|
Post by Josselyn Wright on Jul 26, 2016 11:28:45 GMT
Josselyn sad inde på sit lille kammer på sin seng og betragtede den lukkede dør, som hun for et par sekunder siden havde smækket i efter sig. Allerede nu fortrød hun sit lille optrin og tænkte på om hendes mor nu også var ked af det. Hun ønskede ikke at såre hende, men hun havde ikke kunne lade være med at pointere hvor fjollet det var at hun brugte sin families plads og penge når der nu snart kom en ny til verden. Malfoy familien virkede dog fjerne nu, men hun skulle snart tilbage til dem igen. Tanken gjorde hende en smule utilpas, men hun ville på ingen måde indrømme det overfor sin familie, der allerede havde besluttet sig for ikke at bryde sig om dem. Marie Malfoy havde altid behandlet hende godt, hun kunne vel ikke gøre for mændene i huset var nogle barbarer. Da hendes far bankede på, skyndte hun sig at forsøge at tørre sine tårer væk selvom hun allerede havde så røde øjne at det var ret umuligt at skjule at hun havde grædt.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jul 26, 2016 19:36:41 GMT
Blairs ansigtsudtryk var alvorligt, da han trådte ind, men der var også en mildhed i de lyse øjne, der på andre tidspunkter kunne være helt væk. Nu fik det ham til at se en anelse træt ud, som han sank stille ned på sengen ved siden af sin datter, kastede et enkelt blik på hende og bemærkede de rødrandede øjne. Det stak i ham og der gik kun et lille øjeblik, før han rakte ud og lagde den ene arm omkring hende.
"Det var ikke din mors intention at gøre dig ked af det," bemærkede han dæmpet i en dyb brummen, der primært var forståeligt for dem, der havde kendt ham altid.
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jul 26, 2016 19:54:46 GMT
Josselyn fulgte sin far med øjnene og rynkede sine øjenbryn mens han satte sig ned. Hun nikkede stilfærdigt over hans ord og sukkede dybt, mens hun lagde armene omkring sig selv. "Det ved jeg godt.. " Sagde hun og så ham i øjnene med et spørgende blik. "Synes du også det er dumt at jeg arbejder for den familie?" Spurgte hun og rettede sig lidt op, mens hendes blik hvilede opmærksomt i hans. Hun foretrak sin families støtte, selvom hun ville blive ved med at arbejde for dem, i hvert fald til hun fandt sin egen familie.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jul 26, 2016 20:41:17 GMT
Blair trak ikke sin arm til sig, men sad blot der. Hans blik hang en anelse i luften, eftertænksomt, mens han vejede hendes spørgsmål. Til sidst slap en hørlig udånding ham og han så ned på hende.
"Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor du har valgt det," konstaterede han dæmpet, men helt roligt. "Men du er voksen og du træffer dine egne valg. Dét forstår jeg."
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jul 26, 2016 20:48:50 GMT
Josselyn nikkede langsomt mens hun gnavede lidt i sin læbe og forsøgte at lade være med at græde mere. Hun følte sig meget presset af sin onkels ord, som hun vidste var sande, det var begrænset hvor længe hun kunne bo hjemme - ligemeget hvor gode hendes forældre var. I stedet for at lade tårene flyde sad hun blot og rokkede lidt frem og tilbage og rystede på hovedet. "Jeg vil bare ikke være en byrde for jer.. jeg er 21 nu.. hvad hvis jeg skal bo hjemme for evigt.. hvis ingen vil have mig.. så er jeg bare en belastning.. " Sagde hun og skjulte sit ansigt i sine hænder.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jul 26, 2016 21:01:57 GMT
Blairs øjenbryn trak sig tæt sammen og han strammede grebet en anelse om hendes skuldre, da hun begyndte at rokke. "Josselyn," sagde han bestemt. Det skete så godt som aldrig, at han brugte hendes fulde navn og situationens alvor blev tydeligt markeret af det.
"Du er ikke en byrde. Hører du?" Hans stemme rungede af den myndighed, han havde tillært sig, men som sjældent var nødvendig at bruge overfor sin familie. Nu var han dog gravalvorlig, men selv bag det, gemte der sig endnu en mildhed. "Jeg er ikke i tvivl om, at der en dag kommer en mand, der har tænkt sig at tage dig væk fra mig, men indtil da har du et hjem her. Der er ingen, der kommer til at mangle noget - heller ikke med en lille ny."
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jul 26, 2016 21:14:44 GMT
Josselyn sad langsomt stille igen mens han talte, men hendes skuldre var stadig trukket op under hendes ører. Den myndige stemme trængte igennem til hendes oprørte sind og et eller andet sted endte hun med at tro på ham. Hun havde stor respekt for sin far og endnu vigtigere, satte hun meget pris på hans råd og kærlighed. Et sidste hulk slap over hendes læber og hun lænede sig ind mod ham og begravede ansigtet mod hans skulder. "Tak far.. " Hviskede hun og løftede sit ansigt let mens hun så ham i øjnene og snøftede en enkelt gang.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jul 26, 2016 21:30:28 GMT
Blair var ikke altid god til følelser. Han havde skam selv mange af dem, men holdt dem ofte for sig selv, for ikke at belemre dem omkring sig. Josselyn var anderledes og han ville ikke ønske det på andre måder, men han var alligevel en anelse overrasket, før en lille, varm fornemmelse spredte sig i hans bryst. Instinktivt lagde han også den anden arm om hende og knugede hende i et øjeblik.
"Så, så," brummede han og kyssede hende en enkelt gang på panden, før han så ned på hende med antydningen af et smil, men stadig med alvor i blikket. "Din mor har det på samme måde. Hendes reaktion..." Han slap et dæmpet suk, men det trak lidt mere i hans mundvige, før ham brummede en fortsættelse i al fortrolighed. "Kvinder bliver en anelse ved siden af sig selv, når de skal have en lille."
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jul 26, 2016 21:43:15 GMT
Josselyn bed sig i underlæben og så Blair i øjnene med et lille smil, der blev til et grin efter hans sidste bemærkning. Derefter rettede hun sig lidt op og forsøgte at samle sig selv, hendes hovedbeklædning var gået lidt i uorden og det gik lidt imod hendes standard selv her foran sin fader. "Du prøver at sige at det bliver værre?" Spurgte hun og så på ham med et svagt glimt i sine øjne. "Jeg skal nok prøve at give hende lidt.. mere rum.. eller hvad man nu siger.. " Hun sukkede dybt og rystede på hovedet. Hun brød sig ikke om at komme op at skændes med folk og slet ikke sin mor.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jul 27, 2016 18:02:17 GMT
Blairs mundvige sitrede lidt, da Josselyn lo og han kunne ikke lade være med at glæde sig lidt over det. Det var et vidne om, at hendes humør allerede var bedre og han trak armen til sig, for at hvile den mod sit ene lår i stedet. "Du har det ikke fra mig," begyndte han med et lille, drillende glimt i de blå øjne og et advarende ansigtsudtryk.
Ved det næste veg det drillende dog for et mere oprigtigt smil, der også var en anelse taknemmeligt. "Din mor elsker dig. Også når hun bliver en lille smule skør."
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jul 27, 2016 18:47:55 GMT
Josselyn grinede yderligere over hans ord og rystede på hovedet, mens hun rødmede forlegent. Hendes far havde altid været god til at få hende i bedre humør og hun var så taknemmelig over at have så gode forældre. "Det skal jeg nok huske." Sagde hun og nikkede stille, inden hendes smil blev lidt bredere. "Og jeg elsker jer begge. Det bliver helt fantastisk at få en lillebror eller søster til." Sagde hun og så ham i øjnene med et forventningsfuldt blik.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jul 27, 2016 19:13:04 GMT
Blair nikkede og lænede sig til siden, for at trykke et enkelt kys mod hendes tinding. Både i glæde over, at det hele var faldet til ro, men måske også i taknemmelighed over at hun tog udsigten til en familieforøgelse så roligt. Han havde været uendeligt nervøs for, at andet ville være tilfældet.
"Det er godt, at du glæder dig," konstaterede han og ganske enkelt for at undgå sine egne bekymringer omkring det lidt, blinkede han drillende. "Lad os se, om du også har det sådan, når hele huset runger af barneskrig."
|
|
|
Post by Josselyn Wright on Jul 27, 2016 19:18:42 GMT
Josselyn løftede overrasket hendes øjenbryn og rynkede dem derefter tænksomt, hun kunne godt huske at hendes lillebror havde larmet en del. "Mon ikke." Bemærkede hun og så på ham med et svagt glimt i øjet. "Ellers kan jeg altid flygte hen til Malfoy familien.. " Pointerede hun afdæmpet inden hun bed sig overvejende i underlæben og så spørgende på ham. "Eller det er måske ikke sjovt endnu." Tilføjede hun og sukkede let, mens hun placerede hænderne i skødet.
|
|
|
Post by Blair Wright on Jul 27, 2016 20:24:47 GMT
En lavmælt, overrasket latter undslap Blair og han nøjedes med at sende hende et temmelig tørt, sigende blik, uden at sige mere. Til gengæld gav han hendes skuldre et sidste klem, kom med en opfordring til at komme ud og tale med sin mor, når hun kunne overskue det og endte så med selv at undskylde sig. Det havde ikke taget lang tid og han varmede sig lidt ved tanken om, at resterne af aftensmaden måske ikke var pakket væk endnu. Han håbede bare, at stemningen ude i køkkenet ikke hindrede ham i det. Tråd afsluttet
|
|