år tilbage, ville han formentlig ikke være involveret med Rogier i det hele taget. Som det var, nøjedes han med enkelte, fejlslagne forsøg på at opdrage på ham.
"Bliver det aldrig trættende at se på verden med så stor ligegyldighed, Rogier?" spurgte han, temmelig opgivende og en anelse spidst. Det var muligt, at hans egen familie også ville komme sig over, hvis han gik hen og døde - men det betød ikke, at han selv havde noget ønske om det.
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Aug 22, 2016 14:44:10 GMT
Rogier pustede frustrerede en mængde luft ud over sine læber og lukkede sine øjne med et irriteret lille grynt. Han magtede ikke at have den samtale med sin ven, det endte altid et sted og det var ikke et sted han orkede lige nu.
"Ikke mere trættende end at rende rundt og håbe på at noget som helst ændrer sig.. " Bemærkede han tørt.
"Jeg gør i hvert fald ikke." Tilføjede han og trak på skuldrene.
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Aug 23, 2016 8:27:18 GMT
Dimas lod hovedet falde tilbage mod træstammen og lukkede øjnene, som han selv åndede ud og hindrede sig selv i at komme med endnu en spids kommentar. Rogiers nedgørelse af sit eget værd skar i ham som en sløv kniv, men han vidste også af bitter erfaring, at det var svært at ændre på. Efter lidt tid åbnede han øjnene igen og så over på den anden.
"Hvordan tror du Skotland er? Jeg har aldrig været der," ændrede han belejligt emnet - både for sin egen sindsro og den anden. Den lille, spirende drøm om at se det andet land, selv hvis det ikke var som deltager, summede rundt i hovedet på ham.
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Aug 23, 2016 11:13:51 GMT
Rogier havde heller ikke været der, han havde pænt fået lov til at blive hjemme de gange nogen i familien tog afsted. Det var alligevel for pinligt at forklare hvem han var for alle de fine adelige skotske folk.
"Gråt, grønt og regnfuldt er hvad jeg har hørt." Sagde han og betragtede himlen over sig.
"Hvis vi kommer derop skal vi nok forberede os på aldrig at se solen igen, men jeg har det egentlig også bedst med gråvejr."
|
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Aug 23, 2016 23:21:00 GMT
Den unge castillianer delte ikke ligefrem præferencen for gråvejr og det fremgik af den dæmpede lyd, han lavede i halsen. "Det lyder som et trist land," svarede han, mere eftertænksomt end i ringeagt.
"Men man siger vel, at forandring fryder. Måske har det skjulte goder at byde på - udover en eventuel titel som femkampsvinder."
|
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Aug 24, 2016 14:14:39 GMT
Rogier tænkte sig lidt om og skar en svag grimasse, inden han trak på skuldrene og lagde sig lidt bedre til rette.
"Måske." Bemærkede han tørt. Han havde ikke så meget mere at sige, hans tanker var fokuseret på andre ting, som han ikke havde lyst til at tale med Dimas om. Det ville bare være den evige diskussion om deres forskellige værdier.
Lukket
|
|
