|
Post by Bowman Wright on Sept 8, 2016 21:56:55 GMT
Bowman rejste sig med Nan, men gjorde ingen forsøg på at ordne sit tøj. Han svarede heller ikke, men så blot ned på hende med et lettere henført blik. Hun var praktisk og hverdagsagtig på ingen tid og han var helt opslugt. Efter et langt øjeblik - og længe nok til at opdage at han hverken svarede eller var meget optaget af spørgsmålet om hvorfor de endte der - bøjede han sig lidt frem og strejfede hendes læber med sine, før han trak sig lidt væk med en hånd sneget op i hendes nakke og et ømt udtryk i ansigtet.
"Jeg elsker dig, Nan," brummede han lavmælt, inden han også kyssede hende på panden. Det var vigtige ord. Alvorlige. Og han havde aldrig sagt dem før.
|
|
|
Post by Annet Wright on Sept 8, 2016 22:20:41 GMT
Nan bemærkede ikke stilheden helt med det samme. Ikke før hun var færdig med at børste kjolen af og indså, at han bare stod og så på hende. Et helt perpleks udtryk gled over hendes ansigt, men før hun kunne sige noget, strejfede hans læber hendes og fik hende til at se helt forundret ud.
Og så var det som om, at det hele faldt i hak. Ikke stormfuldt eller dramatisk, men stille og roligt; lige så blidt som det kys, han trykkede mod hendes pande. Hjertet var sprunget over et enkelt slag, men da det fortsatte sin bankende rytme, voksede et lille smil frem på hendes læber og hun lukkede øjnene, mens han endnu var helt tæt på.
"Og jeg elsker dig," lød de stille ord, der kom uden betænkelighed. Som om, der ikke havde været andet, hun kunne sige. Inderst inde vidste hun, at det burde være mere kompliceret end det. Det var det ikke.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Sept 8, 2016 22:37:11 GMT
For Bowman havde det været noget af et mentalt skift. Pludselig var han Nans kommende mand og tanken burde gøre ham lidt svimmel. I stedet var han helt, underligt rolig i hele kroppen. Hans fingerspidser kærtegnede hendes nakke lidt, før han trak hånden til sig med et lille smil.
"Lad os gå ud," opfordrede ban stille. Hans hånd fangede hendes og gav den et klem, inden han måtte slippe den for syns skyld. Forlovet var ikke gift og hemmeligt forlovede var slet ikke. Hemmeligheder spredte sig så hurtigt, at de hellere måtte holde sig på måtten. Han havde set hvordan sladderen kom hjem til Wright-gården før.
|
|
|
Post by Annet Wright on Sept 8, 2016 23:03:40 GMT
Nan havde tilbragt en temmelig stor del af sit seksogtyveårige liv som nogens forlovede eller nogens hustru og ingen af delene skræmte hende det mindste. Den varme, summende fornemmelse hun havde i kroppen var glæde og da hun smilede op til Bowman, skinnede det igennem.
En dæmpet, bekræftende lyd undslap hende, men hun blev alligevel stående et halvt sekund længere for bare at se på ham. Der kom dog ikke flere ord nu, kun et enkelt, ømt kærtegn over hans arm, før hun lod ham føre an.
|
|