Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Dymphna var blevet inviteret til Burnett familiens solhvervsfest og var for gammelt venskabs skyld dukket op, på trods af det var langt væk og at hun egentlig ikke var i humør til det. Det var dog som altid en pligt at hun skulle tage afsted til disse selskaber i en uendelig kamp efter at finde en ægtemand der passede hendes families standarder. Hun havde formået at skræmme de fleste væk med hendes asociale opførsel, noget som hun endnu ikke forsøgte at tøjle men uhindret lod flyde frit. Hvis hun ikke blot var helt tavs og tilbagetrukket, sagde hun mærkværdige og besynderlige ting og det var ikke et ønsket karaktertræk hos en ung adelig kvinde. Senere på aften fik hun øje på sin vært, der for en gangs skyld ikke var så interesseret i at drikke sig pløre fuld som han plejede at være. Hun smilede lidt da hun nåede hen til ham og strøg en lok af sit hår bag øret. "Alistair." Hilste hun og nejede en anelse, velvidende at hendes moders blik hvilede på hende et sted i forsamlingen. "Har De en god aften?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn lidt med et venligt men usikkert blik i sine øjne.
Post by Alistair Burnett on Jul 18, 2016 11:16:05 GMT
Han forblev helst på åbent hav eller fremmede byer, hvor ingen kendte ham, eller blot lod ham være. Hvor han kunne give et par slag hvis nogen irriterede ham eller kom for tæt på, hvor ingen sendte ham blikke når han tog et ekstra glas for meget. Selvom der var meget af hans gamle jeg han ikke længere kunne finde, så sad ære og pligt stadig så dybt i ham, at når hans mor forsøgte at komme i kontakt med ham og bad ham komme hjem til et af årets vigtigste fester, kunne han ikke sige nej. Han havde været væk fra sit hjem i en del måneder, og selvom han ikke ville indrømme det så savnede han det.
Han forsøgte at holde sig i skindet, men efter de første timer af fejringen af solhvervet kunne han ikke dy sig, og snuppede et glas. Blot et enkelt, selvom han godt vidste at han med timerne ville få et mere, og et mere. Han havde stået lidt i sine egne tanker da en skikkelse nærmede sig ham. Han kunne genkende de mørke lokker fra lang afstand. Og med sit bedste smil mødte han hendes blik. "Dym dam dummy" sagde han og klappede hende lidt på hovedet som han så ofte havde gjort da de var små. "Definer god?" sagde han og løftede glasset lidt i en halv skål inden han tømte det. Nu da selskabet omkring ham var lidt bedre end gamle familiemedlemmer kunne han godt holde igen med vinen. Han strøg en hånd gennem den ildrøde manke af krøller der oftes havde den vane at glide ned foran hans øjne.
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 18, 2016 11:39:31 GMT
Dymphna blev rød i hovedet da han klappede hende på håret og hun blev mindet om hvorfor hun for det meste holdt sig væk fra de gamle barndomsvenner. Specielt dem, der som Alistair var ældre end hende. En lille grimasse fandt vej til hendes ansigt, inden hun rettede sig op og forsøgte at få lidt af sin værdighed tilbage selvom hun ikke kunne lade være med at smile skævt.
"God som i.. Ikke så mange lange samtaler om ingenting?" Foreslog hun og løftede sine øjenbryn spørgende og løftede sit eget glas op mod hans. "Jeg har allerede gjort min familie til skamme ved at ønske Lady Talin tillykke med graviditeten.. Det viste sig hun bare havde lagt sig ud." Hviskede hun tæt på hans øre og bed sig forsigtig i underlæben, mens hun skævede mod den ældre kvinde der stadig skulede af hende. Det var ikke en god fejl at lave og det fik stadig Dymphnas kinder til at brænde, hun ville ønske hun var lidt bedre til at omgås sig socialt nogle gange.
Post by Alistair Burnett on Jul 18, 2016 12:13:17 GMT
Et stille grin hvilede på Alistairs læber. Han havde altid været lidt af en flab, især når det kom til Brayarns lillesøster. Han mindes at hun i sine unge år ikke havde været andet end en lille unge, klodsede fødder og sit lange mørke hår dansende efter sig. Hun var dog ingen lille pige mere, og kunne ikke helt huske hvornår det præcis var han sidst havde set hende rigtigt. Det var ikke ligefrem fordi de stødte ind i hinanden på Hogwarts, da tiden var til det. Han var dog glad for hun ikke blev hverken sur eller småfornærmet. Han gengælde derfor hendes smil, som en form en gestus og anerkendelse.
Endnu engang trak det i den ene side af munden og han nikkede i enighed med hendes ord. "Åh ja, mind mig ikke om det, jeg brugte, før du gjorde mig selskab, en time på at forsøge at forklare min farmor hvorfor Úna ikke er her idag" sagde han og rystede lidt på hovedet. Han gjorde sit bedste til at skjule sit grin over hendes næste udtalelse "Er hun ikke det?" spurgte han og løftede et enkelt bryn. "Så sparede du i det mindste mig for samme ydmygelse" sagde han og fangede et glas hos en forbigående tjener. Han blinkede let med øjnene og mødte hendes blik da de i et kort øjeblik stod tætte. "De siger man bliver bedre til det, men jeg føler mig nu ikke bedre til at tackle hverken rygter eller korrekt tale" sagde han og rystede lidt på hovedet. Han forstod dog godt at det var vigtigt, og gjorde sin bedste indsats. Men efter sin kones død haltede han efter, og havde ikke nogen klippe at støtte sig til.
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 18, 2016 12:30:04 GMT
Dymphna skævede diskret til hans nye glas og fik ondt af ham, hun vidste hvorfor han drak, det kunne alle regne ud. Han havde altid opført sig galant før han mistede sin hustru og det gjorde ondt i hendes hjerte når hun mindedes hvor charmerende han før havde været. Hun havde som altid bare været en stille grå mus i hjørnet, ikke en man lagde særlig mærke til.
Et smil dukkede dog op på hendes læber over hans ord og hun nikkede lidt, mens hun drak lidt af sin vin. Hun brød sig ikke særlig meget om drikken, men den gjorde aftenen lidt mere uudholdelig. "Du må bare give det lidt tid." Sagde hun og smilede til ham med et ømt blik i sine øjne. "Du skal bare finde tilbage til livet igen." Sagde hun og vendte eftertænksomt blikket ud mod de andre gæster.
Post by Alistair Burnett on Jul 18, 2016 12:45:09 GMT
Alistair havde ikke drukket særlig meget, han vidste at det med tiden ville være en dårlig idé, skulle han holde taler. Til andre selskaber kunne han gemme sig væk, men når hans familie var i centrum, kunne han ikke få sig selv til kun at tænke på sig selv, når der var noget langt større på spil end hans forvildede tanker. Dymphna var dog et frisk pust til tilværelsen, og lysten til at forsvinde ind i sig selv forvandt for en kort stund.
Han nikkede langsomt, hvad hun sagde var rigtigt, i det mindste troede hun selv på at det var rigtigt, hvilket han ikke kunne bebrejde hende for. At hun havde håb for sig selv, for ham gav lidt et glimt af hvad hun rummede. "Livet eh?" kom det fra ham med let hovedrysten. "Min vilje til livet blev taget fra mig" sagde han så lavt med en del mumlen. På havet havde han dog muligheden for at lægge det lidt bag sig. Han ønskede ikke at skabe nogen dårlig stemning, og slet ikke nu hvor hun blot forsøgte at opmuntre ham lidt. Han sendte hende derfor et smil. "Det er forskelligt fra person til person" sagde han så med den snert af håb han havde tilbage.
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 18, 2016 13:02:18 GMT
Dymphna nøjedes med at nikke stilfærdigt over hans ord, hun havde ingen indsigelser, hun vidste ikke hvordan han havde det og forsøgte at opføre sig så pænt som hun kunne præstere. Det fejlede dog konstant for hende og hun mærkede sin mors brændende blik i sin nakke, som altid var der, selv når hun ikke fysisk var tilstede. "Det er det vel." Sagde hun og så op mens hun smilede genert til ham og drak lidt af sin vin. "Undskyld jeg skulle ikke have bragt det op." Mumlede hun og rynkede bedrøvet sine øjenbryn mens hun så ham i øjnene. "Hvad vil du gerne tale om?" Spurgte hun og bed sig overvejende i underlæben mens hun pillede lidt ved sin lange mørke fletning.
Post by Alistair Burnett on Jul 18, 2016 13:31:45 GMT
Alistair rystede på hovedet. Alkohollen flød rundt i blodet på ham, så han havde ikke tænkt yderlige over hendes ord og meningen med dem. Han nød bare godt af andet selskab end de samme vante ansigter. Han vidste han alligevel snart skulle ud på åbent hav igen, så han kunne lige så godt få det bedste ud af det. Han betragtede hende lidt, og kunne ikke lade være med at små smile lidt, hun lignede en vildfaren killing. "Du er ikke den første, i det mindste var din hensigt god" sagde han så og sendte hende et lille smil. Han rettede ryggen en smile og løftede glasset mod hende i en skål. "Nu da vi har talt lidt om mig, syntes jeg vi skal vende opmærksomheden mod dig" sagde han og rømmede sig lidt.
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 18, 2016 13:48:54 GMT
Dymphna vidste ikke helt hvorfor men hendes kinder føltes pludselig meget varme og hun var bange for at han ville lægge mærke til det, så hun så hurtigt væk. Tale om hende? Men hvad var der af spændende ting hun kunne fortælle? Hun var sikker på at det liv Alistair levede var en del mere udfordrende. "Åh jamen.. der er ikke så meget at fortælle." Sagde hun og smilede forsigtig til ham.
"Jeg er blevet færdig med Hogwarts for en del år siden.. Og nu sidder jeg bare hjemme.. Når jeg ikke engang imellem går en tur." Fortalte hun og rettede unødvendigt på sit pandehår. "Og så er der selvfølgelig alle festerne.. Hvor min mor evigt forsøger at få mig gift." Hun drak lidt af sin vin og smilede skævt til ham. "Hun vil vist meget gerne af med mig." Tilføjede hun med et glimt i øjet, inden hun vendte blikket ud mod festen, hvor hendes mor gemte sig et eller andet sted, sikkert igang med at dele sladder med en af sine gamle veninder.
Post by Alistair Burnett on Jul 18, 2016 14:08:25 GMT
Alistair lagde hovedet lidt på skrå, og forsøgte i et kort øjeblik at fange hendes blik. Det var lidt sødt, men han var mange for hans mente kompliment blot ville gøre hende endnu mere forlegen, så i stedet for at sige noget stod han bare og kiggede smilene på hende. For nu måtte han dele sine tanker omkring Dymphna Muldoon med sig selv. "Ikke det?" han lød ikke overbevist, forblev for en stund stille og lod hende tænke lidt over hvad hun havde tænkt sig at sige. Lidt havde også ret, og selvom han sikkert kunne bruge resten af aftenen med at fortælle hvad han havde set og hvor han havde været, så skulle hans ord ikke drukne hendes. Han var ikke sikker på at nogen nogensinde havde interesseret sig for hvad hun fik tiden til at gå med.
"Jeg tror ikke hun vil af med dig, jeg tror bare hun vil have din sikkerhed og lykke sikret" sagde han overvejende. Men han kendte ikke Lady Muldoon, så han kunne ikke vide hvad hendes egentlige tanker med datteren var. "Jeg er bange for at min mor også en dag ser mig gift igen" sagde han og trak lidt på sine skuldre. En dag ville tanken nok give ham mere håb, men nu var det blot et minde om hvad han havde mistet. Denne gang bragte han dog selv op, så han sendte hende et lille grin. "Mødre er ikke til at finde ud af" sagde han så.
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 18, 2016 15:33:17 GMT
Dymphna lyttede opmærksomt til hans ord og smilede halvhjertet. Han kendte tydeligvist ikke hendes mor særlig godt, men hun ville ikke kede ham med brok om forældre. Til sidst grinede hun dog afdæmpet og rystede let på hovedet.
"Nej det er de vist ikke.." Sagde hun og smilede let. "Min far har jeg nemmere ved.. Han er så sød." Hun så ham i øjnene og smilede varmt. Faderen var faldet lidt i anseelse efter hans mislykkede tid som leder af Troldmandsrådet men hun elskede ham stadig meget højt. "Du vil aldrig gifte dig igen?" Spurgte hun med et nysgerrigt blik.
Post by Alistair Burnett on Jul 21, 2016 20:07:50 GMT
Alistair som normalt ikke var bleg for op til flere kække bemærkninger i løbet af aftenen, fandt sig selv med ret få ord. Irritationen sad helt oppe i halsen på ham, ikke at det på nogen måde var Dymphnas skyld. Han kunne dog ikke lade være med at smile halv skævt over hendes smittende latter.
"I det mindste kan du med én af dine forældre." sagde han roligt. Det var hans egen skyld at hans forældre ikke kunne nå ind til ham, og han derfor ikke brød sig om at snakke med dem. De ville ham jo blot det bedste, men lige nu kunne de ikke forestille sig hvordan han havde det. "Det.." hans kløede sig let i nakken og bøjede hovedet lidt. "Vil og skal er desværre to forskellige ting" Han havde ikke rigtig noget valg når det handlede om at gifte sig igen havde hans mening og følelser intet at skulle have sagt.
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 24, 2016 10:35:37 GMT
Dymphna smilede forsigtigt over hans ord og nikkede langsomt. Det var meget forskellige ting, men nu havde hun jo lige spurgt om han havde lyst til det. Hun måtte dog indse at han nok kun ville gøre det hvis han skulle. "Det er det vel.. " Sagde hun og så hen over gæsterne, men så fik hun øjenkontakt med sin mor og vendte derfor blikket mod Alistair igen. "Forældre er problematiske.. Jeg håber jeg bliver en bedre mor for mine børn, hvis jeg får nogen." Sagde hun og fik lidt lys i øjnene igen. Dymphna ville utrolig gerne have børn, helst et par stykker så de altid ville have hinanden.
Post by Alistair Burnett on Jul 24, 2016 10:55:10 GMT
"Men.." begyndte han og klarede let stemmen i en rømmen. "Hvis jeg mødt en der kunne fylde det hul af tomhed som har været ved mig siden Elis død.. Måske" sagde han og trak på sine skuldre. Han vidste det egentlig ikke. Lige nu, i dette øjeblik havde han ikke lyst til at gifte sig igen. Men han vidste at det med tiden ikke var hans afgørelse.
"Men du skal nok regne med en invitation til mit næste bryllup, når mine forældre finder mig et passende parti" sagde han og sukkede kort. Han følte lidt at den dårlige stemning sad over ham som en sky.
Alistair sank en klump. "Jaeh.. Børn" han tog endnu et glas fra en tjener der gik forbi dem og tømte det næsten i et drag. Han ville gerne sige mere, men hans mund forblev tør.
Post by Dymphna M. Burnett on Jul 24, 2016 11:14:56 GMT
Dymphna så bekymret på den ældre troldmand og nikkede stilfærdigt. Hun kunne ikke forestille sig at nogen kunne fylde det hul Eli havde efterladt, selv Dymphna havde fundet hende tiltalende og hun kunne godt forstå at det havde været svært for Alistair.
Et smil dukkede flygtigt op på hendes læber da han talte videre, men da hun havde nævnt børn forsvandt det som dug for solen og det gik op for hende at hun havde trådt i endnu et dårligt emne. Derfor blev hun bare tavs og overvejede om hun skulle gå sin vej. Hun kunne åbenbart ikke tale med ham uden at gøre ham ked af det.
"Undskyld det var ikke min mening at minde dig om det igen.. " Bemærkede hun og så ned i sit glas med vin og betragtede sit eget sørgmodige spejlbillede. Hvorfor kunne hun ikke bare opfører sig med mere elegance og diskretion? Det var håbløst. Hun ville aldrig finde en mand hvis det forsatte sådan.