Det skrevne ord

Tre dage. Tre dage med samtaler, overvejelser, sorg, frustration og til sidst selverkendelse. Det var så lang tid, det havde taget den unge heks at bevæge sig målrettet nedad Hogsmeades hovedgade en tidlig aften, hvor menneskerne var færre end i løbet af dagen og selvom hendes indre var en anelse i oprør, var hun ulasteligt klædt i kjole, sommerkappe og spidspuldet hat, da hun nåede den dør, der forhåbentlig var den rette.

Det var også med både rank ryg og værdighed, at hun stod der, da den ældre troldmand viste sig i døren og fik hendes mave til at knuge sig sammen, som havde hun intet spist i en uge. Det krævede alt, hvad hun havde ikke at vise det - ikke at risikere at afsløre, hvorfor hun var der for andre, nysgerrige blikke.

"Professor Slughorn," hilste hun lavmælt, selvom titlen klingede mere eller mindre uvant på hendes tunge. En lille indånding fik hendes bryst til at hæve sig, men ellers var der kun ganske lidt, der afslørede, at flere, modstridende følelser rasede under overfladen. "Jeg er ked af at forstyrre. Må jeg udveksle et ord med dig?"

Udtrykket i de lyse øjne havde nær fået hende til at tabe det hele på gulvet; sin egen værdighed og behovet for diskretion, først og fremmest. Det rystede hende, men hun tvang en påtaget ro frem - uden at vide, hvordan hun skulle besvare de spørgsmål, hun læste på hans ansigt. Hvad de så end var. Hjertet krøb længere op i halsen på hende, da han trådte til side og det krævede alt hvad hun havde at gå forbi ham - så tæt på, uden at kunne gøre noget ved det. Det red hende som en mare og kun sin egen beslutsomhed, fik hende til at forblive tavs og ulæselig.

Først en anelse længere ind i huset og med fornemmelsen af at være nogenlunde alene - selvom hun ikke vidste, om den var falsk - gjorde hun anstalter til andet. Med hatten i den ene hånd, rakte hun under sin kappe med den anden og fremdrog et stykke pergament; foldet til en firkant og forseglet med en enkelt, dybrød lakplet. Blikket hvilede på det, før hun langsomt så op og mødte hans blik - uden at række brevet frem.

"Min opsigelse."

Brevet hun holdt i hænderne, var ikke uden betydning. Det havde magten til at ændre hele hendes liv, men mere end det, så var det også en lille del af hjertet, der hamrede i brystet på hende - som hun nu samlede mod til at byde ham. Hvis han ville have det.

Svaret på det spørgsmål kom, før hun kunne stille det og mørke øjne fæstnede sig i hans, levende af følelser, som resten af hende skjulte. Halsen snørede sig sammen og hun var som sømmet til gulvet. Da hun talte, var det ikke meget over en hvisken; tonefaldet alvorligt og noget meget mere kompliceret end det.

"Aldrig have hvad?"

Agnes havde holdt vejret, mens hun ventede på svar, vished, og da han endelig talte, trak hun det skarpt ind. Den usammenhængende strøm af ord var ikke nem at følge med i, men da han sank sammen og kom med en erklæring, var det pludselig klart, hvad han havde prøvet at sige.

Mørke øjne spærrede sig op og hun så på ham med noget, der mindede om chok. Hun burde naturligvis have indset det. Hvorfor han havde været afvisende. At det ikke var af den grund, hun havde troet. "Terry..." åndede hun, uden længere at kunne tøjle det, hun havde prøvet på at skjule - eller hindre sin stemme i at knække en anelse, bare på det ene ord.

I stedet for at fortsætte med at tale, krydsede hun afstanden hen til bænken og sank ned foran ham. "Jeg vil ikke have nogen andre," konstaterede hun lavmælt og som hun gjorde, tog hun hans ene hånd og trykkede brevet ind i den. "Jeg vil have dig. Du havde ret. Der ér andet arbejde..."

Selv da det var klart, at han ikke ville afvise brevet helt, forblev hendes hånd hvilende over hans håndled - ikke sikker på, om hun kunne tillade sig det, men ude af stand til at lade være. Hendes eget hjerte hamrede, mindede hende om, hvad hun gav afkald på, men også, hvad hun fik til gengæld. Forhåbentlig.

"Det gør jeg," indrømmede hun dæmpet og fugtede sine tørre læber. Blikket faldt kort til pergamentet i hans ene hånd, men inden længe løftede hun det til de lidt for velkendte, lyse øjne igen. "Men jeg blev ikke helbreder, for at hele småskader." En indånding hævede hendes bryst en enkelt gang, men hun trak sig ikke væk eller rejste sig. "Så. Min opsigelse. På to betingelser..."

Spørgsmålet fik hendes hjerte til at springe et slag over. Det var ikke en accept, men det var et skridt og hun tog en indånding, før hun listede sin første - og mest harmløse - betingelse.

"Jeg har brug for tid til at finde noget andet. Før det træder i kraft." Hun nikkede mod brevet, men så ellers ikke væk fra ham - ventede blot på hans svar, mens det andet ønske summede rundt i hendes tanker.

Agnes kendte ham udmærket og kunne se frustrationen i de små trækninger, men hun valgte simpelt at ignorere det for nu. Der var mere at sige og med det første af vejen, hamrede hendes hjerte en anelse hurtigere. Hånden forblev i hans og den lille, fysiske kontakt gav hende meget mere, end han måtte have nogen anelse om. I hendes tanker summede alle de ting, der burde holde dem fra hinanden - og alle de ting, der ikke gjorde.

Tungespidsen fugtede læberne og da hun åbnede munden for at tale, sprang hjertet alligevel et slag over. "Gift dig med mig?"