|
Post by Alistair Burnett on Jul 24, 2016 11:22:49 GMT
Han havde i tidens løb hørt mange rygter omkring fødsler, men han havde aldrig i sit liv forestillet sig at det skulle gå udover hende som han havde skænket sit hjerte. Én ting var at han havde mistet sin kone, men at hans søn heller ikke havde overlevet var en så stor en sorg at han ikke helt kunne se nogen lys fremtid.
Alistair rystede dog på hovedet, da hendes ellers så søde smil forsvandt lige så hurtigt som det var dukket op. "Det skal du ikke tænke på" sagde han så og rettede blikket mod hende. Hun var ikke den første der havde gjort det, og han vidste jo at ingen gjorde det af ond vilje. "At tænke på sin fremtid fyldt med børn er en god tanke, en vidunderlig tanke." sagde han og forsøgte let at opmuntre hende. Et svagt smil trak i den ene side. "Du lyser sådan op når du taler om hvad du gerne vil have i dit liv Dymphna." sagde han roligt og rakte ud efter hende hånd for at klappe den. "Jeg er bare et dumt gammelt fjols." måtte han til sidst erkende.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 24, 2016 11:37:43 GMT
Dymphna smilede halvhjertet over hans ord og løftede sine øjenbryn lidt. Hun endte med at ryste på hovedet og blotte sine tænder i et større smil. Han var ikke bare et dumt gammelt fjols. Så meget vidste hun. "Nej du er meget mere end det Ali." Sagde hun og blev en smule forlegen så hendes kinder blussede op igen. "Men jeg forstår godt du har det sådan nu.. men det skal nok blive bedre.. det er jeg sikker på." Hun så ham i øjnene og lagde en hånd på hans skulder, mens hun ventede på at han mødte hendes blik. Hun kunne ikke bare lade ham stå der og nedgøre sig selv. "Du har altid været en af de dejligste mænd jeg har kendt og det er da et håb i sig selv." Bemærkede hun og drak lidt af sin vin, mens hun lagde hovedet let på skrå.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jul 24, 2016 12:04:40 GMT
Alistair kunne ikke lade være med at grine. Han var forundret over at hun mente der var mere til ham end blot et fjols. Han var en anelse smigret. De havde jo kendt hinanden længe, så Dympnha vidste om nogen hvem han engang havde været, og måske en dag ville blive igen. "Du smigre mig. Det plejer at være manden der deler ud af komplimenter" sagde han og sendte hende et svagt smil. Han nikkede svagt til hendes ord, som han havde hørt så mange gange før fra andre. Men hun behøvede ikke at vide at han ikke helt troede på det. Han var bare taknemmelig for at hun selv troede på det.
Han mødte roligt hendes blik, og dvælede let ved det et stykke tid inden han rettede sig lidt. Hun var sød når hun rødmede. Hvilket var tydeligt grundet hendes mørke hår. "Dejligste eh? Det vælter ud af dig her til aften" sagde han og lo let.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 24, 2016 19:01:49 GMT
Dymphna rystede på hovedet over hans kommentar og himlede let med øjnene. Derefter blottede hun tænderne i et bredt smil og drak en tår af sin vin. "I det mindste får det dig i godt humør, så har jeg vist gjort mit." Sagde hun og smilede drillende til ham. Det var rart at høre ham grine, måske var han ikke sit gamle jeg, men et eller andet sted lurede den gamle Alistair i ham.
"Det plejer ellers ikke at være mig der får folk til at grine, eller i hvert fald er det sjældent med vilje." Sagde hun med et genert smil på sine læber og drak endnu en tår af sin vin. Det gik efterhånden hurtigt og hun kunne mærke alkoholen påvirke hendes opførsel, det skete ofte når hun var nervøs, men hun tænkte ikke særlig meget over det.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jul 24, 2016 20:07:28 GMT
Alistair kiggede lidt på hende, han var vant til at hun vendte øjne af ham, hun havde trods alt gjort det i alt den tid de havde kendt hinanden. Øjnene var den samme,og et eller andet sted var hun det også. Selvom hun var blevet ældre. "Du kan altid få mig i godt humør" sagde han og smilte let. Det føltes helt rart at være i godt humør, i sit eget hjem. I den sidste tid havde det kun været i fremmede byer. Jo længere væk fra sit eget hjem, desto bedre.
"Selvfølgelig gør du det. Du ved det bare ikke" sagde han roligt. Selv kunne han mærke at alkohollen flød gennem kroppen på ham. Normalt var han blevet ved med at hælde vin ned. Men nu hvor han var i Dymphnas selskab ønskede han at gøre en god indsats. Han kløede sig let i nakken. "Skal vi danse? Vi kan give din mor en ny vinkel til sine dømmende blikke"
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 24, 2016 23:10:09 GMT
Dymphna smilede lidt over hans ord og rystede en smule på hovedet, hun var ikke helt sikker på det var sandt. Det forbløffede hende derfor også en del da han spurgte om hun ville danse og et øjeblik vidste hun ikke hvad hun skulle svare. Hendes mor ville selvfølgelig blive lykkelig og måske ville hun slippe for at høre hende brokke sig på vej hjem. Samtidig var der en lille uvant følelse der dukkede op i Dymphnas bryst og fik et bredt smil til at komme frem på hendes læber. Hun lo lidt inden hun svarede og nikkede.
"Ja, hun ville elske det - så det kan jeg ikke sige nej til." Bemærkede hun og smilede taknemmeligt til ham, inden hun løftede sin arm så han kunne føre hende ud på dansegulvet. "Tror du stadig at du kan huske hvordan man gør?" Spurgte hun og mødte drillende hans blik. Hun havde det godt sammen med sin gamle ven, bedre end hun havde haft det længe.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jul 25, 2016 9:02:24 GMT
Det ville vidst gøre dem begge godt, hvis de blev aflastet fra trængte følelser og dømmende blikke. Alistair kunne mærke at han også havde brug for at komme væk fra vinen, det ville blot gøre mere skade end gavn. Han kunne ikke løbe fra at det gjorde ham glad, da hun takkede ja. Det var uvant for ham at spørge en pige, eller kvinde om de ville danse. Han var glad for de kendte hinanden, og med et held skulle de ielle fylde stilheden ud med akavet emner. Måske de ville blive bedre til at slappe af. Han vidste i hvert fald selv at han måtte øve sig lidt.
Han tog imod hendes hånd, og førte hende lettere elegant ud på gulvet. Violinerne gik igang, og Alistair gav hendes hånd et lille klem. "Udover din mors blikke, nyder du ellers aftenen?" Spurgte han så, en smule stille. Han rømmede sig let og forsøgte at vænne sig til at kigge hende i øjnene. Ikke at det på noget tidspunkt havde været en ubehagelig følelse. Men han brugte det meste af sin tid, på at undgå dem.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 26, 2016 11:11:33 GMT
Dymphna havde ofte danset til denne melodi og var derfor ikke i tvivl om hvad hun skulle gøre, da de var ude på dansegulvet. Hun mødte derfor hans blik uden noget behov for at følge sine fødder med øjnene, de bevægede sig let hen over gulvet uden problemer. "Ja.. Det gør jeg da." Sagde hun og smilede lidt til ham, mens hun flygtigt strøg en lok af sit hår om bag øret. "I har altid været gode til at holde fester, det er nok et af de steder jeg foretrækker at være - og jeg er ellers ikke så glad for selskaber." Bemærkede hun og smilede skævt til ham, inden hun måtte vende sig væk og danse et par trin med en anden herre for igen at ende foran Alistair. "Hvor længe bliver du denne gang?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn og mødte hans blik mens hun tog hans hånd.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jul 27, 2016 10:20:06 GMT
De gik rundt om hinanden, skiftede side og løftede hænderne med rolige bevægelser, de var ikke altid tæt på hinanden og han kunne derfor ikke blive ved med at snakke, så snart de var adskildt. Det gjorde det svært for dem at opretholde en nogenlunde langvarig samtale. Han tog sig dog den frihed at betragte hende på afstand. Der hvilede et let smil på hans læber. Danse det kunne hun i hvert fald, og yndefuld var hun.
"Det vil min mor tage som en glædelig kompliment. Men jeg er nu ikke selv særlig vild med det, jeg skal altid være til stede hele tiden" sagde han med et let suk, og en svag rynken i panden. Han fik tid til at overveje sit svar, da de i et kort periode stod foran en anden. Da deres blik og kroppe igen var overfor hinanden trak han let på sine skulder. "Snart.. I morgen" bekendtgjorde han stille.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 27, 2016 17:20:58 GMT
Dymphna rynkede sine øjenbryn og skjulte ikke sin bekymring for ham, alt han sagde var så opgivende og meget langt fra den mand hun havde kendt engang. Var der slet intet der gjorde ham glad? Hverken selskaber, dans eller sang? Hendes øjne blev en smule blanke, musikken gjorde hende nostalgisk og mere sensitiv end ellers. Hun huskede tilbage på dengang de havde leget sammen ved bækken derhjemme. Det var så kompliceret at blive voksen.
"Så snart.. " Sagde hun og bed sig forsigtig i læben mens hun så væk, derefter måtte hun igen danse væk fra ham og det gav hende tid til at samle sig lidt. Hun ville ikke have han lagde mærke til hvor ked af det hun var. "Hvor skal du hen?" Spurgte hun og smilede halvhjertet, da hun igen tog hans hånd og lod sig følge af ham.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jul 27, 2016 17:42:15 GMT
Alistair brød sig langt fra at gøre nogen ked af det, eller berørt af nogen art. Han ønskede at trække hende ind til sig, at trøste hende, men hvad kunne en som ham selv gøre og sige når han ikke engang selv kunne finde ud af sig selv. Det kom nok lidt bag på hendes reaktions, af hendes ord, at han ikke anede hvilke ord han skulle forsøge sig med. Da de igen dansede hver for sig, gav det ham tid til at klare hovedet en smule.
"Det ved jeg ikke.. Norden tror jeg" sagde han og forsøgte at sende hende et lille smil, om det hjalp eller ej vidste han ikke. Han kunne ikke lade være med at bemærke hendes bløde fingre mod sine egne, og en mærkelig følelse i mellemgulvet.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 27, 2016 18:38:30 GMT
Norden var langt væk og hun vidste nok om rejser til at vide at det ikke var barnemad. Dymphna ville aldrig selv begive sig ud på sådan en færd men hun havde læst om eventyr og rejser flere gange og de havde altid været farlige. Hun ville have spurgt om hun måtte skrive til ham, men noget i hende stoppede hende og i stedet nikkede hun blot og forsatte videre i dansen.
"Der skulle også være smukt.." Sagde hun og rettede blikket ligeud. Alistair var ikke den ægtemand hendes mor ledte efter, det var tydeligt at han ikke var parat til det og hun havde ikke tænkt sig at give sin mor falske håb. "Så længe du kommer hjem igen.. " Bemærkede hun et øjeblik efter og smilede genert til ham og så ham hurtigt i øjnene, inden hun vendte ansigtet bort og påtog sig en mere passende mine.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jul 27, 2016 18:57:07 GMT
Alistair vidste ikke hvad han havde håbet på. Han var så bange for sig selv og sine følelser at han for alt i verden stoppede dem langt væk, og derfor sagde han ikke mere om rejsen, eller gav et hint omkring længerevarende kontakt via breve. Selvom det ville være opmuntrende, var det bare noget han ikke turde bringe på banen. Det ville desuden se forkert ud, og måske mindske hendes chancer for ægteskab.
Han nikkede langsomt i enighed til hendes ord. Han agtede at komme rundt så meget han kunne inden hans fraværelse på godset blev for stort. Men så længe han også kunne skabe kontakter, så lod hans far ham rejse lidt rundt endnu. "Det bliver jeg nød til. Hvis ikke grundet mine pligter som arving, så ville jeg aldrig kunne undvære dit smil" sagde han og kunne ikke lade være med at smile. Han rømmede sig lidt. Stemningen mellem dem var ved at blive lidt for farlig, så da dansen var ved sin ende, førte han dem tilbage til det hjørne de før havde stået i, hvor han påtog sig sit sædvanlige smådrikkeri hver gang en tjener passerede dem. Dog med et henblik i ikke at blive fuld. I hvert fald ikke indtil Dymphna var taget hjem. Mere til grin skulle han ikke gøres.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 27, 2016 19:15:19 GMT
Dymphna blev helt mundlam over hans ord, samtidig med at hendes kinder blussede op i en tomatrød farve. Hun ville sige noget tilbage, men havde ingen ord på tungen, i stedet fulgte hun bare med ham mens hun overvejede om hun var igang med at drømme. Da han igen startede med at drikke blev hun dog mere rolig, intet var anderledes, han var stadig gladere for vin end han var for hende, men efterhånden var det en smule ydmygende for hende og hun smilede derfor høfligt til ham og nejede.
"Jeg vil ikke forstyrre dig længere." Sagde hun og så afventende på ham, mens en tjener tilbød hende et nyt bæger med vin som hun takkede pænt nej til. Hun havde ikke rigtig lyst til at glemme denne aften, selvom hun så ud til at blive skrottet til fordel for den søde drik.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Jul 27, 2016 19:43:29 GMT
Alistair tænkte ikke mere over hele situationen. Det hjalp med alkoholen som satte en dæmper på det hele. Det var ikke fordi han ønskede at opføre sig dårligt overfor hende, det hele krøb bare alt for tæt på ham. Han kunne til sidst ikke engang få en helt sætning ud. "Jaeh.. Vi ses lige pludselig" kom det så fra ham. Han satte sit glas fra sig, og nærmede sig hende kort for at plante et blidt kys på henes kinder, som han svagt strejfede med tomlen.
Han endte dog med at forsvinde i menneskemængden ret hurtigt. Han havde brug for et sted han kunne smide sig.
Afsluttet
|
|