Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Agnes havde altid været selvstændig og brystet sig af, at hun kunne tage vare på sig selv. På det seneste løb det hende dog koldt ned langs nakken, når hun var alene og impulsen til at se sig over skulderen, var stærkere end den nogensinde havde været. Det havde taget hende lang tid blot at finde modet til at gå fra sygefløjen og da hun bevægede sig ned gennem de tomme gange, havde hun en snigende følelse af, at det ikke kun var malerierne, der holdt øje.
Men hun gjorde det, fordi tanken om at være alene var værre. Trygheden kom, så snart hun trådte ind gennem døren til Téarlachs kontor og det var nu, en rum tid senere, at hendes hjerterytme igen havde fundet normalen. Lyden af en fjerpen, der rettede fejl i eksamensstile var den eneste anden udover en sagte knitren fra ildstedet og Agnes krummede sig en anelse mere sammen i den stol, hun havde indtaget; tættere på varmen, der ikke længere helt ville trække ind under huden.
Selv havde hun en af protokollerne fra sygefløjen med sig, opslået på knæene, men læste ikke et eneste ord. Det mørke blik hvilede på flammerne og hun gnavede let på sin underlæbe i en ganske ny vane, mens tanker og overvejelser tumlede rundt - og ingen af dem om de elever, der havde været syge, mens hun havde været væk.
Post by Téarlach Slughorn on Jun 26, 2016 19:56:23 GMT
Det var en rar følelse, at sidde ved skrivebordet med Agnes' selskab, selvom ingen af dem talte i øjeblikket. Téarlach skriblede løs på de allersidste afleveringer inden ferien og først efter en rum tid løftede han blikket fra den senest færdigbedømte, tog brillerne af næsen og så på Agnes, imens han holdt dem i den ene hånd. Han fugtede sine papirtynde læber og klarede halsen lidt.
"Hvad tænker du på?" Tydeligvis var det ikke optegnelser fra sygefløjen. Hendes øjne bevægede sig ikke ned over siderne, men var fanget af flammerne - tabt i tanker?
Post by Agnes Slughorn on Jun 26, 2016 20:02:33 GMT
Det gav et lille sæt i hende, da han talte og hun blinkede et par gange, før hun drejede hovedet og smilede ganske svagt. En lille eftertænksom rynke forblev dog mellem øjenbrynene, mens hun lod bogen glide lidt længere ned på lårene; hun læste ikke i den alligevel.
"Kan du huske den samtale vi havde omkring interaktion med eleverne?" spurgte hun efter et øjeblik, selvom hun kendte svaret på forhånd. Det havde været før, hun havde indset historieprofessorens interesse. Smilet var falmet lidt igen, men det tænksomme udtryk forblev. "Jeg prøver at overholde det, men nogle gange kommer de til mig for at tale om problemer - fordi jeg hverken er deres lærer eller skolekammerat."
Post by Téarlach Slughorn on Jun 26, 2016 21:35:02 GMT
Téarlach besvarede Agnes' spørgsmål med et temmelig sigende blik og var helt tilfreds med, at han ikke behøvede, at sige noget. Da hun fortsatte, trak brynene sig lidt sammen og han nikkede langsomt, som tegn på, at han lyttede.
"Ja?" Der var ikke mere at sige, for nu. Ikke andet end at vente på, at hun kom frem med den historie, som tydeligvis tyngede hende.
Post by Agnes Slughorn on Jun 26, 2016 21:40:30 GMT
Agnes endte med at lukke bogen sammen og strakte armene hen over den, for at stryge hænderne over de optrukne knæ. Blikket gled over flammerne, før det fandt Téarlach igen. "Jeg forestiller mig ikke på nogen måde, at det er min plads at blande mig," begyndte hun, dybt alvorligt.
Øjenbrynene trak sig tættere sammen og hjertet hamrede en anelse i brystet på hende, ikke den mindste smule sikker på, hvordan han ville reagere. "Men Morgan kom til mig."
Post by Téarlach Slughorn on Jun 26, 2016 22:05:34 GMT
Da Agnes startede med, at tage forbehold, skød Téarlachs ene bryn op i panden. Han betragtede hende uden et ord, indtil hans søns navn kom på banen. Øjnene blev knebet en anelse sammen og forbeholdet gav pludselig glimrende mening. Efter en enkelt, dyb indånding, nikkede han let.
"Fortsæt," bød han stoisk, men med en svagt advarende undertone. Der var grænser for hvad hun kunne sige nu - eller i hvert fald for hvad hun burde sige.
Post by Agnes Slughorn on Jun 26, 2016 22:10:53 GMT
I det korteste øjeblik var følelsen der umiskendeligt og den ramte hende hårdt. Følelsen af, at hun igen stod skoleret overfor sin professor og overhoved. Det var nok til, at hun lod benene glide ned fra den sammenkrøllede stilling og i stedet rankede sig lidt. Pludselig nervøs og med god grund, med det hans tonefald lovede.
Der var grænser, der var svære at overskride. Især denne grænse, der stadig stod uoverskredet i deres endnu spæde forhold. Men hun huskede Morgans ulykkelige ansigtsudtryk og det løfte, hun havde givet ham. Så til sidst kom ordene alligevel, dæmpede og bekymrede. "Han er overbevist om, at du hader ham."
Post by Téarlach Slughorn on Jun 26, 2016 23:01:16 GMT
Han sad i komplet tavshed og betragtede Agnes, indtil hun talte igen. Hvad Morgan kunne have sagt, tumlede rundt i hans hoved. Selvom han var komplet stoisk udenpå, så rasede følelserne indeni. Da hun endelig sagde det, der var i hendes tanker, reagerede han indledningsvis ikke udadtil. Hans hjerte sank dog og efter et øjeblik krummede fingrene på den hånd, som holdt fjerpennen, sig hårdt sammen. Han var nær ved, at hamre i bordet, som han havde gjort overfor sin søn. I stedet tog han en enkelt, dyb og kontrolleret udånding. Blikket var ikke længere på Agnes, men det var fyldt af følelser, som var svære, at undertrykke. Da han endelig talte, var han en smule hæs og yderst kortfattet.
Post by Agnes Slughorn on Jun 26, 2016 23:17:14 GMT
Agnes' ansigt var langt fra så kontrolleret som hans. Smerten, selvom den ikke var hendes egen, skinnede let i hendes blik og det brændte i hende efter at række ud efter ham. Det var så privat og hun vidste, at hun ikke burde være en del af det, men hun kunne heller ikke bare lade det være. "Han fortalte mig, hvad der skete med din kone. Han bebrejder sig selv, for at du tog arbejdet her - at du forlod dem, på grund af ham..."
Hendes stemme var helt dæmpet og blikket fast fikseret på ham, mens hun kæmpede mod en svag klump i halsen. "Jeg tror ikke på at det var sådan og jeg behøver ikke vide det, men... Jeg sagde til ham, at du umuligt kunne hade ham." En antagelse, som måtte være sand. Skulle være det.
Post by Téarlach Slughorn on Jun 27, 2016 0:12:10 GMT
En muskel arbejdede i Téarlachs kind og han stirrede bestemt ud i luften på et punkt, der var langt fra Agnes. Hans hustru, Morgan, det hele væltede ind over ham ved hendes ord og han sagde ikke noget i et langt stykke tid, før han rystede på hovedet.
"Han vil være Queerditchspiller," faldt det endelig, tungt. "Jeg er vred på ham, fordi han har løjet for mig i flere år om sine fremtidsplaner. Jeg troede han havde tilgivet mig." Han klarede halsen lidt og slap en dyb udånding. "Jeg har ikke altid været den bedste far, men jeg gør mit bedste..."
Post by Agnes Slughorn on Jun 27, 2016 0:23:55 GMT
Agnes' blik veg ikke og da han talte, sørgede hun for at lytte. Det var privat og hun kendte ikke til fortiden - men måske ville hun komme til at have en plads i nutiden og fremtiden. Det var også det, der i sidste ende fik hende til at rejse sig. Bogen efterlod hun i stolen, trådte langsomt omkring skrivebordet og lod en hånd falde blidt mod hans skulder. Et instinktivt behov for at vise omsorg.
"Det tror jeg på," svarede hun dæmpet og så ned på ham med et ømt udtryk i de mørke øjne. "Det kan være svært at se, at ens forældre kun ønsker det bedste for en. Det husker jeg selv fra for ganske nylig," bemærkede hun. Det var trods alt ikke mange år siden, at hun havde været på Morgans alder. Øjenbrynene trak sig lidt tættere sammen, men hun trak ikke hånden til sig.
"Jeg fortæller det ikke, for at såre dig. Nogen af jer. Jeg ønsker ikke at gøre noget værre end det er... Jeg siger det kun til dig i håbet om, at det kan hjælpe. Morgan tror ikke, at han kan tale med dig, så han kom til mig. Kan han ikke det?"
Post by Téarlach Slughorn on Jun 27, 2016 12:50:46 GMT
Det faldt ham ind, at afvise hende blankt og skubbe hende væk, men han kunne ikke. Ikke efter det hun lige havde været igennem. Hendes ord trængte ind som om en hånd lukkede sig om hans hjerte og klemt til. Han stirrede lige frem for sig, men gjorde intet for, at fjerne hendes hånd.
"Selvfølgelig kan han det," sagde han endelig, opgivende, men en smule harm. "Men han har opført sig tåbeligt. Han har fået mig til, at kontakte en læremester for, at hjælpe ham, gjort mig til grin..." Han tog en dyb indånding, der fik næseborene til, at udvide sig lidt. "Han kan ikke forvente, at jeg ikke bliver rasende, men han havde ikke så meget som nosserne til, at sige undskyld."
Post by Agnes Slughorn on Jun 27, 2016 13:00:35 GMT
Det var endnu en underlig grænse. Stående der med den simple, fysiske kontakt, der ikke var nok, men på den anden side også bevidst om, at hun ikke burde være der i det hele taget - hele tiden med en forventning om, at han ville skubbe hende væk. Det slog hende da, at selvom de havde delt meget, så inkluderede det endnu ikke fortrolighed.
Indsigten havde nær fået hende til at træde væk, både fysisk og mentalt, fra det, hun ingen plads havde til at blande sig i. Alligevel gjorde hun det ikke. Ikke helt, i hvert fald. Hånden forlod hans skulder, men i stedet drejede hun sig lidt og lænede sig tilbage ind mod skrivebordet, hvor hun kunne se ned på Téarlach med sammentrukne øjenbryn.
"Fornuft er ikke altid det man finder mest af hos syttenårige," bemærkede hun. "Tror du, at han gjorde det med den bevidste intention at såre dig?"
Post by Téarlach Slughorn on Jun 28, 2016 13:49:01 GMT
Den voksne mands kæbe dirrede, som han løftede blikket til Agnes. Hans tænder skar imod hinanden med en let knasen, før han så væk og rystede på hovedet. "Han er myndig nu. Han kan træffe sine egne beslutninger, men de beslutninger han træffer er dårlige."
De lyse øjne borede sig ind i træet på døren overfor skrivebordet, som om Morgan stod udenfor. "Hvilken fremtid har han som queerditchspiller? Det er et tåbeligt spil - ikke en fremtid han kan bygge på. Han har alle lovende muligheder som oversætter, men han vil kaste det hele væk." Téarlach tog en dyb indånding. "Fint. Hvis det er det han vil, så må han gøre det, men han får ikke en knut fra mig, når det hele falder sammen."
Post by Agnes Slughorn on Jun 28, 2016 17:32:34 GMT
Agnes' øjenbryn trak sig tæt sammen over hans ord og selvom hun havde et instinktivt behov for at berolige ham, så var det ikke dæmpede forsikringer om at han havde helt ret, der kom til hende først. I hvert fald ikke fuldt ud og det fik hende til at tøve.
At hun tænkte sit, kunne der ikke herske meget tvivl om. Så meget afslørede stilheden og udtrykket på hendes ansigt. Den primære grund til at hun tav, var den dvælende følelse af, at hun ikke reelt havde nogen ret til at blande sig.
